Venstrefløjens korstog

I disse tider, hvor man ikke rigtig ved, hvornår SocialDEMOKRATIET vælger at rette sit demokratiske skyts mod højreblogosfæren efter først at have angrebet den frie forskning og derefter den frie presse, så må man jo hellere skrive sine indlæg i en vis hast. Jeg vil derfor helt undlade - for nu i hvert fald - at kommentere på Socialismens pludselige lede ved demokratiet. Jeg synes egentlig, at det væsentlige er blevet sagt i et læserbrev af Konservative Studenters formand i Jyllandsposten forleden:

George Orwells bog ”1984” er der noget, der hedder tankepolitiet.Det er et særligt korps, som skal sikre, at der ikke tænkes tanker, som er i modstrid med regimets officielle ideologi. Bogen er ment som en advarsel mod det totalitære samfund, men desværre lader det til, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har opfattet skræmmebilledet som en indtagende utopi.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil nemlig standse det, som de kalder ”borgerlig” forskning.´

Eller rettere, de vil ikke engang kalde det forskning, men betegner det som statsstøtte til »borgerlige debattører.« Dermed viser venstrefløjen, at den er parat til at fortsætte det korstog mod sine modstandere på universitetet, som den indledte i 1970′erne. Men hvor det før skete gennem studentermarxismen, skal opgøret nu føres med det virkeligt tunge skyts, statsmagtens økonomiske jernnæve.

Men det kan aldrig blive en regerings opgave at gøre sig selv til inkvisitionsdomstol eller bruge sin magt på at ødelægge dem, der taler denne magt midt imod. Den slags kendetegner diktaturet og ikke demokratiet. Ikke desto mindre vil venstrefløjen nu genoptage klapjagten.

En sten i skoene

Professor Bent Jensen, der er en af landets mest respekterede koldkrigsforskere, er blevet nævnt som et muligt offer for holdningshygiejnen. Han har nemlig længe været en sten i skoene på venstrefløjen. Ikke alene har han vendt den ryggen; han har også hudflettet dens feje holdning over for venstretotalitarismen under Den Kolde Krig. Den slags gør man ikke ustraffet i andedammen.

Også Bjørn Lomborg, der slet ikke er borgerlig, står for skud. Han siger nemlig, at vi må prioritere mellem de mange politiske forslag, som alverdens gode intentioner afstedkommer. Ikke alene har Lomborg altså sat spørgsmålstegn ved venstrefløjens forsøg på at gøre ”miljøet” til et religiøst spørgsmål; han har også givet venstrefløjens populistiske overbudsideologi et skud for boven. Med Lomborg er det åbenbart, som ordsproget siger: ”Han har ret, han skal hænges.”

Et dårligt varsel

Andet, som man må forvente står på venstrefløjens intellektuelle dødsliste, er Kaj Munk-centret, der blev oprettet i 2005, og som vover at beskæftige sig med en ikkevenstreorienteret kunstner. Et andet oplagt bud er Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser, der af mange venstreorienterede opfattes som et højreorienteret forsøg på at opildne til had mod muslimer – hvad centrets forskere næppe ville kunne genkende.

Spares skal der. Derom kan man ikke tvivle. Det kan oven i købet være, at der også skal spares på forskning. Men politiske partier bør holde sig for gode til at blande sådanne økonomiske rationaler sammen med deres ønske om at styre den offentlige debat.

Et demokrati forudsætter, at der eksisterer forskellige holdninger, og det er et meget dårligt varsel for Danmarks demokratiske traditioner, at venstrefløjen nu vil bruge den økonomiske jernnæve mod sine kritikere på universitetet.

Jeg kan i øvrigt også anbefale den gode Nicolaj Bangs kommentar til et lignende emne. Enhedslisten er trætte af borgerlige økonomer og vil have nogle nye, der giver dem ret. At disse så næppe vil være økonomer, er en anden sag. Det er ikke noget, der tynger Frank Aaen eller den partiets venstreradikale taleskriver, der har banet sig vej fra Nørrebro til en vis avis på Rådshuspladsen.

Strammerne ser rødt

For et par dage siden rapporterede Jyllands-Posten om en national strategi mod tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse. Denne strategi er iværksat af integrationsminister Søren Pind og ligestillingsminister Lykke Friis. Strategien skal - i samråd med lærere, pædagoger og andet, såkaldt frontpersonale - overbevise indvandrerne om at deres kvindesyn er forældet. Lykke Friis, der sikkert har talt som et vandfald, kalder til opgør mod den "passive tolerance, hvor man holder sig tilbage fra at præcisere, hvad der er normer og værdier i det danske samfund".

Mangt en frontkæmper i kulturkampen har sikkert følt sig fristet til at støtte dette initiativ. Nu skal den have en på frakken; nu skal vi trække en streg i sandet og sige fra. Vi kan jo ikke sidde med hænderne i skødet. Staten er ikke en klinisk, værdifri størrelse, der forholder sig neutralt til hvad som helst. Vist så.

Alligevel kan man tale om at buen bliver spændt for hårdt; at man ordinerer den forkerte medicin. At man i iveren for at stramme falder over sine egne ben. Lad os et øjeblik vende situationen om. Lad os tænke os en anden situation end de fremmedes kvindesyn. Lad os for eksempel forestille os, at staten iværksætter en national strategi, der beder lærere, pædagoger og andet frontpersonale om at oplyse om - og ensidigt påvirke til - den rette, statsautoriterede stillingtagen til omstridte spørgsmål. For eksempel racisme, miljø- og klimaspørgsmål, tobaksrygning og lignende. Man må ikke være racist; ikke køre for meget i bil; man skal spare på de knappe resurser; og man må bestemt ikke ryge.

Så ville piben formentlig få en anden lyd. Så ville der være tale om overgreb, halv-eller heltotalitære tilstande, hvor staten overtager opdragelsesforpligtigelsen fra forældrene og ensretter børnene. Et udslag af den - i øvrigt ret håndgribelige - politiske bevægelse, der med betydelig succes har opløst kernefamilien og buret børn inde i statens institutioner i alt for mange timer. Strammerne er derfor i virkeligheden nyttige idioter for en selvmorderisk bevægelse.

Som nævnt er der tale om omstridte spørgsmål. Spørgsmål som der ikke skal gives et klart, statsautoriseret svar på. Hele dette forskruede strammersegment, der ikke kan få nok af burka- og tørklædeforbud, medvirker til yderligere at forvitre det stærke civilsamfund, og lader borgerne hensygne i statens vold. I sig selv som et led i demokratiets mest fortvivlende grundskavank: At med tiden underkastes flere og flere spørgsmål en demokratisk afgørelse og dermed forkrøbler friheden, og afløses af et simpelt talmajestætisk flertalstyranni.

Dog er det ganske udbredt at påberåbe sig en vis nødretstilstand. At truslen er så overhængende og at vi derfor må tage drastiske midler i brug. Lad os blot slå fast, at sådan forholder det sig ikke. Firkantet sagt kommer vi ingen vegne ved at give køb på hævdvundne principper, som ingen selv vil udsættes for. Det er ikke statens opgave at påvirke børn - eller voksnes - holdninger til bestemte, omstridte spørgsmål. For børn er det forældrenes opgave; voksne mennesker må danne sig deres egne holdninger til tingene. Staten er ganske rigtigt ikke en værdineutral og derfor per definition værdipluralistisk størrelse; den er den institutionelle overbygning på det kulturelle fællesskab, der får mulighed for at manifestere sig i statens institutioner, der igen er en manifestation af den fælles, historisk betingede erfaring, som finder sit væsentligste udtryk i f.eks. Grundloven.

Og mig bekendt er det ikke forbudt at nære såkaldt et såkaldt forældet kvindesyn, det samme gør sig måske gældende - i hvert fald i forhold til tidens særdeles påtrængende et af slagsen - her på bloggen. I stedet må man fastholde ligheden for loven, samt at der er rigeligt med paragraffer til stede i forvejen, der kan beskytte dem der kan blive ofre for et tvangsægteskab eller en genopdragelsesrejse. Jeg har i hvert fald min egen og de kommende generationers ånds- og valgfrihed tilstrækkelig kær til at jeg ønsker at børnehaver og folkeskoler skal blive legeplads for statsautoriserede opdragere, der skal fortælle om den statsautoriserede holdning til kvinder, ligestilling, racisme, miljø- og klimaspørgsmål eller tobaksrygning. Disse spørgsmål må overlades til civilsamfundet og den fri offentlige debat, og ikke underkastes statsautoriseret smagsdommeri, der tryner mindretallet og etablerer en hæslig politisk korrekthed.

Selvsamme Søren Pind har engang påpeget, at hvis man forøger statens beføjelser til at opdrage og give statsautoriserede svar på omstridte spørgsmål, bliver det de borgerlige der først får deres idéer forbudt; først kommer i byretten for at overtræde tankepolitiets paragraffer og til sidst bliver klynget op i lygtepælene. Værd at huske.

Artiklen: www.jp.dk/indland/indland_politik/article2438654.ece

Hele Critique 2009 online

Med offentliggørelsen af dr. phil. Jon Gissels artikel "Konservatisme og Kongedømme" er hele Critiques årgang 2009 nu belvet lagt online. Årsskriftet Critique er jo et tidsskrift, som en del fra denne reaktion har en vis tilknytning til. To af os sidder i dets redaktion og fire af os har bidraget med artikler.

Årgang 2009 havde artikler dels af en konservativ politiker, daværende klimaminister Connie Hedegaard, der bidrog med en glimrende og velgennemtænkt artikel om "Grøn konservatisme". Derudover var to historiske artiker. J.W. som kendes her fra bloggen og som siden er blevet redaktør på Critique havde skrevet artiklen om debatten op til 1915 grundloven og førnævnte Gissel artiklen om konservatismen og kongedømmet.

Årsskriftet indeholdt også to litterære artikler. Søren Besenbacher, der er post. doc. på AU havde skrevet en artikel om den britiske forfatter Evelyn Waugh, der stadig er en af mine personlige favoritter (artiklen altså) og Jesper Langballe, der ikke bare er politiker, men også en af rigets største Blicher-kendere bidrog med en analyse af Steen Steensen Blichers konservative ærinde. Gode og læsværdige artikler.

Årsskriftet indeholdt tillige tre artikler, som man vel kan kalde ideologiske eller politisk filosofiske. Den mest omfangsrige var filosoffen Kai Sørlanders forsøg på at besvare spørgsmålet "er konservatismen rationel?". Ikke alene svarede han til dette spørgsmål ja, han formulerede også en konservatisme, der netop var rationel og udsprunget af hans omfangsrige og ret systematiske filosofiske tænkning, der har rødder i både Kant og den logiske positivisme. Fra den internationale debat havde vi fået lov til at bringe den britiske filosof Phillip Blonds banebrydende artikel "Red Tory", hvor han argumenter for en moderne social, kulturkonservatisme inspireret af kommunitaristerne. Blond er vel en slags pendant til en mand som Kasper Støvring, men mindre national konservativ end denne. Artiklen var oversat af Erik Winther Paisley, der tidligere har skrevet til Critique og som også vil bidrage til 2011 nummeret. Modstykket til Blonds artikel var artiklen af Hans Hermann Hoppe, som et medlem af Konservative Studenter havde oversat sammen med en bekendt. De valgte dog at forblive incognito. Hoppe er radikalt liberal, men netop derfor - mener han - er han også konservativ, i modsætning til dem, der kalder sig konservative, men som i virkeligheden bare er nationale socialister.

Der blev også plads til en sprog artikel, hvor Loránd Pálfi leverede en empirisk meget velunderbygget artikel, der analyserede, hvordan man i Tyskland har forholdt sig til indflydelsen fra engelsk og sammenholdt dette med den danske situation. Også denne artikel var god at blive klog på og et meget kvalificeret indlæg i en debat, hvor synspunkter som Pálfis gerne affejes af sprogeliten som sure gammelmandsminer.

Hvorom alting er. Hele årgang er online og kan læses her.

CRITIQUE 2009



Om grøn konservatisme og lidt om sprogkamp

 Årsskriftet Critique har i de seneste uger lagt flere artikler på på nettet, hvor de kan læses i fuld længde. Det drejer sig dels om tidl. konservativ minister Connie Hedegaards artikel “Grøn Konservatisme” og Loránd-Levente Pálfis artikel “Den tyske sprogkamp”.

Connie Hedegaard, der nu har forladt dansk politik til fordel for en stilling i Bruxelles, var en af de konservative politikere som erkendte behovet for en klart defineret konservatisme. For hende betød konservatisme først og sidst social-konservatisme og hun lagde sig udpræget i sporet efter en mand som Per Stig Møller. Hun giver i artiklen sit bud på en progressiv, grøn konservatisme, der anerkender vækst som et grundvilkår, men samtidig er sig sit ansvar overfor ikke blot kultur, men også natur bevidst. Du kan læse artiklen her
Man kan diskutere en sådan konservatismes meritter. At være grøn er på ingen måde i modstrid med det at være konservativ. Det er der efterhånden kommet større klarhed om. Da miljøsagen kom frem var der nogen der, populært sagt, hævdede at grøn er det nye sort. Når man i dag ser hvilke politiske udslag miljøtanken giver sig udslag i, så får man jo nok bare den opfattelse, at grøn i virkeligheden er det nye rød. Socialismen er død og den lever videre i et ønske om vidtgående regulering for miljøets skyld.

Connie Hedegaard skriver blandt andet: ”Konservatisme er udtryk for en holdning til, hvordan samfundet bør indrettes. Uden holdninger og principper kan politikeren ikke navigere. Man risikerer bare at ligge under for sidste modestrømning eller det letteste synspunkt. Som politiker må man have nogle pejlemærker at styre efter. Men holdninger er ikke nok. I det 21. århundrede kan politiske beslutninger ikke kun træffes ud fra, hvad man mener eller synes.Politik må også basere sig på fakta og viden. Det gælder ikke mindst på dybt komplekse problemstillinger som f.eks. Klimaudfordringen, hvor meninger ikke er nok.”

Konservatisme er holdninger, men politik er i det 21 årh. mere end holdninger. Hvad betyder det egentlig. Vil man ikke som konservativ altid hævde, at konservatismen netop er en holdning, der tager udgangspunkt i fakta. Hvordan kan man overhovedet hævde en modsætning? Man kan frygte, at her i virkeligheden er tale om at rennoncere på egne holdninger til fordel for en "viden", der selv er et udslag af ideologi. Dermed har man ladet konservatismen underkende af den nye socialisme, som betinger klimapolitikken og det er en ulykke.


Nok om det. Loránd Pálfis artikel fortjener også at blive nævnt. Han skriver i sin artikel blandt andet: “Det engelske sprogs indflydelse på såvel de kontinentaleuropæiske som klodens øvrige sprog har været støt stigende siden 1945. Især de seneste 15-20 år har engelsk bredt sig mere end nogensinde før i verdenshistorien – også i lande hinsides det tidligere Jerntæppe. Mange er bevidste om dette forhold, og meningerne deler sig som regel i to fløje: Der er dem, der er imod, de kaldes oftest “de sure gamle mænd” (de behøver imidlertid hverken at være sure, gamle eller mænd), og der er dem, der er for, det er bl.a., men bestemt ikke kun (for der er f.eks. også økonomiske og handelspolitiske interesser i spil), den unge generation” Med udgangspunkt i denne observation giver han en empirisk velunderbygget fremstilling af den tyske leksikografis omgang med påvirkningen fra det engelske sprog. Du kan læse hele artiklen her.

Der må være en grænse

Meget er sagt og skrevet om grænsekontrol - senest her på bloggen af A.O. Men mere fortjener at blive sagt. Danmark har oplevet den tort at måtte stå skoleret for EU og mange danskere skammer sig sikkert. De oftest Europavenlige journalister i den borgerlige presse godter sig over, at den internationale retfærdighed sker fyldest, at forældrene nu ansvarligt og manende griber ind og kalder Danmark til orden. Lærer den uvorne unge, at den ikke sådan kan genoptegne de streger, man allerede i fællesskab har streget over. Ja Søren Pind må føle sig som en lille dreng i korte bukser, der med sort kul har tegnet en streg henover sine forældre nydelige dug. Den slags gør man ikke ustraffet.

Selvfølgelig, når man er herre i eget hus kan man gøre hvad man vil. Men den erkendelse synes at have undgået vores journalister og særligt de europæiske politikere. Ralf Pittelkow har i en glimrende kommentar angrebet hysteriet over beslutningen, der jo ikke er en genindførsel af paskontrol men en opprioritering af toldvæsnet i grænseområdet, som selv Sverige allerede har gennemført. Men på et plan går Pittelkow alligevel fejl.

Der er ikke tale om hysteri. Europæerne ved udmærket, hvad det drejer sig om. Der foregår en symbolsk kamp om nationalstaternes suverænitet inden for EU. Og som det ser ud nu, er nationalstaterne ved at tabe den. Det forhold, at regeringen, der repræsenterer det suveræne danske folk intet andet tør stille op overfor Europa end at fastholde, at man skam slet ikke har gjort nogen videre ulykke, at man så at sige kun har tegnet en sort streg på en lille flig af dugen, det understreger at det danske folks regering for længst har opgivet at fremstå som repræsentanter for et selvstændigt land, men tværtimod opfatter sig selv som underordnede embedsmænd, der troligt må undskylde og beklage, når Europa retter sit olme blik mod vores gøren og laden.

Grænser er først og fremmest symbolik. Når vi planter hække om vores huse, så er det ikke fordi vi tror, at liguster er et sikkert værn mod indbrudstyve, men lige så meget for at markere hvor grænsen går mellem dit og mit. Vi sætter os i besiddelse af et bestemt stykke jord, og fordi vi gør det, føler vi os hjemme. På samme måde er det jo med et folk. Det er almindelig anerkendt, at der til nationsbegrebet hører visse karakteristika som fælles sprog og fælles kultur, en idé om fælles ophav og så videre, men frem for alt bevidstheden om at høre til på et særligt område.

Ser man sig omkring i verden får man dette bekræftet. Hvad betyder land dog ikke for folk. Ikke tilfældige stykker land, men det at have en lille skive af denne klode, som man kan kalde sin egen. Den slags går folk i døden for. Eller rettere gjorde.

For i Europa har man slettet grænserne. Det er der meget godt ved. Det er en stor lettelse, at paskontrollen er ophævet og man kan kun håbe på, at fremtiden bliver et sted, hvor denne luksus er mulig, der er også saglige grunde til at gøre dette. For man kan flytte ressourcer fra grænsekontrollen til fælleseuropæisk politiarbejde, som måske bedre kan imødegå den grænseoverskridende kriminalitet. Praktiske grunde er der nok af.

Men Europas hysteriske reaktion understreget, at dette ikke handler om praktiske grunde. Da Schengen væltede grænsebommene gjorde de det ikke så meget for vores blå øjne skyld, men for den blå stjernebanners skyld. Grænsen som en del af vores identitet skulle ophæves, for at vores tilknytning til landet kunne underkendes, glemmes og mistænkeliggøres. Det grænseløse skulle være normen, græshopperen Europas nationalfugl. Grænsen mellem os og dem skulle slettes for at også skellet mellem os og dem kunne udslettes. Det kan lyde godt, og for mange vil det lyde godt. Internationalismen og dens borgerlige modstykke kosmopolitismen har allerede vundet sig mange tilhængere blandt de mobile klasser. Men at udslette skellet mellem dem og os, det er bare en anden måde at formulere det værst tænkelige nemlig udslettelsen af Danmark, udslettelsen af os.

"How can you buy Killarney?"

Jeg har været oppe at skændes med min mor. Emnet var efterlønnen, og hvorvidt landet har råd til at fjerne en god del af de arbejdsduelige fra sin arbejdsstyrke, men også hvorvidt mennesket havde ret til at gå på efterløn. Spørgsmålet optager i øjeblikket hver eneste politisk kommentator, og før De Radikale går ud fra forhandlingslokalet og siger, at der er nået forlig, hører talen om dette emne næppe op. Men vi står i en krisetid. Alting må overvejes økonomisk! Vi ser, hvordan grækerne overvejer at udtræde af euroen af økonomiske årsager. Danskerne bliver fortsat mere og mere skeptiske over for EU, fordi der kræves mere af os, end vi får igen. Men mere end alt andet handler diskussionerne, som jeg har berørt, velfærdssamfundet, for vi har nemlig ret til velfærdsydelser, fordi de er garanter for et værdigt liv. Og Gud nåde og trøste det forvildede menneske, der mener, at dette ikke er nok. Der er jo intet, som ikke i sidste ende kan købes for penge. Den mening er man også af på den anden side af det økonomisk-politiske spektrum: Selv utroskab må der gerne opfordres til på reklamesøjler i de største byer, hvis bare firmaet betaler for reklamen, og de uskyldige i de knuste ægteskaber og de ødelagte familier skal holde op med at pive. Det foregik jo på markedsvilkår! Der findes kun én variabel – kun én bagvedliggende drivkraft i menneskets liv: Penge!

Sideløbende med alle disse bombardementer af økonomiske problemstillinger er jeg endnu engang blevet fanget af de irske folkesange. Dette har naturligvis ikke en skid med det ovenstående at gøre – på anden måde, end at musik naturligvis er en vare, der udbydes på markedet som alt andet, og at Irland jo halter økonomisk håbløst bagefter.

Men jeg faldt over den sang, som jeg vil indvie Dem i, kære læser: ”How can you buy Killarney” er skrevet i begyndelsen af 1900-tallet. For en ordens skyld må det siges, at Killarney er en mindre by i det sydvestlige hjørne af Irland. Byen har med opland omkring 17.000 indbyggere og er således ikke et tætbefolket sted, men ligger i et naturskønt område, som er indbegrebet af det, man forbinder med Irland. Et link til en Bing Crosby-version, som måske ikke er fortryllende, men brugbar, findes i slutningen af indlægget.

Vi starter med første vers:

An American landed on Erin's green isle
He gazed at Killarney with rapturous smile
"How can I buy it?" he said to his guide
"I'll tell you how", with a smile he replied

Amerikaneren er her naturligvis et symbol. Amerikanere er jo ikke dårligere mennesker med ringere passioner, værdier og æstetisk sans end os andre – og de har i hvert fald ikke mindre kultur end os andre. Hvornår har vi sidst set en amerikansk turist med en ”nævefuld dollars” og et lystent blik efter at købe de mærkeligste ting – som f.eks. et sejlskib i rav eller Den Lille Havfrue i fuld størrelse. Det er jo i virkeligheden ikke amerikanerne, man først tænker på, når man tænker usmagelige mennesker uden respekt for den kulturelle og historiske kontekst. I mangel af bedre, og fordi digteren nu engang har valgt dette fuldstændigt uoplagte eksempel på præmiekapitalisten, så må vi forsøge at bruge al vor fantasi på at leve os ind i dette billede af amerikaneren som indbegrebet af tanken, at alt er til salg for den rette pris, og at centret for menneskers følelser og passioner, deres tilhørsforhold, nødvendigvis må kunne underordnes pengenes magt.

Omkvædet er den irske guide svar til amerikaneren. Man kan forestille sig, at det har været tænkt, at han – en yngre udadvendt, venlig rødhåret irere med sixpence – har kigget forundret på den selvtilfredse amerikaner og med et ironisk smil svaret ham:

How can you buy all the stars in the skies?
How can you buy two blue Irish eyes?
How can you purchase a fond mother's sighs?
How can you buy Killarney?
Nature bestowed all her gifts with a smile
The emerald, the shamrock, the Blarney
When you can buy all these wonderful things
Then you can buy Killarney

Her må vi nok lige stoppe op et øjeblik. I dette mærkværdige svar, som i øvrigt indeholder flere spørgsmål end svar, og som amerikaneren formodentlig har været groft utilfreds med, er der et par ting, som man måske lige skal have udlagt – navnlig i sjette linje.

The Emerald betyder på dansk smaragd, hvilket de fleste læsere antageligvis har været med på, men emerald er ligeledes et poetisk symbol for Irland. En i en økonomisk kontekst stærkt usaglig udlægning er, at de grønne landskaber, bakkerne og naturen i ét hele gør Irland – på trods af øens beskedne økonomiske formåen og mangel på naturlige værdier – til en ædelsten.

The Shamrock er en trebladet hvidkløver, som ofte bruges som et symbol på Irland. Legenden siger, at Irlands skytshelgen, St. Patrick, brugte den til at illustrere treenigheden i sine forsøg på at kristne irerne i det femte århundrede. Den er således blevet et symbol på Irland og ses mange steder på St. Patricks Day.

The Blarney er en legendarisk sten indbygget i Blarney Castle, som slottets bygherre MacCarthy i 15. århundrede skal have kysset i påkaldelsen af den keltiske kærlighedsgudinde Clíodhna for at vinde en retssag. Denne legende har drevet folk til stedet fra nær og fjern og gør det stadig.

Amerikaneren ville sikkert bare gerne have haft et sted at henvende sig og en pris, men det fik han ikke:

Such a wonderful landscape you never have seen
A jewel so rare 'twould befit any queen
Pride of old Erin, a joy to behold
Heaven on earth, far more precious than gold

How can you buy all the stars in the skies?
How can you buy two blue Irish eyes?
How can you purchase a fond mother's sighs?
How can you buy Killarney?
Nature bestowed all her gifts with a smile
The emerald, the shamrock, the Blarney
When you can buy all these wonderful things
Then you can buy Killarney

Det slog mig, at på trods af, at disse linjer for mange nok vil fremstå som patetiske og for liberalister ikke mindst, så tror jeg, at der er en lektie fra en anden tid, et andet sted, der måske kunne virke til gavn i Danmark i 2011. Mens vi render rundt og skaber dårlig stemning med skænderier om økonomi, og hvem der har ret til hvad, hvem der skal betale, og hvorvidt vi har råd osv. osv., så kunne man måske stoppe op og forsøge at se på livet igennem andre øjne end dem med dollartegnene – uanset om man vil have, eller om man ikke vil afgive.

I den verden, vi lever i nu, er det mere end nogensinde væsentligt at huske, at livet er mere end de penge, vi har eller ikke har. Som et konservativt menneske må enhver materialisering skære i hjertet: Når et menneske gør kongehuset, rigsfællesskabet, kulturen, moralen, naturen og religionen op i penge, så har mennesket tabt sig selv på jorden. Det er at skære kapitælet af den korinthiske søjle. Det er at ofre sin hjemstavn. Det er at sælge Killarney.

Link: http://www.youtube.com/watch?v=awcgL1cEsfo

Det gammeldags redskab

Så blev grænsekontrollen genindført, og der er naturligvis grund til at kippe med flaget. Det er tiltrængt at det igen markeres, at Danmark - delvist, for der er desværre tale om letvægtløsning, der ikke helt er hvad den giver sig ud for at være - er en suveræn nation, der hævder sine grænser udadtil. Men det er naturligvis ikke noget populært tiltag.

Alskens kulturradikale professorer og lektorer trækkes af stald. Danmark er et kolonihaveland; et snæversynet og fremmedfjendsk land, der nu til fulde bekræfter det dårlige image vi har fået ude i den store vide verden - om ikke andet så blandt udlandets kulturradikale professorer og lektorer, der mener at have læst teksten og vide bedre besked. Danmark svigter det globale udsyn og den europæiske idé om fri bevægelighed. Der er ingen ende på sludderet, de politiske klichéer, fra tidens globalistiske elite, der hellere lader sig svinebinde af konventioner, menneskerettigheder og/eller kvindekvoter, end af et usentimentalt fællesskab med fædrelandet, dets historie og deres medborgere. Marlene Wind, fruentimmeret, der er en veritabel nar for Vorherre, er blevet ringet op af et par tyske journalister, der brokkede sig over disse halstarrige danskere, der ikke ligesom tyskerne vil forære eller bortpante deres fædreland bort til eurokrater eller kulturfremmed indvandring, for slet ikke at tale om begge dele.

Ja, netop: Danmark svigter en idé, en vanvittig og selvmorderisk idealisme, der længe har trængt til et velplaceret skud for boven. En utopi om et grænseløst Europa, hvor alt hulter til bulter passerer uhindret over grænserne. Mennesker, varer, mafiabander, hjemmerøvere og smuglere - alle til hobe nyder de godt af den i fri luft svævende frihed. De ophævede grænser er den ydre manifestation af det indre, slet fordækte projekt, der skridt for skridt demonterer nationalstaterne. Ophæver man nationalstaternes mulighed for at bestemme hvem der må opholde sig på deres territorium, fjerner man deres egentlige grundberettigelse og opløser dem i det store tomme intet. Ophævelsen af grænserne er blot et led i et større projekt, der ved hjælp af traktater, konventioner og en ihærdig dommerstand skal skabe en europæisk superstat fra oven. Som bekendt er det en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, i hvert fald hvis man skal tro manden med det særdeles belastede efternavn, Thomas Gammeltoft-Hansen, at hævde sin grænse og forhindre folk i at komme over den. De bliver jo forhindret i at søge asyl i så fald, og er der noget de venstreorienterede gutmenschen ikke kan få nok af, er det asylansøgere.

Derfor er der god grund til at glæde sig over den forstærkede grænsekontrol. Dels fordi den er et praktisk redskab til at bremse den omsiggribende kriminalitet; bremse flaskesamlere, tiggere, sigøjnere, driverter og polske hestetyve, mafiabander og hjemmerøvere. Dels fordi det markerer en national oprustning mod det og de fremmede; en vilje til at sætte skel mellem vores og deres. Et sjældent lys i mørket.

Konservatisme og kulturrelativisme - eller konservatisme uden Gud

Ligesom kristendommen generelt er på retur i samfundet, er også den betydning for konservatismen aftagende. Debatten mellem den konservative Katrine Winkel Holm og den ligeledes konservative Kasper Støvring er nemlig i virkeligheden en debat om forholdet mellem to konservative grundbegreber nemlig ”Gud” og ”Fædreland”. Forleden kritiserede Winkel Holm den Kasper Støvring i Berlingske Tidende. Støvring havde på sin blog skrevet, at han nok ville forsvare vestlige og danske værdier hertillands, fordi de nu engang er vores, mens han vil lade andre kulturer indrette sig som de nu finder rigtigt, dér hvor de hører til. Islam havde som en tradition med 1400 år på bagen sin egen værdi. Dette fik Winkel til at beskylde Støvring for at forveksle konservatisme med en gold traditionalisme, der hævdede ”at alt hvad der er gammelt, religiøst og traditionelt er værdifuldt.”

Winkel Holms indvending mod kulturrelativismen er principiel, for mellem linjerne peger hun på at konservatisme i modsætning til traditionalisme forsvarer noget andet end det, der tilfældigvis er vort. Konservatismen forsvarer nogle specifikke grundlæggende vestlige værdier, ikke fordi de er vores, men fordi de er sande eller bedre end eksempelvis Islams. Debatten mellem Støvring og Winkel Holm skal forstås som en debat, der foregår mellem kampfæller. Det er ikke så meget en praktisk debat, men en politisk filosofisk debat, om ikke hvad konservatismen gør, men hvorfor den gør det. At denne debat så i anden række kan have nogle praktiske konsekvenser er en anden sag.

Grundlæggende afspejler debatten en indre splittelse i konservatismens idéer mellem nationalisme og kristendom. For når Støvring taler kulturrelativistisk, gør han det fordi han er nationalist. Han opfatter værdier som noget, der kun giver mening inden for begrænsede og afgrænsede kulturelle fællesskaber. Når Winkel Holm siger noget andet skyldes det først og fremmest kristendommen.

Kristendommen rummer en universalitet, som er nationalismen helt fremmed. Den hævder at være sand for alle, alle steder og til alle tider. En partikularistisk Nationalisme må afvise at noget sådant overhovedet er muligt. Har kristendommen en værdi, er det allerhøjst som en kulturel komponent, der skaber gode værdier, fælles traditioner og sammenhængskraft. Når nationalkonservative forsvarer kristendommen gør de det med andre ord ikke fordi, den er sand, men fordi den er en sociologisk bekvemmelighed. Eller slet og ret, fordi det nu engang er den tro, som vi herhjemme har.

Modsætningen mellem det nationale og kristendommen er en af årsagerne til at så mange europæiske højretænkere har afvist den fuldstændigt. Mange af dem mente, at kristendommen ikke alene var ikke-national, den var også en forløber til de moderne ideologier liberalisme og socialisme. For var det ikke netop kristendommen, der talte om de sidste tider, om frelsen og hævdede både menneskets frihed og lighed? Med udgangspunkt i disse tanker blev den mellemkrigstidens radikale konservatisme både et angreb på de moderne ideologier såvel som kristendommen.

Den konservatisme, der ikke tog afstand fra kristendommen, men tværtimod i denne så en kritik af det moderne samfunds udartninger drog en anden konklusion. De sagde som den britiske katolske konservative Chesterton, at den moderne verden var fyldt med kristne dyder, der var blevet vanvittige. Dette vanvid skyldtes, at dyderne var blevet afkoblet kristendommen. Med andre ord; for at bremse vanviddet, måtte konservatismens opgave blive at fastholde samfundet på kristendommen. Herhjemme kendes denne konservatisme særligt fra Søren Krarup, der har peget på, at kristendommen er ideologiernes modsætning, som indebærer at ”være jorden tro” som det hedder.

I Danmark har der traditionel været et tæt bånd mellem luthersk kristendom og dansk konservatisme. I gamle dage gav det sig udtryk i, at Det Konservative Folkeparti var et udpræget kristeligt parti, som eksempelvis nød stor opbakning i Indre Mission. I det er det mindre tydeligt. Dansk konservatisme er ofte er blevet revitaliseret gennem mødet med kristendommen, og at den selvbevidste konservatisme ofte har haft et udpræget kristeligt udtryk. I mellemkrigstiden kom det til udtryk gennem den kristeligt-nationale bevægelse Det Unge Danmark og i efterkrigstiden er det særligt Tidehvervskredsen, der har gjort sig gældende med et luthersk inspireret opgør mod velfærdsstaten og multi-kulturalismen.

At der nu er debat inden for dansk konservatisme om kulturrelativisme er tegn på, at denne forbindelse til kristendommen ikke er så selvfølgelig som tidligere. Den generation af national-konservative, som særligt har gjort sig gældende i nullerne er inspireret af en bredere europæisk højredebat, hvor kristendommens rolle er blevet sekundær i forhold til sociologi, nationalisme og kultur, i denne cocktail er der som en af dem på et tidspunkt betroede mig ikke behov for at henvise til Gud, og dermed er kristendommen som bekendelse og sandhed et overstået kapitel for den moderne kulturkonservatisme. 

Bin Laden, vesten og Carl Schmitt

I forbindelse med, at Bin Laden blev dræbt, da han satte sig til modværge mod de amerikanske specialstyrker, oplevede jeg noget underligt. Fra nogle konservative, som man ellers skulle tro ville være glade for, at morderen fra 11. september nu havde mødt sin skæbne, mødte man istedet en bedrevidende forargelse over situationen.
Nogle skrev på facebook, at det da var fint nok, men at han hellere skulle have været fanget i live. En enkelt gik så langt som til at følge Enhedslisten i deres kritik af aktionen. Denne ungkonservative skrev noget i retning af, at hun ville ønske, at amerikanerne istedet for at juble over at have slået deres fjende ihjel, først skulle have tilkendegivet deres principielle kærlighed til gængse retsprincipper og menneskerettigheder og så beklage, at det desværre ikke i den konkrete situation var muligt at leve op til idealet.

Ja! Det kunne have vøæret kønt, hvis amerikanerne, der nu har jaget Bin Laden i mere end 10 år skulle beklage, at de ikke kunne leve op til "menneskerettigheder". Pågældende ungkonservative har sikkert sit hjerte på rette sted. Ja pågældende har uden tvivl hjertet på rette sted, for det er jo netop det pågældende vil vise - og vedkommende er sikkert ikke alene. For at have hjertet på rette sted betyder jo i europæisk sammenhæng at have sit hjerte tæt på idealerne og langt fra virkeligheden. Vi europæere er jo de gode, der har sat os på en høj uden for historien, hvorfra vi dømmer levende som døde og udøver ret og skel til alle sider.

Det er i et sådant Europa, det giver mening at lytte til den tyske radikale konservativ Carl Schmitt, der i mellemkrigstiden kritiserede liberalismen for at sætte sig ud over politikkens grundvilkår, kampen mellem ven og fjende, og derfor være en illusion. Carl Schmitt bør man gå til med nogen varsomhed, alene bør han ikke stå, for endestationen for hans nøgterne realistiske radikalisme er, at magt er ret og som egentlig konservativ må man nødvendigvis have en anden holdning hertil. Ikke desto mindre Carl Schmitt er værd at beskæftige sig med og herhjemme er det gjort bedst af Søren Hviid Pedersen, der er lektor i statskundskab på SDU. I efteråret besøgte han Konservative Studenter for i Foredragsrækken Critique at tale om den forkætrede tænker. Nu er hans foredrag lagt ud på nettet og kan høres her:


Carl Schmitt v. lektor Søren Hviid Pedersen from Konservative Studenter, Aarhus on Vimeo.