Den konservative Blicher af Jesper Langballe

En ny artikel lagt ud i fuld længde på Årsskriftet Critiques hjemmeside. Denne gang den meget anbefalelsesværdige artikel. Den Konservative Blicher. Her findes blandt andet det fantastiske digt:

"Lad tåber om regeringsformen tviste
den der regerer bedst
det er den bedste"

Fra Critique

Jesper Langballe skildrer den danske forfatter Steen Steensen Blichers konservative livssyn, der satte ham i et modsætningsforhold i forhold til tidens ledende tanker, både liberalismen, som han fandt utopisk og nationalromantikken, overfor hvilken han hævdede en national realisme. Artiklen er fra Critique 2009.

Uddrag
“Steen Steensen Blicher. Hans konservatisme var befæstet ved læsning af Edmund Burkes britiske arvtagere, især Walter Scott og det konservative tidsskrift “Edinburgh Review”, hvor Blicher i den purunge kritiker (og senere berømte statsmand) Thomas Macaulays brilliante kritiske essays fandt en ånd, der svarede til hans egen.”

“Blicher kendte ikke til nogen “ren fornuft”, der var for ophøjet til at beskæftige sig direkte med den foreliggende virkelighed. Han så tværtimod den konkrete virkelighed, Gud har skabt, som et bestandigt korrektiv til filosoffernes hjernespind.”

“…når vi i dag skal forsvare demokratiet imod den totalitarisme, som så ofte følger i demokratiets kølvand, og som altid fører sig frem i demokratiets navn (f.eks. som “folkedemokrati”), så kan vi med fordel hente åndeligt skyts hos dem, der i demokratiets barndom var imod demokratiet – blandt andet fordi de fandt det fladpandet og åndløst, at politik skulle fylde hele menneskets tilværelse. Det er formentlig i ikke ringe grad disse konservative ånders kritiske indsats, vi kan takke for den indstilling, at det ikke er folket, der skal tjene demokratiet, men demokratiet, der er sat til at tjene folket”

Jesper Langballe (f. 1939)er sognepræst medudgiver af og skribent i Tidehverv samt folketingsmedlem (DF)Jesper Langballe har udgivet flere bøger om Blicher og kredsen om ham. I 2000 udgav han bogen “Niels Blicher – en 1700-tals præst” om Steen Steensen Blichers far og i 2004 bogen “Anlangendes et menneske” om Blichers liv og digtning.

Link: http://critique.ksaa.dk/2011/01/ny-artikel-den-konservative-blicher-af-jesper-langballe/

Tilfældet Tøger

Tøger Seidenfaden er død. Det er der ikke nogen grund til at ofre mange ord på; det er altid en tragedie når et menneske går bort i en alt for tidlig alder. Sorgen er dog forebeholdt de pårørende, og som udenforstående er det ikke urimeligt at mene, at Tøger Seidenfadens offentlige liv var en tragedie. Han ikoniserede om nogen den kulturradikale elite; anstændighedens og den organiserede næstekærligheds talsmand; den mimoseagtige bekymrethed over tonen i debatten, til trods for at han selv eller hans slæng aldrig var blind for at hælde skidtspande ud over Søren Krarup, Bertel Haarder, Lars Hedegaard eller en helt fjerde, der dristede sig til at udfordre den dyne af pænhed og bornerthed som årtiers organiseret debatkvæleri havde nedkastet.

De senere år har samme kulturradikale elite antaget et mere og mere sekterisk præg, hvor Danmarksbilledet har snævret sig tættere og tættere sammen om kontorerne i det indre København og lejlighederne på Østerbro. I en stædig fornægtelse af den mandatmæssige nyordning fra 2001, hvor Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne, spøgelserne fra 1990'erne, er sat udenfor indflydelse; hvor menneskerretigheds- og godhedsindustriens påstande om de umulige stramninger har vist sig som uvederhæftige, luner man sig dog stadig ved sit politisk-moralske privilegium: At modstanderne dybest set ikke er værd at lytte til og at deres holdninger er uanstændige og generaliserende. Dansk Folkeparti anklages for at ville rense ud; hvorimod den kulturradikale elite ikke forstår, at den selv er sygeligt optaget af at ville rense ud og frakende bestemte argumenter deres validitet. På den ene side påberåber man sig den kvalificerede samfundsdebat; på den anden side har man med alle midler søgt at kvæle den ved at indføre alle mulige tabuer. Ikke kun vedrørende indvandring og islam, men også vedrørende velfærdsstaten, hvor debatten er så tabuiseret som noget. Ve den, der drister sig til at antyde at vi har for mange førtidspensionister eller offentlige ansatte, og at en god portion af dem er professionelle driverter. Så vanker der en omgang i den anstændige klasses vridemaskine.

Den kulturradikale elite, der må siges at fornægte skidesprælleren Poul Henningsens frimodighed og provokationstrang, er forstenet i en tænkemåde, der prøver at trække konflikterne og uenighederne ud af det politiske rum og ind i en moralistisk svedekasse, hvor afgørende interessemodsætninger forventes at forsvinde som dug for solen. Til trods for at det netop er vigtigt, at afgørende interessemodsætninger kanaliseres ind i en fordomsfri offentlig debat, den såkaldt demokratiske samtale, således at bestemte synspunkter ikke henvises til at svæve rundt som satellitter og ikke udsættes for enten genklang eller modsigelse. Tavshedens tyranni. Hvis reelle politiske problemer dysses ned eller reduceres til spørgsmål om anstændighed eller moral, henvises disse problemer til en plads udenfor rammerne af folkestyret, og giver dermed grobund for eksempelvis politisk voldsanvendelse. Indenfor rammerne af folkestyret og den offentlige debat er der ikke tale om gode eller onde mennesker, men om lidenskabelige interessemodsætninger, der ideelt set er bundne af fælles kulturelle bånd til netop folkestyret og ytringsfriheden. Vi kan være rygende uenige, men drikke en bajer sammen bagefter alligevel.

En af de mest citerede beskrivelser af Tøger Seidenfaden er, at han var et ualmindeligt anstændigt menneske. Det er givetvist sandt, men spejler man denne karakteristik med Seidenfadens argumentation i den offentlige debat, er det nok de fornemste ridderslag han kan tildeles. I en kreativ, herskende klasse, der evigt og altid tynges af bekymringer over egen anstændighed og andres uanstændighed, er det fineste man kan være vel at være ualmindelig anstændig. Poul Henningsen ville nok vånde sig; han ville næppe opfatte anstændig som et ridderslag. Det var netop hans - og andre kulturradikales - urprojekt at rive den almindelige, jævne anstændighed ned, og derfor er anstændigheden i dag blevet en spidsfindig og kompleks størrelse, som kun en akademiker, globalist og meningsmaskine som Tøger Seidenfaden kan opnå. Den er ikke de andre forundt.

Henriette Kjærs afgang

Den seneste tid har været umådelig spændende, hvis ikke lidt for spændende, for en delvis meddelagtig betragter af Det Konservative Folkeparti. Først røg Lene Espersen, og i dag blev det så Henriette Kjærs tur. Dermed slutter jo en æra i Det Konservative Folkepartis nyere historie, nu hvor både Kylle, Pylle og Rylle, der blev indvalgt i 1994, har måttet sige farvel til toppolitik – med den væsentlige undtagelse, at Lene Espersens spøgelse stadigvæk er udenrigsminister med titel af excellence. For nogen vil enden på Kyll, Pylle og Rylle stå som en dom over Det Konservative Folkepartis evne til at grave talent frem.

For nogle år tilbage havde Weekendavisen en stor artikel om dansk konservatismes tabte generation, den generation, der fylkedes om ungkonservatismen i 1980erne, fordi de troede på, at De konservative i Danmark havde i sinde at gøre, hvad konservative havde gjort i Storbritannien og i USA. Dette håb skuffedes. Dansk konservatisme var ikke så konservativ så det gjorde noget og de ungkonservative i 1980erne var desuden snarere – fandt de hurtigt ud af – liberale. Tilbage i partikonservatismens stive geledder blev de, der enten ingen ideer havde, og som derfor ikke kunne blive stødt af dansk konservatismes mangel på ideer, samt de, der nok havde ideer, men ikke havde noget imod at dikke nok så meget med lammehalen for en politisk karriere. De politiske ungdomsorganisationer var – og er – på trods af deres mange fortræffeligheder i høj grad storproducenter af middelmådigheder.

Imidlertid tror jeg, at denne dom, der sikkert passer på Gitte Seeberg, og Lene Espersen i tilfældet Henriette Kjær er skudt ved siden af. Hende har jeg altid betragtet som en hårdtarbejdende politiker, der havde både saglighed, vilje og sans for politisk ageren. Når man ser på en del af vores toppolitikere, også de konservative, må man jo nok sige, at der er langt mellem snapsene. Ikke, at flere af dem sikkert gør deres bedste, men er det nu ikke alligevel som om deres politiske karriere har været præget af en vis nemhed? Men for Henriette Kjærs vedkommende er dette egentlig ikke tilfældet. Eller jo. Selvfølgelig, som en af de overlevende fra den konservative borgerkrig i 1990erne og som kvinde i et gråt mandsparti, havde hun fordele, der sikkert hjalp hende på vej, anviste hende en kortere rute end så mange andre til indflydelsen. Ligesom de andre.

Men nået til sin position var der hos Henriette Kjær intet ophold, intet krav om at måtte hvile og nyde, det håb, som mange havde set i hende, levede hun også ved sin arbejdsindsats op til; både som minister og som politisk ordfører og gruppeformand. Særligt hendes sidste post viste sig at være en uriaspost, da Det Konservative Folkeparti begyndte at segne som følge af de mange og konstante slag mod partiet. Henriette Kjær havde et politisk projekt. Hun stod bag ved Lene Espersen, og holdt hende fast, hvor hun hellere ville vige og samtidig holdt hun længe under enorme strabadser orden i en folketingsgruppe, der ikke alene var modstandere af store dele af Lene Espersens politiske linje, men som også – efterhånden – kunne se deres taburetter opløses af vælgernes vigende gunst.

Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i debatpanel med bl.a. hende i Det Konservative Folkeparti på et møde i Århus. Emnet var konservatismen og Henriette Kjær havde ingen nem aften. Fra panelet blev partiet angrebet både for deres manglende økonomiske reformvilje og for deres værdipolitiske ørkenvandring og fra salen rejstes det ene spørgsmål efter det andet, om hvorvidt ikke Lene Espersen burde gå af. Det lykkedes Henriette Kjær at vende stemningen den aften og gøre, hvad der var ved at udvikle sig til en selvmorderisk klagesang til et rensende bønnemøde, der gav byens konservative fornyet energi.

Med Henriette Kjær ender Kylle, Rylle og Pylles periode, men det er egentlig ikke det vigtige. Sagen er, at med Henriette Kjær har Det Konservative Folkeparti mistet en dygtig politiker og en – omstændighederne taget i betragtning – ganske fornuftig konservativ, der var en af arkitekterne bag forsøget på at redefinere konservativ politik i en mere klassisk konservativ retning og som, da det gik galt loyalt agerede brandslukker og først måtte vige posten, da ilden også greb hende.

Om Lars Barfoed har tvunget eller opfordret hende stærkt til at gå, det skal ikke her overvejes. Man må dog spørge om, det er et godt tegn, at den nye politiske ordfører hedder Carina Christensen, og om hun vil være i stand til at markere en sund konservativ politik på Christiansborg.

Kvinden og frisindet på P1

Der var engang en kvinde. Det var en glad og munter kvinde, som havde fået en god uddannelse og vist også et godt job. Men kvinden havde også et problem, som af og til kunne gøre hende trist til mode. Hun var nemlig meget vild i varmen og kunne slet ikke styre sit underliv. Ikke på ti tønder land kunne hun holde det tilbage, det ville så gerne ud og møde andres underliv. Så kvinden måtte mødes med mange mænd og kvinder og deres underliv, og være sammen med dem.

Men selvom underlivet fik hvad det ville, var kvinden ikke helt tilfreds. For der var vist noget med, at når man var sammen med mange, så kunne man komme til at såre deres følelser, og der kunne komme noget der hed jalousi. Og det var vistnok ikke så godt. Det havde hun i hvert fald hørt fra andre.

Kvinden prøvede også at have noget der hedder en kæreste. Det var noget med, at så forpligtede man sig til kun at være sammen med denne kæreste, og underlivet måtte også kun være sammen med denne ene. Det var meget svært for kvinden at have en kæreste, for så kunne underlivet jo ikke møde alle dem det gerne ville. Det var faktisk så svært for hende, at hun alligevel var sammen med andre, selvom hun jo havde lovet kæresten noget andet. For så var underlivet jo tilfreds igen.

Men kvinden blev atter fortvivlet, for nu kunne hun selv mærke at det vist ikke var så godt. For hun havde såret kærestens følelser, og det hed vist utroskab når man havde en kæreste. Og det var et ord der gjorde hende utilpas. For ordet sagde hende både at hun havde såret en person, og at andre var enige i at det var dårligt at såre andre på denne måde.

Fortvivlelsen bredte sig hos kvinden og gjorde hende trist. For hvordan skulle hun kunne gøre underlivet tilfreds og samtidig undgå jalousi, utroskab og alle de andre ord som ikke var behagelige. I sin fortvivlelse fandt hun en dag en bog, som hed noget fint på amerikansk. Den hed The Ethical Slut og den handlede om andre kvinder ovre i Amerika, der havde det ligesom hende selv, og hvordan de havde kunnet få deres vilje på alle måder. Derfor var den god. Da kvinden var færdig med at læse bogen The Ethical Slut, skete der pludselig noget! Frem sprang et fortryllet væsen!

'Hvem er du?' Spurgte kvinden det lille lysende væsen med de glitrende vinger. 'Jeg er Emancipationsfeen...', sagde Emancipationsfeen. 'Jeg forstår dit problem og din fortvivlelse. Jeg kan fjerne de ubehagelige ord og tankerne fra din samvittighed. Jeg kan gøre at andre heller ikke synes dårligt om det du gør.' Det syntes kvinden lød helt utroligt, men spurgte: 'Jamen hvordan kan du det, hvad skal jeg gøre?' 'Jeg kan gøre alt dette, og måske endda gøre dig berømt. Det eneste du skal, er at love mig, at gøre det du gør i mit navn.' Svarede feen. 'Jeg har mange navne: Her i landet kalder man mig frigørelse, frisind eller man taler om den der nedbryder tabuer. Nævn mig ved disse navne når nogen spørger til hvad du gør, så skal de ikke fordømme dig, men blive forlegne, nysgerrige eller måske endda prise dig.'

Kvinden tænkte at det var et utroligt løfte. Men ivrig efter at blive fri for sin fortvivlelse, lovede hun at gøre som Emancipationsfeen sagde. Og...

* PLING *

Straks fik kvinden det bedre med hvad hun havde gjort. Hun var ikke længere en kvinde der ikke kunne styre sit underliv, og ikke kunne finde ud af at have en kæreste. Det hun gjorde blev en del af den store frigørelse; og hendes måde at være sammen med mange forskellige mænd og kvinder på, fik endda et flot navn på et fint fremmed sprog: Nu kunne folk ikke kalde hende nedsættende ting, for nu var hun nemlig polyamorøs. Ligesom bøsserne og de lesbiske før hende; deres måde at have deres underliv på, kunne heller ikke kaldes forkert eller unormalt, for det havde fået nye navne af Emancipationsfeen. Hvis det blev holdt bag hjemmenes fire vægge, var det forkert, men hvis alle kunne høre om det og læse om det - så gjorde feen det agtværdigt i frigørelsens navn.

Kvinden forstod nu at feen var en mægtig fe - at den kunne gøre sort til hvidt, vende alting op og ned og fjerne alle hendes bekymringer. Emancipationsfeen havde i sandhed holdt sit løfte, for den store omverden var pludselig interesseret i kvinden - og i at høre hvad denne polyamorøsitet var for noget. Kvinden kunne nu skrive til den agtværdige avis Information og tale i det agtværdige radioprogram Vita på P1. Hun skulle ikke længere være bange for hvad andre folk tænkte eller mente, og faktisk skulle hun heller ikke længere være bange for at såre andres følelser. For blot man talte om det, gik alt det dårlige væk. Det havde feen jo vist. I det mindste havde hun aldrig selv mærket noget til denne jalousi og de andre grimme ord - og så havde andre det nok heller ikke. Så nu var kvinden glad igen.

http://www.information.dk/256353

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2011/01/21141609.htm

Der var engang en avis

Berlingske Tidende var vistnok en gang en konservativ avis. Det er ikke længere tilfældet. En ting er, at dens journalistik er tandløs og dens debtsektion under den pæne borgerlige Jesper Beinov er så kedelig, at den får Johnny Reimar til at fremstå som foranger i et satanisk dødsmetal-orkester. Det rygtes, at JP i dag støvsuger alt hvad der er at finde af borgerlige journalister på DJH, det skal nok passe, der er i hvert fald ingen af dem, der finder hen til Pilestræde. Det samme gør sig gældende for de borgerlige debattører. hvad har de tilbage på Berlingske, den konservative avis, er det ikke kun liberale som Mie Harder og Peter Klitgaard, der stadig giver lidt bid fra sig i den ikke særligt grove klumme "Groft Sagt". Hvilken udtalt mangel på talent, er det mon, der får Berlingskes debtredaktion til at finde liberale, når de skal finde hårde konservative debattører til deres avis.

Idag faldt jeg over et karaktermord på den liberal-konservative debattør Mikael Jalving, der tidligere har slået sine folder på Tanten. Et tak for sidst - måske. Jalving har skrevet en ny bog om Sverige, hvor han hudfletter den særligt svenske specialitet: angst for sandheden. Tilsyneladende er Jalving i den forbindelse blevet inviteret til at tale for et svensk parti, der hedder Nationaldemokraterne. Partiet kender jeg slet ikke. Det påståes at være til højre for Sverigesdemokraterne, og det er sikkert også rigtigt. I artiklen angriber flere svenske eksperter herefter Jalving. Nuvel, da jeg ikke kender partiet skal jeg slet ikke gøre mig klog på, hvad det er for noget og om han burde dukke op til det. Rent instinktivt synes jeg nok, det er en sund mandfolkeholdning Jalving giver udtryk for, når han siger: "Jeg mener principielt ikke, at der er mennesker, der ikke er gode nok til, at man kan dele sine tanker med dem, og jeg tager ikke derop for at give dem ret, men for at promovore min bog. Jeg stiller jo også op til debat med Uffe Ellemann, selv om han er en ekstremist, når det gælder begrænsning af ytringsfrihed" Om jeg selv ville have sagt det samme i en sådan situation, ved jeg ikke, man skal altid passe på med andre landes små nationalistbevægelser, man ved aldrig hvilken familie, man pludselig har giftet sig ind i.

Det er imiderltid ikke interessant. Det interessante er, artiklens perspektivering, hvor flere svenske "eksperter" blandt andet fra det svenske Redox "EXPO" ( dvs. et venstre-ekstremt overvågnigncenter med tilknytning til militante kredse omkring radikale anarkist og syndikalistgrupper) taler om en generel tendens til fra dansk side, at legitimere bevægelser i Sverige, som man slet ikke ville have rørt i Danmark. Og - nu kommer det herlige - eksperterne bruger her DFs samarbejde med SD. Tilfældig svensk ekspert udtaler f.eks.:

»Det sendte et signal om, at SDerne måske ikke var sådan nogle farlige racister alligevel, og samtidig hørte man borgerlige, danske politikere, der ukritisk købte og bekræftede SDs udlægning af det såkaldte meningstyranni i Sverige. Men de hverken forstod eller forsøgte at analysere, hvem SD egentlig er" 

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at SDs rødder er mere betændte end Dansk Folkepartis, men når Dansk Folkeparti, der er meget påpasselige med at indgå i nogensomhelst relationer med andre højre-populistiske bevægelser i Europa alligevel har gjort det, så skyldes det ikke, som eksperten mener, at DF ikke har forstået hvad SD egentlig er, men at de netop har foretaget en meget grundig, og meget forsigtig analyse af udviklingen i SD under den nuværende formand, der har renset partiet fra de højre-radikale elementer, der tidlgiere havde en vis tilstedeværelse og har etableret et parti, som er gjort i Dansk Folkepartis billede. Mere end nogetsom helst andet er den svenske ekspertudtalelse en anerkendelse, af at der i Sverige rent faktisk hersker et meningstyranni, hvor den højrebølge, der som en naturlig reaktion mod kosmopolitisme og multikulturalisme har vundet store sejre i hele Europa, er blevet udskreget som ren og skær nazisme.

I dag er det Sverige, der er et særtilfælde i Europa, det er et land, hvor højrebølgen kun er blevet til et skvulp. Det kan man selvfølgelig bifalde om man vil, men har prisen ikke været høj? er det ikke netop kun i et land, hvor konsensus har lagt sig som en kvælende dyne over den offentlige deabt, at noget sådant kan lade sig gøre?

Hvad er egentlig forskellen på Danmark og Sverige?

Udover elgsdyr, synes det at være mediebilledet, der i Danmark er præget af en langt højere grad af pluralisme. Vi har i Danmark en stærk højre-oppinion i aviser som Jyllandsposten, Weekendavisen og til tider Kristelig Dagblad, her trives konservatisme hos kommentatorer og i debatsektionerne, her tænkes borgerlige tanker, som aldrig er belvet tænkt på Berlingske. Ja Det er forskellen. I Danmark har vi fri debat, og frie aviser, i Sverige er det hele gamle formanende tanter, tandløs højborgerlighed og en borgerlig oppinion med samme vitalitet som Berlingske Tidende.

http://www.berlingske.dk/danmark/svensk-kritik-af-jp-debattoer

Fra Critique: Hans-Hermann Hoppe online

Så er Årsskriftet Critique begyndt at lægge sine artikler fra 2009 udgaven online:


Årsskriftet Critique lægger nu sine artikler fra 2009 udgaven online. Den første artikel vi lægger op er den libertarianske økonom og politiske filosof Hans-Hermann Hoppes " Konservatisme og Liberalisme". Hans-Hermann Hoppe hævder, at konservatismen nødvendigvis må være radikalt liberal, hvis den vil være et forsvar for menneskets naturlige, sunde sociale tilstand. Konkret tager Hoppe afstand fra en højre-populistisk konservatisme omkring amerikaneren Pat Buchanan såvel som fra neo-konservatismen. Artiklen er oversat fra Hoppes bog "Democracy; the God that failed" og det tyske magasin "Criticón" med tilladelse fra Hans-Hermann Hoppe. Artiklen er oversat af to af Critiques læsere.

uddrag

"Konservativ henviser til én, som tror på eksistensen af en naturlig orden, naturlige forhold, som omhandler tingenes natur: af natur og menneske. Denne naturlige orden er og kan blive forstyrret af afvigelser og anomalier; af jordskælv og orkaner, sygdomme, epidemier, monstre og uhyrer, tohovedede heste og firbenede mennesker, krøblinger og idioter, og af krig, erobringer og tyranni. Men det er ikke problematisk at skelne det normale fra det anormale, det essentielle fra det uvæsentlige"


"De fleste selvudnævnte konservative er - med rette - bekymrede over familiens forfald, skilsmisser, uægte børn, autoriteternes underminering, multikulturalismen, de alternative livsformer, den sociale sammenhængskraft samt udviklingerne indenfor seksualiteten og kriminaliteten. Alle disse fænomener repræsenterer anormaliteter og er skandaløse afvigelser fra den naturlige orden. En konservativ må derfor vitterligt stille sig imod disse tendenser og forsøge at genskabe normaliteten."


Hans Hermann-Hoppe (f. 1949) er en tysk født, amerikansk økonom og filosof. Hans-Hermann Hoppe. Han er ph.d. i filosofi fra Goethe-universitetet og har siden arbejdet på en lang række universiteter, senest University of Nevada i Las Vegas til han gik på pension i 2008. Hans-Hermann Hoppe er desuden tilknyttet det paleo-libertarianske Mises Institut og forfatter til flere bøger, hvoraf den mest kendte er "Democracy: The God that failed"

link: http://critique.ksaa.dk/2011/01/hans-hermann-hoppe/

Refleksioner over et lederskifte

Telefonen ringede om formiddagen. De ville tale med tillidsmænd, folketingskandidater og folkevalgte. Bare uformelt, de skulle jo have fat i så mange og de færreste ville sige noget. Var Lene Espersen den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti? Hvad skulle der ske?

Spørgsmålet var kedeligt og forudsigeligt. Ingen oprigtig person kunne mene, at Lene Espersen var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. Det ville kræve en særdeles tyngende loyalitet, kringelkrogede strategiske betragtninger eller lurepasseri at svare noget andet. Lene Espersen har reelt set været færdig i lang tid; hun har intet reelt greb haft om Det Konservative Folkeparti og har i den grad savnet format og gennemslagskraft. Man kan spekulere over hvornår skæbnen blev beseglet, men den udslagsgivende faktor blev, at Lene Espersen aldrig trådte i karakter og manifesterede sit hverv som partiformand og politisk leder. Hun glimrede ved sit fravær.

Derfor blev svaret, at Lene Espersen ikke var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. Det var det interessante, det man ville have svar på. Svaret blev dog også, at det ville sparke ny optimisme - livskraft - ind i partiet, hvis det lykkedes at finde en anden, mere kvalificeret person. Så vidt, så godt. Mediestormen tog fart, begivenhederne tog i sandhed til time for time. Indenfor 12 - 18 timer var det slut med Lene Espersen. Det er jo ikke de lange, dybsindige processers tid.

Det skal blive spændende, når der engang bliver kradset lidt i overfladen på denne proces. Kan man skille sig af med en partileder så hurtigt? Og på den måde? Der skal nok blive beskæftigelse til mange, ikke mindst til den geskæftige nyfeminisme, der tidsnok vil pege på, at det var jakkesætklædte mænd, der ofrede den midaldrende, ambitiøse kvinde, fordi hun stod i vejen for deres bestræbelser og truede deres mandater. Hovedpersonen har allerede tillagt sig den troskyldige og let martyragtige rolle. Hun ofrede sig, fordi større ting end hende selv stod på spil. Eller fordi det var det klogeste? Som bekendt er hun hverken færdig med folketing eller ministerpost. Jeg har selv - andetsteds - antydet et fremtidigt karriereforløb, og kun et karriereforløb, der kommer til at spejle sig i hædersmanden Erik Ninn-Hansens. Han brændte også fingrene på lederposten, men fandt sig i stedet en anden måde at udøve magt på. Det er svært at forestille sig, at Lene Espersen skulle lave andet end at sidde i Folketinget.

Det Konservative Folkeparti har nu fået sig en ny partileder. Det blev Lars Barfoed, og der er egentlig rimeligt med godt at sige om ham. Han giver udtryk af at være en besindig og oprigtig mand, der har forstået alvoren. Der bliver ingen Afrika-optrin med ham. Han har ikke siddet i Folketinget siden han var i midttyverne, er ikke levebrødspolitiker, og tilmed ganske velmeriteret. Han har markeret sig fornuftigt på flere områder; han har altid været skattelettelsernes og velfærdsreformernes klare fortaler. Som med så mange andre konservative folkevalgte må det dog formodes, at det kniber med fornemmelserne for den suveræne nationalstat Danmark. Som antydet af C.S er Barfoed måske vel meget rundet af nordsjællandsk bedsteborgerlighed; af en hattedamefløj, der lever på bekvem afstand af konsekvenserne af globaliseringsutopien: Kriminalitetshærgede ghettoer, lukkede fabrikker og bekymrende arbejdsløshedtal. Også af den åndsliberale fløj, der gerne iklæder sig tolerancens gevandter og det pæne menneskesyn; som vægter selvmorderiske konventioner og den såkaldt borgerlige anstændighed højt.

Det urovækkende kan måske bedst sammenfattes i det tidligere parti- og hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsks trussel om at melde sig ind i partiet ind igen, nu hvor Barfoed har overtaget posten som partileder. Peter Norsk er alt det, der kan være galt med Det Konservative Folkeparti. I dagens udgave af P1 Debat fik Norsk sammenfattet konservatismen således, at politimester Bastians kardemommelov, som retteligt lyder: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil", var et ganske glimrende aksiom for såkaldt moderne konservatisme. Den lader vi stå et øjeblik, og konstaterer at det ikke er fra Peter Norsk man skal forvente meget forståelse, når nationalstaten Danmark skal forsvares imod truslen fra masseindvandringen, hedonismen og historieløsheden. Ingen trusler i det hele taget, for i Peter Norsks optik er der intet blik for afgørende kulturelle modsætninger, menneskets selvdestruktive tilbøjeligheder eller behovet for stærke og legitime, nationale institutioner. Værdierne er nogle vi har købt i USA, og de kan oven i købet videreeksporteres.

Hos Peter Norsk og den åndsliberale tradition - og den nært beslægtede kulturradikalisme - er fjenden altid inde i os selv, og hvis verden er noget er den helst en stor Kardemommeby, hvor det frisatte menneske hengiver sig til sang, musik og teater; hvor det ikke koster noget at begå indbrud eller tage med sporvognen; hvor forbryderne bliver resocialiserede i fængslet, så ikke engang Olsen-banden kan være med, og derefter bliver nyttige samfundsborgere. De skal bare have lov til at vise hvad de kan. Humanismen i fuldt flor.

Sådan er der jo så meget. Lad os håbe, at Lars Barfoed er den rigtige mand på de rette tidspunkt. Tiden er knap.

Simply the best?

Mens sneen smelter og vi på trods af den tætte tåge håber på forår, krakelerer facaden i Det Konservative Folkeparti. En efter en falder de bastioner, der på trods af krisen har dannet forsvarskæde om den udskældte partiformand Lene Espersen. Hun, der kom med en sådan styrke og bragte så meget håb med sig ind i Det Konservative Folkeparti, står utvivlsomt over for et brat fald.

Man har gjort et stort nummer ud af, at der blev sunget ”simply the best” på det konservative landsråd, da hun blev valgt. Det virker jo næsten komisk nu. Men det komiske er ikke det interessante her; det er derimod spørgsmålet. Hvor er alle de folk, de klappede i takt og hujede af partiformanden, hvordan er de evigt heppende konservative kohorter blevet gjort tavse? Var det kun Tina Turners mægtige stemme, der overdøvede lyden af knive , der blev hvæsset og skjult i krøllede skjorteærmer?

Ja til dels. For Lene Espersens fald skyldes naturligvis ikke bare feriesagen. At det overhovedet blev en sag, skyldtes jo, at hendes politiske projekt allerede var kuldsejlet, da hun i sommeren 2009 knækkede halsen på en ny konservativ integrationspolitik. Hun knækkede halsen, fordi hun ikke havde baglandet med sig. Hun knækkede halsen på den nordsjællandske konservatisme, der slet ikke er konservatisme men tam bedsteborgerlighed. Fra Whiskeybæltet lød kritikken hårdest og højest og herfra træder nu partiets lokalformænd åbent frem og erklærer åbent krig mod partiledelsen.

Lene Espersen har ikke klaret det godt, og som konservativ må man se på hendes politiske vanskæbne med lige dele vrede og bekymring. Vrede fordi det gik så skidt, og fordi hun har sig selv at takke. Vrede fordi hun viste sig som en middelmådighed, der ikke havde sans for den konservatisme, der nødvendigvis må være sjælen i et konservativt parti og ikke dristighed nok til at tage kampen mod bedsteborgerligheden i hendes eget parti. Da kritikken af integrationsudspillet kom, krøb lederen i skjul, mens andre måtte tage skraldet. Kun en stærk leder med en solid forankring i dansk konservatisme og et godt netværk ville kunne have bragt de kritiske røster til tavshed og sat sig igennem. Sådan en leder var Lene Espersen ikke.

Men efter vreden kommer bekymringen. For Lene Espersen var af instinkt konservativ og hendes politiske projekt var et konservativt projekt, deraf kom modstanden mod hende netop. Både fra den venstrefløj, der forstår at konservatismens er dens grelleste modsætning og den højrefløj i Dansk Folkeparti, som ikke vil et konservativt Danmark, men snarere vil holde et parlamentarisk spillerum åbent for sig selv. Men Danmark havde været bedre tjent med et konservativt Konservativt Folkeparti, og det var Lene Espersens opgave at føre denne udvikling igennem, den var bundet op på hende og med hendes fald er også konservatismens muligheder nu ringe i Det Konservative Folkeparti.

Allerede nu spreder åndsliberale gribe deres vinger og gør klar til at slå ned på ådslet af dansk konservatisme. Den nordsjællandske konservatisme ruster sig, karriere- og levebrødspolitikere i ungdommens rækker kryber frem i forreste række. Snart er der ikke mere at komme efter.

Gundelach og integrationen

Det multietniske samfund er vores situation. Det nytter ikke at smyge sig uden om det faktum, for dagligt kan vi blive overbevist, om at det nu en gang er sådan, hvad enten vi nu bryder os om det eller ej. At det multietniske samfund er virkelighed, betyder, at integrationen er en opgave, der i al tænkelig fremtid påhviler samfundet. I hvert fald, hvis vi vil undgå det totale sammenbrud. Integration kan opgøres på mange måder, og der er uenighed om, hvorvidt man skal bruge begrebet. I national-konservative kredse forsøger folk som Kasper Støvring og folkene omkring Nomos konsekvent at anvende begrebet assimilation. På venstrefløjen og blandt de formørkede kompromitister i Det Radikale Venstre, har man ligeledes opgivet betegnelsen. Her vil man hellere tale om medborgerskab og inklusion. Fra undertegnedes reaktionære standpunkt skal kun lyde et ønske om, at forsøge at løse problemerne frem for at kriges om begreberne.

Sociologen Peter Gundelach har lavet en interessant undersøgelse, som jeg faldt over på Uriasposten. Gundelach skriver, at danskerne i blevet mere tolerante, og at vores tolerance overfor indvandrere er vokset i takt med indvandringen. Han mener, at det er vores daglige omgang med indvandrere, der har styrket tolerancen. Gundelach mener der er et paradoks fordi udlændingepolitikken i disse år er blevet strammet, vi skal således forstå, at politikken er ude af trit med befolkningen.

Dette er imidlertid næppe tilfældet. For det første er Gundelach kvantitativt arbejde sociologi. Han laver spørgeskemaundersøgelser, får store datamængder hjem og konkluderer herudfra. Den kvantitative metode har sine fordele, men den har også sine ulemper. En af ulemperne er den såkaldte præferencefalsifikation. Altså dette, at vi adspurgt om vores holdningen til områder som eksempelvis indvandrere, sort arbejde og lignende siger et, men gør noget andet. Vi svarer det vi kunne tænke os var vores indstilling, snarere end det, der er vores indstilling. Hvis Gundelach læste Paulus ville han ikke være overrasket over dette fænomen. Snarere end at danskerne er blevet mere tolerante, er de måske blevet mere overbeviste om tolerance som værdi, man skal efterstræbe.

Vi kan spørge os selv om, vi i vores daglige gøren og laden er blevet mere tolerante, eller om det tværtimod er sådan, at tolerancen er blevet en maske, vi bærer på trods af vores frustrationer over situationens alvor. Bor der flere danskere i områder med mange indvandrere, eller forlader danskere tværtimod ghettoområderne, er vi i praksis mere villige til at gå på kompromis med vores egen værdier, når vi konfronteres med andre værdier. Flytter vi i mindre grad vores børn ud af skoler med mange indvandrerbørn? Jeg tror alle disse spørgsmål kan besvares med nej, og det er her vores egentlige tolerance eller snarere vilje til at leve sammen med indvandrerne afgøres.

Noget helt andet er, hvad der ligger i tolerancebegrebet. En overvejelse heraf vil pt. føre for vidt. Men dem vi er nødt til at tolerere er jo altid "den anden" den vi implicti har et udestående med, allerede der, hvor vi tolererer står vi altså i et modsætningsforhold og det er netop der hele det multietniske samfunds problem ligger, at vi ikke er et samfund, men flere samfund stillet overfor hinanden og kun med den gode vilje til at binde os sammen, og med den gode vilje kører man - desværre - ikke langt på literen.

Jeg tror egentlig ikke Peter Gundelach er ude for at politisere, men stiller vi ikke de rigtige kritiske spørgsmål til vores materiale, ja da risikerer vi drage de forkerte konklusioner. Hos Gundelach lader denne konklusion at være, at befolkningen er ude af trit med politikken og at integrationen egentligt går godt. En undersøgelse har dog vist, at flertallet af danskere, selvom de modsætter sig yderligere stramninger, er for de stramninger, der er sket siden 2001. Det hører med andre ord også med til historien. Mht. den anden nærliggende konklusion, at integrationen går godt, ja det må vi også være skeptiske, løfte blikket fra spørgeskemaet og lade det møde den virkelighed, der er så meget mere problemfyldt end nok så megen rå-data lægger op til.

Nye pejlemærker

Som bekendt er en del af skribenterne her på stedet, undertegnede inklusive, engagerede i og omkring Det Konservative Folkeparti. Undertegnede har reflekteret lidt over partiets situation, og det kom der følgende ud af:

Det var ganske glimrende, at Mai Henriksen og Mette Abildgaard kort før jul efterspurgte en konservativ, politisk selvransagelse, der rakte videre end blot en forstenet diskussion om personer. Det er for mig helt givet, at mit partis aktuelle vanskeligheder er håndgribelig virkelighed; ikke blot resultater af en negativ pressespiral eller simple fejltrin. At jeg så bestemt ikke var helt enig med de to kandidaters kritikpunkter, må regnes som et tiltrængt spark til den alt for slumrende idépolitiske debat, i og omkring vort fælles parti.

Vi i Det Konservative Folkeparti må forberede os på en dybtgående selvransagelse, der tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt vi har fået det ud af at have magten de sidste 10 år, som vi forventede. På en lang række af de indikatorer, jeg anser for væsentlige, må svaret være et nej.

Lad mig dog begynde med at demontere et populært argument. Det Konservative Folkeparti har -ganske rigtigt -ikke på noget tidspunkt rådet over 90 mandater. Vi har ikke kunnet gennemføre konservativ politik, uden at den skulle forbi et parlamentarisk grundlag først. Ikke desto mindre har regeringsdeltagelsen rummet en betydelig dagsordenssættende kraft, hvor det var muligt at flytte og påvirke, dels lovigvningsprocessen, dels den politiske debat. Det må siges at være et åbent og afgørende spørgsmål, hvorvidt mit parti har udnyttet denne kraft tilstrækkeligt.

Tilbage til indikatorerne, som for mig er antallet af offentligt ansatte, skatte-og afgiftstrykket og de offentlige udgifter. Det måtte være en klar minimumsforventning, at ingen af dem ville udvise en stigning efter knapt 10 år med konservativ regeringsdeltagelse. Det modsatte er tilfældet; dog kan der føres mange afledte, semantiske og beregningsmæssige diskussioner om hvordan og hvorledes, om der er tale om svage eller stærke stigninger. Stigninger er der i hvert fald tale om, og selv om de udspringer af en samlet forbedring af samfundsøkonomien, er de stadig problematiske. De peger nemlig i retning af det helt afgørende svigt, den egentlige prioriteringsfejl: at den borgerlige regering har medvirket til at styrke statens magt og de offentlige kassers råderum i alt for høj grad, på bekostning af en historisk mulighed for at gøre det modsatte.

Denne erkendelse skal dog ikke skygge dels for, at problemerne stadig eksisterer, dels for formuleringen af konservative pejlemærker, der skal give modige og konstruktive bud på problemernes løsning. Der er mere end nogensinde behov for en politisk linje, der problematiserer antallet af offentligt forsørgede, både med og uden ansættelseskontrakt; der aktivt skaber rammer, som opmuntrer til selvforsørgelse og iværksætteri; der fastholder kravet om mærkbare skatte-og afgiftslettelser og aktivt bekæmper de formynderstatslige tendenser, som underkaster stadigt flere spørgsmål politisk regulering. Det er ganske idéfattigt at mene, at overvindelsen af den økonomiske krise kun handler om at bevare velfærdsstaten intakt; blot drive videre mod afgrundens rand, og finansiere derouten med skatte-og afgifttsforhøjelser, låntagning eller begge dele. I så fald ryger vi i den, og det bliver med et brag.

Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende

amerikansk konservatisme på universitetet

Jeg forsøgte engang her på bloggen at skrive en række artikler om amerikansk konservatisme, men projektet løb desværre lidt ud i sandet. Skulle man være interesseret i emnet, kan jeg imidlertid anbefale studiekredsen Occidents program i næste semester på AU, der handler om amerikansk konservatisme:

Occident tager nu hul på endnu et semester. Foråret 2011 står på amerikansk konservatisme. Konservatismen er på mange måder en ny ideologi i amerikansk åndsliv. Først i 1950erne begyndte spredte grupper af højre-intellektuelle at optage nogle af de tanker, som var blevet formuleret af europæiske konservative siden Den Franske Revolution. I de efterfølgende år udvikledes en række konservative positioner, der spændte fra globalistisk neokonservatisme til isolationistisk paleokonservatisme. I dette semester læser vi en række klassikere inden for 4 markante konservative strømninger, der har gjrot sig gældende i USA siden 1950erne.

Den første af disse er den såkaldte New Conservatism, der brød igennem i USA i slutningen af 1950erne og skabte en helt nyt intellektuelt grundlag for det amerikanske højre, som knyttede an til arven efter Burke. New Conservatism var ikke så meget en retning, som det var grundlaget for en genopdagelse af konservatismens idehistoriske tradition for det amerikanske højre og heruadaf opstod en række forskellige traditioner.

En anden af disse retninger var den såkaldte fusionisme, som var et resultat af ønsket om et forene de amerikanske højrekræfter i en samlet front mod kommunisme og venstre-liberalisme. Fusionismen søgte at finde fælles fodslag mellem klassiske liberale og konservative traditionalister og bevægelsen ledte til den første konservative præsidentkandidat Barry Goldwaters kampagne i 1964 og slog siden igennem med præsident Reagan.

De to sidste retninger vi vil beskæftige os med dette semester understreger, at fusionismen kun delvis formåede at skabe en smalet højrebevægelse i USA, idet den intellektuelle konservative debat i dagens USA kan siges at være delt mellem neokonservatismen og paleokonservatismen. Neokonservatismen udvikledes af amerikanske “liberals”, der efterhånden måtte tage afstand fra den nye venstrefløjs stigende dominans i traditionel liberale miljøer. Neokonservatismen blev således en revitalisering af amerikansk konservatisme og kom til at spille en stor rolle op igennem 1980erne og 90erne, den kulminerede i forbindelse med præsident George W. Bush aktivistiske udenrigspolitik og demokratiske idealisme.

Paleokonservatismen er i høj grad defineret i modsætning til neokonservatismens uortedokse konservatisme. Den dækker over en række forskellige retninger, der har det til fælles, at man tager afstand fra neokonservatismens liberale grundlag og stærkere betoner den konservative tradition udover at mene at genoptage en mere klassisk konservatisme, knytter paleokonservatismen sig også i højere grad til det gamle “før-konservative” højre i USA og er samtidig i højere grad end andre konservative retninger også inspireret af nye højre bevægelser i Europa.

Alle møder foregår 1. torsdag i hver måned. Tekster og yderligere information vil blive oplyst. kalenderen for semesteret kan læses her: http://occidentau.wordpress.com/kalender/