Brødre, lad bomberne regne!

En kollega sagde forleden til mig, at det ville blive noget underligt noget, når man engang skulle skrive Danmarks moderne krigshistorie. Hvordan skulle historikeren kunne gøre det forståeligt for læseren, at Danmarks nye arvefjende nu ikke er Preussen men Afghanistan, Irak og Libyen. Set fra den fortvivlende formidlingsmæssige opgaves side, så er det naturligvis også noget underligt noget, at vi, der før var så forsagte og rolige nu blander os i verdens konflikter. Det kan vække faglig interesse for dem, der har den lange udvikling i kikkerten og det kan åbenbart også vække politisk modvilje.

På den yderste venstrefløj er Enhedslisten partisaner vist gået amok, og er særligt blevet sure på Frank Aaen, som de nu kalder ”Stinger-Frank” og vistnok oplever som en dansk udgave af von Ribbentrop. På højrefløjen har mystisk nok, mange konservative luftet deres utilfredshed. På P1 debat var der debat mellem Naser Khader og Morten Uhrskov Jensen. Khader var for krigen i Libyen, mens Morten Uhrskov var imod. På Uriasposten afslørede den ligeledes nationalkonservative blogger Kim Møller, hvor hans sympati lå, da han beskrev debatten som en debat mellem konservative Morten Uhrskov og tidligere radikale Naser Khader.

At Khaders vilje til at gå i krig, skulle vække mindet til live hos Kim Møller, om at Naser Khader har en fortid hos de radikale, kan selvfølgeligt undre, når man tænker på dette partis forsvarspolitik.

På Sapphos hjemmeside faldt jeg over et andet indlæg, som på grund af vores soldaters indsats kaldte Danmark for en ”krigsliderlig lilleputstat”, og så sent som lige før jeg kastede mine hænder i tastaturet læste jeg et indlæg fra Katrine Winkel-Holm, der undrer sig over Venstrefløjens nye kærlighed til krigen. En kærlighed, der kombineres med et ønske om betingelsesløs kapitulation på de indre linjer. I lørdags talte jeg også med en lettere beruset bekendt, som mente at vi slet ikke kunne tillade sig at kaste bomber mod Daffy, som han familiært kaldte den libyske enehersker.

Noget tyder på, at der på den nationalkonservative højrefløj er vokset en slags fredsbevægelse frem, og at denne er næret af en irritation over den idealistiske retorik, som har præget krigsfortalerne. Ja som i det hele taget har præget vestens forhold til revolutionerne i mellemøsten. I kritikken af en sådan idealisme, er jeg naturligvis enig. Lad os straks få armene ned. Men betyder det, at vi også som konservative skal stille os kritisk overfor krigen?

Er sagen ikke i virkeligheden den, at Gadaffi er og altid har været vores fjende. At han er en despot, der ikke blot verbalt men også ved terroranslag har angrebet vesten ved flere lejligheder, og som indtil for få år siden betalte terrorister af egen lomme?

Gadaffi har haft mange år til at vinde vores venskab, han har med eftertryk tragtet efter fjendskabet, og først da krigen mod terrorisme syntes at blive lidt for varm selv for den gamle beduin, slog han ind på en anden kurs og smilede sit lumske krokodillesmil til vestens statsledere. De faldt for det og flere af dem faldt ham om armene.

Lad da gå, at venstrefløjen og de liberale er besnæret af idealisme. At skulle udholde deres floskler er en billig pris at betale for at vise fjenden og verden, hvad der sker, hvis man lægger sig ud med vesten. Ærgerligt, at vi ikke gjorde det for længst. Men virkeligheden vejer jo tungest. Det er svært at slå en mand af kamelen, som sidder godt i sadlen. Det ændrer dog intet ved, at vi ved først givne lejlighed, når han snubler og falder, skal kaste os over harm med retfærdig harme, ødelægge ham og sønderbombe hans drømme og vise for de, der stadig stærkere tvivler, at vesten stadig viser vejen og bestemmer takten.

Her nytter hverken pacifisters klynk eller nationalkonservatives 1864-mentalitet. Den arv er ikke vores og den skamplet vasker vi af os, hver gang vi drager mod nye fjender og ubrydeligt sammenhold med resten af vesten kæmper mod fjenden om han hedder Taliban, Baath eller Daffy.

Farvel til Helge

Dansk politik har ikke mange store mænd og ret beset var Helge Adam Møller nok heller ikke en af dem. Eller i det mindste fik han aldrig lejlighed til at vise det. Bortset fra en kort episode under Pia Christmas-Møllers ulykkelige interregnum, stod han på forunderlig vis altid i baggrunden, skønt han i en årrække var en af Det Konservative Folkepartis ret markante profiler.

At Helge – som han ofte kaldes – aldrig rigtig kom i forreste række og aldrig blev minister i den borgerlige regering, der ellers har gjort endeløse horder af udygtige og ukarismatiske konservative politikere til ministre kan selvfølgelig undre. Den konservative ledelse vil jo nok undskylde sig med, at der var brug for ham andetsteds, at han gjorde sin indsats i gruppen, på de interne linjer og så videre. Men mon ikke hans anvendelighed i disse sammenhænge, tjente som undskyldning til at forbigå ham.

Hans profil var altid den skarptskårne konservative. Med en fortid i jægerkorpset og med sin altid militære fremtoning stod han som udtrykket af en klassisk konservativ, en type, der nu med hans snarlige afgang ikke længere er at finde i Det Konservative Folkeparti, hvor veldresserede karrierepolitikere, der ikke har tjent landet i forsvaret så meget som på værtshuset TOGA står til at rykke ind – hvis der da bliver nogen pladser at rykke ind på.

Som en sådan konservativ var det særligt forsvarsområdet, man identificerede ham med, og når han aldrig blev minister, skyldtes det blandt andet, at Det Konservative Folkeparti aldrig fik mulighed for at fravriste Venstre denne post, hvilket er noget af en historisk mærkværdighed, hvis man tænker på Det Konservative Folkepartis forsvarspolitiske tradition. At dette ikke lykkedes, skyldtes både, at Venstre under Anders Fogh så det fornuftige i, at rykke ind på dette konservative kerneområde, og at Det Konservative Folkeparti åbenlyst prioriterede en anden profil end den som forsvarspolitikken kunne give det. Det skyldtes imidlertid også – efter sigende – at der internt i forsvaret var stærk opposition mod ideen om Helge Adam Møller som forsvarsminister. Hvorfor dette var tilfældet, vides ikke, men angiveligt blev Venstre og Konservative ad omveje advaret imod, at indstille Helge Adam som forsvarsminister allerede i 2001.

En anden årsag til, at Helge Adam Møller aldrig blev minister var hans rolle i forbindelse med Pia Christmas-Møllers tid som politisk leder. Dette var i virkeligheden hans politiske storhedstid, idet han her stod i forreste række og sekunderede Pia Christmas-Møller i hendes forsøg på at komme ud af den krise, der var opstået, da Hans Engells politiske projekt og karriere så at sige kuldsejlede. Helge Adam Møller skulle sørge for ro i gruppen, mens Pia Christmas-Møller skulle udstikke kursen. Hans position var naturligvis meget udsat, da gruppen var splittet og stærke kræfter modarbejde Pia Christmas-Møller. Hendes fald, blev i en forstand også hans, for da en ny ledelse trådte til, blev man nødt til at se bort fra nogle af de personer, der havde været alt for stærkt involveret på den socialkonservative venstrefløj, der med Pia Christmas-Møller og Per Stig Møller havde lidt nederlag.

Selv husker jeg Helge Adam Møller som en af de konservative, jeg havde størst respekt for, da jeg som ung dreng med et halvt øje fulgte med i Det Konservative Folkepartis krise i 1990erne. I TV-ansjosen blev han sammenlignet med actionman og det var ikke en sammenligning, som jeg syntes kastede et negativt skær og Helge. Jeg husker ham særligt fra en af mine tidlige KU arrangementer (tror jeg) hvor han kom og talte, dels om forsvarspolitik, dels om jægerkorpset i gamle dage. Han var en sjov blanding af en stærk karakter og en flink gammel mand, der bare gerne ville fortælle røverhistorier. På et tidspunkt hoppede han op på vores vakkelvorne borde, hvor vi sad 20+ KU'ere omkring og begyndte at tage armbøjninger bare for at vise at han kunne. I virkeligheden må derfor også jeg begræde hans beslutning og særlig de uheldige helbredsmæssige omstændigheder, der har forårsaget den - og jeg håber han denne omstændighed til trods for mulighed for at tage mange flere armbøjninger.

Kald mig blot konservativ: Bookcrossing

Dagens avislæsning har blotlagt et nyt modernistisk overfladefænomen. Det er således Kristeligt Dagblad der har valgt at bruge en forsidespalte til at beskrive dillen bookcrossing.

”For nogle år siden fik to amerikanere idéen til fænomenet bookcrossing, der kort fortalt går ud på at lægge brugte bøger i toget, på en bænk i parken, hjemme hos en bekendt, ja, hvor som helst i det offentlige rum, så de kan blive samlet op og dermed blive genlæst."

Nuvel, det er jo godt at læse bøger, og der er intet i vejen med at give materielle ejendele væk. I disse tider skal man måske også være glad, blot man hører om at nogen læser noget på godt gammeldags papir, overhovedet. Men man lægger straks mærke til at det ikke er bøgerne det handler om. Her er bøgerne ikke sagen, bøgerne er her en rekvisit man leger med, og legen er en leg for juvenale storbytyper der keder sig og vil indikere at de har anammet endnu en trend.

Men derved er det åbenbart ikke blevet. En repræsentant for biblioteksvæsenet synes tilsyneladende også om ideen.

"'Vi vil gerne være med til at få bøgerne ud, hvor folk er, og dermed gøre hele byen til et bibliotek,' siger Lise Kloster Gram, litteraturkonsulent ved Aarhus Kommunes Biblioteker."

Åh, hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har hørt en formidlingsperson bruge udtrykket '...ud, hvor folk er...' Men i dette tilfælde er det bare så meget desto mere absurd som biblioteket er til for at beskytte og effektivisere den flydende bogstrøm. Men bøger kan nu kastes i grams, blot det har at gøre med en fähig kulturdille som optræder i pressen. Legen fortsætter og leg forpligter som bekendt ikke. Bøger kan læses som underholdning, men de formodes stadig at viderbringe viden eller indlevelse af en art; men dette indhold er ikke væsentligt i storbybørnenes byttecirkus.

"En af dem er 23-årige Cecilie Kaizer Hansen. Hun har været bookcrosser de seneste fem år og har især lagt bøger på togsæder og i ventesale, hvor folk typisk har tid til at læse.

'Det er en fed måde at give nyt liv til bøger, som ellers ville samle støv. Og så er det en næstekærlig gestus, fordi man giver noget uden at forvente at få noget igen,’ siger hun."

Når en bog en gang er læst, kan den ikke andet end at samle støv... Det er helt utænkeligt at bøger kunne genlæses og fordybelsen øges. Når den er læst, eller man i det mindste har kigget i den, kan man lige så godt lege med den og derefter lade den bag sig. Akkurat som et lille barn der leger med et stykke halvt tygget brocolli på dugen ved spisebordet.

Og legen går ud på at andre skal se hvor fint man selv har læst. Eller rettere, hykleriet fuldendes derved at der skal herske en antagelig anonymitet. Og det er netop det koketteri der skal gøre det hele sjovere. Et såkaldt journalnummer skal også gøre at man selv kan følge bogens færden. Guud... se hvor mange der nu også har læst min The Ethical Slut som jeg efterlod... hvad mon de ikke tænker om den interessante person der læser sådant...

Til pigen der tror det skulle have noget med næstekærlighed at gøre fordi man ikke forventer at få noget igen, kunne man jo spørge hvilken del af ordet 'crossing' det kniber med at forstå. Hvis hun vitterlig ville gøre sine underfulde gerninger i det skjulte, kunne hun deponere dem så mange andre steder, end på de cafe latteplettede sæder i banegårdens venteværelser.

Kald mig blot konservativ. Det kan virke tilforladeligt, eller blot ligegyldigt at nogen vil dele læseoplevelser på en ny måde. Men jeg vil hævde at bookcrossing er endnu et sørgeligt modernistisk overfladefænomen, hvor netop overfladen og det uforpligtende bliver sagen i sig selv.



http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/412062:Kultur--Giv-din-bog-til-andre

Red Tory artikel i Critique

Critique har netop lagt en artikel online, som jeg tror kunne have stor interesse for reaktionens læsere. Den britiske konservative Phillip Blond, der kalder sig Radical Conservative eller Red Tory er vel et af de mest interessante bud på en nytænkning af konservatismen. Blond er hverken en af tidens mange nationalkonservative ideologer eller liberalkonservativ, men peger på en helt anden vej for konservatismen. Blond er stærkt inspireret af den såkaldte kommunitarisme, der er et forsøg på at finde et alternativ til den liberale orden. Men kan måske også hævde at han er influeret af nogle af de tanker, der florerer  i det nye højres ( her tænkes ikke på højrepopulismen, men på f.eks. de Benoist), men hos Blond får denne kritik en anden udformning end hos det nye højre. Personligt kan jeg vel ikke erklære mig enig i Blonds noget enøjede liberalismekritik, men hans forsøg på positivt at formulere et konservativt alternativ til både markedet og staten.

læs mere, samt hele artiklen på Critique: http://critique.ksaa.dk/2011/03/phillip-blond/

Mellemøstforstoppelse

Af og til får man for meget. Et konsekvent bombardement af det samme ævl, de samme analyser, teorier og gisninger. De samme emner. Sådan forholder det sig med Mellemøsten for tiden. Der er skyllet en række opstande ind over regionen, som har genrejst den slumrende revolutionsromantik i Danmarks Radio. Folket og de unge er på gaden, hurra for det! Demokrati, 1789, 1848, 1989 - vælg selv et årstal, menneskerettigheder, retfærdighedens sag, og så videre. Hvem ved?

Eksperter kaldes i studiet; telefonerne ringer hos hastigt udsendte korrespondenter. Engang havde Danmarks Radio fast tilknyttede, bosatte korrespondenter, der fortalte om hvordan det egentlig forholdt sig, ud fra et detaljeret og oparbejdet kendskab og et netværk på stedet. I dag er korrespondenterne blevet rejsende jubeleksperter, der flyves ind og indfanges af begivenhedernes malstrøm. Kun i Bruxelles flokkes de faste korrespondenter som fluer omkring en skidtspand, uden dog at fortælle for meget om Europagten. Den skulle jo gerne gå igennem, men det er en helt anden historie.

Derfor kan Thomas Ubbesen slippe afsted med en så tåbelig analyse, som den han bibragte seerne i søndagens Deadline, der navnlig i denne tid synes at være blevet en filial af DR2 Udland. Alle i byen havde ifølge Ubbesen været til demonstrationer mod styret; alle havde oplevet frihedens rus; kampen var en frihedskamp, en kamp for vestlige værdier; en revolution med et klart endemål med andre ord. Man fristes til at spørge hvor Thomas Ubbesen egentlig ved det fra. Han var nok bedre tjent med at holde hovedet koldt.

Det er svært at vide noget om hvad personerne bag opstandene vil. Der er ikke udstedt klare proklamationer. Er der tale om generel utilfredshed, en simpel magtkamp, som ikke kan ventileres på andre måder i et totalitært styre, end ved at folk går på gaden og griber til våben? En seriøs og lødig dækning kunne derfor med fordel tage udgangspunkt i, hvad der rent faktisk sker og hvad der rent faktisk siges og gøres. Uden at foregribe begivenhedernes gang, det er jo for alvor der at tomgangen og sniksnakkeriet indfinder sig. Det ville dog være alt for lidt for den herskende definerende klasse, der så gerne vil udlægge teksten og sagens rette sammenhæng. Der skal også være arbejde til medarbejderne på institutterne for tværkulturelle studier.

Og så er der den påtagede internationalisme og globalisme. Den sygelige interesse for, hvad der sker ude i verden; udenfor andedammen, som det så vrængende siges. Så får økonomisk krise og vort eget truende sammenbrud være, der er vigtigere ting på spil ude i den store vide verden. Altså den oikofobi, der altid gnaver i de rejsekuffertbærende globalister, der hævder at verden udenfor er så interessant og pulserende, selvom det ofte forholder sig sådan, at den verden de får set fortrinsvis udgøres af noget så konformt som lufthavnslounges og hotelværelser. Endnu værre bliver det, hvis de rejser rundt i verdens hovedstæder; møder eliten på universiteterne og derefter rejser hjem og konkluderer at den liberaldemokratiske opposition er stærk hele verden rundt. Ekstra trumf kan der sættes på, hvis de derved hævder at have forstået verdens kompleksitet og dermed kan advokere for det globale udsyn, som der jo som bekendt er så tvingende meget brug for.

Så er den globalistiske naivitet fuldkommen, og det er måske dens aflæggere der har kronede dage. Den bevægelse, der har afskaffet begrebet interne anliggender til fordel for en ny international, geskæftig verdensorden, der imidlertid har så hulens svært ved at finde sin materialisering og endnu sværere ved at få defineret hvad humanitære interventioner egentlig betyder, bortset fra at der kun skydes, dræbes og bombes for menneskerettighederne i sådanne. Mens idealisterne og sværmerne fabler om selvsamme menneskerettigheder og sygner hen i globaliseringsfantasteri, kan realisten passende betragte verden fra sin lænestol, afstå fra at tage parti mellem diktatorer og simple oprørere, og forberede sig på at det let kan blive som det er set før: At de besatte, der drager brølende gennem gaderne, lige så vel som deres forgængere kan være bærere af totalitarismen og dæmonien.

Wikileaks og den ubegrænsede åbenhed

De fleste har vel idag hørt om både Wikileaks og Julian Assange, der har rystet verden med sin informationslækageplatform. Projektet sejler vist lidt pt. men hans tidligere nærmeste medarbejder Daniel Domscheit-Berg har til gengæld sammen med nøglemedarbejdere fra WL lavet sin egen platform Openleaks. Hvad man skal synes om det hele, kan være svært. Ovre på altanen synes hr. Stenberg vist godt om Openleaks. Og jeg er enig for så vidt, at OL platformen vitterligt virker til at have rettet op på nogle af de værste skavanker ved WL, nemlig den at WL hurtigt udviklede sig fra at være blot en teknisk platform til at dele hemmelige informationer, snart blev en aktør med sin egen stærkt anti-amerikanske agenda. Vi gør dog klogt i at fastholde en sund skepsis overfor også OL. I sidste ende bygger begge projekter på nogle tanker, som i hvertfald forekommer mig problematiske. Jeg har haft lejlighed til at overveje dette i en anmeldelse af Domscheit-Bergs bog om Wikileaks Insinde Wikileaks på Sappho. Her i uddrag:

"Wikileaks er først og fremmest en platform for såkaldte ”whistleblowers”. Et system, hvor folk, der har kompromitterende oplysninger om dette eller hint, kan få dem videreformidlet uden at risikere at blive afsløret. Der er altså tale om et ret simpelt værktøj, der eliminerer broderparten af den personlige risiko, som har knyttet sig til sådanne udslag af civil courage eller trangen til at blæse i informationsfløjten.
...
Wikileaks´ berettigelse ligger i, at den er et stærkt værktøj i kampen for den informationsfrihed, som de fleste af os værdsætter – til en vis grænse. Men fordi Wikileaks netop prædiker absolut frihed, kommer projektet uvægerligt til at udstille informationsfrihedens mørke sider.


Har vi frihed til at få alle informationer om alle, så er privatlivet blevet eksproprieret og offentligheden STATSI-ficeret, og er det virkelig dér vi vil hen med den ubegrænsede åbenhed?
Er det virkeligt vores ønske at leve som indbyggerne i Thomas Moores Utopia i transparente glashuse, hvor alle overvåger alle? Mig forekommer den frihedsvision noget klaustrofobisk.


I denne verden er magt altid af det onde, outsideren altid god, menneskeheden altid undertrykt og oplysning altid svaret. At gode fortællinger kan skabes gennem dette skema er ubetvivleligt. Men om en sådan tyrkertro er helt igennem uproblematisk, er stærkt tvivlsomt.


Enkelte ville måske endda kalde denne verdensopfattelse en anelse paranoid, og en anden må overveje, om der ikke er en snæver sammenhæng mellem Assanges stadig mere paranoide opførsel og denne magtkritiske anarkisme."

Læs hele anmeldelsen her.

Naser Khader og assimila...ups...integrationen

Naser Khader er gennem tidens løb blevet kendt for mange ting og kun de færreste af dem har noget med politik at gøre. På et tidspunkt var vi vist nogle, der håbede at han også kunne blive kendt for at være en slags konservativ. For da Khader skiftede til Det Konservative Folkeparti i 2009, var det ikke alene motiveret af politisk opportunisme, men af det simple forhold, at Naser Khader i mange år havde givet udtryk for en integrationspolitisk linje, som med god ret kunne karakteriseres som konservativ.

I det kuldsejlede Ny Alliance var han jo på vej fra det værdipolitiske venstre mod højre, mens Gitte Seeberg var på vej i den anden retning. Blandt andet derfor bristede partiet. ”Nok er Nok” og ”Nok er nok med nok” fløjene mødtes på et punkt, sådan som to linjer ofte gør det, når de trækkes fra forskellige punkter i hver sin retning, men i sagens natur varer et sådan møde kun et øjeblik. Naser var på vej mod – om ikke konservatismen – så da en neokonservativ position, hvilket vi allerede gjorde opmærksom på i Critique sidste år:

”For Khader viste åndsliberalismen sig i stigende grad som et utilstrækkeligt svar på multikulturalismens udfordring, og dér lå baggrunden for hans udvikling til værdikonservativ. Selvom NK næppe ville kendes ved denne betegnelse, synes det ikke helt ved siden af at pege på ham som en slags dansk neokonservativ”

Kasper Støvring gik længere i sin analyse og har adskillige gange kaldt Naser Khader for en værdikonservativ enmandshær i den konservative folketingsgruppe. Det var nok i overkanten, i hvert fald må man spørge, hvordan en så vidtgående analyse stemmer overens med den seneste udvikling i karakteren Khader. For værdikonservatismen synes nu et overstået kapitel – både den konservative og den neokonservative, og Khader har fundet det mere opportunt at fremstå som anstændig borgerlig. Forholder det sig sådan, er det en skam, for dermed er hans rolle for dansk konservatisme udspillet, og kan set herfra afmønstre hellere i dag end i morgen.

Khaders nyeste drejning afspejler sig i den kritik, som han har lanceret mod Søren Pinds brug af assimilationsbegrebet.

”Assimilation skal ikke være landets officielle politik og indarbejdes i lovgivningen. Der skal vi have et andet mål”, og han fortsætter:


”Han har sagt meget i tidens løb. Jeg vil gerne give ham en chance for at finde sine fødder i det nye ministerium og så dømme ham derfra. Folk bliver jo også klogere med tiden”

Man kan undre sig over Khaders kritik. Undertegnede har personligt deltaget i flere møder, hvor Khader har kritiseret integrationsbegrebet og på linje med Pind, Støvring og mange andre værdikonservative talt om assimilation. Men det var selvfølgelig dengang, tiderne skifte som bekendt, men hvis tiden hat vist en ting, så er det, at Naser Khader skifter med dem.

Evelyn Waugh og moderniteten i Critique

En stærkt anbefalelsværdig artikel om Evelyn Waugh er nu lagt ud på Critiques hjemmeside:

Evelyn Waugh var en britisk forfatter, der med sin skarpe satiriske pen skildrede mellemkrigstidens dekadence, adelens forfald og modernitetetens udartning – mest kendt er han for romanen “Gensyn med Brideshead” som af flere omgange er blevet filmatiseret. I artiklen “Evelyn Waughs korstog mod moderniteten” udlægger post. doc., ph.d. Søren Besenbacher Waughs ærinde. Waugh gennemgik i sit forfatterskab en drastisk udvikling fra ultra-modernist, der skildrede den britiske overklasses dekadence til en skarp konservativ forfatter, der i kristendommen så en udvej for den vestlige civilisations udvikling.


Uddrag
“Da Evelyn Waugh blev født i 1903 var det britiske imperium på sit højeste. Et verdensomspændende rige, hvor solen aldrig gik ned og som indeholdte en fjerdedel af verdens befolkning. Da han døde I 1966 var Storbritannien ikke længere verdens største supermagt, men blot en europæisk stat på linje med flere andre og sammen med magten var der også noget andet, der var forsvundet. Det tyvende århundrede havde ikke kun berøvet Storbritannien for hendes kolonier og hendes magt, men også medført store sociale og kulturelle ændringer. Den moderne tidsalder havde forårsaget et skred i kulturen, moralen og traditionerne, der, såvel som andre steder. Dette vidste den døende Waugh alt for godt, for i sit lange forfatterskab havde han beskrevet og forudsagt denne udvikling.”


“Hedonismen og dekadencen, som han havde beskrevet i sine bøger, havde han fået nok af. Trods alt deres nydelsessyge var hedonisterne ikke lykkelige. Den glade hedonist var en ren fiktiv figur”


“A conservative is not merely an obstructionist who wishes to resist the introduction of novelties; nor is he, as was assumed by most 19th-century parliamentarians, a brake to frivolous experiments. He has positive work to do … Civilization has no force of its own beyond what is given from within”


Søren Besenbacher (f.1981) er ph.d. i datalogi fra Aarhus Universitet og arbejder som post. doc.

LINK: http://critique.ksaa.dk/2011/03/ny-artikel-online-evelyn-waughs-korstog-mod-moderniteten/

Skorstenen

Et sted i Danmark står der er en skorsten. Sådan en kommer ikke ved et rent tilfælde her i landet. Der kræves ansøgninger, behandlinger og eventuelle dispensationer; for slet ikke at tale om høringsperioder og behandling af eventuelle indsigelser. Der er et hav af paragraffer for den slags, og administrationen af disse giver beskæftigelse til skrankepaver, ingeniører og formænd for tekniske udvalg. Her i landet må man have kontrol med opførelsen af garager, udhuse, skorstene, hegn og lignende; der er registre, lokalplaner og detaljerede kort der skal stemme. Paragrafferne og cirkulærerne er sofistikerede; fulde af undtagelser, særlige forhold og servitutter, der gør at kun den geskæftige eller aflønnede gider at sætte sig ind i dem.

Skorstenen er forholdsvis ny. Den er opført i et beboelseskvarter, og den slags er sjældent populært. Her i landet trives mentaliteten om at mangt og meget kan være godt, blot det ikke anbringes lige op af min baghave. Der er derfor vindmøller og kulturfremmed indvandring er så populært i mondæne københavnerkredse. Der er meget i vejen med den skorsten: En teknisk chef siger, at skorstenen kun udleder vanddamp og at den er støjdæmpet efter alskens moderne maskimekaniske støjkrav. Det forholder sig med sådanne støjkrav, som det gør med bygningsreglementer, planlove og lignende. De beskæftiger et kolossalt kontorvælde og bemyndiger alle mulige myndighedskasketter til at rejse rundt og uddele påtaler, påbud og bøder. En virksomhedsejer berettede engang om et besøg af en myndighedskasket, med særlig forstand på arbejdsmiljø. Han målte og gjorde ved, skrev på blokken, og kom frem til at maskinerne støjede for meget. Der måtte træffes foranstaltninger herimod, ellers ville fagforeningshammeren falde tungt. Decibelgrænsen måtte overholdes. Ved siden af maskinen havde de ansatte opsat en radio, som var så kraftig at den kunne overdøve maskinen. Virksomhedsejeren påpegede dette overfor myndighedskasketten, som imidlertid kunne meddele at radioer ikke var omfattet af bestemmelserne. Sådan er der jo så meget.

En beboer bryder sig ikke om skorstenen og han har en pressionsgruppe af pensionister og arbejdsløse, folk med for megen tid, med sig. Den støjer for meget og vinduerne bliver sorte i byen, så det må være noget andet end vanddamp der lukkes ud. Enhver ved det er kedeligt at pudse vinduer, og det er nok samfundsskorstenens skyld at de bliver sorte. Og så er der førnævnte lokalplan. Det er et ganske særligt totalitært, planøkonomisk værktøj, der er iklædt planlægningens og almenvellets gevandter; en afskyelighed af ganske særlig beskaffenhed. Lokalplaner er den private ejendomsret ligkiste. Her kan der stå alt muligt. For eksempel at bygninger ikke må være mere end 7.5 meter høje. Og her er førnævnte skorsten kommet i klemme. For hvor høj er den? Arkitekttegningerne siger 6.5 meter; men der skal vist ny pære i arkitektlampen, for et sted mellem hældningerne og bygningens højde har man vistnok taget fejl. En afdelingsleder kommer på banen, og han forstår hverken arkitektens blyantstreger eller lokalplanen. Fra planafdelingen sendes en sagkyndig ud, som med værktøj, stiftblyant og notesblok fastslår, at skorstenen er otte meter høj. Og dermed i strid med lokalplanen. Beboeren meddeler, at han ikke tror på nogens målinger, fastslår - antageligvis per øjemål - at skorstenen er ni meter høj og så er sagen i virkeligheden meget værre. Beboerne er forurettede. Sådan fyger mål, beregninger, paragraffer, indsigelser og høringer rundt i luften indtil vi alle til hobe er tossede. Næste instans er naturklagenævnet; et nyt led i kontorvældets fangearme, der - som en valgplakat fra Det Konservative Folkeparti engang meddelte - griber os alle.

Det er udbredt blandt danskere at le over amerikanernes retshaveriskhed. Ovre i de amerikanske tilstande sagsøger man hinanden for et godt ord, og det afstedkommer klistermærker på sidespejle, kaffekopper og alt muligt andet. See you in court og get i øvrigt off my lawn. Men som bekendt ser man hellere splinten end bjælken. Her til lands er det en folkesport at holde øje med hegn, garager og skorstene; at bestemme over andre menneskers ejendom og penge. Palle Lauring sagde engang at Danmark er en brugsforening og han var ikke helt galt på den.

Og så er det mærkeligt med al den myndighedskontrol. For mens planlove, registre og paragraffer skal stemme, nyder bred opbakning og er fast ingrediens i livets gang i Lidenlund, er det ganske anderledes med nationalregnskabet. Her går det godt fru kammerherreinde og det må andre tage sig af. Man kunne nok ønske sig lidt mere nidkærhed og myndighedskontrol med posterne i nationalregnskabet - gældsstiftelsen og tilskudsordningerne; et uanmeldt kasseeftersyn af administrationen og et nyt blik på antallet af førtidspensionister. Den lille og den store uretfærdighed. For nok kan man være i klemme i systemet; men der er bestemt også mange i systemet, der må undgælde for den store uretfærdighed, hvis udslag det i øvrigt er en folkesport at kontrollere i disse dage. Hvis ellers serverne kan følge med.

Om damer

Skæbnen kan være ond. Ole Birk Olesen har angiveligt skrevet et eller andet om kvinder. Der var sikkert en grad af ironi og provokation deri, sådan skal det jo helst være, når man lever af sin pen. Nu har han fået den samme tur gennem vridemøllen, (som han selv har givet andre, er det blevet bemærket) og det er jo interessant. Personligt håber, jeg ikke, at OBO viger mange flere tommer end det, som den absolutte nødvendighed dikterer ham, og alene det forhold, at han har vovet at gå til modangreb på Ligestillingsministeren Lykke Friis synes at antyde, at feministerne ikke får lov til at gøre ham til prügelknabe uden kamp.

OBO er jo en blandet karakter. På den ene side er han i høj grad, hvad landet har brug for, nemlig et dybest set konservativt indstillet menneske, der nok har forskrevet sig til liberale dogmer i usund grad, men som dog forstår – hvad konservative ellers sjældent gør – at kampen mod velfærdsstaten er det grundlæggende, hvis ikke vi helt skal forgå i initiativløs laskethed. På den anden side har han set sig sur på nationalkonservatismen i en grad, der lige ud er barnlig, og han har desuden som liberal ikke nogen agtelse for dette lands bærende institutioner. Alligevel hans indsats på Berlingske og nu på sin blog 180grader er vigtig og intet fornuftigt konservativt menneske ville være foruden den. Han stiller jo op i Østjylland til folketingsvalget, og det har da om ikke andet fået undertegnede til at overveje…

Nu har han altså skrevet noget grimt om kvinder, siger kønnets selvproklamerede stridsmænd…kvinder…personer eller hvad det nu hedder på kønsneutralsk. Jeg synes egentlig kvinder er ganske fine, men man kan vel ikke fortænke nogen i at angribe den omsiggribende feminisering af samfundet, der nu har nået et niveau, hvor de kvindelige værdier reproducerer sig selv gennem kontrol med centrale offentlige institutioner. Man kan vel heller ikke fortænke en liberal, endsige en konservativ for at være kritisk overfor ligestillings korstoget, som jo handler om at bruge tvangsinddrevne midler til at kæmpe for de mest underkuede og undertrykte grupper i samfundet: karrierekvinder i toppen af dansk erhvervsliv, som føler sig forbigået til bestyrelsesposter eller som i hvert fald ikke mener, at de har fart nok på karrieren og ikke tøver med at stjæle dine og mine penge for at bruge dem til at fremme egne selviske interesser.

Politisk ligestilling er alle jo for, og når nu man – som flere af mine Facebook-bekendtskaber har gjort – forsøger at skyde OBO og andre i skoene, at de går ind for at begrænse kvinders rettigheder, ja så er det en påstand, som hører hjemme i mytomanens univers men ikke blandt fornuftige mennesker. Men moderne ligestilling er en ideologi, en kulturrevolution fra oven, et udslag af social engineering og en foragt for den eneste kraft, der nogensinde har hjulpet nogen frem i denne verden: selvhjulpenhed. På Jyllandspostens blogunivers, der jo som bekendt svinger i kvalitet fra rimelig godt til bundløs idioti har en moderne ligestillingsideolog Aase Hoeck skrevet et par ord om IBM, hvor ligestilling nu forsøges gennemtvunget. Fint nok, kunne man sige, lad dem bare. Det er jo en privat virksomhed. Ja ja. Jeg forhindrer dem heller ikke, men hvad er det egentlig ligestillingsideologen siger? Hun siger blandt andet:

”Ord er ikke nok, når der skal flere kvinder på topplan” Nej det forstås. Handling må dertil, men hvad skal vi gøre Aase? Hvordan kan vil skabe mere diversitet i ledelsen, så også undertrykte Hellerupfruer har en fremtid? ”med fokus, commitment og nul tolerance for at bryde disse grundværdier om lige muligheder for begge køn, kan det lade sig gøre. Med andre ord et spørgsmål om holdninger.” Ja holdninger. Lad os ændre dem. Nul tolerance, god ide, de intolerante skal udryddes som klasse! Kan vi gøre mere Aase? Spørger man om det, så forklarer Aase, hvordan IBMs ledelse fandt en syndebuk og gjorde ham ansvarlig ”Han har valgt lederen for den afdeling i IBM, der klarer sig dårligst i forhold til andelen af kvindelige ledere og gjort ham ansvarlig for ændring af denne status.” Er der nogen andre grunde end diversitetsideologien for at gøre dette? klarer afdelingen sig ringere på andre områder? Alt det siger Aase ikke noget om. Det kan heller ikke undre. For Aase er ideologi, det vil sige hun er fanatiker. Det drejer sig ikke om, hvordan der kan skabes mere nytteværdi, men alene om hvordan man sikrer, at virkeligheden lever op til doktrinen og midlet er som det var i Maos Kina, selvkritikken, selvudstillelsen, parolerne, den evige revolution og nul tolerance.

Nej der er brug for at blive luftet ud. For denne ligestillingsideologi er ved sin rod en fornægtelse, af alt, hvad der er skønt ved vesten, vores åndsfrihed, vores blik for effektivitet, vores antidogmatiske indstilling, jordnære fornuft og tolerance.

Lidt om den såkaldte KU sang og dens angivelige historie

Jeg har i den seneste tid haft den interessante opgave at beskæftige mig med gamle KU sange. Det drejer sig i vidt omfang om sange, der ikke længere synges, ja sange vi end ikke kender melodierne på. Sange, hvis indhold hører en anden tid til og sange, der er gjort tavse af glemslen og ikke længere kan råbe os op. Konservativ Ungdom er den dag i dag vel en af de mest syngende ungdomspolitiske foreninger. Det har i hvert fald hvert min egen opfattelse i sin tid, at gæster fra andre foreninger, altid gerne har villet opleve unge konservative synge og navnlig ”Sangen”. Med ”Sangen” menes den skandaleombruste KU sang, der så sent som for et par år siden vækkede en del forargelse. Mest af den billige slags, man mere ville vente fra søde gamle tanter end fra venstresnoede journalister. Kirkestormeren Rune Engelbreth forsøgte sig med en lidt – og jeg understreger lidt – grundigere analyse, der endte således:

”Jeg skal ikke kunne sige, om det er kutyme i politiske ungdomsbevægelser at skabe et hyggeligt samvær og sammenhold for landets kommende beslutningstagere ved at forenes i fællessange af ovenstående karakter, eller om KU har en helt særlig tradition på området”

Ja også Engelbreth var forarget, ”sange af ovennævnte karakter”. Det er som Jørgen Steins søster – eller er det hendes utålelige mand – siger i Jacob Paludans roman efter, at den unge dreng har drukket sig fuld og kastet med en kage: ”Som Jørgen var den aften…”

Før den seneste forargelse over KU’ernes sangtraditioner, havde den daværende journalist Ole Birk Olesen forsøgt at sætte lus i skindpelsen på Det Konservative Folkepartis landsråd i 2004, og den altid hjælpsomme Pia Christmas Møller spillede på fornemste vis sin rolle i den forbindelse. I en artikel om affæren i ”Journalisten” kunne man læse:

”Lørdag aften under festen på Det Konservative Folkepartis Landsrådsmøde. Klokken er 01.00, da en gruppe fra Konservativ Ungdom (KU) afsynger »Det var et herligt KU-møde« - en fascistisk inspireret slagsang fra 30erne. Efter de to første vers stopper sangen, som den ifølge KUs landsformand Kasper Hülsen plejer ved den slags lejligheder. Det er nemlig i tredje vers, at sangen bliver slem. Berlingske Tidendes reporter, Ole Birk Olesen, noterer i mandagsavisen:
»Så var det - og det er her, det måske er på sin plads med en drøftelse af journalistisk etik - at jeg meldte mig på banen: 'Er det ikke »Lad nu de røde få at mærke«, den fortsætter med?' spurgte jeg, og det satte sandelig gang i festlighederne igen.”

Herefter forsøgte Pia Christmas Møller, der i en anden KU sang omtales som den, der kun ”ud af puklen kunne trække skidt og møg” at stoppe sangen, hvilket naturligvis ikke lykkedes. Ole Birk fik sin scene, Pia Christmas noget at forarge sig over og Konservativ Ungdom atter i pressen. Jeg husker på et efterfølgende møde med Pia Christmas på Christiansborg, hvor hun skældte os KU’ere ud, fordi vi ikke forstod, hvad den sang repræsenterede. ”Som Jørgen var den aften…”

Nuvel Pia Christmas er fra en anden tid. Da hun var KU’er i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80’erne var KU-sangen ikke velanset. Et år ekskluderede man en hel KU lokalforening, fordi den på et KU møde havde runddelt sangen.

Hvad er KU Sangen

KU sangen er en marchagtig vise, der er skrevet over et tema fra den populære march Blaze Away. Teksten lyder som følger:

Det var et herligt KU-møde,

der var stemning og humør - og humør.

Og vi tævede de røde,

som de sikkert ej er blevet tævet før.

Igennem luften sused' stole,

og vor sang har den parole:

Kampen er forbi - er forbi

Nu kommer Eriks politi.

På alle gadehjørner hænger

skilte, der sir' "kryds ved C" - kryds ved C

Og ingen socialister længere

er i hele gamle Dannevang at se.

De røde har vi helt bortjaget

- de ku' ikke tåle slaget.

Nu ligger der til sidst - der til sidst,

en enkelt smadret socialist.

Lad nu de røde få at mærke,

at du har været til ST fest - ST fest.

Lad dine sorte støvler sværte,

tag din stålhjelm på

og spænd din skrårem fast.

Vi ses i grønne uniformer,

stik imod de rødes normer,

en socialist er sød, ja han er sød,

men aller først når han er død.

Henover Landet fejer bølgen

og den er sort som fanen vor - fanen vor

nu må de røde tage følgen

pakke sammen tie, slikke deres sår

når vi har trådt dem ned i møget

får vi ALLE et glimt i øjet

hver en'ste socialist

vi vil besejre her til sidst

Emnemæssigt omhandler sangen 1930ernes KU. Første vers tager sit udgangspunkt i en af de mange sammenstød mellem den ungdomspolitiske foreninger, og dyrker udpræget maskuline værdier, som det at tæve sin modstander. 2. vers omhandler den agitatoriske indsats, hvor agitationen, der bortmaner socialismen fra Danmark fra 5. strofe atter knyttes sammen med en form for voldsforherligelse. Det tredje vers er straks mere grovkornet og regnes for det mest problematiske. Det omtaler det kontroversielle Stormtrop korps, der var en blanding mellem ungkonservativt eliteagitationskorps, vagtværn og tæskehold. 4. vers bliver igen mere generelt og omtaler nogle sorte faner osv. Skal man forarges over alt dette. personligt er min holdning nej. Den slags sange anvendes i de ungdomspolitiske miljøer som en pendant til fodboldsange, og man skal ikke tage dem for mere end de er. Det gør man ikke i de ungdomspolitiske foreninger og det er helt normalt at f.eks. DsU’ere, hvis de kan teksten forsøger at synge med på den legendariske sang.

Hvornår er den fra

Hvad der til gengæld har interesseret mig, er det rent historiske. Bladrer man hurtigt et par hjemmesider igennem fremgår det alle steder, at sangen er fra 1930erne. Modkraft skriver f.eks.: ”Et eksempel, på at voldsfascinationen gjorde sig gældende på dele af højrefløjen, er den såkaldte KU-sang, som blev skrevet i 1930’erne og anvendt af KUs Stormtropper. Sangen blev imidlertid også anvendt i KU langt senere” Billedet er generelt, at sangen eksplicit forbindes med 1930erne, ses som en arv herfra, og dette lægges den og KU til last. Mest interessant er i den sammenhæng Rune Engelbreths behandling af sangen.

Engelbreth lægger ud med at analysere 3. vers, ”hvor socialisternes død forvarsles, og skråremmen hyldes i tredje vers”. Herefter tilføjer Engelbreth ” "ST-fest" er mig bekendt en forkortelse af originalens "stormtropfest", der refererer til KU's stormtropper i begyndelsen af 1930'erne”
Og man tænker, hvorfor har de forkortet det? skammer de sig alligevel over sangens fascistoide arv fra 1930erne?

Herefter skriver Engelbreth om det 4. vers, der er ”udeladt af den KU sangbog, der ligger på nettet: Udeladt fra sangbogen er kun fjerde og sidste vers af den oprindelige sang fra 1930'erne…” Første vers finder Rune Engelbreth ikke så slemt og andet vers finder han slet ikke værd at omtale.

Ideen om, at KU sangen er fra 1930erne understøttes af den mundtlige tradition i KU. Jeg husker første gang, jeg fik det at vide og alle KU’ere får i det hele taget at vide, at denne sang er tilbage fra 1930erne fra KU’s Sturm und Drang periode så at sige. Hvad vi imidlertid også ved med sikkerhed, og hvad den mundtlige tradition også fortæller, er at kun de to første vers er originale, mens de mere grovkornede vers 3 og 4. er digtet til i 1980erne. Deraf også den underlige reference til stålhjelme og sorte faner, som KU mig bekendt aldrig har anvendt. De sorte faner henviser til den liberalkonservative ”sorte” fløj indenfor KU og traditionen har længe været, at kun den ”sorte” fløj synger dette vers, mens de socialkonservative; de ”røde”. blive siddende. Så meget for Rune Engelbreths viden om, at originalen i 1930erne havde ordet stormtropper i stedet for forkortelsen S.T. og så meget for hans viden om, at 4. vers også er fra 1930erne.

Men hvad med de to første vers? Den mundtlige tradition siger 1930erne. Jeg har dog aldrig talt med nogen, der egentlig vidste det. Man støder først på KU sangen i 1980erne i forbindelse med balladen om Ledøje Smørum og ifølge Modkraft også i forbindelse med noget fra Nørresundby KU. Teksten har der en lidt anden ordlyd, og det virker i det hele taget til, at sangen på dette tidspunkt ikke er så udbredt som senere, ja at den i virkeligheden slår igennem i løbet af 1980erne på trods af den modstand, der ledelsens side er imod den.

I forbindelse med mit arbejde med KUs ”Sangskat” har jeg fundet mange grovkornede sange, flere langt værre end den såkaldte KU sang, men jeg er ikke en gang stødt på den såkaldte KU sang i nogen af KUs sangbøger fra 1930erne eller 1940erne. Ikke engang i den uofficielle sangbog KUs kampsange, hvor man ellers kunne vente at finde den. Her er en stribe andre kampsange men ikke ”Det var et herligt KU møde”. Det forekommer i øvrigt at stilen i de KU sange, der fandtes i 1930erne er helt anderledes patetisk end den muntre KU sang. Der er nogle bestemte temaer om nationale genfødsel, grønne faner, grønne hære, dyrkelse af den "nye tid" og af den "nationale ungdom" osv. der går igen, men som slet ikke forekommer i KU sangen. Det er med andre ord højst usandsynligt, at sangen er fra 1930erne.

Derimod har jeg talt med folk, der mener at kunne huske sangen fra 1950erne, og jeg tror umiddelbart, at der er tale om en sang, man i 1950erne digtede som en pastiche over 1930erne eller som en eller anden har introduceret som en gammel KU sang, og som derefter har vundet en begrænset udbredelse, for da atter i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne at dukke op, uden at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den tradition, der har hævdet, at den stammede fra 1930erne. I 1980erne er den gået fra undergrundsstatus til den officielle status, den i dag har og i samme årti er de to sidste vers skrevet. Mere end et resultat af 1930ernes KU, er den et resultat af en ironisering over denne periodes i 1950erne og 1980erne for længst tilbagelagte konservatisme.

Konklusion

Hvad vi indtil videre ved, er at sangen kan føres tilbage til 1950erne og ikke kan konstateres skrifteligt før denne tid. At sangen for alvor vinder frem i 1980erne og der får sin nuværende form, og at der i hvert fald siden 1980erne har været en opfattelse af, at sangen er fra 1930erne. Hvad vi ved om de officielle KU sange er at Sangen "Vældige riger" fra gammel tid var den officielle KU sang, og i slutningen af 1950erne erstattedes af "Fred Hviler over land og by" som siden gled ud, hvorefter den nuværende KU sang på et eller andet tidspunkt har opnået sin officielle status.