Valget

Jeg har tænkt meget over, hvad der er at sige om valget. Mange gode og kloge mennesker har jo nogle fornuftige analyser, og guderne skal vide, at der er mange ting, man kunne kommentere på ikke mindst hvad angår Det Konservative Folkeparti. Jeg er dog efter moden overvejelse kommet frem til, at der intet andet er at sige, end hvad Evelyn Waug sagde i 1959:

"I have never voted in a parliamentary election. I Shall not vote this year...In the last three undred years, particularly in the last hundred, the Crown has adopted what seems to me a very hazardous process of choosing advisers: popular election. Many great evils have resulted...I do not aspire to advise my Sovereign in her choice of servants"

og da vi nu er bevlet enige om det, vil jeg da benytte lejligheden til at anbefale artiklen om Evelyn Waughs modernitetskritik i Critique nr. 2. Den kan læses her. Der vil man kunne finde mere fornuft end, man vil komme til at høre resten af dette folketingsvalg.

Repliques første artikel

Og så blot en lille ekstraopdatering ang. Repliqe: Nu er den første artikel blevet lagt ud på hjemmesiden. Det er Loránd-Levente Pálfis store anmeldelse af Aarhus Universitetsforlags flagskibsbogserie ( hvis det ord findes) UNIVERS, som er udkommet gennem de seneste 10 år, og som anmelderen har læst sig igennem. En stærkt anbefalelsesværdig artikel, som også får diskuteret dannelsesbegrebets relevans. LINK

Nyt kultur og debattidsskrift af kredsen bag Årsskriftet Critique

I tilslutning til Årsskriftet Critque udkommer fra i dag online tidsskriftet Replique, som har særligt fokus på kritik og anmeldelser af blandt andet borgerligt debatlitteratur, værker inden for den politiske idehistorie, samt kulturstof og opinion. En slags "Bøger & Debat" sektion kan man måske kalde det. Replique er ganske gratis, og du kan læse mere her:

http://critique.ksaa.dk/2011/08/byd-velkommen-til-replique/

Uddrag

Siden systemskiftet, som den borgerlige valgsejr i 2001 er blevet betegnet, har Danmark været midt i en kulturkamp, i hvert fald hvis man skal tro begge sider af det politiske spektrum. Men det er symptomatisk for den såkaldte kulturkamp, at den ikke har været effektiv netop på kulturens område; om noget synes det, at billedet af en kulturel overklasse, der definerer sig i skarp modsætning til den brede befolkning står tydeligere end nogensinde. Kulturkampen har ikke så meget være et forsøg på at forandre dette billede af en venstreorienteret kulturel overklasse som et forsøg på at gøre denne kulturelle overklasses synspunkter og analytiske tilgange illegitime; man ville ikke komme med et borgerligt alternativ til smagsdommerne, men snarere fortrænge smagsdommerne fra den offentlige debat. Kulturkampen har på sin vis sejret ad helvede til; man har så at sige vundet kampen, men tabt kulturen.

Artiklerne lægges ud løbende, ca. en om måneden er planen, og første store artikel lægges ud imorgen.

Lidt mere om højreradikalisme på sappho.dk

Jeg har i dag en klumme på Sappho.dk, som handler om konservatisme og højreradikalisme. hvis man har læst Critique artiklen om det samme, er der ikke så meget nyt, for det er nogle af de samme pointer, blot lidt kortere formuleret. Synes man at artiklen på de 20 sider er lidt for meget at give sig i kast med, kan jeg dog anbefale klummen - også selvom en af kommentatorerne tilsyneladende har set sig gal på tilstedeværelsen af flerstavelsesord i indlægget, men det er jo et kors vi begge må forsøge at bære. Læs hele artikel her.

Et par uddrag

"En af de sandheder, som hurtigt blev vedtaget efter terroraktionen i Norge er, at Anders Breiviks ideologi bedst kunne forstås som en slags nationalkonservatisme.
Denne sandhed er nært knyttet til holdningen om, at årsagen til tilfældet Breivik er at finde i debattonen. En holdning, der blev spidsformuleret af Politikens Anita Bay Bundegaard, som på TV talte om et kontinuum mellem nationalkonservatismen og Breivik.
Sagt på en anden måde: Breiviks massakre på Utøya er den logiske og naturlige konsekvens af nationalkonservatismens tilstedeværelse i debatten."


"Den borgerkrig, Breivik taler om, er ikke som hos visse nationalkonservative en forestående trussel, der skal undgås, men derimod en storslået mulighed for en udrensning, som kan sikre etnisk, kulturel og moralsk renhed i Europa.


Derfor ser han det også som sin opgave at hjælpe den på vej. Hans borgerkrig er ikke sammenbrud, men en national revolution."


"Højreradikalismen er ikke en fortsættelse af konservatismen, men tværtimod en perversion af konservatismens forsvar for det nationale, det frie samfund, det personlige ansvar, kristendommen og den sunde mådelige udvikling."

Botox afslører forgrenet højrefløjsnetværk, der sætter alle tidligere afslørede netværk i et dårligt lys!

Idet Reaktionens efterretningsdivision Botox netop har optrevlet et større højreorientere netværk bestående af personer i toppen af det danske samfund, mange med tvivlsomme sympatier og vaklende holdninger til det parlamentariske demokrati, har vi efter megen omtanke – vi frygter jo netværket – besluttet os for at offentliggøre hidtil hemmeligholdt dokumentation, som afslører dette netværks personkreds, arbejdsmetoder og mål.

Det drejer sig om et netværk bestående af personer fra samfundets absolutte top. Vi taler finanseliten, meningseliten, den politiske elite, balleteliten, forsvaret alt hvad der kan krybe og gå af sildesalatsbefængt øvrighed er faktisk infiltreret af dette netværk. Netværket har tætte relationer til bl.a. følgende institutioner: Det Konservative Folkeparti, Venstre, KU, Berlingske Tidende, Svendborg Avis, Aarhus Stiftstidende, Aalborg Stifsttidende, Dagbladet København, Dansk-vestindisk samfund, ØK, Akademisk skyttekorps, Studenterforening, Heimdal, To Løver, Dannevirkebevægelsen, CBS, befrielsesregeringen, modstandsbevægelsen, folkekirken, det kgl. teater og Politiken ej at forglemme forsvaret og politiet. Flere af netværkets medlemmer har beklædt de absolut højeste poster i samfundet og flere af dem har haft kontakt til kongefamilien ved flere lejligheder. I perioder har både justits- forsvar- og udenrigsministeriet været kontrolleret af repræsentanter fra dette netværk.

Netværket, der i dag er opløst, men har virket længe efter sin opløsning og trukket i trådene, befinder sig på det yderste højre og arbejder for en national og åndelig genrejsning af Danmark. Deres ideologi er præget af stærkt nationalistiske og imperialistiske undertoner, der er udpræget kritik af parlamentarismen, og en tendens til en fjendtlig diskurs over for politiske modstandere, hvis legale politiske virke betegnes som undergravende. Bevægelsen har arbejdet med planer om etableringen af et nationalistisk anti-socialistisk parti, og oprettelsen af en nationalistisk højskole, ingen af projekterne er dog blevet realiseret.

Afsløringen

Med eneret for Reaktionen kan navnene på netværkets medlemmer her afsløres, idet dog kun et lille udsnit af netværkets løsere associationer kan nævnes på grund af den højreorienterede konspirations enorme omfang: Det drejer sig om politimester, MF Vagn Bro (V), redaktør, MF, skoleborgmester i København, Pastor Alfred Bindslev (C), redaktør, MF, forsvars- og udenrigsminister, formand for Moralsk Oprustning Ole Bjørn Kraft (C), Pastor, MF Kristen Amby (C), pastor, MF Hans Thyge Jacobsen (C), Landsretssagfører, Rådmand i Århus I.C. Sørensen (C), Landsretssagfører, MF, minister uden portefølje Henning Hasle (C), Professor v. Handelhøjskolen i København Max Kjær Hansen, byretsdommer Huno von Holstein, Operainstruktør v. den kgl. ballet Kanneworff, chefredaktør v. Berlingske Tidende og Jydske Tidende Helge Knudsen, Stiftprovst Hildegaard (V), frihedskæmper Peter de Hemmer Gudme, chefredaktør v. Politiken Svend Tillge Rasmussen. For blot at nævne et par stykker.

Derudover har netværket tætte kontakter til og samarbejdet med bl.a. H.N Andersen (ØK), chefredaktør v. Dagbladet København Harald Witzansky, chefredaktør v. Aarhus Stiftstidende Funch-Thomsen, forlægger Arnold Busck, redaktør v. Kolding Avis Erik Hansen, chefredaktør v. Aalborg Stiftstidende Schiøttz-Christensen, Redaktør v. Berlingske Tidende Anders Vigen, Redaktør v. Nationaltidende L. Estrup, malerske Agnes Slott-Møller og partiformand John Christmas Møller (C).

Hvis man har yderlige spørgsmål, kan disse ikke besvares, da vi efter vores omfattende afsløringer er taget på en lang ferie.

Lidt om Årsskriftet Critique 2011

Så er der nyt fra Årsskriftet Critique: "Redaktionen arbejder for tiden med at få Årsskriftet Critique 2011 gjort færdig. Traditionen tro kommer dette års nummer til at indeholde en lang række artikler, der både går bag om tidens politiske debat, samt går i dybden med emner med særlig relevans for den borgerlige samfunds- og idédebat i Danmark. Critique 2011 kommer til at være på ca. 150 sider og koster 100 kr. Som noget nyt har vi et år et tilbud til nye og gamle læsere. Hvis du bestiller Årsskriftet Critique inden 1/9, kan du give et gratis eksemplar til en bekendt. Du bestiller blot Årsskriftet Critique på normal vis og sender adressen til os, så sender vi seneste nummer. Du kan læse om artiklerne her." Bestil

Borgerlig Værdikamp version 2.0

v. folketingsmedlem (c) Henriette Kjær

Drop de lange udredninger

v. folketingsmedlem (c) Rasmus Jarlov

Konservatismen og den højreradikale terror

v. ph.d. stipendiat Christian Houlberg Skov

På kanten af modernismen

v. stud. mag. Rasmus Pedersen

Folkestyre eller Domstolsstyre

v. post. doc., ph.d. Kasper Støvring

Klog borgerlighed

v. mag. art. Henrik Gade Jensen

De provisoriske finanslove

v. ph.d. stipendiat Jens Wendel-Hansen

Konservatisme og nationalfølelse i sidste trediedel af det 1800-tallet

v. dr. phil. Jon A.P. Gissel

Fra dansk sprognævn til dansk sproglevn?

v. cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch & Loránd-Levente Pálfi

Messerschmidt om konservatismen

Når Messerschmidten er skarp, så er han ofte meget skarp. Det er han foreksempel i sit frække og veltilrettelagte angreb på Lars Barfoed, der tidligere i Weekendavisen afviste, at DF var et konservativt parti, fordi Messerschmidt havde været så uforsigtigt at skrive noget i retning af, at den fuldstændige lighed var en smuk tanke, men ikke gennemførlig. Barfoed gjorde vel ret i at afvise det smukke i denne lighed, men til gengæld var resten af hans indlæg ideologisk nærmest et vakuum. Man må håbe for De Konservative at d har bare en, der kan modgå Messerschmidt, ellers må man nok sige, at det udstiller den ideologiske dovenskab, som er den egentlige drivkraft bag partiets dybe krise.

Hvad er konservatisme? Gud, Konge og Fædreland springer frem som den første tanke. Men konservatisme er mere og dybere end symboler. At være konservativ er at besinde sig på det reelle, ikke lade sig rive med af ideologiske fabulanter; at leve i tillid til sig selv og det folkefællesskab, man er en del af, med respekt for historien; at afvise ideologiseringen og løse de konkrete og praktiske problemer, samfundet står med. Klarest er det historisk blevet formuleret af ireren Burke, men også i dansk litteratur findes strejf af konservativ tænkning. I stort som småt. Tænk blot på Johannes V. Jensens ord: ”Vil du selv fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod”.
....
Jeg har svært ved at se den konservative sjæl i Det Konservative Folkeparti. Hverken i min tid som EU-parlamentariker eller som folketingsmedlem har jeg oplevet den. Jeg har hørt snak om lavere skatter og strammere retspolitik. Men ikke én gang har jeg hørt livsfællesskabet med over tusind års kristendom, verdens ældste monarki eller Danmark som nationalstat forsvaret af en konservativ. Snarere tværtimod – og det da i særlig grad i forhold til EU, værdipolitikken såvel som indvandringen og den multietniske ideologi, der stadig præger dele af det konservative parti. Hvor ofte har vi ikke set konservative afvise forslag om en strammere udlændingepolitik, fordi man vil forsvare, hvad man kalder ”humanismen”. Men hvad er humanismen andet end en tom ideologi, rundet af Rousseaus revolutionære snak? Det er en abstraktion af mennesket – og dermed det diametralt modsatte af tankegangen hos os konservative, for hvem det konkrete er virkeligheden.
...
Èt af de konservative slogans, jeg aldrig har forstået dybden i, er at ”forandre for at bevare”. Ønsket om at ”forandre for at bevare” er blevet en politisk elastik, der strækkes så langt, som man ønsker, for at tilpasse sig sin nye herre – internationaliseringen for enhver pris. Hvis de konservative virkelig havde taget ordet ”konservativ” alvorligt, ville Dansk Folkeparti aldrig have haft en chance. Sandheden er, at Det Konservative Folkeparti siden begyndelsen af 1970´erne har hængt fast i den internationale, globaliserede dagsorden og er stoppet med at bekymre sig om folk, fædreland eller suverænitet, mens EU, FN eller andre internationale institutioner krævede mere politisk magt over Danmark.

Store Robert og lille Århus

"Store Robert". Alene navnet er lidt komisk på den der fjantede måde, som noget kunne være komisk i 7. klasse. Alligevel så er det i fulde alvor, at denne skulptur, som er højere end Århus Domkirke nu skal gøres til byens varetegn. Hvad er det? Jeg ved det ikke. Det forestiller vel intet. Symboliserer det noget? Jeg ved det heller ikke. Robert Jacobsen sagde i sin tid om den "Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder." Det kan jo være rigtig nok og den kunne sikkert være meget flot, hvis ikke den havde fået elefantitis og ophøvet til kolosalsstørrelse. Men selvfølgelig hvilken by mad respekt for sig selv vil være kendt for sit lille varetegn.

Hvis nogen kan huske lidt tilbage, så er der imidlertid andre, der har forlystet sig med Store Robert før de århusianske politikere kastede deres lystne blikke på den. Tilbage i 2008 var Københavns kommune blevet tilbudt skulpturen og også i hin hovedstad havde politikerne udtrykt stor glæde over at få sådant en kolosal genstand til at skræve over indsejlingen. Imidlertid opstod store protester fra det kulturlivet, der nok syntes at store robert nok var så stor, men måske også for stor og ikke særlig meget andet end stor.

Men det fik ikke folkene bag skulpturen til at give op og nu er det altså Århus, den evige lillebror med de skrækkelige mindreværdskomplekser, som kan muntre sig med storebrors aflagte eller rettere kasserede prydsgenstande. Sikke et varetegn og sikke en god fortælling om Århus, den lille by med de store ambitioner, men desværre uden formatet og derfor altid usselt halsende bagefter snart den ene, snart den anden udvikling. Ja hvad enten det drejer sig om byens nys anglificerede navn, eller dets universitets perverse fascination af pseudo-engelske gloser, så er det åbenbart Århus' skæbne at snuble i de store drenges fodspor.

Link

Artikel i Critique om konservatisme og højreradikalisme

Massakren på Utøya og bombeangrebet i Oslo har vi allerede behandlet på denne blog. Til Årsskriftet Critique 2011 har jeg skrevet en længere essay-artikel, der har sat sig for at behandle en række af de spørgsmål, som er blevet rejst efter tragedien; dels debattens fronter efterfølgende, dels spørgsmålet om Breiviks ideologiske udgangspunkt, dels spørgsmålet om hvorvidt dette kan karakteriseres som konservativt og dels det komplicerede forhold mellem konservatisme og højreradikalisme.

Hele artiklen er blevet lagt online allerede nu, og kan således læses på Critiques hjemmeside.



Her er par uddrag.

“Indtil videre synes to overordnede synspunkter at råde: Den første er det, der vil afskrive handlingen som galskab eller ondskab, det andet er det, der søger at identificere Breiviks ideologiske ståsted og her når frem til, at hans holdninger er nært beslægtet med gængs kulturkonservatisme. Der kan også spores en ideologisk opdeling, hvor groft sagt højrefløjen har betonet, at her var noget psykologisk på spil, mens venstrefløjen har forsøgt at bruge analysen til at underbygge en kritik af den højreorienterede, national- eller kulturkonservative diskurs, som har vundet frem i de senere år.”

“Hvad er da konservatismens kendetegn? Den britiske idéhistoriker Noël O’Sullivan har karakteriseret konservatismen som en politics of imperferction, hvorved han forstår en særlig måde at opfatte det politiske på, som betoner menneskets imperfektion, dets begrænsethed, og derfor afviser de moderne politiske idéer, hvis grundidé, som også den amerikanske konservative Russel Kirk stærkt betoner, er, at mennesket kan perfektioneres, og at politikkens mål derfor bliver at skabe det perfekte samfund.”

“…bevægelsen fra konservativ til højreradikal ideologi ligger altså ikke blot et kontinuum, men snarere en omtolkning af konservatismens grundlæggende ærinde. Det giver således bedre mening at tale om højreradikalismen som en perversion af konservatismen forårsaget af dyb kulturpessimisme, som slår over i en overdreven, næsten religiøs tro på menneskets muligheder for gennem handlingen at forandre alt, end at forstå den som en fortsættelse af konservatismen.”