Ny Critiqueside

Jeg kan ikke lade være med at lede læserne opmærksomhed hen på, at Critiques hjemmeside nu har fået et tiltrængt ansigtsløft. Så dette konservative flagskib nu fremstår passende også på den elektroniske front.
Se den nye side, og støt endelig Critique med et abonemment, hvis du ikke allerede gør det.

http://critique.ksaa.dk/

Er konservatismen rationel?

Det spørgsmål stiller filosoffen Kai Sørlander i en artikel i Årsskriftet Critique 2009, som nu er blevet lagt online.
Kai Sørlander erblandt andet er forfatter til bogen “Forsvar for rationaliteten” og leverer i sin artikel i Critique sit bud på en konsistent konservativ, politisk filosofi, der erkender rationalitetens kulturelle forudsætninger. En sådan konservatisme gør op med en multikulturalisme og den radikal relativisme, der benægter alle sandheder foruden den, at sandheden er relativ. Sørlanders artikel er også et opgør med en ureflekteret kultur-konservatisme, der blot ønsker at bevare hvad der nu engang tilfældigivis er. Netop fordi alle kulturer ikke er lige gode, handler konservatismen ikke om at forsvare kultur som sådan, men at forsvare netop den kultur, som er det rationelle samfunds udgangspunkt. Denne kultur finder Sørlander i vesten og dens rødder er først og fremmest kristendommen.

Uddrag
“Således må vi forstå, at konservatismen er en politisk holdning eller ideologi, som står i modsætning til andre politiske ideologier som fx liberalisme og socialisme. Og vi må forstå, at det at spørge, om en sådan holdning er rationel, er ensbetydende med at spørge, om der kan gives alment forpligtende argumenter for at foretrække den frem for alternativerne. Så det helt simple spørgsmål er, om der kan gives en alment forpligtende argumentation for at foretrække konservatismen frem for de alternative politiske ideologier.”


“Konservatismen er først og fremmest en besindelse på, at man som enkeltindivid “altid allerede” er indfældet i en konkret historisk samfundsorden med et særligt sprog, specielle omgangsformer og en fælles skat af fortællinger, både historiske og mytologiske. Det hele udgør et væv, som på den ene side giver individet identitet, og som på den anden side giver samfundet en nødvendig sammenhængskraft og fællesskabsfølelse.”


“…folk, som selv troede, at de forsvarede en rationel demokratisk orden, i realiteten har medvirket til at undergrave fundamentet for denne orden. De har været ofre for deres egen forplumrede tankevirksomhed. I sig selv burde det ikke være noget større problem. Men den store tragedie er, at det er denne forplumrede tænkning, som har været den herskende sociale konsensus. Og den har været det i en sådan grad, at det en tid lang er lykkedes den at skubbe den reflekterede konservatisme ud af den demokratiske debat”

Kai Sørlander (f. 1944) er forfatter, filosof og har udgivet flere bøger bl.a. “Det uomgængelige” (1994), “Den endegyldige Sandhed” (2002) og senest i 2008 bogen “Forsvar for rationaliteten”.

Læs hele artiklen her

Døden i Lübeck

Lübeck var et sælsomt syn fra første færd. Den gamle Hansastad med den vidunderlige historie vidnede på en gang om en ukuelig livsvilje som om det altid truende forfald. Byen var en kort årgang i 1200 tallet i dansk besiddelse, men fik sig snart revet fri, blev en fri rigsstad under den tyske kejser og kunne snart kalde sig Hansaens dronning. Fra Lübeck styredes navnlig saltimporten og saltet var vigtigt, for at kød fra okser og grise ikke skulle fordærves. Sammen med den andre stadig mere mægtige Hansabyer skulle den middelalderen igennem volde Danmark en del besvær.

Er man i Lübeck kan man ikke undgå at tænke på Venedig. I sin tid kaldtes også denne handelsby for dronning – om end det var over Adriaterhavet. Ligesom Venedig lå også Lübecks glansperiode i middelalderen og ligesom dér er det i Lübeck fortiden man kommer for at opleve. Ja begge stæder lever så udpræget i eftertiden og har døden åndende i nakken.

Døden fra Lübeck var et berømt maleri i byens imponerende Mariekirke. Et 30 meter langt memento mori, der som for bevise sin egen påstand om forgængelighed, selv blev uigenkaldeligt ødelagt under et luftangreb på byen i 1942. Sådant et morbidt maleri har de ikke i Venedig. Til gengæld klistrer døden sig også til denne by navn gennem forfatteren Thomas Manns berømte roman ”Døden i Venedig”. Thomas Mann var i øvrigt selv fra Lübeck og hér foregik en af hans mest berømte romaner ”Huset Buddenbrooks” om en lybsk købmandsfamilie favntag med forretningslivet. Denne skildring står ikke tilbage for nogen dødedans og bogen skildrer i virkeligheden en families langstrakte og totale udslettelse, der som bestemt af skæbnen synes at tilsidesætte ethvert forsøg på gennem flid og dygtighed at bryde ud af denne historiske proces.

Skønt andre købmandsfamilier snart overtog Buddenbrookernes sted, så skildrede Mann også den gamle Hansastats købmandsaristokratis sidste stund. Hvor Venedig helt sygnede hen og blev et mausoleum over en træt kultur, så fortsatte Lübecks udvikling under de nye vilkår som industrien gav. Endnu var der kraft i byen. Men selv denne vitalitet var jo også en slags forfald. Fabrikkerne, da sataniske møller, sværtede byens huse, bymuren blev revet ned, magien forsvandt fra Lübeck og den evige gentagelses kredsløb, som Mann havde skildret, afløstes af troen på den evigt fremadskridende udvikling. Ikke engang byens sønderbombning under krigen syntes at kunne gøre en ende herpå.

Fremskridtet har forvoldt sin skade på Lübeck. Mange steder erstattedes efter krigen ruinerne af det gamle med funktionalistiske kasser. Det bedste man kan sige om dem, er at de er helt igennem anonyme. Det er som om funktionalismen i tyske provinsbyer er mere afdæmpet og mindre eksperimenterende end i Danmark. Dette forhindrer de værste rædsler, men fremmer den følelse af gråhed, som præger så mange europæiske byer. På et af byens museer så jeg en billedrække, der skildrede udviklingen af Torstrasse, som er en af byens ældste gader. Dens ældste huse havde overlevet 30 års krigen og stod endnu efter anden verdenskrig. Mens Torstrasse blev indesluttet af den tætte trafik, der følger fremskridtet som syfilissen følger skøgen, stod nogle af de gamle huse endda indtil 1970erne. Her besluttede imidlertid et varehus og udvide og nu asfalteredes 600 års historie af fremskridtets tunge kavaleri damptromlen. I dag er Torstrasse med udstillingens ord en ansigtsløs gågade.

Industrien har sluppet sit greb om Lübeck. Fremskridtet har fundet nye fæller at mænge sig med. Lige nu hærger det historiske kvarterer i Kinas storbyer og har trælbundet armeer af rejsende, rettighedsløse industriarbejdere dér. Men det er en anden historie. Lübeck er ikke længere en handelsby og ikke længere en industriby. Den håber ligesom alle andre byer i det døende Europa at kunne leve af viden og kreativitet. Selv vindmøller eksperimenteres der med. Fremsynede politikere kigger i krystalkuglen og vælger fremtidens vækstområder. I mens kan vi andre nyde den fjerne fortid, der har fået lov at bestå, mens det moderne samfunds rædselsmonumenter langsomt forfalder og endelig står til at vinde en egen æstetik i dødedansens skygge.