For nogle år siden bragte jeg på bloggen "Det autentiske menneske" følgende eventyr, som spredte megen latter og glæde, men også eftertanke. Eventyret blev indskrevet i glemmebogen, og først nu har jeg på opfordring fundet det frem igen og vil bringe historien i kapitler et af gangen med håb om, at eventyret, som alle gode eventyr gør, vil sætte sig fast i hukommelsen og være med til at give os et mere virkelighedsnært syn på vor verden og dens historie. Jeg ønsker læseren god fornøjelse og springer herefter til første kapitel:
Jacob var en lille rødhåret dreng. Hans forældre boede i et stort hus med en stor have, og Jacob gik altid i pænt tøj. Han gik i en skole med mange forskellige børn, og nogle af dem var da også flinke, men der var mange, der drillede Jacob. De drillede ham med hans pæne tøj, men også fordi Jacob altid lavede sine lektier. De kaldte ham ”lærerens kæledægge” og ”mors dreng”, og det var møguretfærdigt, for Jacob lavede kun sine lektier, fordi han så blev glad indeni over at have gjort sin pligt. De små stjerner, han fik på sine flotte tegninger i formning og de knus, han fik af sin mor, når han viste sin karakterbog, var han ligeglad med. Jacob ville bare gøre sin pligt.
I skolegården var der to grupper: De gode og fornuftige børn, som Jacob var en af, og som gjorde, hvad lærerne sagde, og så bøllerne, som altid drillede Jacob og hans venner. De værste bøller var Viggo og Chresten. De spillede så kloge og var totalt ligeglade med lærerne, men det syntes Jacob ikke var i orden. Jacob syntes, at man var nødt til at gøre, hvad lærerne sagde. De var jo dem, der vidste bedst, så Jacob forstod ikke, hvorfor Chresten og Viggo hele tiden forsøgte at gøre det modsatte af, hvad læreren sagde.
Udover Viggo og Chresten var der også Orla. Orla var en lille lort, som troede, han kunne alting. Han spillede meget klog, og når gårdvagten skældte ud, var han bare ligeglad. Det var noget sært noget, tænkte Jacob.
En gang skete der noget underligt: Orla havde som sædvanlig fået skældud, men havde samlet en lille gruppe bøller, som gik hen til gårdvagten og skældte gårdvagten ud lige bagefter. Gårdvagten var en ny lærer, der havde et underligt navn. Han hed Frederik VII og var en meget lille og bange mand, og til sidst så havde han fået så meget skældud af Orla, at han løb og løb ud af skolegården. Han kom tilbage den næste dag, men han sad bare i det ene hjørne med sin pibe og sagde ingenting. Det var noget værre noget, tænkte Jacob, for nu kunne bøllerne tæve løs på alle de små børn.
Orla og hans venner opførte sig som om de ejede skolegården, men ikke nok med det. De begyndte også at drille de store drenge, som boede ved siden af skolegården, men de store drenge ved siden af var meget store, og de gik ikke engang i skole mere. En dag kom de store drenge ind i skolegården og satte sig i de to store sandkasser i skolegården, Slesvig- og Holsten-sandkasserne, og de rykkede sig ikke. De blev bare siddende og drak øller og spiste pølser.
Skolegården var nu blevet meget mindre, og Orla og hans venner begyndte at fortryde, at de havde smidt gårdvagten væk. Det var noget værre noget! Chresten, Viggo og deres venner var også begyndt at tæve løs på Orla, men gårdvagten gjorde jo ikke noget. Orla begyndte at græde, men så kom Jacob over til ham og sagde, at han ikke skulle græde. De gode og fornuftige børn måtte holde sammen. Orla syntes, at Jacob var en god ven, og nu blev det Jacob, de andre børn lyttede til, for det var jo ham, der var klog og vidste, hvordan man skulle gøre tingene, for det var jo ham, der lyttede til lærerne. De fleste af børnene begyndte at forstå det – undtagen Chresten og Viggo og deres venner. Både Orlas og Jacobs venner samledes om Jacob, fordi de synes, at han var så klog, og en dag, da Jacob kom ud i skolegården efter, at det havde ringet ud, stod alle i skolegården og samledes om Jacob. Kun Chresten og Viggo og deres bølle-venner stod nede bagerst og så sure ud. Gårdvagten gik så op foran alle børnene og begyndte at råbe. Det samme begyndte alle de andre elever på, og råbene blev højere og højere, til de kunne høres i hele skolegården. De blev ved med at råbe længe, og hele tiden råbte de det samme: ”Længe leve ministeriet Estrup!”
Kilde: Danmarkshistorien 1845-1875
