Mod højreradikalismen

Norge er vågnet til en national katastrofe og det samme gælder i virkeligheden for alle os, der troede, at den slags ikke kunne ske her.

Særligt må angrebet ægge til omtanke hos de af os, der for at være helt ærlig, var overbeviste om, at dette var endnu et angreb begået af islamister. Her skal man ikke gemme sig bag, at dette var den almindelige holdning og at man i første omgang troede, at avisen Verdens Gang, var angrebets egentlige mål. Tanken om islamistisk terror kom mange af os i hu, allerede før vi kunne vide os sikker på noget som helst.

I sidste ende kom angrebet ikke fra den kant, men derimod fra højreradikalismen, fra en såkaldt national. Den anholdte Anders Behring Breivik har angiveligt tilknytning til højreradikale miljøer og efter, hvad man kan se på den Facebook side, som vi må regne med, er hans, så beskriver han ikke bare sig selv som nationalist, sådan som det har været fremme i medierne, han kalder sig konservativ og kristen, at han derimod skulle kalde sig kristen fundamentalist, har jeg haft svært ved at konstatere. Rundt omkring i Cyberspace har han angiveligt efterladt sig spor, der viser, at han har taget dette med sin konservatisme alvorligt, at han har opfattet sig som en kulturkonservativ, der stod i et opgør med islam og med multi-kulturalismen.

Men det er ikke en konservativs handling at massakrere sine landsmænd. Konservatismen handler også om mådehold, om almindelig sund fornuft, om at forblive på civilisationens grundlag mod barbariet, at forsvare alt det mest værdifulde i vores samfund. Anders Berhring Breivik synes at have gjort præcis det modsatte, og en forbryder er hvad han er.

Men denne forbrydelse har et ideologisk ophav, derom er der vel næppe tvivl, selvom vi stadig tør håbe, at dette er en gal mands værk. Nogle har talt om, at vi her har at gøre med en norsk Timothy Mcveigh og hvis det er sandt så styrker det billedet af, at det drejer sig om et udslag af en fanatiseret højreradikal position, som har stirret sig blind i raseri mod samfundets udvikling og har vendt sig mod hele dette samfund, dets institutioner, værdier og de konkrete, levende mennesker i dette samfund. Dermed har denne højreradikale ideologi afsløret sig selv som en perversion, der intet kan opbyde i forhold til et forsvar for dette samfund og dets værdier, og som et symptom på den radikalisme, som al sund konservatisme til enhver tid må bekæmpe.

De anstændiges flugt

I København sidder en mand, der kalder sig konservativ. Han kalder sig også Mogens Lønborg og engang kaldte han sig oven i købet sundhedsborgmester. Vi kalder ham også Mogens Lønborg, men vil til gengæld ikke strække os så vidt at kalde ham konservativ. Mogens Lønborg har i dag taget bladet fra munden i den eneste avis, der har interesse for hans variant af konservatismen; det notorisk venstreorienterede dagblad Information.

Lønborg vil gerne trække streger i sandet – ikke over for venstrefløjen vel at mærke – men over for Dansk Folkeparti, partiet der – hvis man skulle have glemt det – har været et stabilt borgerligt støtteparti i 10 år. !0 år er som bekendt længe, og Lønborg er nok en af de folk, der siger nok er nok. Ligesom flere konservative hovedbestyrelsesmedlemmer har meldt ud, at det ville være en god idé hvis de konservative stod uden for regeringen, hvis der ikke kommer skattelettelser på programmet, så har Mogens Lønborg fået den indsigt at det egentlig er samarbejdet med Dansk Folkeparti, som skræmmer de konservative vælgere fra De konservative. Nuvel. Man kan jo tvivle på, hvad Lønborg mener med konservative vælgere. De er i hvert fald ikke konservative i nogen konventionel forstand, og de er jo heller ikke konservative i partipolitisk forstand, hvad er det da, der gør disse vælgere, der er stukket af konservative? Er det mon fordi nogle af dem færdes i samme cirkler som Lønborg i det bedre borgerskab, og i øvrigt deler alle hans synspunkter, men alligevel ikke vil stemme på ham på grund af samarbejdet med Dansk Folkeparti? Hvem ved!

Det er næppe heller alle de forsvundne konservative vælgere, som falder under Lønborgs betegnelse konservativ. Angiveligt skulle en del af dem være forsvundet ikke til LA og Radikale, men til Venstre og Dansk Folkeparti – Er de sidstnævnte grupper mon også stukket af på grund af De Konservatives samarbejde med Dansk Folkeparti, eller er de i virkeligheden flygtet for at undgå folk som Lønborg?

Lønborg må jo ellers nok vide, hvordan man får folk til at flygte. Mens De konservative endnu havde nogen betydning på landsplan, formåede han nemlig at indkassere det ene nederlag efter det andet til partiet i København, og der udbrød endog borgerkrig i den konservative byrådsgruppe. Ja Lønborg ved nok noget om konservativ turbulens og vælgerflugt, for han har ikke oplevet andet i sin politiske karriere, eller hvad man nu skal kalde det.

Nej til højere tobaksafgifter

I en meningsmåling (FS, 10/7) mener Socialdemokraterne at have fundet frem til, at danskerne -dette misbrugte samlebegreb for respondenter -ønsker højere tobaksafgifter. Ikke uventet ønsker flertallet af respondenterne højere afgifter på tobak, hvorimod et mindretal er imod, nogenlunde sammenfaldende med fordelingen af rygere og ikke-rygere. Det er ikke så underligt: Meningsmålingen svarer til at spørge, om man foretrækker, at en selv eller naboen skal betale mere i skat. Naturligvis vil man helst selv slippe og dynge regningen over på andre.

Det er så typisk. Lejere mener, at ejere skal betale mere i boligskat. Offentligt ansatte mener, at den offentlige sektor får for få penge. Ikke-millionærer vil indføre millionærskat. Forlæng selv listen. Sådan kører skattekarrusellen ufortrødent, og uden at nogen stopper den. Her har vi grundskavanken ved den kolossale offentlige sektor og velfærdsstaten; den såkaldte fordelingskamp: at borgerne kastes -og kaster hinanden -ud i en skånselsløs og egoistisk kamp for dels at få mest muligt fra de offentlige kasser, dels bidrage mindst muligt -og i forlængelse heraf få alle de andre til at bidrage mest muligt.

Som følge heraf har friheden trange kår. Et flertal behøver ikke at udvise special omtanke over for et mindretals frie valg, og her er de iværksatte initiativer mod tobaksrygning et skoleeksempel. Flertallet tromler af sted, anført af fantasten Morten Grønbæk, der mener at kunne fastslå, at ingen mennesker ryger af lyst, og at tobak i øvrigt skal forbydes totalt. Han har stærke venner, hele vejen op i EU-systemet, hvortil den nationale politiske kamp forlægges, når nationerne bliver for halsstarrige. Så indføres bindegale tiltag som kvindekvoter og altomfattende rygeforbud bare af europæiske politikere, hen over hovedet på de danske modstandere. De borgerlige partier bør i den grad foretage en dybtgående selvransagelse overfor EU-projektet, der truer vor nationale selvstændighed.

Det kræver karakterstyrke at være frihedens stædige forsvarer. At fastholde, at friheden altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide, med et udtryk lånt fra Christopher Arzrouni. Det er ikke et statsanliggende at blande sig i, om borgerne ryger tobak, eller hvor de gør det. De statslige kampagner og tiltag vendt mod tobaksrygning er totalitære og et udslag af en barnepigetankegang, hvor borgerne er til for staten og dens institutioner og ikke omvendt. Vanskeligheder med at få sygehusbudgetter til at hænge sammen er ikke et argument for afgiftsforhøjelser, de er snarere argumenter mod sygehusordninger, hvor enhver kan te sig lige så tosset, som vedkommende vil, og stadig få vederlagsfri behandling. Lad mig tilføje, at jeg er tilhænger af et vederlagsfrit og skatteyderfinansieret sygehussystem.

Det hævdes, at politikere "må gøre noget"; at de ikke kan se "passivt til". Det er det rene blændværk. Friheden -en reel og varig frihed -afhænger af at politikere er bastede og bundede; at politikere ikke kan gribe frit på hylderne og læsse alskens byrder på bestemte enkeltgrupper.Tobak er allerede mere end rigeligt afgiftsbelagt og der må siges fra: Et klart nej til højere tobaksafgifter!.

Ubearbejdet debatindlæg, bragt i Fyens Stiftstidende

De sidste timer

Jeg har, som en ganske uventet gave, fået et smukt indbundet eksemplar af bogen De sidste Timer. Den udkom første gang i 1947, og er en mindebog om de danske modstandsfolk, der kom af dage ved officielle henrettelser, mellem august 1943 og befrielsen. Den udgøres af de afskedsbreve de fik lov at skrive i timerne forud for eksekveringen af deres dom. Forordet oplyser at der fandt mellem 110 og 120 sådanne ’formelige’ henrettelser sted. Ikke alle de henrettede er repræsenterede, men bogen giver et stort og bredt udvalg. Før hvert brev, eller brevsamling, er indsat et portrætfoto og en kort beskrivelse af levnedsforløbet forud for – og under deltagelsen i modstandskampen. Gennemsnitsalderen for de henrettede var godt 25 år. Nogen skrev kun et enkelt brev af få linier, og andre nåede på de få timer at skrive indtil flere breve, af til sammen flere siders længde. Nogle af brevene skriver blot et ’tak for alt’ til efterladte familiemedlemmer, andre beskriver hvordan begravelsen ønskes, og andre har karakter af åndlige testamenter, der beskriver bevæggrunde og hvad personen henter sin trøst i, i denne skæbnens stund.

Det er ikke altid de længste og mest følelsesladede breve, der er de mest gribende eller rørende. En Poul Andersen, der ledede en nedkastningsgruppe i Hornslet, skrev således blot otte opmuntrende linier til sin spejdertrup. Det totale fravær af hilsener til familie og nære venner, appellerer, på sin egen måde, både til indlevelse og fabuleren hos læseren.

Men fælles for i hvert fald alle de udvalgte breve, er en tilsyneladende accept af det uundgåelige, og et ønske om at trøste de til hvem brevene er stilet.


Den i dag mere kendte Kim Malthe-Bruun skrev et langt brev til sin mor. Kære Mor. Det er fyldt af en poetisk og humanistisk idealisme, som understreger den påfaldende optismisme, som er en rød tråd i alle brevene.

”Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en Krigsret. Vi blev dømt til Døden. Jeg ved, du er en stærk Kvinde, og at du vil tage dette, men hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal ogsaa forstaa det. Jeg er kun en lille Ting, og min person vil meget snart være glemt, men den Idé, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder paa din Vej…”

og

”Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig saa naturligt, saa ligetil. Det er kun den bratte Maade, der afskrækker os i første Nu. Tiden er kort, Tankerne mange. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men mit Sind er fuldkommen roligt. Jeg vilde gerne have været en Sokrates, men Publlikum manglede. Jeg føler den samme Ro som han og vil meget gerne, at I helt forstaar det.”

og tilsidst

”Jeg ser, hvad Vej det gaar i vort Land, men husk, og det skal I alle huske, at Drømmen ikke maa være at naa tilbage til den Tid inden Krigen, men at Drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt Ideal for os alle. Det er den Gave vort land tørster efter, noget, hver lille Bondesøn kan se hen til og med glæde føle at han har Del i og arbejder og kæmper for.”

- ”I Hast – din ældste og eneste Søn. Kim”


Et meget anderledes, men lige så prægnant åndsdokument, blev Christian Ulrik Hansens afskedsbrev til hjemmet. Han var leder af en sabotagegruppe under Holger Danske. Han var også teologistuderende, og brevet bærer præg af en stærk tro.

”Først Tak, Far og Mor, for hvad I altid har været for mig, jert Offer har været stort; jeg har i mit Liv forsøgt at gøre mig værdig til dette Offer. I kender mig, I ved, hvad jeg har kæmpet for og dør for. Lad det levei jer og gøre vort Hjem stærkt i Tidens Storme. Lad det binde jer sammen, I kære fem. Saa bliver da disse tre, Tro, Haab og Kærlighed, men størst blandt disse er Kærlighed: lad Kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor Skyld. Ogsaa min Skyld har han taget paa sig. I Troen paa, at han har taget min Synd paa sig, i Haabet om at han vil tage mig ved Haanden og i Kærlighed til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor Mening dermed. Livet og Døden er jo slet ikke Modsætninger, de fuldkommengør jo kun hinanden.”

og

”Om to Timer staar Solen op. Saa knalder Skuddene ud over Landet. Græsset græder Dug, men se, Solen staar op, og kysser Duggen og Græsset. Og hjemme i Haven aabner Blomsterne deres duftende Kalke. Rosen gløder. Se Solen staar op. Alle I derhjemme. Bøj Knæ i Solopgangen. Bøj Knæ og bed til ham. Der vilde give sit Liv, for at vi kunde leve. Se, Solen stiger op over Landet, Guds straalende Sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner. Snart raaber han sit Holdt ind i denne grædende, lidende Verden, snart vil han erstatte sin Kærligheds Strenghed med dens Mildhed. Og det skal da være mit allersidste Ønske, naar Freden er inde, tag da et forældreløst tysk Barn til jer i stedet for mig. Thi saaledes forlanger Gud det af os, at vi skal være Redskaber først for hans Strenghed, saa for hans Mildhed.”

- ”Gud i Vold. Kristian.”


Brevskribenterne har forstået deres situation i lyset af forskellige, magter, i mangel af bedre ord. For nogen Gud, for andre den rent menneskelige kærlighed og for andre igen et offer for fædrelandet. Enkelte breve kan virke rørstrømske, og enkelte andre igen særpræget kolde. Men en ting har de til fælles: Den pånødne accept af døden, det uundgåelige. Timeligheden som menneskets bestemmende vilkår. Der er for så vidt ingen forskel på den der blev 20 år og den der blev 40. Nogen fæster lid til Gud i deres kristne tro, og andre knytter håb til en fremtid der er bedre, end den tid de selv nåede at opleve. Men ingen flytger fra timeligheden.

På enkel og medrivende vis, tvinger det læserens tanker frem til samme kant, som de henrettede stod ved. I det lys, er det lige så meget en art forkyndelse, som det er historiske dokumenter om modige frihedshelte. Det er opbyggelig læsning for al rodløs ungdom, og for ungdomforherligende voksne af alle aldre.

Forretningsgangen

Det er en ganske almindelig dag i Integrationsministeriets 14. afdeling. Fuldmægtig Teodor Amsted passer sit arbejde - svarer telefonopkald, forbereder notater og responsa. Han er en pertentlig mand, bosat i Upsalagade, og ikke begejstret for tidens åbne kontorlandskaber, der forstyrrer enhver mulighed for at koncentrere sig. Tiden slæber sig af sted og sammenhængen mellem teksten i den svære bog og teksten på skærmen er svær at fastholde.

På kontorchefens kontor residerer Herluf Ohmfeldt. En bredbringet bulderbasse, der som enhver anden i den bedre lønningsklasse af departementerne har den veludviklede evne, at han kan slippe ud af ubehagelige sager og indgå studehandler. Pludselig træder et bud ind af døren. Buddet overrækker kontorchefen en konvolut med en meddelelse: Ministeriet må i al hast forberede de nødvendige notater og responsa for at regeringen kan iværksætte lovgivning, der pålægger borgere, der har været bosat i Danmark mere end 7 år, selv at betale for tolkebistand. Bilag vedlagte.

Kontorchefens næse fortæller ham, at dette er en besværlig sag. En med masser af skriverier i pressen. En sag, hvor man som embedsmand nødigt vil kunne hænges op på noget og risikere at skulle bistå ministeren ved et samråd, hvor oppositionens håndtaskebevæbnede fruentimmere og piccoliner altid slår i bordet. En sag, hvor der skal indhentes mange oplysninger fra fjendtligt indstillede høringsberettigede, som alle skal strikkes sammen og betænkes i lovens endelige udformning. Der er brug for en omhyggelig mand til et sådant arbejde.

Kontorchefen åbner døren - som den eneste sidder han endnu i lukket kontor - og kaster et blik udover de øvrige medarbejdere. Teodor Amsted har netop afbrudt sine skriverier, rejst sig fra skrivebordet og gået mod køkkenet og kaffemaskinen. Det tunge juristeri kræver stimulanser. Herluf Ohmfeldt er en snarrådig mand, så han rejser sig hurtigt fra skrivebordet, og går selv ud for at hente kaffe. Sagen er velanbragt hos Teodor Amsted, nu skal aftalen blot i hus.

Ved kaffemaskinen hilser Amsted og kontorchefen, og Amsted spørger til buddets ærinde: Ohmfeldt redegør for sagen og beder Amsted om at påtage sig arbejdet. Rygtet vil vide, at den siddende regering plages af en insisterende interesse for at få lovgivningsarbejdet i hus, så her må der handles. Amsted må påtage sig opgaven - kontorchefen vil drage omsorg for, at få afviklet den sag, som Amsted netop er beskæftiget med. Teodor Amsted er som nævnt en pertentlig mand, som sjældent undslår sig en opgave og endnu sjældnere modsætter sig den kontante kontorchefs vilje. Altså accepterer han, vel vidende at der venter meget arbejde forude.

Ved skrivebordet sammenholder Amsted bilagene til buddets meddelelse med eksisterende lovgivning, og sammenfatter dette i et resumé, som skal tilgå den høringsberettigede. Han ved, at der bliver knas med Institut for Menneskerettigheder og Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination. Embedsmænd og skriverkarle bekriger gerne hinandens skriverier med en lidenskab, der overgår enhver læserbrevsskribents.

Amsteds resumé tager kun et par arbejdsdage at færdiggøre, så rundkastes det til de høringsberettigede. Amsted sørger for at være færdig en fredag, således at der er et par hviledage - plus mandag og tirsdag - før svarene tikker ind. Indsigelserne bliver ganske rigtigt mange. Kommentarerne er entydige: På kant med konventionerne, i strid med artikel CRM 114 og en høringsberettiget påpeger også, at der tale om lovgivning ensidigt vendt imod en i forvejen svag og marginaliseret gruppe.

En ting er dog disse vagthundes indberetninger; fra forvaltningens side kommer der også kommentarer og indsigelser. Er der foretaget beregninger over forslagets samlede balance?
Bliver udgiften til administration ikke højere end provenuet fra egenbetalingen? Der spares jo en masse administration, ved at give alle ret til alt! Er det sandt, at dette forventede provenu fratrækkes det samlede bloktilskud? Alle disse indsigelser summer i fuldmægtig Amsteds hovede, og han må skrive til andre ministerier og bede dem finde regnestokken frem og udregne forslagets samlede balance. Desforuden skal der udarbejdes et notat til ministeren, som også må overveje lovforslagets konsekvenser. Det sidste er det værste, for ofte insisterer den siddende minister - en viljefast og selvstændigt tænkende mand - på at sidde embedsværkets indvendinger overhørig. En sej satan.

Amsted sukker og sveder over stablerne af papirer, og det hele er virkelig ikke nemt. Tilmed får pressen - Dagbladet Information - nys om sagen og skriver kritisk om initiativet. De høringsberettigede lader sig villigt interviewe og referere, og aviskampagnen tager entydigt afstand fra planerne, som blot er endnu et led i VKO-flertallets fremmedfjendske og asociale politik. Amsted må altså navigere i hajfyldt farvand, men et lovforslag kommer dog på benene dog med undtagelser og præciseringer. Rigsfællesskabet, det tyske mindretal og krigs- og granatchokramte har måttet betænkes og undtages fra bestemmelserne, dog må sidstnævnte underkastes en lægefaglig vurdering og tro og love-erklæringer.

Forslaget hastebehandles og vedtages i Folketinget, men hermed er lykken ikke gjort. Embedsværket arbejder ufortrødent. Modviljen mod at administrere forslaget findes stadig i forvaltningen, ikke mindst fastholdelsen af at provenuet skal modregnes bloktilskuddet. Så er der jo færre penge at rutte med, og hvem kan regne med en besparelse i vore dage? Selv efter forslagets ikrafttrædelse kimer telefonerne, både hos økonomichefer og endog i ministeriet. Hvordan og hvorledes? Hvordan administrerer vi? Dokumentations- og rådgivningscenteret bebuder en retssag, der om nødvendigt føres til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En tabt sag vil skade Danmarks blakkede ry endnu mere. Sagen er dog af Teodor Amsteds hænder, indtil han en dag får bud fra en gammel skolekammerat, men det er en helt anden historie.

Forvaltningen er lige så røget, som andre er spegede, og tro og love-erklæringer kan fabrikeres og undertegnes på samlebånd. Således undgås den besværlige administration, de kedelige historier i Dagbladet Information og de betændte retssager. Og således må det politiske system sande, at det ikke er nok at have flertal for sine beslutninger i Folketinget: Yes, minister.