Om Critique i 2011

Fra Årsskriftet Critique. I 2011 udkommer tidsskriftet med et særligt tilbud:

Vi er ved at få de sidste artikler ind, før Årsskriftet Critique kan gå i trykken. Vi kan nu løfte sløret for indholdet af Årsskriftet Critique 2011 og desuden præsentere vores store “giv et gratis Critique” tilbud.

Årsskrifter Critique 2011 stiller skarpt på Det Konservative Folkepartis situation. Den konservative partiformand Lars Barfoed vil give sit bud på vejen ud af krisen og sit svar på, hvad konservatisme er og bør være. Dette spørgsmål vil også folketingsmand Rasmus Jarlov behandle. Han regnes for et af partiets unge håb, men står symptomatisk for partiets krise til at ryge ud ved næste valg. Endelig har vi lovning på en artikel fra Henriette Kjær, der i det seneste år har oplevet dansk politik på vrangen.

Derudover har vi en lang række andre artikler. Litteraten og kulturforskeren Kasper Støvring bidrager med en artikel om, hvordan medlemskabet af EU betyder, at folkestyret undergraves af et elitært og udemokratisk domstolsstyre. Professor Ditlev Tamm skriver i sin artikel om, hvordan dannelsen lades i stikken på landets universiteter og hvad dette kommer til at betyde. Filosoffen Henrik Gade Jensen bidrager med et forsøg på ud fra borgerlighedsbegrebet at definere en fælles liberal-konservativ platform, som knyttes til en historisk undersøgelse af borgerbegrebet i det moderne samfund, og stud. scient. anth. Erik Winther Paisley introducerer den interessante aristokratiske liberal-konservative forfatter Erik von Kuehnelt-Leddihn, der var en af de ledende skikkelser inden for amerikansk konservatisme efter Anden Verdenskrig.

Årsskriftet Critique 2011 byder også på en artikel af stud. mag. Rasmus Pedersen, som behandler forfatterne Dostojevskij, Hamsun og Thomas Mann med udgangspunkt i det paradoksale, at den moderne litteraturs store navne egentlig er konservative. Retorikeren Christian Eversbusch og leksikografen Loránd-Levente Pálfi behandler i deres artikel Dansk Sprognævns manglende forsvar for det danske sprog, som de oplever som en årsag til en sproglig og kulturel forarmelse.

Vi bringer også to historiske forskningsartikler. Dr. phil. Jon A.P. Gissel bidrager med en større artikel om konservatismen i slutningen af 1800 tallet, og behandler konservatismens forhold til det nationale i denne periode. Ph.d. stipendiat i historie Jens Wendel-Hansen skriver en artikel om forfatningskampen i slutningen af 1800 tallet, hvor han tager fat på nogle af de mange myter, som den radikale historieskrivning har indhyllet perioden i.

Vi håber, at du vil synes om Årsskriftet Critique 2011 og gør opmærksom på, at vi i år har et særligt tilbud, således at du kan give et nummer af Årsskriftet gratis til en bekendt, hvis du har eller tegner abonnement på Critique inden 1/8 2011. Du skal blot skrive til os på critique@konservativestudenter.dk så sender vi Critique til dig og den, som du vil give et gratis nummer.

Konservatismen på sygelejet

Engang formulerede konservatismens første moderne chefideolog Arnold Fraenkel, at det var konservatismens opgave at være det stabiliserende element i samfundsudviklingen. Samfundet var som en syg mand, der i febervildelse væltede rund i sengen, og det konservatismen kunne var ikke så meget at angive en retning, men at sikre at rystelserne ikke blev for voldsomme. Man kan mene om denne opfattelse af konservatismen, hvad man vil. Nogen ville jo nok kalde den lidt uambitiøs. Hvorfor overhovedet blive liggende i på sygelejet. Hvorfor er det ikke et rejs dig og gå, som er konservatismens ærinde? Hvorom alting er. Hvis Fraenkels bestemmelse af konservatismen er det som Det Konservative Folkeparti måler sig efter, så står det skidt til.

For dansk partikonservatisme er måske ikke just sengeliggende, men Det Konservative Folkeparti vakler vanen tro videre i vild forvirring. Det famler sig frem og vælter snart til den ene side snart til den anden. Men minder partiet ikke slående om den syge mand, som Fraenkel ville redde.

Lars Barfoed havde jeg ikke den store tiltro til, da han blev valgt. Han var nok bedste bud, men også et bud, der kom på banen i konservative kredse påfaldende hurtigt. Hans bagland er den nordsjællandske konservatisme, som var allermest kritisk mod Lene Espersen og rygterne vil vide, at han var en ikke helt inaktiv part i disse bestræbelser. Det bedste bud, ja det var han alligevel.

Han stabiliserede en form for stabilitet, som dansk konservatisme havde brug for. Han havde flere gange ravet uklar med støttepartiet fordi han var af sine meningers mod. Et godt tegn, selvom man kunne være uenig i hans konkrete taktik. Kort efter hans tiltræden som politisk leder, kunne man læse i Kristelig Daglad, at partiet nu ville føre en mere klar konservativ linje med fokus på traditionelle værdier. Det var også godt.

Men hvordan er det egentlig gået. Er jeg den eneste, der sidder tilbage med en fornemmelse af, at partiet har talt når det burde tie, og til gengæld har klappet helt i, hvor dets stillingtagen var nødvendig. Partiet formåede ikke at tage ejerskab over reformerne, selvom det utvivlsomt var det mest reformivrige parti blandt forligspartierne.

Kulturpolitisk har Per Stig været en katastrofe. Som partiideolog har han hvilet på laurbærerne i mange år og dette har også kendetegnet hans virke som kulturminister, hvor hans konservatisme har begrænset sig til at lufte et par rigtigheder, men ellers har stillet sig tilfreds med at administrere en politik, der har været konservatismens modsætning. Kirkepolitisk har han brilleret ved ene mand at sætte en højst uvelkommen debat i gang om adskillelsen af kirke og stat og desuden givet grøn lys til ødelæggelsen af ægteskabet som institution. Hvis kirken om ikke andet i kraft af sin historiske tilknytning til dansk kultur og den danske stat er et stabilt element i landets fluktuerende historie, ja så har konservatismens fremmeste ideolog faktisk gjort sit til at skabe ustabilitet.

Hvis ægteskabet også er en sådan institution, der har sikret faste rammer i det danske samfund på trods af skiftende tider, ja så må man sige, at også her har han gjort sit. Måske var det bedre om han vedblev med at hvile på sine velbehagelige laurbær.

Prisen for vankelmod tager imidlertid Lars Barfoeds noget opportunistiske udmelding om at ville samarbejde med Socialdemokratiet, hvis de borgerlige tabte regeringsmagten. Det skulle have noget at gøre med konservatismens gamle slogan ”borgerlige stemmer, der arbejder”, men som Peter Kurrild-Klitgaard allerede har gjort det, så må man spørge hvem de borgerlige stemmer arbejder for.

Noget helt andet er, at den noget pludselige udmelding helt oplakt skyldes, at De Radikale har haft succes med denne taktik og at Lars Barfoed nu forsøger sig med en radikal løsning på et konservativt problem. So ein Ding müssen wir auch haben! Desværre for partiet køber vælgerne den næppe. Den slags pludselige politiske sindelagsskift, bliver man sjældent belønnet for, faktisk fremstår den slags pludselige politiske handlinger, som en slags politiske spasmer, eller krampeanfald – måske det er den før omtalte feber, der slår igennem her.

At ære en stabiliserende effekt er måske ikke det mest ambitiøse for et konservativt parti, men selv det kræver mod. For at være kontravægt, det kræver mod til at lægge sine lodder i den anden vægtskål, ikke at løbe med en halv vind, men at sige stop, hvor andre slutter op og sige nej, hvor andre siger ja. Dette politiske mod udviser Det Konservative Folkeparti desværre ikke, som sagerne står.

Huset i Haag

”Enhver der påberåber sig menneskeheden er en forbryder.” Ordene tilhører Carl Schmitt, den berømte og berygtede tyske jurist og filosof fra første halvdel af det 20. århundrede. De stammer fra indledningen til essayet Politisk Teologi fra 1922. Omstændigheder omkring Schmitts øvrige virke forhindrer at man for alvor kan tage denne polemiske og programmatiske sentens til sig. Men ordsammenfaldet og den interessante dobbelttydighed, gør det til en uimodståelig fristelse at benytte den som afsæt for dette indlæg.

I disse tider er menneskeheden ellers vældigt omtalt. Det er for menneskehedens skyld at menneskeskabte klimaændringer skal ændres igen. Og nyligt er en serbisk general anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Der er også ytret ønske om at det samme skal ske for Gadaffi, hvis man da ellers kan bekæmpe ham.

For en umiddelbar betragtning er det jo ikke galt at tale om en menneskehed; da slet ingen forbrydelse. Biologisk og materielt er forskellene menneskene imellem ufatteligt små, og det er så sandt som det er sagt, at vi alle bor under den samme sol. Skabningens menneskekår er vi alle underlagt. Så vidt så godt.

Jeg er hverken særligt filosofisk eller juridisk belæst, men det slog mig alligevel, at netop den aktuelle anklage mod Mladic for forbrydelser mod menneskeheden, klarere end så meget andet kan vise det problematiske eller blot uforståelige i den moderne og mere eller mindre udbredte menneskehedstænkning. Problemet er selvsagt ikke at man vil straffe ham for hans ugerninger i en art retsopgør efter Balkankrigene.

Det uforståelige ligger i selve sigtelsen. Et menneske gør vold på menneskeheden og det ønskes straffet. Men hvad ligger der uudtalt i dette ønske? Mindst en af to ting: Enten at man stipulerer, eller rettere dekreterer, at menneskeden er på en bestemt måde. Menneskeheden er af en sådan beskaffenhed at den ikke udøver drabs – og voldshandlinger mod sagesløse i en bestemt stor skala. Det er ikke menneskeligt at gøre det og derfor umenneskeligt at gøre det. Denne position betyder i sig selv at man med lov eller lovs brug bestemmer hvordan menneskene er eller bør være. Totalitært, om noget. Men derudover fører det også logisk over i den anden position der kan ligge til grund: Nemlig at man ikke direkte bestemmer det menneskelige, men derimod blot frakender den anklagede sin menneskelighed. Han gjorde det umenneskelige og blev det derfor selv. Men, han kan ikke i eksistens og handling være et fuldgyldigt medlem af en universel menneskehed og samtidig forbryde sig mod den.

Begge positioner ender i samme logiske uholdbarhed. De er for så vidt to alen af samme stykke. Enten bestemmer en domstol hvad det menneskelige er, eller også bestemmer den hvem der ikke har del i det menneskelige. Det første er kontraintuitivt om noget – og hvis der er en lære at hente i historien (den med stort H), så er det da netop det. At menneskeslægterne er i stand til de mest utrolige ugerninger. Det andet, umenneskeliggørelsen, associeres netop med den slags totalitarisme som den moderne menneskehedsjura sattes i verden for at forhindre skulle gentage sig. Et skævt smil, et glimt i øjet, en dårlig smag i munden og en hilsen til Carl Schmitt er måske på sin plads her.

Men hvad betyder alt dette? Blev det uforståelige forståeligt? Muligvis ikke, det er stadig store paradokser at gabe over, og måske hensigterne er agtværdige nok. Måske de politiske betingelser er bydende nok. Men mest sandsynligt er det vist, at domstolens hus i Haag, ligesom de fleste andre menneskehuse, er et hus i splid med sig selv.