Konservativ Reaktion

Forandringens vinde

2011-09-28T16:26:00.004+02:00

I de flestes bevidsthed afslutter valget vel en naturlig tiårig periode. Et politisk tiår, hvor en kulturkamp blev indvarslet fra starten – og vitterlig er blevet ført. Konservativ Reaktion har, på sin egen facon, været med godt halvdelen af vejen. Måske snarere som vidne til kampen, end som deltager i den.

Men fra starten har sigtet været det ene samme: At rejse, i ord og bogstav, en lille vold mod forandringens hårde vinde. Med tiden har Reaktionen, med vid og polemisk klarhed, bredt sig over mange områder: Politikken, historien, troen og religionerne, filmen, operaen og litteraturen. Nogle steder har vi søgt og fundet små skyggefulde oaser, under det såkaldte fremskridts nådesløst brændende sol. Andre steder har vi udstillet og beklaget de falske fatamorganaer, den åndelige tørke og hedeslagene og brandsårene den har forvoldt.

Men hvordan er det gået i disse år? Blæser forandringens vinde stadig lige ubønhørligt og fejer alle rodløse og udtørrede vækster bort? Svaret kommer måske an på øjnene der ser. Der kan ikke være tvivl om, at den kulturelt besindede konservatisme lettere finder udtryk - og mindre besværet kommer til orde nu, end for ti år siden. Men er det blevet ved ordene – er det blevet ved de politiske ønsker og udsigter...

I alle fald; når moderniteten nu engang sætter mange af tidens præmisser, kan den konservative gerning aldrig være slut. Efter det nylige parlamentariske valg og dets udfald at dømme, kan man tillige forvente mange nye anslag mod tradition og tro – anslag, som ikke bør stå uimodsagt.

Dette kan også minde os om, at besindige konservative kræfter virker bedst i forening. Efter modne overvejelser har vi da i Konservativ Reaktion besluttet, at det er på tide at højne volden, flytte skansen, tætne diget. Konservativ Reaktion vil derfor, som blog, ophøre hermed. I stedet vil vi, idet skrivelysten vitterlig stadig kommer over os, give vores besyv med på det agtværdige tidsskrift Critiques hjemmeside. Der vil man fortsat kunne læse vores indsigtsfulde kommentarer til tidens tildragelser, typisk i skarpt kulturelt og åndeligt lys.

Der skal også lyde en stor tak til at alle vores læsere, og til hver og en der med jævne mellemrum har bidraget med kritik og kommentarer i vores spalter. Om vi måske har prædiket for de få allerede omvendte er svært at sige, men en fornøjelse har det været.

Konservativ Reaktion har talt ud, men Reaktionen fortsætter!

Reaktionens skribenter kan fremover findes på:

http://critique.ksaa.dk/nyheder/

Vi skal opfordre alle bloggere, læsere og interesserede til at linke dertil.

Foredrag om konservatismens arv og krise

2011-09-27T09:35:00.000+02:00

Jeg vil lige benytte lejligheden til at reklamere for dette glimrende arrangement.

Konservatismens krise og arv

Et foredrag om relevansen af arven fra Aksel og Poul Møller for et borgerligt Danmark i krise.

De konservative har flere gange været Danmarks største borgerlige parti, men i dag er partiet i en dyb krise i forhold til vælgertilslutning og politisk identitet. Brødrene Aksel Møller og Poul Møller var fra 1920erne og frem til 1970erne nogle af dem, som med størst styrke forsøgte at formulere og fastholde en konservativ ideologi, som både var et opgør med socialismen og liberalismen, såvel som den var et opgør med mellemkrigstidens højreradikalisme. I dette foredrag spørger forfatter og politolog Nikolaj Bøgh, der har skrevet en dobbeltbiografi om brødrene, hvordan det siden er gået med deres politiske arv i blandt danske konservative og om tankerne stadig har relevans for det borgerlige Danmark.

Tid: torsdag d. 29. september kl. 16.
Sted: Mødelokale 2, Studenternes Hus
Arrangementet er gratis og åbent for alle

link

Hvad nu, konservative?

2011-09-20T10:12:00.002+02:00

Disse vise ord af ph.d. stipendiat fortjener at blive læst. Særligt af Det Konservative Folkepartis ledelse:

"Et retorisk kneb, som flere konservative politikere bruger, er at henvise til, at partiet i 1975 kun havde 10 mandater, og at denne nedtur kickstartede den efterfølgende Schlüter-æra. Men at tro, at partiet naturligt vil vokse fra 4,9 pct. til større opbakning, er ikke nogen selvfølge. Hvis Det Konservative Folkeparti igen skal rejse sig, er der behov omfattende forandringer. Partiet står midt i en dyb identitetskrise, hvor man endnu ikke har formået at finde et fast og stabilt ståsted igennem de seneste ti år.

De seneste 10 år har partiet haft en række forskellige profiler; gående fra at være familieparti, borgerligt parti, grønt parti og et stærkt værdiparti. Partiet har derfor haft et væld af synspunkter, og det eneste stabile har været de konstante forandringer. Lige så forvirrende har partiets slogan ved dette valg været, hvor man gik til valg på ”stærke værdier, sund økonomi”.

Her sender partiet flere modsatrettede signaler. Hvad angår værdier, har man indenfor blot to år både bekæmpet burkaer og forsøgt at formindske Dansk Folkepartis indflydelse på indvandrer- og værdipolitik. Skattepolitisk har man bevæget sig mellem et ultimativt krav om skattelettelser til de rigeste og til et ønske om bredt økonomisk samarbejde i Folketinget.

Denne manglende evne til at kommunikere klart og finde sin plads i det politiske landskab fik afgørende betydning ved dette folketingsvalg.

I kampen om vælgernes gunst kunne partiet ikke finde sin placering. Venstre har med rollen som landets store og samlende brede borgerlige parti naturligt nok sat sig på mange af de borgerlige midtervælgere. Liberal Alliance har med sin kompromisløse liberale profil om lavere skat appelleret til de vælgere, der var utilfredse med Venstres velfærdsprofil. Endelig har Dansk Folkeparti haft den nationale profil. Det store spørgsmål for Det Konservative Folkeparti har derfor været, hvilken placering man skal vælge for at få en plads mellem disse partier?"

Link

At overleve til torsdag

2011-09-12T10:00:00.000+02:00

Idet valget jo er blevet så langt mere skrækkeligt og grusomt end selv vi her har kunnet forestille os,( Jeg tænker her på tågehorn og håndboldsemulering, sportsmetaforik, Lars Barfoed og hele møllen) må det anerkendes, at et menneske har brug for bare et lille strø af håb for at klare sig til på torsdag. En måde at overleve på er at læse det nys publicerede forord til Årsskriftet Critique, hvor man kan blive forvisset om, at alt står godt til. Jeg må særlig fremhæve denne næsten profetiske indledning til forordet, som blev skrevet vel før valget blev udskrevet:

"En konservativ partiformand er faldet, og en ny kommet til, og meget tyder på, at dette også har betydet et forsøg på en nyorientering af Det Konservative Folkepartis politik. Flere udmeldinger peger i hvert fald på, at partiet har lagt den hårde værdipolitiske linje på is til fordel for en blødere profil, som ligger tættere på den politiske midte og Det Radikale Venstre, hvis fremgang man i visse partikonservative kredse har kastet misundelige blikke efter. Krise betyder som fremhævet i sidste års udgave af Årsskriftet Critique også behovet for afgørelse og noget tyder på, at der i hvert fald er blevet truffet nogle afgørelser angående den politiske linje, som adskiller sig fra de afgørelser, der tidligere er blevet truffet. Om det i sidste ende vil blive belønnet, kan kun tiden vise."

Læs hele forord her

Bestil Critique her

Valget

2011-08-28T13:30:00.001+02:00

Jeg har tænkt meget over, hvad der er at sige om valget. Mange gode og kloge mennesker har jo nogle fornuftige analyser, og guderne skal vide, at der er mange ting, man kunne kommentere på ikke mindst hvad angår Det Konservative Folkeparti. Jeg er dog efter moden overvejelse kommet frem til, at der intet andet er at sige, end hvad Evelyn Waug sagde i 1959:

"I have never voted in a parliamentary election. I Shall not vote this year...In the last three undred years, particularly in the last hundred, the Crown has adopted what seems to me a very hazardous process of choosing advisers: popular election. Many great evils have resulted...I do not aspire to advise my Sovereign in her choice of servants"

og da vi nu er bevlet enige om det, vil jeg da benytte lejligheden til at anbefale artiklen om Evelyn Waughs modernitetskritik i Critique nr. 2. Den kan læses her. Der vil man kunne finde mere fornuft end, man vil komme til at høre resten af dette folketingsvalg.

Repliques første artikel

2011-08-24T12:19:00.001+02:00

Og så blot en lille ekstraopdatering ang. Repliqe: Nu er den første artikel blevet lagt ud på hjemmesiden. Det er Loránd-Levente Pálfis store anmeldelse af Aarhus Universitetsforlags flagskibsbogserie ( hvis det ord findes) UNIVERS, som er udkommet gennem de seneste 10 år, og som anmelderen har læst sig igennem. En stærkt anbefalelsesværdig artikel, som også får diskuteret dannelsesbegrebets relevans. LINK

Nyt kultur og debattidsskrift af kredsen bag Årsskriftet Critique

2011-08-23T12:39:00.004+02:00

I tilslutning til Årsskriftet Critque udkommer fra i dag online tidsskriftet Replique, som har særligt fokus på kritik og anmeldelser af blandt andet borgerligt debatlitteratur, værker inden for den politiske idehistorie, samt kulturstof og opinion. En slags "Bøger & Debat" sektion kan man måske kalde det. Replique er ganske gratis, og du kan læse mere her:

http://critique.ksaa.dk/2011/08/byd-velkommen-til-replique/

Uddrag

Siden systemskiftet, som den borgerlige valgsejr i 2001 er blevet betegnet, har Danmark været midt i en kulturkamp, i hvert fald hvis man skal tro begge sider af det politiske spektrum. Men det er symptomatisk for den såkaldte kulturkamp, at den ikke har været effektiv netop på kulturens område; om noget synes det, at billedet af en kulturel overklasse, der definerer sig i skarp modsætning til den brede befolkning står tydeligere end nogensinde. Kulturkampen har ikke så meget være et forsøg på at forandre dette billede af en venstreorienteret kulturel overklasse som et forsøg på at gøre denne kulturelle overklasses synspunkter og analytiske tilgange illegitime; man ville ikke komme med et borgerligt alternativ til smagsdommerne, men snarere fortrænge smagsdommerne fra den offentlige debat. Kulturkampen har på sin vis sejret ad helvede til; man har så at sige vundet kampen, men tabt kulturen.

Artiklerne lægges ud løbende, ca. en om måneden er planen, og første store artikel lægges ud imorgen.

Lidt mere om højreradikalisme på sappho.dk

2011-08-17T11:40:00.001+02:00

Jeg har i dag en klumme på Sappho.dk, som handler om konservatisme og højreradikalisme. hvis man har læst Critique artiklen om det samme, er der ikke så meget nyt, for det er nogle af de samme pointer, blot lidt kortere formuleret. Synes man at artiklen på de 20 sider er lidt for meget at give sig i kast med, kan jeg dog anbefale klummen - også selvom en af kommentatorerne tilsyneladende har set sig gal på tilstedeværelsen af flerstavelsesord i indlægget, men det er jo et kors vi begge må forsøge at bære. Læs hele artikel her.

Et par uddrag

"En af de sandheder, som hurtigt blev vedtaget efter terroraktionen i Norge er, at Anders Breiviks ideologi bedst kunne forstås som en slags nationalkonservatisme.
Denne sandhed er nært knyttet til holdningen om, at årsagen til tilfældet Breivik er at finde i debattonen. En holdning, der blev spidsformuleret af Politikens Anita Bay Bundegaard, som på TV talte om et kontinuum mellem nationalkonservatismen og Breivik.
Sagt på en anden måde: Breiviks massakre på Utøya er den logiske og naturlige konsekvens af nationalkonservatismens tilstedeværelse i debatten."

"Den borgerkrig, Breivik taler om, er ikke som hos visse nationalkonservative en forestående trussel, der skal undgås, men derimod en storslået mulighed for en udrensning, som kan sikre etnisk, kulturel og moralsk renhed i Europa.

Derfor ser han det også som sin opgave at hjælpe den på vej. Hans borgerkrig er ikke sammenbrud, men en national revolution."

"Højreradikalismen er ikke en fortsættelse af konservatismen, men tværtimod en perversion af konservatismens forsvar for det nationale, det frie samfund, det personlige ansvar, kristendommen og den sunde mådelige udvikling."

Botox afslører forgrenet højrefløjsnetværk, der sætter alle tidligere afslørede netværk i et dårligt lys!

2011-08-15T13:56:00.002+02:00

Idet Reaktionens efterretningsdivision Botox netop har optrevlet et større højreorientere netværk bestående af personer i toppen af det danske samfund, mange med tvivlsomme sympatier og vaklende holdninger til det parlamentariske demokrati, har vi efter megen omtanke – vi frygter jo netværket – besluttet os for at offentliggøre hidtil hemmeligholdt dokumentation, som afslører dette netværks personkreds, arbejdsmetoder og mål.

Det drejer sig om et netværk bestående af personer fra samfundets absolutte top. Vi taler finanseliten, meningseliten, den politiske elite, balleteliten, forsvaret alt hvad der kan krybe og gå af sildesalatsbefængt øvrighed er faktisk infiltreret af dette netværk. Netværket har tætte relationer til bl.a. følgende institutioner: Det Konservative Folkeparti, Venstre, KU, Berlingske Tidende, Svendborg Avis, Aarhus Stiftstidende, Aalborg Stifsttidende, Dagbladet København, Dansk-vestindisk samfund, ØK, Akademisk skyttekorps, Studenterforening, Heimdal, To Løver, Dannevirkebevægelsen, CBS, befrielsesregeringen, modstandsbevægelsen, folkekirken, det kgl. teater og Politiken ej at forglemme forsvaret og politiet. Flere af netværkets medlemmer har beklædt de absolut højeste poster i samfundet og flere af dem har haft kontakt til kongefamilien ved flere lejligheder. I perioder har både justits- forsvar- og udenrigsministeriet været kontrolleret af repræsentanter fra dette netværk.

Netværket, der i dag er opløst, men har virket længe efter sin opløsning og trukket i trådene, befinder sig på det yderste højre og arbejder for en national og åndelig genrejsning af Danmark. Deres ideologi er præget af stærkt nationalistiske og imperialistiske undertoner, der er udpræget kritik af parlamentarismen, og en tendens til en fjendtlig diskurs over for politiske modstandere, hvis legale politiske virke betegnes som undergravende. Bevægelsen har arbejdet med planer om etableringen af et nationalistisk anti-socialistisk parti, og oprettelsen af en nationalistisk højskole, ingen af projekterne er dog blevet realiseret.

Afsløringen

Med eneret for Reaktionen kan navnene på netværkets medlemmer her afsløres, idet dog kun et lille udsnit af netværkets løsere associationer kan nævnes på grund af den højreorienterede konspirations enorme omfang: Det drejer sig om politimester, MF Vagn Bro (V), redaktør, MF, skoleborgmester i København, Pastor Alfred Bindslev (C), redaktør, MF, forsvars- og udenrigsminister, formand for Moralsk Oprustning Ole Bjørn Kraft (C), Pastor, MF Kristen Amby (C), pastor, MF Hans Thyge Jacobsen (C), Landsretssagfører, Rådmand i Århus I.C. Sørensen (C), Landsretssagfører, MF, minister uden portefølje Henning Hasle (C), Professor v. Handelhøjskolen i København Max Kjær Hansen, byretsdommer Huno von Holstein, Operainstruktør v. den kgl. ballet Kanneworff, chefredaktør v. Berlingske Tidende og Jydske Tidende Helge Knudsen, Stiftprovst Hildegaard (V), frihedskæmper Peter de Hemmer Gudme, chefredaktør v. Politiken Svend Tillge Rasmussen. For blot at nævne et par stykker.

Derudover har netværket tætte kontakter til og samarbejdet med bl.a. H.N Andersen (ØK), chefredaktør v. Dagbladet København Harald Witzansky, chefredaktør v. Aarhus Stiftstidende Funch-Thomsen, forlægger Arnold Busck, redaktør v. Kolding Avis Erik Hansen, chefredaktør v. Aalborg Stiftstidende Schiøttz-Christensen, Redaktør v. Berlingske Tidende Anders Vigen, Redaktør v. Nationaltidende L. Estrup, malerske Agnes Slott-Møller og partiformand John Christmas Møller (C).

Hvis man har yderlige spørgsmål, kan disse ikke besvares, da vi efter vores omfattende afsløringer er taget på en lang ferie.

Lidt om Årsskriftet Critique 2011

2011-08-11T11:20:00.002+02:00

Så er der nyt fra Årsskriftet Critique: "Redaktionen arbejder for tiden med at få Årsskriftet Critique 2011 gjort færdig. Traditionen tro kommer dette års nummer til at indeholde en lang række artikler, der både går bag om tidens politiske debat, samt går i dybden med emner med særlig relevans for den borgerlige samfunds- og idédebat i Danmark. Critique 2011 kommer til at være på ca. 150 sider og koster 100 kr. Som noget nyt har vi et år et tilbud til nye og gamle læsere. Hvis du bestiller Årsskriftet Critique inden 1/9, kan du give et gratis eksemplar til en bekendt. Du bestiller blot Årsskriftet Critique på normal vis og sender adressen til os, så sender vi seneste nummer. Du kan læse om artiklerne her." Bestil

Borgerlig Værdikamp version 2.0

v. folketingsmedlem (c) Henriette Kjær

Drop de lange udredninger

v. folketingsmedlem (c) Rasmus Jarlov

Konservatismen og den højreradikale terror

v. ph.d. stipendiat Christian Houlberg Skov

På kanten af modernismen

v. stud. mag. Rasmus Pedersen

Folkestyre eller Domstolsstyre

v. post. doc., ph.d. Kasper Støvring

Klog borgerlighed

v. mag. art. Henrik Gade Jensen

De provisoriske finanslove

v. ph.d. stipendiat Jens Wendel-Hansen

Konservatisme og nationalfølelse i sidste trediedel af det 1800-tallet

v. dr. phil. Jon A.P. Gissel

Fra dansk sprognævn til dansk sproglevn?

v. cand. mag. Christian Nicholas Eversbusch & Loránd-Levente Pálfi

Messerschmidt om konservatismen

2011-08-09T18:03:00.000+02:00

Når Messerschmidten er skarp, så er han ofte meget skarp. Det er han foreksempel i sit frække og veltilrettelagte angreb på Lars Barfoed, der tidligere i Weekendavisen afviste, at DF var et konservativt parti, fordi Messerschmidt havde været så uforsigtigt at skrive noget i retning af, at den fuldstændige lighed var en smuk tanke, men ikke gennemførlig. Barfoed gjorde vel ret i at afvise det smukke i denne lighed, men til gengæld var resten af hans indlæg ideologisk nærmest et vakuum. Man må håbe for De Konservative at d har bare en, der kan modgå Messerschmidt, ellers må man nok sige, at det udstiller den ideologiske dovenskab, som er den egentlige drivkraft bag partiets dybe krise.

Hvad er konservatisme? Gud, Konge og Fædreland springer frem som den første tanke. Men konservatisme er mere og dybere end symboler. At være konservativ er at besinde sig på det reelle, ikke lade sig rive med af ideologiske fabulanter; at leve i tillid til sig selv og det folkefællesskab, man er en del af, med respekt for historien; at afvise ideologiseringen og løse de konkrete og praktiske problemer, samfundet står med. Klarest er det historisk blevet formuleret af ireren Burke, men også i dansk litteratur findes strejf af konservativ tænkning. I stort som småt. Tænk blot på Johannes V. Jensens ord: ”Vil du selv fatte dit væsens rod, skøn på de skatte, de efterlod”.
....
Jeg har svært ved at se den konservative sjæl i Det Konservative Folkeparti. Hverken i min tid som EU-parlamentariker eller som folketingsmedlem har jeg oplevet den. Jeg har hørt snak om lavere skatter og strammere retspolitik. Men ikke én gang har jeg hørt livsfællesskabet med over tusind års kristendom, verdens ældste monarki eller Danmark som nationalstat forsvaret af en konservativ. Snarere tværtimod – og det da i særlig grad i forhold til EU, værdipolitikken såvel som indvandringen og den multietniske ideologi, der stadig præger dele af det konservative parti. Hvor ofte har vi ikke set konservative afvise forslag om en strammere udlændingepolitik, fordi man vil forsvare, hvad man kalder ”humanismen”. Men hvad er humanismen andet end en tom ideologi, rundet af Rousseaus revolutionære snak? Det er en abstraktion af mennesket – og dermed det diametralt modsatte af tankegangen hos os konservative, for hvem det konkrete er virkeligheden.
...
Èt af de konservative slogans, jeg aldrig har forstået dybden i, er at ”forandre for at bevare”. Ønsket om at ”forandre for at bevare” er blevet en politisk elastik, der strækkes så langt, som man ønsker, for at tilpasse sig sin nye herre – internationaliseringen for enhver pris. Hvis de konservative virkelig havde taget ordet ”konservativ” alvorligt, ville Dansk Folkeparti aldrig have haft en chance. Sandheden er, at Det Konservative Folkeparti siden begyndelsen af 1970´erne har hængt fast i den internationale, globaliserede dagsorden og er stoppet med at bekymre sig om folk, fædreland eller suverænitet, mens EU, FN eller andre internationale institutioner krævede mere politisk magt over Danmark.

Store Robert og lille Århus

2011-08-08T13:11:00.003+02:00

"Store Robert". Alene navnet er lidt komisk på den der fjantede måde, som noget kunne være komisk i 7. klasse. Alligevel så er det i fulde alvor, at denne skulptur, som er højere end Århus Domkirke nu skal gøres til byens varetegn. Hvad er det? Jeg ved det ikke. Det forestiller vel intet. Symboliserer det noget? Jeg ved det heller ikke. Robert Jacobsen sagde i sin tid om den "Store Robert er en smuk skulptur, en mellemting mellem kolossal og monumental. Den udtrykker den abstrakte verden, som vi lever i, og er en vision om vor teknologiske tidsalder." Det kan jo være rigtig nok og den kunne sikkert være meget flot, hvis ikke den havde fået elefantitis og ophøvet til kolosalsstørrelse. Men selvfølgelig hvilken by mad respekt for sig selv vil være kendt for sit lille varetegn.

Hvis nogen kan huske lidt tilbage, så er der imidlertid andre, der har forlystet sig med Store Robert før de århusianske politikere kastede deres lystne blikke på den. Tilbage i 2008 var Københavns kommune blevet tilbudt skulpturen og også i hin hovedstad havde politikerne udtrykt stor glæde over at få sådant en kolosal genstand til at skræve over indsejlingen. Imidlertid opstod store protester fra det kulturlivet, der nok syntes at store robert nok var så stor, men måske også for stor og ikke særlig meget andet end stor.

Men det fik ikke folkene bag skulpturen til at give op og nu er det altså Århus, den evige lillebror med de skrækkelige mindreværdskomplekser, som kan muntre sig med storebrors aflagte eller rettere kasserede prydsgenstande. Sikke et varetegn og sikke en god fortælling om Århus, den lille by med de store ambitioner, men desværre uden formatet og derfor altid usselt halsende bagefter snart den ene, snart den anden udvikling. Ja hvad enten det drejer sig om byens nys anglificerede navn, eller dets universitets perverse fascination af pseudo-engelske gloser, så er det åbenbart Århus' skæbne at snuble i de store drenges fodspor.

Link

Artikel i Critique om konservatisme og højreradikalisme

2011-08-05T12:26:00.000+02:00

Massakren på Utøya og bombeangrebet i Oslo har vi allerede behandlet på denne blog. Til Årsskriftet Critique 2011 har jeg skrevet en længere essay-artikel, der har sat sig for at behandle en række af de spørgsmål, som er blevet rejst efter tragedien; dels debattens fronter efterfølgende, dels spørgsmålet om Breiviks ideologiske udgangspunkt, dels spørgsmålet om hvorvidt dette kan karakteriseres som konservativt og dels det komplicerede forhold mellem konservatisme og højreradikalisme.

Hele artiklen er blevet lagt online allerede nu, og kan således læses på Critiques hjemmeside.

Her er par uddrag.

“Indtil videre synes to overordnede synspunkter at råde: Den første er det, der vil afskrive handlingen som galskab eller ondskab, det andet er det, der søger at identificere Breiviks ideologiske ståsted og her når frem til, at hans holdninger er nært beslægtet med gængs kulturkonservatisme. Der kan også spores en ideologisk opdeling, hvor groft sagt højrefløjen har betonet, at her var noget psykologisk på spil, mens venstrefløjen har forsøgt at bruge analysen til at underbygge en kritik af den højreorienterede, national- eller kulturkonservative diskurs, som har vundet frem i de senere år.”

“Hvad er da konservatismens kendetegn? Den britiske idéhistoriker Noël O’Sullivan har karakteriseret konservatismen som en politics of imperferction, hvorved han forstår en særlig måde at opfatte det politiske på, som betoner menneskets imperfektion, dets begrænsethed, og derfor afviser de moderne politiske idéer, hvis grundidé, som også den amerikanske konservative Russel Kirk stærkt betoner, er, at mennesket kan perfektioneres, og at politikkens mål derfor bliver at skabe det perfekte samfund.”

“…bevægelsen fra konservativ til højreradikal ideologi ligger altså ikke blot et kontinuum, men snarere en omtolkning af konservatismens grundlæggende ærinde. Det giver således bedre mening at tale om højreradikalismen som en perversion af konservatismen forårsaget af dyb kulturpessimisme, som slår over i en overdreven, næsten religiøs tro på menneskets muligheder for gennem handlingen at forandre alt, end at forstå den som en fortsættelse af konservatismen.”

Mod højreradikalismen

2011-07-23T12:26:00.000+02:00

Norge er vågnet til en national katastrofe og det samme gælder i virkeligheden for alle os, der troede, at den slags ikke kunne ske her.

Særligt må angrebet ægge til omtanke hos de af os, der for at være helt ærlig, var overbeviste om, at dette var endnu et angreb begået af islamister. Her skal man ikke gemme sig bag, at dette var den almindelige holdning og at man i første omgang troede, at avisen Verdens Gang, var angrebets egentlige mål. Tanken om islamistisk terror kom mange af os i hu, allerede før vi kunne vide os sikker på noget som helst.

I sidste ende kom angrebet ikke fra den kant, men derimod fra højreradikalismen, fra en såkaldt national. Den anholdte Anders Behring Breivik har angiveligt tilknytning til højreradikale miljøer og efter, hvad man kan se på den Facebook side, som vi må regne med, er hans, så beskriver han ikke bare sig selv som nationalist, sådan som det har været fremme i medierne, han kalder sig konservativ og kristen, at han derimod skulle kalde sig kristen fundamentalist, har jeg haft svært ved at konstatere. Rundt omkring i Cyberspace har han angiveligt efterladt sig spor, der viser, at han har taget dette med sin konservatisme alvorligt, at han har opfattet sig som en kulturkonservativ, der stod i et opgør med islam og med multi-kulturalismen.

Men det er ikke en konservativs handling at massakrere sine landsmænd. Konservatismen handler også om mådehold, om almindelig sund fornuft, om at forblive på civilisationens grundlag mod barbariet, at forsvare alt det mest værdifulde i vores samfund. Anders Berhring Breivik synes at have gjort præcis det modsatte, og en forbryder er hvad han er.

Men denne forbrydelse har et ideologisk ophav, derom er der vel næppe tvivl, selvom vi stadig tør håbe, at dette er en gal mands værk. Nogle har talt om, at vi her har at gøre med en norsk Timothy Mcveigh og hvis det er sandt så styrker det billedet af, at det drejer sig om et udslag af en fanatiseret højreradikal position, som har stirret sig blind i raseri mod samfundets udvikling og har vendt sig mod hele dette samfund, dets institutioner, værdier og de konkrete, levende mennesker i dette samfund. Dermed har denne højreradikale ideologi afsløret sig selv som en perversion, der intet kan opbyde i forhold til et forsvar for dette samfund og dets værdier, og som et symptom på den radikalisme, som al sund konservatisme til enhver tid må bekæmpe.

De anstændiges flugt

2011-07-18T10:57:00.000+02:00

I København sidder en mand, der kalder sig konservativ. Han kalder sig også Mogens Lønborg og engang kaldte han sig oven i købet sundhedsborgmester. Vi kalder ham også Mogens Lønborg, men vil til gengæld ikke strække os så vidt at kalde ham konservativ. Mogens Lønborg har i dag taget bladet fra munden i den eneste avis, der har interesse for hans variant af konservatismen; det notorisk venstreorienterede dagblad Information.

Lønborg vil gerne trække streger i sandet – ikke over for venstrefløjen vel at mærke – men over for Dansk Folkeparti, partiet der – hvis man skulle have glemt det – har været et stabilt borgerligt støtteparti i 10 år. !0 år er som bekendt længe, og Lønborg er nok en af de folk, der siger nok er nok. Ligesom flere konservative hovedbestyrelsesmedlemmer har meldt ud, at det ville være en god idé hvis de konservative stod uden for regeringen, hvis der ikke kommer skattelettelser på programmet, så har Mogens Lønborg fået den indsigt at det egentlig er samarbejdet med Dansk Folkeparti, som skræmmer de konservative vælgere fra De konservative. Nuvel. Man kan jo tvivle på, hvad Lønborg mener med konservative vælgere. De er i hvert fald ikke konservative i nogen konventionel forstand, og de er jo heller ikke konservative i partipolitisk forstand, hvad er det da, der gør disse vælgere, der er stukket af konservative? Er det mon fordi nogle af dem færdes i samme cirkler som Lønborg i det bedre borgerskab, og i øvrigt deler alle hans synspunkter, men alligevel ikke vil stemme på ham på grund af samarbejdet med Dansk Folkeparti? Hvem ved!

Det er næppe heller alle de forsvundne konservative vælgere, som falder under Lønborgs betegnelse konservativ. Angiveligt skulle en del af dem være forsvundet ikke til LA og Radikale, men til Venstre og Dansk Folkeparti – Er de sidstnævnte grupper mon også stukket af på grund af De Konservatives samarbejde med Dansk Folkeparti, eller er de i virkeligheden flygtet for at undgå folk som Lønborg?

Lønborg må jo ellers nok vide, hvordan man får folk til at flygte. Mens De konservative endnu havde nogen betydning på landsplan, formåede han nemlig at indkassere det ene nederlag efter det andet til partiet i København, og der udbrød endog borgerkrig i den konservative byrådsgruppe. Ja Lønborg ved nok noget om konservativ turbulens og vælgerflugt, for han har ikke oplevet andet i sin politiske karriere, eller hvad man nu skal kalde det.

Nej til højere tobaksafgifter

2011-07-16T10:14:00.002+02:00

I en meningsmåling (FS, 10/7) mener Socialdemokraterne at have fundet frem til, at danskerne -dette misbrugte samlebegreb for respondenter -ønsker højere tobaksafgifter. Ikke uventet ønsker flertallet af respondenterne højere afgifter på tobak, hvorimod et mindretal er imod, nogenlunde sammenfaldende med fordelingen af rygere og ikke-rygere. Det er ikke så underligt: Meningsmålingen svarer til at spørge, om man foretrækker, at en selv eller naboen skal betale mere i skat. Naturligvis vil man helst selv slippe og dynge regningen over på andre.

Det er så typisk. Lejere mener, at ejere skal betale mere i boligskat. Offentligt ansatte mener, at den offentlige sektor får for få penge. Ikke-millionærer vil indføre millionærskat. Forlæng selv listen. Sådan kører skattekarrusellen ufortrødent, og uden at nogen stopper den. Her har vi grundskavanken ved den kolossale offentlige sektor og velfærdsstaten; den såkaldte fordelingskamp: at borgerne kastes -og kaster hinanden -ud i en skånselsløs og egoistisk kamp for dels at få mest muligt fra de offentlige kasser, dels bidrage mindst muligt -og i forlængelse heraf få alle de andre til at bidrage mest muligt.

Som følge heraf har friheden trange kår. Et flertal behøver ikke at udvise special omtanke over for et mindretals frie valg, og her er de iværksatte initiativer mod tobaksrygning et skoleeksempel. Flertallet tromler af sted, anført af fantasten Morten Grønbæk, der mener at kunne fastslå, at ingen mennesker ryger af lyst, og at tobak i øvrigt skal forbydes totalt. Han har stærke venner, hele vejen op i EU-systemet, hvortil den nationale politiske kamp forlægges, når nationerne bliver for halsstarrige. Så indføres bindegale tiltag som kvindekvoter og altomfattende rygeforbud bare af europæiske politikere, hen over hovedet på de danske modstandere. De borgerlige partier bør i den grad foretage en dybtgående selvransagelse overfor EU-projektet, der truer vor nationale selvstændighed.

Det kræver karakterstyrke at være frihedens stædige forsvarer. At fastholde, at friheden altid er frihed for de andre til at gøre noget, vi ikke nødvendigvis kan lide, med et udtryk lånt fra Christopher Arzrouni. Det er ikke et statsanliggende at blande sig i, om borgerne ryger tobak, eller hvor de gør det. De statslige kampagner og tiltag vendt mod tobaksrygning er totalitære og et udslag af en barnepigetankegang, hvor borgerne er til for staten og dens institutioner og ikke omvendt. Vanskeligheder med at få sygehusbudgetter til at hænge sammen er ikke et argument for afgiftsforhøjelser, de er snarere argumenter mod sygehusordninger, hvor enhver kan te sig lige så tosset, som vedkommende vil, og stadig få vederlagsfri behandling. Lad mig tilføje, at jeg er tilhænger af et vederlagsfrit og skatteyderfinansieret sygehussystem.

Det hævdes, at politikere "må gøre noget"; at de ikke kan se "passivt til". Det er det rene blændværk. Friheden -en reel og varig frihed -afhænger af at politikere er bastede og bundede; at politikere ikke kan gribe frit på hylderne og læsse alskens byrder på bestemte enkeltgrupper.Tobak er allerede mere end rigeligt afgiftsbelagt og der må siges fra: Et klart nej til højere tobaksafgifter!.

Ubearbejdet debatindlæg, bragt i Fyens Stiftstidende

De sidste timer

2011-07-07T14:41:00.005+02:00

Jeg har, som en ganske uventet gave, fået et smukt indbundet eksemplar af bogen De sidste Timer. Den udkom første gang i 1947, og er en mindebog om de danske modstandsfolk, der kom af dage ved officielle henrettelser, mellem august 1943 og befrielsen. Den udgøres af de afskedsbreve de fik lov at skrive i timerne forud for eksekveringen af deres dom. Forordet oplyser at der fandt mellem 110 og 120 sådanne ’formelige’ henrettelser sted. Ikke alle de henrettede er repræsenterede, men bogen giver et stort og bredt udvalg. Før hvert brev, eller brevsamling, er indsat et portrætfoto og en kort beskrivelse af levnedsforløbet forud for – og under deltagelsen i modstandskampen. Gennemsnitsalderen for de henrettede var godt 25 år. Nogen skrev kun et enkelt brev af få linier, og andre nåede på de få timer at skrive indtil flere breve, af til sammen flere siders længde. Nogle af brevene skriver blot et ’tak for alt’ til efterladte familiemedlemmer, andre beskriver hvordan begravelsen ønskes, og andre har karakter af åndlige testamenter, der beskriver bevæggrunde og hvad personen henter sin trøst i, i denne skæbnens stund.

Det er ikke altid de længste og mest følelsesladede breve, der er de mest gribende eller rørende. En Poul Andersen, der ledede en nedkastningsgruppe i Hornslet, skrev således blot otte opmuntrende linier til sin spejdertrup. Det totale fravær af hilsener til familie og nære venner, appellerer, på sin egen måde, både til indlevelse og fabuleren hos læseren.

Men fælles for i hvert fald alle de udvalgte breve, er en tilsyneladende accept af det uundgåelige, og et ønske om at trøste de til hvem brevene er stilet.

Den i dag mere kendte Kim Malthe-Bruun skrev et langt brev til sin mor. Kære Mor. Det er fyldt af en poetisk og humanistisk idealisme, som understreger den påfaldende optismisme, som er en rød tråd i alle brevene.

”Jeg er sammen med Jørgen, Niels og Ludvig i dag blevet stillet for en Krigsret. Vi blev dømt til Døden. Jeg ved, du er en stærk Kvinde, og at du vil tage dette, men hører du, det er ikke nok, at du tager det, du skal ogsaa forstaa det. Jeg er kun en lille Ting, og min person vil meget snart være glemt, men den Idé, det Liv, den Inspiration, der fyldte mig, vil leve videre. Du vil træffe den overalt, i Træerne om Foraaret, i Mennesker, du møder paa din Vej…”

og

”Jeg er ikke gammel, jeg burde ikke dø, og dog synes det mig saa naturligt, saa ligetil. Det er kun den bratte Maade, der afskrækker os i første Nu. Tiden er kort, Tankerne mange. Jeg kan ikke rigtig forklare det, men mit Sind er fuldkommen roligt. Jeg vilde gerne have været en Sokrates, men Publlikum manglede. Jeg føler den samme Ro som han og vil meget gerne, at I helt forstaar det.”

og tilsidst

”Jeg ser, hvad Vej det gaar i vort Land, men husk, og det skal I alle huske, at Drømmen ikke maa være at naa tilbage til den Tid inden Krigen, men at Drømmen for jer alle, unge og gamle, skal være at skabe et ikke ensidigt, men rent menneskeligt Ideal for os alle. Det er den Gave vort land tørster efter, noget, hver lille Bondesøn kan se hen til og med glæde føle at han har Del i og arbejder og kæmper for.”

- ”I Hast – din ældste og eneste Søn. Kim”

Et meget anderledes, men lige så prægnant åndsdokument, blev Christian Ulrik Hansens afskedsbrev til hjemmet. Han var leder af en sabotagegruppe under Holger Danske. Han var også teologistuderende, og brevet bærer præg af en stærk tro.

”Først Tak, Far og Mor, for hvad I altid har været for mig, jert Offer har været stort; jeg har i mit Liv forsøgt at gøre mig værdig til dette Offer. I kender mig, I ved, hvad jeg har kæmpet for og dør for. Lad det levei jer og gøre vort Hjem stærkt i Tidens Storme. Lad det binde jer sammen, I kære fem. Saa bliver da disse tre, Tro, Haab og Kærlighed, men størst blandt disse er Kærlighed: lad Kærligheden gro i jer, lad den vokse med ham, som kom herned alene for at bære og sone vor Skyld. Ogsaa min Skyld har han taget paa sig. I Troen paa, at han har taget min Synd paa sig, i Haabet om at han vil tage mig ved Haanden og i Kærlighed til ham er det, jeg dør. Derfor er det ikke meningsløst, at jeg dør. Tværtimod, der er en dyb og stor Mening dermed. Livet og Døden er jo slet ikke Modsætninger, de fuldkommengør jo kun hinanden.”

og

”Om to Timer staar Solen op. Saa knalder Skuddene ud over Landet. Græsset græder Dug, men se, Solen staar op, og kysser Duggen og Græsset. Og hjemme i Haven aabner Blomsterne deres duftende Kalke. Rosen gløder. Se Solen staar op. Alle I derhjemme. Bøj Knæ i Solopgangen. Bøj Knæ og bed til ham. Der vilde give sit Liv, for at vi kunde leve. Se, Solen stiger op over Landet, Guds straalende Sol. Græd ikke; thi Gud lever og velsigner. Snart raaber han sit Holdt ind i denne grædende, lidende Verden, snart vil han erstatte sin Kærligheds Strenghed med dens Mildhed. Og det skal da være mit allersidste Ønske, naar Freden er inde, tag da et forældreløst tysk Barn til jer i stedet for mig. Thi saaledes forlanger Gud det af os, at vi skal være Redskaber først for hans Strenghed, saa for hans Mildhed.”

- ”Gud i Vold. Kristian.”

Brevskribenterne har forstået deres situation i lyset af forskellige, magter, i mangel af bedre ord. For nogen Gud, for andre den rent menneskelige kærlighed og for andre igen et offer for fædrelandet. Enkelte breve kan virke rørstrømske, og enkelte andre igen særpræget kolde. Men en ting har de til fælles: Den pånødne accept af døden, det uundgåelige. Timeligheden som menneskets bestemmende vilkår. Der er for så vidt ingen forskel på den der blev 20 år og den der blev 40. Nogen fæster lid til Gud i deres kristne tro, og andre knytter håb til en fremtid der er bedre, end den tid de selv nåede at opleve. Men ingen flytger fra timeligheden.

På enkel og medrivende vis, tvinger det læserens tanker frem til samme kant, som de henrettede stod ved. I det lys, er det lige så meget en art forkyndelse, som det er historiske dokumenter om modige frihedshelte. Det er opbyggelig læsning for al rodløs ungdom, og for ungdomforherligende voksne af alle aldre.

Forretningsgangen

2011-07-05T11:46:00.005+02:00

Det er en ganske almindelig dag i Integrationsministeriets 14. afdeling. Fuldmægtig Teodor Amsted passer sit arbejde - svarer telefonopkald, forbereder notater og responsa. Han er en pertentlig mand, bosat i Upsalagade, og ikke begejstret for tidens åbne kontorlandskaber, der forstyrrer enhver mulighed for at koncentrere sig. Tiden slæber sig af sted og sammenhængen mellem teksten i den svære bog og teksten på skærmen er svær at fastholde.

På kontorchefens kontor residerer Herluf Ohmfeldt. En bredbringet bulderbasse, der som enhver anden i den bedre lønningsklasse af departementerne har den veludviklede evne, at han kan slippe ud af ubehagelige sager og indgå studehandler. Pludselig træder et bud ind af døren. Buddet overrækker kontorchefen en konvolut med en meddelelse: Ministeriet må i al hast forberede de nødvendige notater og responsa for at regeringen kan iværksætte lovgivning, der pålægger borgere, der har været bosat i Danmark mere end 7 år, selv at betale for tolkebistand. Bilag vedlagte.

Kontorchefens næse fortæller ham, at dette er en besværlig sag. En med masser af skriverier i pressen. En sag, hvor man som embedsmand nødigt vil kunne hænges op på noget og risikere at skulle bistå ministeren ved et samråd, hvor oppositionens håndtaskebevæbnede fruentimmere og piccoliner altid slår i bordet. En sag, hvor der skal indhentes mange oplysninger fra fjendtligt indstillede høringsberettigede, som alle skal strikkes sammen og betænkes i lovens endelige udformning. Der er brug for en omhyggelig mand til et sådant arbejde.

Kontorchefen åbner døren - som den eneste sidder han endnu i lukket kontor - og kaster et blik udover de øvrige medarbejdere. Teodor Amsted har netop afbrudt sine skriverier, rejst sig fra skrivebordet og gået mod køkkenet og kaffemaskinen. Det tunge juristeri kræver stimulanser. Herluf Ohmfeldt er en snarrådig mand, så han rejser sig hurtigt fra skrivebordet, og går selv ud for at hente kaffe. Sagen er velanbragt hos Teodor Amsted, nu skal aftalen blot i hus.

Ved kaffemaskinen hilser Amsted og kontorchefen, og Amsted spørger til buddets ærinde: Ohmfeldt redegør for sagen og beder Amsted om at påtage sig arbejdet. Rygtet vil vide, at den siddende regering plages af en insisterende interesse for at få lovgivningsarbejdet i hus, så her må der handles. Amsted må påtage sig opgaven - kontorchefen vil drage omsorg for, at få afviklet den sag, som Amsted netop er beskæftiget med. Teodor Amsted er som nævnt en pertentlig mand, som sjældent undslår sig en opgave og endnu sjældnere modsætter sig den kontante kontorchefs vilje. Altså accepterer han, vel vidende at der venter meget arbejde forude.

Ved skrivebordet sammenholder Amsted bilagene til buddets meddelelse med eksisterende lovgivning, og sammenfatter dette i et resumé, som skal tilgå den høringsberettigede. Han ved, at der bliver knas med Institut for Menneskerettigheder og Dokumentations- og rådgivningscenteret om racediskrimination. Embedsmænd og skriverkarle bekriger gerne hinandens skriverier med en lidenskab, der overgår enhver læserbrevsskribents.

Amsteds resumé tager kun et par arbejdsdage at færdiggøre, så rundkastes det til de høringsberettigede. Amsted sørger for at være færdig en fredag, således at der er et par hviledage - plus mandag og tirsdag - før svarene tikker ind. Indsigelserne bliver ganske rigtigt mange. Kommentarerne er entydige: På kant med konventionerne, i strid med artikel CRM 114 og en høringsberettiget påpeger også, at der tale om lovgivning ensidigt vendt imod en i forvejen svag og marginaliseret gruppe.

En ting er dog disse vagthundes indberetninger; fra forvaltningens side kommer der også kommentarer og indsigelser. Er der foretaget beregninger over forslagets samlede balance?
Bliver udgiften til administration ikke højere end provenuet fra egenbetalingen? Der spares jo en masse administration, ved at give alle ret til alt! Er det sandt, at dette forventede provenu fratrækkes det samlede bloktilskud? Alle disse indsigelser summer i fuldmægtig Amsteds hovede, og han må skrive til andre ministerier og bede dem finde regnestokken frem og udregne forslagets samlede balance. Desforuden skal der udarbejdes et notat til ministeren, som også må overveje lovforslagets konsekvenser. Det sidste er det værste, for ofte insisterer den siddende minister - en viljefast og selvstændigt tænkende mand - på at sidde embedsværkets indvendinger overhørig. En sej satan.

Amsted sukker og sveder over stablerne af papirer, og det hele er virkelig ikke nemt. Tilmed får pressen - Dagbladet Information - nys om sagen og skriver kritisk om initiativet. De høringsberettigede lader sig villigt interviewe og referere, og aviskampagnen tager entydigt afstand fra planerne, som blot er endnu et led i VKO-flertallets fremmedfjendske og asociale politik. Amsted må altså navigere i hajfyldt farvand, men et lovforslag kommer dog på benene dog med undtagelser og præciseringer. Rigsfællesskabet, det tyske mindretal og krigs- og granatchokramte har måttet betænkes og undtages fra bestemmelserne, dog må sidstnævnte underkastes en lægefaglig vurdering og tro og love-erklæringer.

Forslaget hastebehandles og vedtages i Folketinget, men hermed er lykken ikke gjort. Embedsværket arbejder ufortrødent. Modviljen mod at administrere forslaget findes stadig i forvaltningen, ikke mindst fastholdelsen af at provenuet skal modregnes bloktilskuddet. Så er der jo færre penge at rutte med, og hvem kan regne med en besparelse i vore dage? Selv efter forslagets ikrafttrædelse kimer telefonerne, både hos økonomichefer og endog i ministeriet. Hvordan og hvorledes? Hvordan administrerer vi? Dokumentations- og rådgivningscenteret bebuder en retssag, der om nødvendigt føres til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol. En tabt sag vil skade Danmarks blakkede ry endnu mere. Sagen er dog af Teodor Amsteds hænder, indtil han en dag får bud fra en gammel skolekammerat, men det er en helt anden historie.

Forvaltningen er lige så røget, som andre er spegede, og tro og love-erklæringer kan fabrikeres og undertegnes på samlebånd. Således undgås den besværlige administration, de kedelige historier i Dagbladet Information og de betændte retssager. Og således må det politiske system sande, at det ikke er nok at have flertal for sine beslutninger i Folketinget: Yes, minister.

Om Critique i 2011

2011-06-21T15:28:00.000+02:00

Fra Årsskriftet Critique. I 2011 udkommer tidsskriftet med et særligt tilbud:

Vi er ved at få de sidste artikler ind, før Årsskriftet Critique kan gå i trykken. Vi kan nu løfte sløret for indholdet af Årsskriftet Critique 2011 og desuden præsentere vores store “giv et gratis Critique” tilbud.

Årsskrifter Critique 2011 stiller skarpt på Det Konservative Folkepartis situation. Den konservative partiformand Lars Barfoed vil give sit bud på vejen ud af krisen og sit svar på, hvad konservatisme er og bør være. Dette spørgsmål vil også folketingsmand Rasmus Jarlov behandle. Han regnes for et af partiets unge håb, men står symptomatisk for partiets krise til at ryge ud ved næste valg. Endelig har vi lovning på en artikel fra Henriette Kjær, der i det seneste år har oplevet dansk politik på vrangen.

Derudover har vi en lang række andre artikler. Litteraten og kulturforskeren Kasper Støvring bidrager med en artikel om, hvordan medlemskabet af EU betyder, at folkestyret undergraves af et elitært og udemokratisk domstolsstyre. Professor Ditlev Tamm skriver i sin artikel om, hvordan dannelsen lades i stikken på landets universiteter og hvad dette kommer til at betyde. Filosoffen Henrik Gade Jensen bidrager med et forsøg på ud fra borgerlighedsbegrebet at definere en fælles liberal-konservativ platform, som knyttes til en historisk undersøgelse af borgerbegrebet i det moderne samfund, og stud. scient. anth. Erik Winther Paisley introducerer den interessante aristokratiske liberal-konservative forfatter Erik von Kuehnelt-Leddihn, der var en af de ledende skikkelser inden for amerikansk konservatisme efter Anden Verdenskrig.

Årsskriftet Critique 2011 byder også på en artikel af stud. mag. Rasmus Pedersen, som behandler forfatterne Dostojevskij, Hamsun og Thomas Mann med udgangspunkt i det paradoksale, at den moderne litteraturs store navne egentlig er konservative. Retorikeren Christian Eversbusch og leksikografen Loránd-Levente Pálfi behandler i deres artikel Dansk Sprognævns manglende forsvar for det danske sprog, som de oplever som en årsag til en sproglig og kulturel forarmelse.

Vi bringer også to historiske forskningsartikler. Dr. phil. Jon A.P. Gissel bidrager med en større artikel om konservatismen i slutningen af 1800 tallet, og behandler konservatismens forhold til det nationale i denne periode. Ph.d. stipendiat i historie Jens Wendel-Hansen skriver en artikel om forfatningskampen i slutningen af 1800 tallet, hvor han tager fat på nogle af de mange myter, som den radikale historieskrivning har indhyllet perioden i.

Vi håber, at du vil synes om Årsskriftet Critique 2011 og gør opmærksom på, at vi i år har et særligt tilbud, således at du kan give et nummer af Årsskriftet gratis til en bekendt, hvis du har eller tegner abonnement på Critique inden 1/8 2011. Du skal blot skrive til os på critique@konservativestudenter.dk så sender vi Critique til dig og den, som du vil give et gratis nummer.

Konservatismen på sygelejet

2011-06-08T20:43:00.002+02:00

Engang formulerede konservatismens første moderne chefideolog Arnold Fraenkel, at det var konservatismens opgave at være det stabiliserende element i samfundsudviklingen. Samfundet var som en syg mand, der i febervildelse væltede rund i sengen, og det konservatismen kunne var ikke så meget at angive en retning, men at sikre at rystelserne ikke blev for voldsomme. Man kan mene om denne opfattelse af konservatismen, hvad man vil. Nogen ville jo nok kalde den lidt uambitiøs. Hvorfor overhovedet blive liggende i på sygelejet. Hvorfor er det ikke et rejs dig og gå, som er konservatismens ærinde? Hvorom alting er. Hvis Fraenkels bestemmelse af konservatismen er det som Det Konservative Folkeparti måler sig efter, så står det skidt til.

For dansk partikonservatisme er måske ikke just sengeliggende, men Det Konservative Folkeparti vakler vanen tro videre i vild forvirring. Det famler sig frem og vælter snart til den ene side snart til den anden. Men minder partiet ikke slående om den syge mand, som Fraenkel ville redde.

Lars Barfoed havde jeg ikke den store tiltro til, da han blev valgt. Han var nok bedste bud, men også et bud, der kom på banen i konservative kredse påfaldende hurtigt. Hans bagland er den nordsjællandske konservatisme, som var allermest kritisk mod Lene Espersen og rygterne vil vide, at han var en ikke helt inaktiv part i disse bestræbelser. Det bedste bud, ja det var han alligevel.

Han stabiliserede en form for stabilitet, som dansk konservatisme havde brug for. Han havde flere gange ravet uklar med støttepartiet fordi han var af sine meningers mod. Et godt tegn, selvom man kunne være uenig i hans konkrete taktik. Kort efter hans tiltræden som politisk leder, kunne man læse i Kristelig Daglad, at partiet nu ville føre en mere klar konservativ linje med fokus på traditionelle værdier. Det var også godt.

Men hvordan er det egentlig gået. Er jeg den eneste, der sidder tilbage med en fornemmelse af, at partiet har talt når det burde tie, og til gengæld har klappet helt i, hvor dets stillingtagen var nødvendig. Partiet formåede ikke at tage ejerskab over reformerne, selvom det utvivlsomt var det mest reformivrige parti blandt forligspartierne.

Kulturpolitisk har Per Stig været en katastrofe. Som partiideolog har han hvilet på laurbærerne i mange år og dette har også kendetegnet hans virke som kulturminister, hvor hans konservatisme har begrænset sig til at lufte et par rigtigheder, men ellers har stillet sig tilfreds med at administrere en politik, der har været konservatismens modsætning. Kirkepolitisk har han brilleret ved ene mand at sætte en højst uvelkommen debat i gang om adskillelsen af kirke og stat og desuden givet grøn lys til ødelæggelsen af ægteskabet som institution. Hvis kirken om ikke andet i kraft af sin historiske tilknytning til dansk kultur og den danske stat er et stabilt element i landets fluktuerende historie, ja så har konservatismens fremmeste ideolog faktisk gjort sit til at skabe ustabilitet.

Hvis ægteskabet også er en sådan institution, der har sikret faste rammer i det danske samfund på trods af skiftende tider, ja så må man sige, at også her har han gjort sit. Måske var det bedre om han vedblev med at hvile på sine velbehagelige laurbær.

Prisen for vankelmod tager imidlertid Lars Barfoeds noget opportunistiske udmelding om at ville samarbejde med Socialdemokratiet, hvis de borgerlige tabte regeringsmagten. Det skulle have noget at gøre med konservatismens gamle slogan ”borgerlige stemmer, der arbejder”, men som Peter Kurrild-Klitgaard allerede har gjort det, så må man spørge hvem de borgerlige stemmer arbejder for.

Noget helt andet er, at den noget pludselige udmelding helt oplakt skyldes, at De Radikale har haft succes med denne taktik og at Lars Barfoed nu forsøger sig med en radikal løsning på et konservativt problem. So ein Ding müssen wir auch haben! Desværre for partiet køber vælgerne den næppe. Den slags pludselige politiske sindelagsskift, bliver man sjældent belønnet for, faktisk fremstår den slags pludselige politiske handlinger, som en slags politiske spasmer, eller krampeanfald – måske det er den før omtalte feber, der slår igennem her.

At ære en stabiliserende effekt er måske ikke det mest ambitiøse for et konservativt parti, men selv det kræver mod. For at være kontravægt, det kræver mod til at lægge sine lodder i den anden vægtskål, ikke at løbe med en halv vind, men at sige stop, hvor andre slutter op og sige nej, hvor andre siger ja. Dette politiske mod udviser Det Konservative Folkeparti desværre ikke, som sagerne står.

Huset i Haag

2011-06-07T14:37:00.002+02:00

”Enhver der påberåber sig menneskeheden er en forbryder.” Ordene tilhører Carl Schmitt, den berømte og berygtede tyske jurist og filosof fra første halvdel af det 20. århundrede. De stammer fra indledningen til essayet Politisk Teologi fra 1922. Omstændigheder omkring Schmitts øvrige virke forhindrer at man for alvor kan tage denne polemiske og programmatiske sentens til sig. Men ordsammenfaldet og den interessante dobbelttydighed, gør det til en uimodståelig fristelse at benytte den som afsæt for dette indlæg.

I disse tider er menneskeheden ellers vældigt omtalt. Det er for menneskehedens skyld at menneskeskabte klimaændringer skal ændres igen. Og nyligt er en serbisk general anklaget for forbrydelser mod menneskeheden. Der er også ytret ønske om at det samme skal ske for Gadaffi, hvis man da ellers kan bekæmpe ham.

For en umiddelbar betragtning er det jo ikke galt at tale om en menneskehed; da slet ingen forbrydelse. Biologisk og materielt er forskellene menneskene imellem ufatteligt små, og det er så sandt som det er sagt, at vi alle bor under den samme sol. Skabningens menneskekår er vi alle underlagt. Så vidt så godt.

Jeg er hverken særligt filosofisk eller juridisk belæst, men det slog mig alligevel, at netop den aktuelle anklage mod Mladic for forbrydelser mod menneskeheden, klarere end så meget andet kan vise det problematiske eller blot uforståelige i den moderne og mere eller mindre udbredte menneskehedstænkning. Problemet er selvsagt ikke at man vil straffe ham for hans ugerninger i en art retsopgør efter Balkankrigene.

Det uforståelige ligger i selve sigtelsen. Et menneske gør vold på menneskeheden og det ønskes straffet. Men hvad ligger der uudtalt i dette ønske? Mindst en af to ting: Enten at man stipulerer, eller rettere dekreterer, at menneskeden er på en bestemt måde. Menneskeheden er af en sådan beskaffenhed at den ikke udøver drabs – og voldshandlinger mod sagesløse i en bestemt stor skala. Det er ikke menneskeligt at gøre det og derfor umenneskeligt at gøre det. Denne position betyder i sig selv at man med lov eller lovs brug bestemmer hvordan menneskene er eller bør være. Totalitært, om noget. Men derudover fører det også logisk over i den anden position der kan ligge til grund: Nemlig at man ikke direkte bestemmer det menneskelige, men derimod blot frakender den anklagede sin menneskelighed. Han gjorde det umenneskelige og blev det derfor selv. Men, han kan ikke i eksistens og handling være et fuldgyldigt medlem af en universel menneskehed og samtidig forbryde sig mod den.

Begge positioner ender i samme logiske uholdbarhed. De er for så vidt to alen af samme stykke. Enten bestemmer en domstol hvad det menneskelige er, eller også bestemmer den hvem der ikke har del i det menneskelige. Det første er kontraintuitivt om noget – og hvis der er en lære at hente i historien (den med stort H), så er det da netop det. At menneskeslægterne er i stand til de mest utrolige ugerninger. Det andet, umenneskeliggørelsen, associeres netop med den slags totalitarisme som den moderne menneskehedsjura sattes i verden for at forhindre skulle gentage sig. Et skævt smil, et glimt i øjet, en dårlig smag i munden og en hilsen til Carl Schmitt er måske på sin plads her.

Men hvad betyder alt dette? Blev det uforståelige forståeligt? Muligvis ikke, det er stadig store paradokser at gabe over, og måske hensigterne er agtværdige nok. Måske de politiske betingelser er bydende nok. Men mest sandsynligt er det vist, at domstolens hus i Haag, ligesom de fleste andre menneskehuse, er et hus i splid med sig selv.

Venstrefløjens korstog

2011-05-27T15:28:00.000+02:00

I disse tider, hvor man ikke rigtig ved, hvornår SocialDEMOKRATIET vælger at rette sit demokratiske skyts mod højreblogosfæren efter først at have angrebet den frie forskning og derefter den frie presse, så må man jo hellere skrive sine indlæg i en vis hast. Jeg vil derfor helt undlade - for nu i hvert fald - at kommentere på Socialismens pludselige lede ved demokratiet. Jeg synes egentlig, at det væsentlige er blevet sagt i et læserbrev af Konservative Studenters formand i Jyllandsposten forleden:

George Orwells bog ”1984” er der noget, der hedder tankepolitiet.Det er et særligt korps, som skal sikre, at der ikke tænkes tanker, som er i modstrid med regimets officielle ideologi. Bogen er ment som en advarsel mod det totalitære samfund, men desværre lader det til, at Socialdemokraterne og Socialistisk Folkeparti har opfattet skræmmebilledet som en indtagende utopi.

Socialdemokratiet og Socialistisk Folkeparti vil nemlig standse det, som de kalder ”borgerlig” forskning.´

Eller rettere, de vil ikke engang kalde det forskning, men betegner det som statsstøtte til »borgerlige debattører.« Dermed viser venstrefløjen, at den er parat til at fortsætte det korstog mod sine modstandere på universitetet, som den indledte i 1970′erne. Men hvor det før skete gennem studentermarxismen, skal opgøret nu føres med det virkeligt tunge skyts, statsmagtens økonomiske jernnæve.

Men det kan aldrig blive en regerings opgave at gøre sig selv til inkvisitionsdomstol eller bruge sin magt på at ødelægge dem, der taler denne magt midt imod. Den slags kendetegner diktaturet og ikke demokratiet. Ikke desto mindre vil venstrefløjen nu genoptage klapjagten.

En sten i skoene

Professor Bent Jensen, der er en af landets mest respekterede koldkrigsforskere, er blevet nævnt som et muligt offer for holdningshygiejnen. Han har nemlig længe været en sten i skoene på venstrefløjen. Ikke alene har han vendt den ryggen; han har også hudflettet dens feje holdning over for venstretotalitarismen under Den Kolde Krig. Den slags gør man ikke ustraffet i andedammen.

Også Bjørn Lomborg, der slet ikke er borgerlig, står for skud. Han siger nemlig, at vi må prioritere mellem de mange politiske forslag, som alverdens gode intentioner afstedkommer. Ikke alene har Lomborg altså sat spørgsmålstegn ved venstrefløjens forsøg på at gøre ”miljøet” til et religiøst spørgsmål; han har også givet venstrefløjens populistiske overbudsideologi et skud for boven. Med Lomborg er det åbenbart, som ordsproget siger: ”Han har ret, han skal hænges.”

Et dårligt varsel

Andet, som man må forvente står på venstrefløjens intellektuelle dødsliste, er Kaj Munk-centret, der blev oprettet i 2005, og som vover at beskæftige sig med en ikkevenstreorienteret kunstner. Et andet oplagt bud er Center for Forskning i Islamisme og Radikaliseringsprocesser, der af mange venstreorienterede opfattes som et højreorienteret forsøg på at opildne til had mod muslimer – hvad centrets forskere næppe ville kunne genkende.

Spares skal der. Derom kan man ikke tvivle. Det kan oven i købet være, at der også skal spares på forskning. Men politiske partier bør holde sig for gode til at blande sådanne økonomiske rationaler sammen med deres ønske om at styre den offentlige debat.

Et demokrati forudsætter, at der eksisterer forskellige holdninger, og det er et meget dårligt varsel for Danmarks demokratiske traditioner, at venstrefløjen nu vil bruge den økonomiske jernnæve mod sine kritikere på universitetet.

Jeg kan i øvrigt også anbefale den gode Nicolaj Bangs kommentar til et lignende emne. Enhedslisten er trætte af borgerlige økonomer og vil have nogle nye, der giver dem ret. At disse så næppe vil være økonomer, er en anden sag. Det er ikke noget, der tynger Frank Aaen eller den partiets venstreradikale taleskriver, der har banet sig vej fra Nørrebro til en vis avis på Rådshuspladsen.

Strammerne ser rødt

2011-05-26T15:37:00.012+02:00

For et par dage siden rapporterede Jyllands-Posten om en national strategi mod tvangsægteskaber og kvindeundertrykkelse. Denne strategi er iværksat af integrationsminister Søren Pind og ligestillingsminister Lykke Friis. Strategien skal - i samråd med lærere, pædagoger og andet, såkaldt frontpersonale - overbevise indvandrerne om at deres kvindesyn er forældet. Lykke Friis, der sikkert har talt som et vandfald, kalder til opgør mod den "passive tolerance, hvor man holder sig tilbage fra at præcisere, hvad der er normer og værdier i det danske samfund".

Mangt en frontkæmper i kulturkampen har sikkert følt sig fristet til at støtte dette initiativ. Nu skal den have en på frakken; nu skal vi trække en streg i sandet og sige fra. Vi kan jo ikke sidde med hænderne i skødet. Staten er ikke en klinisk, værdifri størrelse, der forholder sig neutralt til hvad som helst. Vist så.

Alligevel kan man tale om at buen bliver spændt for hårdt; at man ordinerer den forkerte medicin. At man i iveren for at stramme falder over sine egne ben. Lad os et øjeblik vende situationen om. Lad os tænke os en anden situation end de fremmedes kvindesyn. Lad os for eksempel forestille os, at staten iværksætter en national strategi, der beder lærere, pædagoger og andet frontpersonale om at oplyse om - og ensidigt påvirke til - den rette, statsautoriterede stillingtagen til omstridte spørgsmål. For eksempel racisme, miljø- og klimaspørgsmål, tobaksrygning og lignende. Man må ikke være racist; ikke køre for meget i bil; man skal spare på de knappe resurser; og man må bestemt ikke ryge.

Så ville piben formentlig få en anden lyd. Så ville der være tale om overgreb, halv-eller heltotalitære tilstande, hvor staten overtager opdragelsesforpligtigelsen fra forældrene og ensretter børnene. Et udslag af den - i øvrigt ret håndgribelige - politiske bevægelse, der med betydelig succes har opløst kernefamilien og buret børn inde i statens institutioner i alt for mange timer. Strammerne er derfor i virkeligheden nyttige idioter for en selvmorderisk bevægelse.

Som nævnt er der tale om omstridte spørgsmål. Spørgsmål som der ikke skal gives et klart, statsautoriseret svar på. Hele dette forskruede strammersegment, der ikke kan få nok af burka- og tørklædeforbud, medvirker til yderligere at forvitre det stærke civilsamfund, og lader borgerne hensygne i statens vold. I sig selv som et led i demokratiets mest fortvivlende grundskavank: At med tiden underkastes flere og flere spørgsmål en demokratisk afgørelse og dermed forkrøbler friheden, og afløses af et simpelt talmajestætisk flertalstyranni.

Dog er det ganske udbredt at påberåbe sig en vis nødretstilstand. At truslen er så overhængende og at vi derfor må tage drastiske midler i brug. Lad os blot slå fast, at sådan forholder det sig ikke. Firkantet sagt kommer vi ingen vegne ved at give køb på hævdvundne principper, som ingen selv vil udsættes for. Det er ikke statens opgave at påvirke børn - eller voksnes - holdninger til bestemte, omstridte spørgsmål. For børn er det forældrenes opgave; voksne mennesker må danne sig deres egne holdninger til tingene. Staten er ganske rigtigt ikke en værdineutral og derfor per definition værdipluralistisk størrelse; den er den institutionelle overbygning på det kulturelle fællesskab, der får mulighed for at manifestere sig i statens institutioner, der igen er en manifestation af den fælles, historisk betingede erfaring, som finder sit væsentligste udtryk i f.eks. Grundloven.

Og mig bekendt er det ikke forbudt at nære såkaldt et såkaldt forældet kvindesyn, det samme gør sig måske gældende - i hvert fald i forhold til tidens særdeles påtrængende et af slagsen - her på bloggen. I stedet må man fastholde ligheden for loven, samt at der er rigeligt med paragraffer til stede i forvejen, der kan beskytte dem der kan blive ofre for et tvangsægteskab eller en genopdragelsesrejse. Jeg har i hvert fald min egen og de kommende generationers ånds- og valgfrihed tilstrækkelig kær til at jeg ønsker at børnehaver og folkeskoler skal blive legeplads for statsautoriserede opdragere, der skal fortælle om den statsautoriserede holdning til kvinder, ligestilling, racisme, miljø- og klimaspørgsmål eller tobaksrygning. Disse spørgsmål må overlades til civilsamfundet og den fri offentlige debat, og ikke underkastes statsautoriseret smagsdommeri, der tryner mindretallet og etablerer en hæslig politisk korrekthed.

Selvsamme Søren Pind har engang påpeget, at hvis man forøger statens beføjelser til at opdrage og give statsautoriserede svar på omstridte spørgsmål, bliver det de borgerlige der først får deres idéer forbudt; først kommer i byretten for at overtræde tankepolitiets paragraffer og til sidst bliver klynget op i lygtepælene. Værd at huske.

Artiklen: www.jp.dk/indland/indland_politik/article2438654.ece

Hele Critique 2009 online

2011-05-24T17:12:00.002+02:00

Med offentliggørelsen af dr. phil. Jon Gissels artikel "Konservatisme og Kongedømme" er hele Critiques årgang 2009 nu belvet lagt online. Årsskriftet Critique er jo et tidsskrift, som en del fra denne reaktion har en vis tilknytning til. To af os sidder i dets redaktion og fire af os har bidraget med artikler.

Årgang 2009 havde artikler dels af en konservativ politiker, daværende klimaminister Connie Hedegaard, der bidrog med en glimrende og velgennemtænkt artikel om "Grøn konservatisme". Derudover var to historiske artiker. J.W. som kendes her fra bloggen og som siden er blevet redaktør på Critique havde skrevet artiklen om debatten op til 1915 grundloven og førnævnte Gissel artiklen om konservatismen og kongedømmet.

Årsskriftet indeholdt også to litterære artikler. Søren Besenbacher, der er post. doc. på AU havde skrevet en artikel om den britiske forfatter Evelyn Waugh, der stadig er en af mine personlige favoritter (artiklen altså) og Jesper Langballe, der ikke bare er politiker, men også en af rigets største Blicher-kendere bidrog med en analyse af Steen Steensen Blichers konservative ærinde. Gode og læsværdige artikler.

Årsskriftet indeholdt tillige tre artikler, som man vel kan kalde ideologiske eller politisk filosofiske. Den mest omfangsrige var filosoffen Kai Sørlanders forsøg på at besvare spørgsmålet "er konservatismen rationel?". Ikke alene svarede han til dette spørgsmål ja, han formulerede også en konservatisme, der netop var rationel og udsprunget af hans omfangsrige og ret systematiske filosofiske tænkning, der har rødder i både Kant og den logiske positivisme. Fra den internationale debat havde vi fået lov til at bringe den britiske filosof Phillip Blonds banebrydende artikel "Red Tory", hvor han argumenter for en moderne social, kulturkonservatisme inspireret af kommunitaristerne. Blond er vel en slags pendant til en mand som Kasper Støvring, men mindre national konservativ end denne. Artiklen var oversat af Erik Winther Paisley, der tidligere har skrevet til Critique og som også vil bidrage til 2011 nummeret. Modstykket til Blonds artikel var artiklen af Hans Hermann Hoppe, som et medlem af Konservative Studenter havde oversat sammen med en bekendt. De valgte dog at forblive incognito. Hoppe er radikalt liberal, men netop derfor - mener han - er han også konservativ, i modsætning til dem, der kalder sig konservative, men som i virkeligheden bare er nationale socialister.

Der blev også plads til en sprog artikel, hvor Loránd Pálfi leverede en empirisk meget velunderbygget artikel, der analyserede, hvordan man i Tyskland har forholdt sig til indflydelsen fra engelsk og sammenholdt dette med den danske situation. Også denne artikel var god at blive klog på og et meget kvalificeret indlæg i en debat, hvor synspunkter som Pálfis gerne affejes af sprogeliten som sure gammelmandsminer.

Hvorom alting er. Hele årgang er online og kan læses her.

CRITIQUE 2009

Om grøn konservatisme og lidt om sprogkamp

2011-05-17T20:28:00.001+02:00

Årsskriftet Critique har i de seneste uger lagt flere artikler på på nettet, hvor de kan læses i fuld længde. Det drejer sig dels om tidl. konservativ minister Connie Hedegaards artikel “Grøn Konservatisme” og Loránd-Levente Pálfis artikel “Den tyske sprogkamp”.

Connie Hedegaard, der nu har forladt dansk politik til fordel for en stilling i Bruxelles, var en af de konservative politikere som erkendte behovet for en klart defineret konservatisme. For hende betød konservatisme først og sidst social-konservatisme og hun lagde sig udpræget i sporet efter en mand som Per Stig Møller. Hun giver i artiklen sit bud på en progressiv, grøn konservatisme, der anerkender vækst som et grundvilkår, men samtidig er sig sit ansvar overfor ikke blot kultur, men også natur bevidst. Du kan læse artiklen her
Man kan diskutere en sådan konservatismes meritter. At være grøn er på ingen måde i modstrid med det at være konservativ. Det er der efterhånden kommet større klarhed om. Da miljøsagen kom frem var der nogen der, populært sagt, hævdede at grøn er det nye sort. Når man i dag ser hvilke politiske udslag miljøtanken giver sig udslag i, så får man jo nok bare den opfattelse, at grøn i virkeligheden er det nye rød. Socialismen er død og den lever videre i et ønske om vidtgående regulering for miljøets skyld.

Connie Hedegaard skriver blandt andet: ”Konservatisme er udtryk for en holdning til, hvordan samfundet bør indrettes. Uden holdninger og principper kan politikeren ikke navigere. Man risikerer bare at ligge under for sidste modestrømning eller det letteste synspunkt. Som politiker må man have nogle pejlemærker at styre efter. Men holdninger er ikke nok. I det 21. århundrede kan politiske beslutninger ikke kun træffes ud fra, hvad man mener eller synes.Politik må også basere sig på fakta og viden. Det gælder ikke mindst på dybt komplekse problemstillinger som f.eks. Klimaudfordringen, hvor meninger ikke er nok.”

Konservatisme er holdninger, men politik er i det 21 årh. mere end holdninger. Hvad betyder det egentlig. Vil man ikke som konservativ altid hævde, at konservatismen netop er en holdning, der tager udgangspunkt i fakta. Hvordan kan man overhovedet hævde en modsætning? Man kan frygte, at her i virkeligheden er tale om at rennoncere på egne holdninger til fordel for en "viden", der selv er et udslag af ideologi. Dermed har man ladet konservatismen underkende af den nye socialisme, som betinger klimapolitikken og det er en ulykke.

Nok om det. Loránd Pálfis artikel fortjener også at blive nævnt. Han skriver i sin artikel blandt andet: “Det engelske sprogs indflydelse på såvel de kontinentaleuropæiske som klodens øvrige sprog har været støt stigende siden 1945. Især de seneste 15-20 år har engelsk bredt sig mere end nogensinde før i verdenshistorien – også i lande hinsides det tidligere Jerntæppe. Mange er bevidste om dette forhold, og meningerne deler sig som regel i to fløje: Der er dem, der er imod, de kaldes oftest “de sure gamle mænd” (de behøver imidlertid hverken at være sure, gamle eller mænd), og der er dem, der er for, det er bl.a., men bestemt ikke kun (for der er f.eks. også økonomiske og handelspolitiske interesser i spil), den unge generation” Med udgangspunkt i denne observation giver han en empirisk velunderbygget fremstilling af den tyske leksikografis omgang med påvirkningen fra det engelske sprog. Du kan læse hele artiklen her.

Der må være en grænse

2011-05-16T09:41:00.000+02:00

Meget er sagt og skrevet om grænsekontrol - senest her på bloggen af A.O. Men mere fortjener at blive sagt. Danmark har oplevet den tort at måtte stå skoleret for EU og mange danskere skammer sig sikkert. De oftest Europavenlige journalister i den borgerlige presse godter sig over, at den internationale retfærdighed sker fyldest, at forældrene nu ansvarligt og manende griber ind og kalder Danmark til orden. Lærer den uvorne unge, at den ikke sådan kan genoptegne de streger, man allerede i fællesskab har streget over. Ja Søren Pind må føle sig som en lille dreng i korte bukser, der med sort kul har tegnet en streg henover sine forældre nydelige dug. Den slags gør man ikke ustraffet.

Selvfølgelig, når man er herre i eget hus kan man gøre hvad man vil. Men den erkendelse synes at have undgået vores journalister og særligt de europæiske politikere. Ralf Pittelkow har i en glimrende kommentar angrebet hysteriet over beslutningen, der jo ikke er en genindførsel af paskontrol men en opprioritering af toldvæsnet i grænseområdet, som selv Sverige allerede har gennemført. Men på et plan går Pittelkow alligevel fejl.

Der er ikke tale om hysteri. Europæerne ved udmærket, hvad det drejer sig om. Der foregår en symbolsk kamp om nationalstaternes suverænitet inden for EU. Og som det ser ud nu, er nationalstaterne ved at tabe den. Det forhold, at regeringen, der repræsenterer det suveræne danske folk intet andet tør stille op overfor Europa end at fastholde, at man skam slet ikke har gjort nogen videre ulykke, at man så at sige kun har tegnet en sort streg på en lille flig af dugen, det understreger at det danske folks regering for længst har opgivet at fremstå som repræsentanter for et selvstændigt land, men tværtimod opfatter sig selv som underordnede embedsmænd, der troligt må undskylde og beklage, når Europa retter sit olme blik mod vores gøren og laden.

Grænser er først og fremmest symbolik. Når vi planter hække om vores huse, så er det ikke fordi vi tror, at liguster er et sikkert værn mod indbrudstyve, men lige så meget for at markere hvor grænsen går mellem dit og mit. Vi sætter os i besiddelse af et bestemt stykke jord, og fordi vi gør det, føler vi os hjemme. På samme måde er det jo med et folk. Det er almindelig anerkendt, at der til nationsbegrebet hører visse karakteristika som fælles sprog og fælles kultur, en idé om fælles ophav og så videre, men frem for alt bevidstheden om at høre til på et særligt område.

Ser man sig omkring i verden får man dette bekræftet. Hvad betyder land dog ikke for folk. Ikke tilfældige stykker land, men det at have en lille skive af denne klode, som man kan kalde sin egen. Den slags går folk i døden for. Eller rettere gjorde.

For i Europa har man slettet grænserne. Det er der meget godt ved. Det er en stor lettelse, at paskontrollen er ophævet og man kan kun håbe på, at fremtiden bliver et sted, hvor denne luksus er mulig, der er også saglige grunde til at gøre dette. For man kan flytte ressourcer fra grænsekontrollen til fælleseuropæisk politiarbejde, som måske bedre kan imødegå den grænseoverskridende kriminalitet. Praktiske grunde er der nok af.

Men Europas hysteriske reaktion understreget, at dette ikke handler om praktiske grunde. Da Schengen væltede grænsebommene gjorde de det ikke så meget for vores blå øjne skyld, men for den blå stjernebanners skyld. Grænsen som en del af vores identitet skulle ophæves, for at vores tilknytning til landet kunne underkendes, glemmes og mistænkeliggøres. Det grænseløse skulle være normen, græshopperen Europas nationalfugl. Grænsen mellem os og dem skulle slettes for at også skellet mellem os og dem kunne udslettes. Det kan lyde godt, og for mange vil det lyde godt. Internationalismen og dens borgerlige modstykke kosmopolitismen har allerede vundet sig mange tilhængere blandt de mobile klasser. Men at udslette skellet mellem dem og os, det er bare en anden måde at formulere det værst tænkelige nemlig udslettelsen af Danmark, udslettelsen af os.

"How can you buy Killarney?"

2011-05-14T00:22:00.002+02:00

Jeg har været oppe at skændes med min mor. Emnet var efterlønnen, og hvorvidt landet har råd til at fjerne en god del af de arbejdsduelige fra sin arbejdsstyrke, men også hvorvidt mennesket havde ret til at gå på efterløn. Spørgsmålet optager i øjeblikket hver eneste politisk kommentator, og før De Radikale går ud fra forhandlingslokalet og siger, at der er nået forlig, hører talen om dette emne næppe op. Men vi står i en krisetid. Alting må overvejes økonomisk! Vi ser, hvordan grækerne overvejer at udtræde af euroen af økonomiske årsager. Danskerne bliver fortsat mere og mere skeptiske over for EU, fordi der kræves mere af os, end vi får igen. Men mere end alt andet handler diskussionerne, som jeg har berørt, velfærdssamfundet, for vi har nemlig ret til velfærdsydelser, fordi de er garanter for et værdigt liv. Og Gud nåde og trøste det forvildede menneske, der mener, at dette ikke er nok. Der er jo intet, som ikke i sidste ende kan købes for penge. Den mening er man også af på den anden side af det økonomisk-politiske spektrum: Selv utroskab må der gerne opfordres til på reklamesøjler i de største byer, hvis bare firmaet betaler for reklamen, og de uskyldige i de knuste ægteskaber og de ødelagte familier skal holde op med at pive. Det foregik jo på markedsvilkår! Der findes kun én variabel – kun én bagvedliggende drivkraft i menneskets liv: Penge!

Sideløbende med alle disse bombardementer af økonomiske problemstillinger er jeg endnu engang blevet fanget af de irske folkesange. Dette har naturligvis ikke en skid med det ovenstående at gøre – på anden måde, end at musik naturligvis er en vare, der udbydes på markedet som alt andet, og at Irland jo halter økonomisk håbløst bagefter.

Men jeg faldt over den sang, som jeg vil indvie Dem i, kære læser: ”How can you buy Killarney” er skrevet i begyndelsen af 1900-tallet. For en ordens skyld må det siges, at Killarney er en mindre by i det sydvestlige hjørne af Irland. Byen har med opland omkring 17.000 indbyggere og er således ikke et tætbefolket sted, men ligger i et naturskønt område, som er indbegrebet af det, man forbinder med Irland. Et link til en Bing Crosby-version, som måske ikke er fortryllende, men brugbar, findes i slutningen af indlægget.

Vi starter med første vers:

An American landed on Erin's green isle
He gazed at Killarney with rapturous smile
"How can I buy it?" he said to his guide
"I'll tell you how", with a smile he replied

Amerikaneren er her naturligvis et symbol. Amerikanere er jo ikke dårligere mennesker med ringere passioner, værdier og æstetisk sans end os andre – og de har i hvert fald ikke mindre kultur end os andre. Hvornår har vi sidst set en amerikansk turist med en ”nævefuld dollars” og et lystent blik efter at købe de mærkeligste ting – som f.eks. et sejlskib i rav eller Den Lille Havfrue i fuld størrelse. Det er jo i virkeligheden ikke amerikanerne, man først tænker på, når man tænker usmagelige mennesker uden respekt for den kulturelle og historiske kontekst. I mangel af bedre, og fordi digteren nu engang har valgt dette fuldstændigt uoplagte eksempel på præmiekapitalisten, så må vi forsøge at bruge al vor fantasi på at leve os ind i dette billede af amerikaneren som indbegrebet af tanken, at alt er til salg for den rette pris, og at centret for menneskers følelser og passioner, deres tilhørsforhold, nødvendigvis må kunne underordnes pengenes magt.

Omkvædet er den irske guide svar til amerikaneren. Man kan forestille sig, at det har været tænkt, at han – en yngre udadvendt, venlig rødhåret irere med sixpence – har kigget forundret på den selvtilfredse amerikaner og med et ironisk smil svaret ham:

How can you buy all the stars in the skies?
How can you buy two blue Irish eyes?
How can you purchase a fond mother's sighs?
How can you buy Killarney?
Nature bestowed all her gifts with a smile
The emerald, the shamrock, the Blarney
When you can buy all these wonderful things
Then you can buy Killarney

Her må vi nok lige stoppe op et øjeblik. I dette mærkværdige svar, som i øvrigt indeholder flere spørgsmål end svar, og som amerikaneren formodentlig har været groft utilfreds med, er der et par ting, som man måske lige skal have udlagt – navnlig i sjette linje.

The Emerald betyder på dansk smaragd, hvilket de fleste læsere antageligvis har været med på, men emerald er ligeledes et poetisk symbol for Irland. En i en økonomisk kontekst stærkt usaglig udlægning er, at de grønne landskaber, bakkerne og naturen i ét hele gør Irland – på trods af øens beskedne økonomiske formåen og mangel på naturlige værdier – til en ædelsten.

The Shamrock er en trebladet hvidkløver, som ofte bruges som et symbol på Irland. Legenden siger, at Irlands skytshelgen, St. Patrick, brugte den til at illustrere treenigheden i sine forsøg på at kristne irerne i det femte århundrede. Den er således blevet et symbol på Irland og ses mange steder på St. Patricks Day.

The Blarney er en legendarisk sten indbygget i Blarney Castle, som slottets bygherre MacCarthy i 15. århundrede skal have kysset i påkaldelsen af den keltiske kærlighedsgudinde Clíodhna for at vinde en retssag. Denne legende har drevet folk til stedet fra nær og fjern og gør det stadig.

Amerikaneren ville sikkert bare gerne have haft et sted at henvende sig og en pris, men det fik han ikke:

Such a wonderful landscape you never have seen
A jewel so rare 'twould befit any queen
Pride of old Erin, a joy to behold
Heaven on earth, far more precious than gold

How can you buy all the stars in the skies?
How can you buy two blue Irish eyes?
How can you purchase a fond mother's sighs?
How can you buy Killarney?
Nature bestowed all her gifts with a smile
The emerald, the shamrock, the Blarney
When you can buy all these wonderful things
Then you can buy Killarney

Det slog mig, at på trods af, at disse linjer for mange nok vil fremstå som patetiske og for liberalister ikke mindst, så tror jeg, at der er en lektie fra en anden tid, et andet sted, der måske kunne virke til gavn i Danmark i 2011. Mens vi render rundt og skaber dårlig stemning med skænderier om økonomi, og hvem der har ret til hvad, hvem der skal betale, og hvorvidt vi har råd osv. osv., så kunne man måske stoppe op og forsøge at se på livet igennem andre øjne end dem med dollartegnene – uanset om man vil have, eller om man ikke vil afgive.

I den verden, vi lever i nu, er det mere end nogensinde væsentligt at huske, at livet er mere end de penge, vi har eller ikke har. Som et konservativt menneske må enhver materialisering skære i hjertet: Når et menneske gør kongehuset, rigsfællesskabet, kulturen, moralen, naturen og religionen op i penge, så har mennesket tabt sig selv på jorden. Det er at skære kapitælet af den korinthiske søjle. Det er at ofre sin hjemstavn. Det er at sælge Killarney.

Link: http://www.youtube.com/watch?v=awcgL1cEsfo

Det gammeldags redskab

2011-05-13T19:35:00.005+02:00

Så blev grænsekontrollen genindført, og der er naturligvis grund til at kippe med flaget. Det er tiltrængt at det igen markeres, at Danmark - delvist, for der er desværre tale om letvægtløsning, der ikke helt er hvad den giver sig ud for at være - er en suveræn nation, der hævder sine grænser udadtil. Men det er naturligvis ikke noget populært tiltag.

Alskens kulturradikale professorer og lektorer trækkes af stald. Danmark er et kolonihaveland; et snæversynet og fremmedfjendsk land, der nu til fulde bekræfter det dårlige image vi har fået ude i den store vide verden - om ikke andet så blandt udlandets kulturradikale professorer og lektorer, der mener at have læst teksten og vide bedre besked. Danmark svigter det globale udsyn og den europæiske idé om fri bevægelighed. Der er ingen ende på sludderet, de politiske klichéer, fra tidens globalistiske elite, der hellere lader sig svinebinde af konventioner, menneskerettigheder og/eller kvindekvoter, end af et usentimentalt fællesskab med fædrelandet, dets historie og deres medborgere. Marlene Wind, fruentimmeret, der er en veritabel nar for Vorherre, er blevet ringet op af et par tyske journalister, der brokkede sig over disse halstarrige danskere, der ikke ligesom tyskerne vil forære eller bortpante deres fædreland bort til eurokrater eller kulturfremmed indvandring, for slet ikke at tale om begge dele.

Ja, netop: Danmark svigter en idé, en vanvittig og selvmorderisk idealisme, der længe har trængt til et velplaceret skud for boven. En utopi om et grænseløst Europa, hvor alt hulter til bulter passerer uhindret over grænserne. Mennesker, varer, mafiabander, hjemmerøvere og smuglere - alle til hobe nyder de godt af den i fri luft svævende frihed. De ophævede grænser er den ydre manifestation af det indre, slet fordækte projekt, der skridt for skridt demonterer nationalstaterne. Ophæver man nationalstaternes mulighed for at bestemme hvem der må opholde sig på deres territorium, fjerner man deres egentlige grundberettigelse og opløser dem i det store tomme intet. Ophævelsen af grænserne er blot et led i et større projekt, der ved hjælp af traktater, konventioner og en ihærdig dommerstand skal skabe en europæisk superstat fra oven. Som bekendt er det en alvorlig krænkelse af menneskerettighederne, i hvert fald hvis man skal tro manden med det særdeles belastede efternavn, Thomas Gammeltoft-Hansen, at hævde sin grænse og forhindre folk i at komme over den. De bliver jo forhindret i at søge asyl i så fald, og er der noget de venstreorienterede gutmenschen ikke kan få nok af, er det asylansøgere.

Derfor er der god grund til at glæde sig over den forstærkede grænsekontrol. Dels fordi den er et praktisk redskab til at bremse den omsiggribende kriminalitet; bremse flaskesamlere, tiggere, sigøjnere, driverter og polske hestetyve, mafiabander og hjemmerøvere. Dels fordi det markerer en national oprustning mod det og de fremmede; en vilje til at sætte skel mellem vores og deres. Et sjældent lys i mørket.

Konservatisme og kulturrelativisme - eller konservatisme uden Gud

2011-05-09T09:16:00.000+02:00

Ligesom kristendommen generelt er på retur i samfundet, er også den betydning for konservatismen aftagende. Debatten mellem den konservative Katrine Winkel Holm og den ligeledes konservative Kasper Støvring er nemlig i virkeligheden en debat om forholdet mellem to konservative grundbegreber nemlig ”Gud” og ”Fædreland”. Forleden kritiserede Winkel Holm den Kasper Støvring i Berlingske Tidende. Støvring havde på sin blog skrevet, at han nok ville forsvare vestlige og danske værdier hertillands, fordi de nu engang er vores, mens han vil lade andre kulturer indrette sig som de nu finder rigtigt, dér hvor de hører til. Islam havde som en tradition med 1400 år på bagen sin egen værdi. Dette fik Winkel til at beskylde Støvring for at forveksle konservatisme med en gold traditionalisme, der hævdede ”at alt hvad der er gammelt, religiøst og traditionelt er værdifuldt.”

Winkel Holms indvending mod kulturrelativismen er principiel, for mellem linjerne peger hun på at konservatisme i modsætning til traditionalisme forsvarer noget andet end det, der tilfældigvis er vort. Konservatismen forsvarer nogle specifikke grundlæggende vestlige værdier, ikke fordi de er vores, men fordi de er sande eller bedre end eksempelvis Islams. Debatten mellem Støvring og Winkel Holm skal forstås som en debat, der foregår mellem kampfæller. Det er ikke så meget en praktisk debat, men en politisk filosofisk debat, om ikke hvad konservatismen gør, men hvorfor den gør det. At denne debat så i anden række kan have nogle praktiske konsekvenser er en anden sag.

Grundlæggende afspejler debatten en indre splittelse i konservatismens idéer mellem nationalisme og kristendom. For når Støvring taler kulturrelativistisk, gør han det fordi han er nationalist. Han opfatter værdier som noget, der kun giver mening inden for begrænsede og afgrænsede kulturelle fællesskaber. Når Winkel Holm siger noget andet skyldes det først og fremmest kristendommen.

Kristendommen rummer en universalitet, som er nationalismen helt fremmed. Den hævder at være sand for alle, alle steder og til alle tider. En partikularistisk Nationalisme må afvise at noget sådant overhovedet er muligt. Har kristendommen en værdi, er det allerhøjst som en kulturel komponent, der skaber gode værdier, fælles traditioner og sammenhængskraft. Når nationalkonservative forsvarer kristendommen gør de det med andre ord ikke fordi, den er sand, men fordi den er en sociologisk bekvemmelighed. Eller slet og ret, fordi det nu engang er den tro, som vi herhjemme har.

Modsætningen mellem det nationale og kristendommen er en af årsagerne til at så mange europæiske højretænkere har afvist den fuldstændigt. Mange af dem mente, at kristendommen ikke alene var ikke-national, den var også en forløber til de moderne ideologier liberalisme og socialisme. For var det ikke netop kristendommen, der talte om de sidste tider, om frelsen og hævdede både menneskets frihed og lighed? Med udgangspunkt i disse tanker blev den mellemkrigstidens radikale konservatisme både et angreb på de moderne ideologier såvel som kristendommen.

Den konservatisme, der ikke tog afstand fra kristendommen, men tværtimod i denne så en kritik af det moderne samfunds udartninger drog en anden konklusion. De sagde som den britiske katolske konservative Chesterton, at den moderne verden var fyldt med kristne dyder, der var blevet vanvittige. Dette vanvid skyldtes, at dyderne var blevet afkoblet kristendommen. Med andre ord; for at bremse vanviddet, måtte konservatismens opgave blive at fastholde samfundet på kristendommen. Herhjemme kendes denne konservatisme særligt fra Søren Krarup, der har peget på, at kristendommen er ideologiernes modsætning, som indebærer at ”være jorden tro” som det hedder.

I Danmark har der traditionel været et tæt bånd mellem luthersk kristendom og dansk konservatisme. I gamle dage gav det sig udtryk i, at Det Konservative Folkeparti var et udpræget kristeligt parti, som eksempelvis nød stor opbakning i Indre Mission. I det er det mindre tydeligt. Dansk konservatisme er ofte er blevet revitaliseret gennem mødet med kristendommen, og at den selvbevidste konservatisme ofte har haft et udpræget kristeligt udtryk. I mellemkrigstiden kom det til udtryk gennem den kristeligt-nationale bevægelse Det Unge Danmark og i efterkrigstiden er det særligt Tidehvervskredsen, der har gjort sig gældende med et luthersk inspireret opgør mod velfærdsstaten og multi-kulturalismen.

At der nu er debat inden for dansk konservatisme om kulturrelativisme er tegn på, at denne forbindelse til kristendommen ikke er så selvfølgelig som tidligere. Den generation af national-konservative, som særligt har gjort sig gældende i nullerne er inspireret af en bredere europæisk højredebat, hvor kristendommens rolle er blevet sekundær i forhold til sociologi, nationalisme og kultur, i denne cocktail er der som en af dem på et tidspunkt betroede mig ikke behov for at henvise til Gud, og dermed er kristendommen som bekendelse og sandhed et overstået kapitel for den moderne kulturkonservatisme.

Bin Laden, vesten og Carl Schmitt

2011-05-02T14:26:00.000+02:00

I forbindelse med, at Bin Laden blev dræbt, da han satte sig til modværge mod de amerikanske specialstyrker, oplevede jeg noget underligt. Fra nogle konservative, som man ellers skulle tro ville være glade for, at morderen fra 11. september nu havde mødt sin skæbne, mødte man istedet en bedrevidende forargelse over situationen.
Nogle skrev på facebook, at det da var fint nok, men at han hellere skulle have været fanget i live. En enkelt gik så langt som til at følge Enhedslisten i deres kritik af aktionen. Denne ungkonservative skrev noget i retning af, at hun ville ønske, at amerikanerne istedet for at juble over at have slået deres fjende ihjel, først skulle have tilkendegivet deres principielle kærlighed til gængse retsprincipper og menneskerettigheder og så beklage, at det desværre ikke i den konkrete situation var muligt at leve op til idealet.

Ja! Det kunne have vøæret kønt, hvis amerikanerne, der nu har jaget Bin Laden i mere end 10 år skulle beklage, at de ikke kunne leve op til "menneskerettigheder". Pågældende ungkonservative har sikkert sit hjerte på rette sted. Ja pågældende har uden tvivl hjertet på rette sted, for det er jo netop det pågældende vil vise - og vedkommende er sikkert ikke alene. For at have hjertet på rette sted betyder jo i europæisk sammenhæng at have sit hjerte tæt på idealerne og langt fra virkeligheden. Vi europæere er jo de gode, der har sat os på en høj uden for historien, hvorfra vi dømmer levende som døde og udøver ret og skel til alle sider.

Det er i et sådant Europa, det giver mening at lytte til den tyske radikale konservativ Carl Schmitt, der i mellemkrigstiden kritiserede liberalismen for at sætte sig ud over politikkens grundvilkår, kampen mellem ven og fjende, og derfor være en illusion. Carl Schmitt bør man gå til med nogen varsomhed, alene bør han ikke stå, for endestationen for hans nøgterne realistiske radikalisme er, at magt er ret og som egentlig konservativ må man nødvendigvis have en anden holdning hertil. Ikke desto mindre Carl Schmitt er værd at beskæftige sig med og herhjemme er det gjort bedst af Søren Hviid Pedersen, der er lektor i statskundskab på SDU. I efteråret besøgte han Konservative Studenter for i Foredragsrækken Critique at tale om den forkætrede tænker. Nu er hans foredrag lagt ud på nettet og kan høres her:

Carl Schmitt v. lektor Søren Hviid Pedersen from Konservative Studenter, Aarhus on Vimeo.

Ny Critiqueside

2011-04-14T12:34:00.000+02:00

Jeg kan ikke lade være med at lede læserne opmærksomhed hen på, at Critiques hjemmeside nu har fået et tiltrængt ansigtsløft. Så dette konservative flagskib nu fremstår passende også på den elektroniske front.
Se den nye side, og støt endelig Critique med et abonemment, hvis du ikke allerede gør det.

http://critique.ksaa.dk/

Er konservatismen rationel?

2011-04-07T13:31:00.000+02:00

Det spørgsmål stiller filosoffen Kai Sørlander i en artikel i Årsskriftet Critique 2009, som nu er blevet lagt online.
Kai Sørlander erblandt andet er forfatter til bogen “Forsvar for rationaliteten” og leverer i sin artikel i Critique sit bud på en konsistent konservativ, politisk filosofi, der erkender rationalitetens kulturelle forudsætninger. En sådan konservatisme gør op med en multikulturalisme og den radikal relativisme, der benægter alle sandheder foruden den, at sandheden er relativ. Sørlanders artikel er også et opgør med en ureflekteret kultur-konservatisme, der blot ønsker at bevare hvad der nu engang tilfældigivis er. Netop fordi alle kulturer ikke er lige gode, handler konservatismen ikke om at forsvare kultur som sådan, men at forsvare netop den kultur, som er det rationelle samfunds udgangspunkt. Denne kultur finder Sørlander i vesten og dens rødder er først og fremmest kristendommen.

Uddrag
“Således må vi forstå, at konservatismen er en politisk holdning eller ideologi, som står i modsætning til andre politiske ideologier som fx liberalisme og socialisme. Og vi må forstå, at det at spørge, om en sådan holdning er rationel, er ensbetydende med at spørge, om der kan gives alment forpligtende argumenter for at foretrække den frem for alternativerne. Så det helt simple spørgsmål er, om der kan gives en alment forpligtende argumentation for at foretrække konservatismen frem for de alternative politiske ideologier.”

“Konservatismen er først og fremmest en besindelse på, at man som enkeltindivid “altid allerede” er indfældet i en konkret historisk samfundsorden med et særligt sprog, specielle omgangsformer og en fælles skat af fortællinger, både historiske og mytologiske. Det hele udgør et væv, som på den ene side giver individet identitet, og som på den anden side giver samfundet en nødvendig sammenhængskraft og fællesskabsfølelse.”

“…folk, som selv troede, at de forsvarede en rationel demokratisk orden, i realiteten har medvirket til at undergrave fundamentet for denne orden. De har været ofre for deres egen forplumrede tankevirksomhed. I sig selv burde det ikke være noget større problem. Men den store tragedie er, at det er denne forplumrede tænkning, som har været den herskende sociale konsensus. Og den har været det i en sådan grad, at det en tid lang er lykkedes den at skubbe den reflekterede konservatisme ud af den demokratiske debat”

Kai Sørlander (f. 1944) er forfatter, filosof og har udgivet flere bøger bl.a. “Det uomgængelige” (1994), “Den endegyldige Sandhed” (2002) og senest i 2008 bogen “Forsvar for rationaliteten”.

Læs hele artiklen her

Døden i Lübeck

2011-04-05T11:31:00.000+02:00

Lübeck var et sælsomt syn fra første færd. Den gamle Hansastad med den vidunderlige historie vidnede på en gang om en ukuelig livsvilje som om det altid truende forfald. Byen var en kort årgang i 1200 tallet i dansk besiddelse, men fik sig snart revet fri, blev en fri rigsstad under den tyske kejser og kunne snart kalde sig Hansaens dronning. Fra Lübeck styredes navnlig saltimporten og saltet var vigtigt, for at kød fra okser og grise ikke skulle fordærves. Sammen med den andre stadig mere mægtige Hansabyer skulle den middelalderen igennem volde Danmark en del besvær.

Er man i Lübeck kan man ikke undgå at tænke på Venedig. I sin tid kaldtes også denne handelsby for dronning – om end det var over Adriaterhavet. Ligesom Venedig lå også Lübecks glansperiode i middelalderen og ligesom dér er det i Lübeck fortiden man kommer for at opleve. Ja begge stæder lever så udpræget i eftertiden og har døden åndende i nakken.

Døden fra Lübeck var et berømt maleri i byens imponerende Mariekirke. Et 30 meter langt memento mori, der som for bevise sin egen påstand om forgængelighed, selv blev uigenkaldeligt ødelagt under et luftangreb på byen i 1942. Sådant et morbidt maleri har de ikke i Venedig. Til gengæld klistrer døden sig også til denne by navn gennem forfatteren Thomas Manns berømte roman ”Døden i Venedig”. Thomas Mann var i øvrigt selv fra Lübeck og hér foregik en af hans mest berømte romaner ”Huset Buddenbrooks” om en lybsk købmandsfamilie favntag med forretningslivet. Denne skildring står ikke tilbage for nogen dødedans og bogen skildrer i virkeligheden en families langstrakte og totale udslettelse, der som bestemt af skæbnen synes at tilsidesætte ethvert forsøg på gennem flid og dygtighed at bryde ud af denne historiske proces.

Skønt andre købmandsfamilier snart overtog Buddenbrookernes sted, så skildrede Mann også den gamle Hansastats købmandsaristokratis sidste stund. Hvor Venedig helt sygnede hen og blev et mausoleum over en træt kultur, så fortsatte Lübecks udvikling under de nye vilkår som industrien gav. Endnu var der kraft i byen. Men selv denne vitalitet var jo også en slags forfald. Fabrikkerne, da sataniske møller, sværtede byens huse, bymuren blev revet ned, magien forsvandt fra Lübeck og den evige gentagelses kredsløb, som Mann havde skildret, afløstes af troen på den evigt fremadskridende udvikling. Ikke engang byens sønderbombning under krigen syntes at kunne gøre en ende herpå.

Fremskridtet har forvoldt sin skade på Lübeck. Mange steder erstattedes efter krigen ruinerne af det gamle med funktionalistiske kasser. Det bedste man kan sige om dem, er at de er helt igennem anonyme. Det er som om funktionalismen i tyske provinsbyer er mere afdæmpet og mindre eksperimenterende end i Danmark. Dette forhindrer de værste rædsler, men fremmer den følelse af gråhed, som præger så mange europæiske byer. På et af byens museer så jeg en billedrække, der skildrede udviklingen af Torstrasse, som er en af byens ældste gader. Dens ældste huse havde overlevet 30 års krigen og stod endnu efter anden verdenskrig. Mens Torstrasse blev indesluttet af den tætte trafik, der følger fremskridtet som syfilissen følger skøgen, stod nogle af de gamle huse endda indtil 1970erne. Her besluttede imidlertid et varehus og udvide og nu asfalteredes 600 års historie af fremskridtets tunge kavaleri damptromlen. I dag er Torstrasse med udstillingens ord en ansigtsløs gågade.

Industrien har sluppet sit greb om Lübeck. Fremskridtet har fundet nye fæller at mænge sig med. Lige nu hærger det historiske kvarterer i Kinas storbyer og har trælbundet armeer af rejsende, rettighedsløse industriarbejdere dér. Men det er en anden historie. Lübeck er ikke længere en handelsby og ikke længere en industriby. Den håber ligesom alle andre byer i det døende Europa at kunne leve af viden og kreativitet. Selv vindmøller eksperimenteres der med. Fremsynede politikere kigger i krystalkuglen og vælger fremtidens vækstområder. I mens kan vi andre nyde den fjerne fortid, der har fået lov at bestå, mens det moderne samfunds rædselsmonumenter langsomt forfalder og endelig står til at vinde en egen æstetik i dødedansens skygge.

Brødre, lad bomberne regne!

2011-03-28T14:39:00.000+02:00

En kollega sagde forleden til mig, at det ville blive noget underligt noget, når man engang skulle skrive Danmarks moderne krigshistorie. Hvordan skulle historikeren kunne gøre det forståeligt for læseren, at Danmarks nye arvefjende nu ikke er Preussen men Afghanistan, Irak og Libyen. Set fra den fortvivlende formidlingsmæssige opgaves side, så er det naturligvis også noget underligt noget, at vi, der før var så forsagte og rolige nu blander os i verdens konflikter. Det kan vække faglig interesse for dem, der har den lange udvikling i kikkerten og det kan åbenbart også vække politisk modvilje.

På den yderste venstrefløj er Enhedslisten partisaner vist gået amok, og er særligt blevet sure på Frank Aaen, som de nu kalder ”Stinger-Frank” og vistnok oplever som en dansk udgave af von Ribbentrop. På højrefløjen har mystisk nok, mange konservative luftet deres utilfredshed. På P1 debat var der debat mellem Naser Khader og Morten Uhrskov Jensen. Khader var for krigen i Libyen, mens Morten Uhrskov var imod. På Uriasposten afslørede den ligeledes nationalkonservative blogger Kim Møller, hvor hans sympati lå, da han beskrev debatten som en debat mellem konservative Morten Uhrskov og tidligere radikale Naser Khader.

At Khaders vilje til at gå i krig, skulle vække mindet til live hos Kim Møller, om at Naser Khader har en fortid hos de radikale, kan selvfølgeligt undre, når man tænker på dette partis forsvarspolitik.

På Sapphos hjemmeside faldt jeg over et andet indlæg, som på grund af vores soldaters indsats kaldte Danmark for en ”krigsliderlig lilleputstat”, og så sent som lige før jeg kastede mine hænder i tastaturet læste jeg et indlæg fra Katrine Winkel-Holm, der undrer sig over Venstrefløjens nye kærlighed til krigen. En kærlighed, der kombineres med et ønske om betingelsesløs kapitulation på de indre linjer. I lørdags talte jeg også med en lettere beruset bekendt, som mente at vi slet ikke kunne tillade sig at kaste bomber mod Daffy, som han familiært kaldte den libyske enehersker.

Noget tyder på, at der på den nationalkonservative højrefløj er vokset en slags fredsbevægelse frem, og at denne er næret af en irritation over den idealistiske retorik, som har præget krigsfortalerne. Ja som i det hele taget har præget vestens forhold til revolutionerne i mellemøsten. I kritikken af en sådan idealisme, er jeg naturligvis enig. Lad os straks få armene ned. Men betyder det, at vi også som konservative skal stille os kritisk overfor krigen?

Er sagen ikke i virkeligheden den, at Gadaffi er og altid har været vores fjende. At han er en despot, der ikke blot verbalt men også ved terroranslag har angrebet vesten ved flere lejligheder, og som indtil for få år siden betalte terrorister af egen lomme?

Gadaffi har haft mange år til at vinde vores venskab, han har med eftertryk tragtet efter fjendskabet, og først da krigen mod terrorisme syntes at blive lidt for varm selv for den gamle beduin, slog han ind på en anden kurs og smilede sit lumske krokodillesmil til vestens statsledere. De faldt for det og flere af dem faldt ham om armene.

Lad da gå, at venstrefløjen og de liberale er besnæret af idealisme. At skulle udholde deres floskler er en billig pris at betale for at vise fjenden og verden, hvad der sker, hvis man lægger sig ud med vesten. Ærgerligt, at vi ikke gjorde det for længst. Men virkeligheden vejer jo tungest. Det er svært at slå en mand af kamelen, som sidder godt i sadlen. Det ændrer dog intet ved, at vi ved først givne lejlighed, når han snubler og falder, skal kaste os over harm med retfærdig harme, ødelægge ham og sønderbombe hans drømme og vise for de, der stadig stærkere tvivler, at vesten stadig viser vejen og bestemmer takten.

Her nytter hverken pacifisters klynk eller nationalkonservatives 1864-mentalitet. Den arv er ikke vores og den skamplet vasker vi af os, hver gang vi drager mod nye fjender og ubrydeligt sammenhold med resten af vesten kæmper mod fjenden om han hedder Taliban, Baath eller Daffy.

Farvel til Helge

2011-03-23T14:54:00.001+01:00

Dansk politik har ikke mange store mænd og ret beset var Helge Adam Møller nok heller ikke en af dem. Eller i det mindste fik han aldrig lejlighed til at vise det. Bortset fra en kort episode under Pia Christmas-Møllers ulykkelige interregnum, stod han på forunderlig vis altid i baggrunden, skønt han i en årrække var en af Det Konservative Folkepartis ret markante profiler.

At Helge – som han ofte kaldes – aldrig rigtig kom i forreste række og aldrig blev minister i den borgerlige regering, der ellers har gjort endeløse horder af udygtige og ukarismatiske konservative politikere til ministre kan selvfølgelig undre. Den konservative ledelse vil jo nok undskylde sig med, at der var brug for ham andetsteds, at han gjorde sin indsats i gruppen, på de interne linjer og så videre. Men mon ikke hans anvendelighed i disse sammenhænge, tjente som undskyldning til at forbigå ham.

Hans profil var altid den skarptskårne konservative. Med en fortid i jægerkorpset og med sin altid militære fremtoning stod han som udtrykket af en klassisk konservativ, en type, der nu med hans snarlige afgang ikke længere er at finde i Det Konservative Folkeparti, hvor veldresserede karrierepolitikere, der ikke har tjent landet i forsvaret så meget som på værtshuset TOGA står til at rykke ind – hvis der da bliver nogen pladser at rykke ind på.

Som en sådan konservativ var det særligt forsvarsområdet, man identificerede ham med, og når han aldrig blev minister, skyldtes det blandt andet, at Det Konservative Folkeparti aldrig fik mulighed for at fravriste Venstre denne post, hvilket er noget af en historisk mærkværdighed, hvis man tænker på Det Konservative Folkepartis forsvarspolitiske tradition. At dette ikke lykkedes, skyldtes både, at Venstre under Anders Fogh så det fornuftige i, at rykke ind på dette konservative kerneområde, og at Det Konservative Folkeparti åbenlyst prioriterede en anden profil end den som forsvarspolitikken kunne give det. Det skyldtes imidlertid også – efter sigende – at der internt i forsvaret var stærk opposition mod ideen om Helge Adam Møller som forsvarsminister. Hvorfor dette var tilfældet, vides ikke, men angiveligt blev Venstre og Konservative ad omveje advaret imod, at indstille Helge Adam som forsvarsminister allerede i 2001.

En anden årsag til, at Helge Adam Møller aldrig blev minister var hans rolle i forbindelse med Pia Christmas-Møllers tid som politisk leder. Dette var i virkeligheden hans politiske storhedstid, idet han her stod i forreste række og sekunderede Pia Christmas-Møller i hendes forsøg på at komme ud af den krise, der var opstået, da Hans Engells politiske projekt og karriere så at sige kuldsejlede. Helge Adam Møller skulle sørge for ro i gruppen, mens Pia Christmas-Møller skulle udstikke kursen. Hans position var naturligvis meget udsat, da gruppen var splittet og stærke kræfter modarbejde Pia Christmas-Møller. Hendes fald, blev i en forstand også hans, for da en ny ledelse trådte til, blev man nødt til at se bort fra nogle af de personer, der havde været alt for stærkt involveret på den socialkonservative venstrefløj, der med Pia Christmas-Møller og Per Stig Møller havde lidt nederlag.

Selv husker jeg Helge Adam Møller som en af de konservative, jeg havde størst respekt for, da jeg som ung dreng med et halvt øje fulgte med i Det Konservative Folkepartis krise i 1990erne. I TV-ansjosen blev han sammenlignet med actionman og det var ikke en sammenligning, som jeg syntes kastede et negativt skær og Helge. Jeg husker ham særligt fra en af mine tidlige KU arrangementer (tror jeg) hvor han kom og talte, dels om forsvarspolitik, dels om jægerkorpset i gamle dage. Han var en sjov blanding af en stærk karakter og en flink gammel mand, der bare gerne ville fortælle røverhistorier. På et tidspunkt hoppede han op på vores vakkelvorne borde, hvor vi sad 20+ KU'ere omkring og begyndte at tage armbøjninger bare for at vise at han kunne. I virkeligheden må derfor også jeg begræde hans beslutning og særlig de uheldige helbredsmæssige omstændigheder, der har forårsaget den - og jeg håber han denne omstændighed til trods for mulighed for at tage mange flere armbøjninger.

Kald mig blot konservativ: Bookcrossing

2011-03-16T12:00:00.006+01:00

Dagens avislæsning har blotlagt et nyt modernistisk overfladefænomen. Det er således Kristeligt Dagblad der har valgt at bruge en forsidespalte til at beskrive dillen bookcrossing.

”For nogle år siden fik to amerikanere idéen til fænomenet bookcrossing, der kort fortalt går ud på at lægge brugte bøger i toget, på en bænk i parken, hjemme hos en bekendt, ja, hvor som helst i det offentlige rum, så de kan blive samlet op og dermed blive genlæst."

Nuvel, det er jo godt at læse bøger, og der er intet i vejen med at give materielle ejendele væk. I disse tider skal man måske også være glad, blot man hører om at nogen læser noget på godt gammeldags papir, overhovedet. Men man lægger straks mærke til at det ikke er bøgerne det handler om. Her er bøgerne ikke sagen, bøgerne er her en rekvisit man leger med, og legen er en leg for juvenale storbytyper der keder sig og vil indikere at de har anammet endnu en trend.

Men derved er det åbenbart ikke blevet. En repræsentant for biblioteksvæsenet synes tilsyneladende også om ideen.

"'Vi vil gerne være med til at få bøgerne ud, hvor folk er, og dermed gøre hele byen til et bibliotek,' siger Lise Kloster Gram, litteraturkonsulent ved Aarhus Kommunes Biblioteker."

Åh, hvis jeg havde en krone for hver gang jeg har hørt en formidlingsperson bruge udtrykket '...ud, hvor folk er...' Men i dette tilfælde er det bare så meget desto mere absurd som biblioteket er til for at beskytte og effektivisere den flydende bogstrøm. Men bøger kan nu kastes i grams, blot det har at gøre med en fähig kulturdille som optræder i pressen. Legen fortsætter og leg forpligter som bekendt ikke. Bøger kan læses som underholdning, men de formodes stadig at viderbringe viden eller indlevelse af en art; men dette indhold er ikke væsentligt i storbybørnenes byttecirkus.

"En af dem er 23-årige Cecilie Kaizer Hansen. Hun har været bookcrosser de seneste fem år og har især lagt bøger på togsæder og i ventesale, hvor folk typisk har tid til at læse.

'Det er en fed måde at give nyt liv til bøger, som ellers ville samle støv. Og så er det en næstekærlig gestus, fordi man giver noget uden at forvente at få noget igen,’ siger hun."

Når en bog en gang er læst, kan den ikke andet end at samle støv... Det er helt utænkeligt at bøger kunne genlæses og fordybelsen øges. Når den er læst, eller man i det mindste har kigget i den, kan man lige så godt lege med den og derefter lade den bag sig. Akkurat som et lille barn der leger med et stykke halvt tygget brocolli på dugen ved spisebordet.

Og legen går ud på at andre skal se hvor fint man selv har læst. Eller rettere, hykleriet fuldendes derved at der skal herske en antagelig anonymitet. Og det er netop det koketteri der skal gøre det hele sjovere. Et såkaldt journalnummer skal også gøre at man selv kan følge bogens færden. Guud... se hvor mange der nu også har læst min The Ethical Slut som jeg efterlod... hvad mon de ikke tænker om den interessante person der læser sådant...

Til pigen der tror det skulle have noget med næstekærlighed at gøre fordi man ikke forventer at få noget igen, kunne man jo spørge hvilken del af ordet 'crossing' det kniber med at forstå. Hvis hun vitterlig ville gøre sine underfulde gerninger i det skjulte, kunne hun deponere dem så mange andre steder, end på de cafe latteplettede sæder i banegårdens venteværelser.

Kald mig blot konservativ. Det kan virke tilforladeligt, eller blot ligegyldigt at nogen vil dele læseoplevelser på en ny måde. Men jeg vil hævde at bookcrossing er endnu et sørgeligt modernistisk overfladefænomen, hvor netop overfladen og det uforpligtende bliver sagen i sig selv.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/412062:Kultur--Giv-din-bog-til-andre

Red Tory artikel i Critique

2011-03-16T11:51:00.000+01:00

Critique har netop lagt en artikel online, som jeg tror kunne have stor interesse for reaktionens læsere. Den britiske konservative Phillip Blond, der kalder sig Radical Conservative eller Red Tory er vel et af de mest interessante bud på en nytænkning af konservatismen. Blond er hverken en af tidens mange nationalkonservative ideologer eller liberalkonservativ, men peger på en helt anden vej for konservatismen. Blond er stærkt inspireret af den såkaldte kommunitarisme, der er et forsøg på at finde et alternativ til den liberale orden. Men kan måske også hævde at han er influeret af nogle af de tanker, der florerer i det nye højres ( her tænkes ikke på højrepopulismen, men på f.eks. de Benoist), men hos Blond får denne kritik en anden udformning end hos det nye højre. Personligt kan jeg vel ikke erklære mig enig i Blonds noget enøjede liberalismekritik, men hans forsøg på positivt at formulere et konservativt alternativ til både markedet og staten.

læs mere, samt hele artiklen på Critique: http://critique.ksaa.dk/2011/03/phillip-blond/

Mellemøstforstoppelse

2011-03-15T00:15:00.005+01:00

Af og til får man for meget. Et konsekvent bombardement af det samme ævl, de samme analyser, teorier og gisninger. De samme emner. Sådan forholder det sig med Mellemøsten for tiden. Der er skyllet en række opstande ind over regionen, som har genrejst den slumrende revolutionsromantik i Danmarks Radio. Folket og de unge er på gaden, hurra for det! Demokrati, 1789, 1848, 1989 - vælg selv et årstal, menneskerettigheder, retfærdighedens sag, og så videre. Hvem ved?

Eksperter kaldes i studiet; telefonerne ringer hos hastigt udsendte korrespondenter. Engang havde Danmarks Radio fast tilknyttede, bosatte korrespondenter, der fortalte om hvordan det egentlig forholdt sig, ud fra et detaljeret og oparbejdet kendskab og et netværk på stedet. I dag er korrespondenterne blevet rejsende jubeleksperter, der flyves ind og indfanges af begivenhedernes malstrøm. Kun i Bruxelles flokkes de faste korrespondenter som fluer omkring en skidtspand, uden dog at fortælle for meget om Europagten. Den skulle jo gerne gå igennem, men det er en helt anden historie.

Derfor kan Thomas Ubbesen slippe afsted med en så tåbelig analyse, som den han bibragte seerne i søndagens Deadline, der navnlig i denne tid synes at være blevet en filial af DR2 Udland. Alle i byen havde ifølge Ubbesen været til demonstrationer mod styret; alle havde oplevet frihedens rus; kampen var en frihedskamp, en kamp for vestlige værdier; en revolution med et klart endemål med andre ord. Man fristes til at spørge hvor Thomas Ubbesen egentlig ved det fra. Han var nok bedre tjent med at holde hovedet koldt.

Det er svært at vide noget om hvad personerne bag opstandene vil. Der er ikke udstedt klare proklamationer. Er der tale om generel utilfredshed, en simpel magtkamp, som ikke kan ventileres på andre måder i et totalitært styre, end ved at folk går på gaden og griber til våben? En seriøs og lødig dækning kunne derfor med fordel tage udgangspunkt i, hvad der rent faktisk sker og hvad der rent faktisk siges og gøres. Uden at foregribe begivenhedernes gang, det er jo for alvor der at tomgangen og sniksnakkeriet indfinder sig. Det ville dog være alt for lidt for den herskende definerende klasse, der så gerne vil udlægge teksten og sagens rette sammenhæng. Der skal også være arbejde til medarbejderne på institutterne for tværkulturelle studier.

Og så er der den påtagede internationalisme og globalisme. Den sygelige interesse for, hvad der sker ude i verden; udenfor andedammen, som det så vrængende siges. Så får økonomisk krise og vort eget truende sammenbrud være, der er vigtigere ting på spil ude i den store vide verden. Altså den oikofobi, der altid gnaver i de rejsekuffertbærende globalister, der hævder at verden udenfor er så interessant og pulserende, selvom det ofte forholder sig sådan, at den verden de får set fortrinsvis udgøres af noget så konformt som lufthavnslounges og hotelværelser. Endnu værre bliver det, hvis de rejser rundt i verdens hovedstæder; møder eliten på universiteterne og derefter rejser hjem og konkluderer at den liberaldemokratiske opposition er stærk hele verden rundt. Ekstra trumf kan der sættes på, hvis de derved hævder at have forstået verdens kompleksitet og dermed kan advokere for det globale udsyn, som der jo som bekendt er så tvingende meget brug for.

Så er den globalistiske naivitet fuldkommen, og det er måske dens aflæggere der har kronede dage. Den bevægelse, der har afskaffet begrebet interne anliggender til fordel for en ny international, geskæftig verdensorden, der imidlertid har så hulens svært ved at finde sin materialisering og endnu sværere ved at få defineret hvad humanitære interventioner egentlig betyder, bortset fra at der kun skydes, dræbes og bombes for menneskerettighederne i sådanne. Mens idealisterne og sværmerne fabler om selvsamme menneskerettigheder og sygner hen i globaliseringsfantasteri, kan realisten passende betragte verden fra sin lænestol, afstå fra at tage parti mellem diktatorer og simple oprørere, og forberede sig på at det let kan blive som det er set før: At de besatte, der drager brølende gennem gaderne, lige så vel som deres forgængere kan være bærere af totalitarismen og dæmonien.

Wikileaks og den ubegrænsede åbenhed

2011-03-11T11:01:00.000+01:00

De fleste har vel idag hørt om både Wikileaks og Julian Assange, der har rystet verden med sin informationslækageplatform. Projektet sejler vist lidt pt. men hans tidligere nærmeste medarbejder Daniel Domscheit-Berg har til gengæld sammen med nøglemedarbejdere fra WL lavet sin egen platform Openleaks. Hvad man skal synes om det hele, kan være svært. Ovre på altanen synes hr. Stenberg vist godt om Openleaks. Og jeg er enig for så vidt, at OL platformen vitterligt virker til at have rettet op på nogle af de værste skavanker ved WL, nemlig den at WL hurtigt udviklede sig fra at være blot en teknisk platform til at dele hemmelige informationer, snart blev en aktør med sin egen stærkt anti-amerikanske agenda. Vi gør dog klogt i at fastholde en sund skepsis overfor også OL. I sidste ende bygger begge projekter på nogle tanker, som i hvertfald forekommer mig problematiske. Jeg har haft lejlighed til at overveje dette i en anmeldelse af Domscheit-Bergs bog om Wikileaks Insinde Wikileaks på Sappho. Her i uddrag:

"Wikileaks er først og fremmest en platform for såkaldte ”whistleblowers”. Et system, hvor folk, der har kompromitterende oplysninger om dette eller hint, kan få dem videreformidlet uden at risikere at blive afsløret. Der er altså tale om et ret simpelt værktøj, der eliminerer broderparten af den personlige risiko, som har knyttet sig til sådanne udslag af civil courage eller trangen til at blæse i informationsfløjten.
...
Wikileaks´ berettigelse ligger i, at den er et stærkt værktøj i kampen for den informationsfrihed, som de fleste af os værdsætter – til en vis grænse. Men fordi Wikileaks netop prædiker absolut frihed, kommer projektet uvægerligt til at udstille informationsfrihedens mørke sider.

Har vi frihed til at få alle informationer om alle, så er privatlivet blevet eksproprieret og offentligheden STATSI-ficeret, og er det virkelig dér vi vil hen med den ubegrænsede åbenhed?
Er det virkeligt vores ønske at leve som indbyggerne i Thomas Moores Utopia i transparente glashuse, hvor alle overvåger alle? Mig forekommer den frihedsvision noget klaustrofobisk.

I denne verden er magt altid af det onde, outsideren altid god, menneskeheden altid undertrykt og oplysning altid svaret. At gode fortællinger kan skabes gennem dette skema er ubetvivleligt. Men om en sådan tyrkertro er helt igennem uproblematisk, er stærkt tvivlsomt.

Enkelte ville måske endda kalde denne verdensopfattelse en anelse paranoid, og en anden må overveje, om der ikke er en snæver sammenhæng mellem Assanges stadig mere paranoide opførsel og denne magtkritiske anarkisme."

Læs hele anmeldelsen her.

Naser Khader og assimila...ups...integrationen

2011-03-10T14:40:00.000+01:00

Naser Khader er gennem tidens løb blevet kendt for mange ting og kun de færreste af dem har noget med politik at gøre. På et tidspunkt var vi vist nogle, der håbede at han også kunne blive kendt for at være en slags konservativ. For da Khader skiftede til Det Konservative Folkeparti i 2009, var det ikke alene motiveret af politisk opportunisme, men af det simple forhold, at Naser Khader i mange år havde givet udtryk for en integrationspolitisk linje, som med god ret kunne karakteriseres som konservativ.

I det kuldsejlede Ny Alliance var han jo på vej fra det værdipolitiske venstre mod højre, mens Gitte Seeberg var på vej i den anden retning. Blandt andet derfor bristede partiet. ”Nok er Nok” og ”Nok er nok med nok” fløjene mødtes på et punkt, sådan som to linjer ofte gør det, når de trækkes fra forskellige punkter i hver sin retning, men i sagens natur varer et sådan møde kun et øjeblik. Naser var på vej mod – om ikke konservatismen – så da en neokonservativ position, hvilket vi allerede gjorde opmærksom på i Critique sidste år:

”For Khader viste åndsliberalismen sig i stigende grad som et utilstrækkeligt svar på multikulturalismens udfordring, og dér lå baggrunden for hans udvikling til værdikonservativ. Selvom NK næppe ville kendes ved denne betegnelse, synes det ikke helt ved siden af at pege på ham som en slags dansk neokonservativ”

Kasper Støvring gik længere i sin analyse og har adskillige gange kaldt Naser Khader for en værdikonservativ enmandshær i den konservative folketingsgruppe. Det var nok i overkanten, i hvert fald må man spørge, hvordan en så vidtgående analyse stemmer overens med den seneste udvikling i karakteren Khader. For værdikonservatismen synes nu et overstået kapitel – både den konservative og den neokonservative, og Khader har fundet det mere opportunt at fremstå som anstændig borgerlig. Forholder det sig sådan, er det en skam, for dermed er hans rolle for dansk konservatisme udspillet, og kan set herfra afmønstre hellere i dag end i morgen.

Khaders nyeste drejning afspejler sig i den kritik, som han har lanceret mod Søren Pinds brug af assimilationsbegrebet.

”Assimilation skal ikke være landets officielle politik og indarbejdes i lovgivningen. Der skal vi have et andet mål”, og han fortsætter:

”Han har sagt meget i tidens løb. Jeg vil gerne give ham en chance for at finde sine fødder i det nye ministerium og så dømme ham derfra. Folk bliver jo også klogere med tiden”

Man kan undre sig over Khaders kritik. Undertegnede har personligt deltaget i flere møder, hvor Khader har kritiseret integrationsbegrebet og på linje med Pind, Støvring og mange andre værdikonservative talt om assimilation. Men det var selvfølgelig dengang, tiderne skifte som bekendt, men hvis tiden hat vist en ting, så er det, at Naser Khader skifter med dem.

Evelyn Waugh og moderniteten i Critique

2011-03-08T09:34:00.001+01:00

En stærkt anbefalelsværdig artikel om Evelyn Waugh er nu lagt ud på Critiques hjemmeside:

Evelyn Waugh var en britisk forfatter, der med sin skarpe satiriske pen skildrede mellemkrigstidens dekadence, adelens forfald og modernitetetens udartning – mest kendt er han for romanen “Gensyn med Brideshead” som af flere omgange er blevet filmatiseret. I artiklen “Evelyn Waughs korstog mod moderniteten” udlægger post. doc., ph.d. Søren Besenbacher Waughs ærinde. Waugh gennemgik i sit forfatterskab en drastisk udvikling fra ultra-modernist, der skildrede den britiske overklasses dekadence til en skarp konservativ forfatter, der i kristendommen så en udvej for den vestlige civilisations udvikling.

Uddrag
“Da Evelyn Waugh blev født i 1903 var det britiske imperium på sit højeste. Et verdensomspændende rige, hvor solen aldrig gik ned og som indeholdte en fjerdedel af verdens befolkning. Da han døde I 1966 var Storbritannien ikke længere verdens største supermagt, men blot en europæisk stat på linje med flere andre og sammen med magten var der også noget andet, der var forsvundet. Det tyvende århundrede havde ikke kun berøvet Storbritannien for hendes kolonier og hendes magt, men også medført store sociale og kulturelle ændringer. Den moderne tidsalder havde forårsaget et skred i kulturen, moralen og traditionerne, der, såvel som andre steder. Dette vidste den døende Waugh alt for godt, for i sit lange forfatterskab havde han beskrevet og forudsagt denne udvikling.”

“Hedonismen og dekadencen, som han havde beskrevet i sine bøger, havde han fået nok af. Trods alt deres nydelsessyge var hedonisterne ikke lykkelige. Den glade hedonist var en ren fiktiv figur”

“A conservative is not merely an obstructionist who wishes to resist the introduction of novelties; nor is he, as was assumed by most 19th-century parliamentarians, a brake to frivolous experiments. He has positive work to do … Civilization has no force of its own beyond what is given from within”

Søren Besenbacher (f.1981) er ph.d. i datalogi fra Aarhus Universitet og arbejder som post. doc.

LINK: http://critique.ksaa.dk/2011/03/ny-artikel-online-evelyn-waughs-korstog-mod-moderniteten/

Skorstenen

2011-03-06T14:11:00.005+01:00

Et sted i Danmark står der er en skorsten. Sådan en kommer ikke ved et rent tilfælde her i landet. Der kræves ansøgninger, behandlinger og eventuelle dispensationer; for slet ikke at tale om høringsperioder og behandling af eventuelle indsigelser. Der er et hav af paragraffer for den slags, og administrationen af disse giver beskæftigelse til skrankepaver, ingeniører og formænd for tekniske udvalg. Her i landet må man have kontrol med opførelsen af garager, udhuse, skorstene, hegn og lignende; der er registre, lokalplaner og detaljerede kort der skal stemme. Paragrafferne og cirkulærerne er sofistikerede; fulde af undtagelser, særlige forhold og servitutter, der gør at kun den geskæftige eller aflønnede gider at sætte sig ind i dem.

Skorstenen er forholdsvis ny. Den er opført i et beboelseskvarter, og den slags er sjældent populært. Her i landet trives mentaliteten om at mangt og meget kan være godt, blot det ikke anbringes lige op af min baghave. Der er derfor vindmøller og kulturfremmed indvandring er så populært i mondæne københavnerkredse. Der er meget i vejen med den skorsten: En teknisk chef siger, at skorstenen kun udleder vanddamp og at den er støjdæmpet efter alskens moderne maskimekaniske støjkrav. Det forholder sig med sådanne støjkrav, som det gør med bygningsreglementer, planlove og lignende. De beskæftiger et kolossalt kontorvælde og bemyndiger alle mulige myndighedskasketter til at rejse rundt og uddele påtaler, påbud og bøder. En virksomhedsejer berettede engang om et besøg af en myndighedskasket, med særlig forstand på arbejdsmiljø. Han målte og gjorde ved, skrev på blokken, og kom frem til at maskinerne støjede for meget. Der måtte træffes foranstaltninger herimod, ellers ville fagforeningshammeren falde tungt. Decibelgrænsen måtte overholdes. Ved siden af maskinen havde de ansatte opsat en radio, som var så kraftig at den kunne overdøve maskinen. Virksomhedsejeren påpegede dette overfor myndighedskasketten, som imidlertid kunne meddele at radioer ikke var omfattet af bestemmelserne. Sådan er der jo så meget.

En beboer bryder sig ikke om skorstenen og han har en pressionsgruppe af pensionister og arbejdsløse, folk med for megen tid, med sig. Den støjer for meget og vinduerne bliver sorte i byen, så det må være noget andet end vanddamp der lukkes ud. Enhver ved det er kedeligt at pudse vinduer, og det er nok samfundsskorstenens skyld at de bliver sorte. Og så er der førnævnte lokalplan. Det er et ganske særligt totalitært, planøkonomisk værktøj, der er iklædt planlægningens og almenvellets gevandter; en afskyelighed af ganske særlig beskaffenhed. Lokalplaner er den private ejendomsret ligkiste. Her kan der stå alt muligt. For eksempel at bygninger ikke må være mere end 7.5 meter høje. Og her er førnævnte skorsten kommet i klemme. For hvor høj er den? Arkitekttegningerne siger 6.5 meter; men der skal vist ny pære i arkitektlampen, for et sted mellem hældningerne og bygningens højde har man vistnok taget fejl. En afdelingsleder kommer på banen, og han forstår hverken arkitektens blyantstreger eller lokalplanen. Fra planafdelingen sendes en sagkyndig ud, som med værktøj, stiftblyant og notesblok fastslår, at skorstenen er otte meter høj. Og dermed i strid med lokalplanen. Beboeren meddeler, at han ikke tror på nogens målinger, fastslår - antageligvis per øjemål - at skorstenen er ni meter høj og så er sagen i virkeligheden meget værre. Beboerne er forurettede. Sådan fyger mål, beregninger, paragraffer, indsigelser og høringer rundt i luften indtil vi alle til hobe er tossede. Næste instans er naturklagenævnet; et nyt led i kontorvældets fangearme, der - som en valgplakat fra Det Konservative Folkeparti engang meddelte - griber os alle.

Det er udbredt blandt danskere at le over amerikanernes retshaveriskhed. Ovre i de amerikanske tilstande sagsøger man hinanden for et godt ord, og det afstedkommer klistermærker på sidespejle, kaffekopper og alt muligt andet. See you in court og get i øvrigt off my lawn. Men som bekendt ser man hellere splinten end bjælken. Her til lands er det en folkesport at holde øje med hegn, garager og skorstene; at bestemme over andre menneskers ejendom og penge. Palle Lauring sagde engang at Danmark er en brugsforening og han var ikke helt galt på den.

Og så er det mærkeligt med al den myndighedskontrol. For mens planlove, registre og paragraffer skal stemme, nyder bred opbakning og er fast ingrediens i livets gang i Lidenlund, er det ganske anderledes med nationalregnskabet. Her går det godt fru kammerherreinde og det må andre tage sig af. Man kunne nok ønske sig lidt mere nidkærhed og myndighedskontrol med posterne i nationalregnskabet - gældsstiftelsen og tilskudsordningerne; et uanmeldt kasseeftersyn af administrationen og et nyt blik på antallet af førtidspensionister. Den lille og den store uretfærdighed. For nok kan man være i klemme i systemet; men der er bestemt også mange i systemet, der må undgælde for den store uretfærdighed, hvis udslag det i øvrigt er en folkesport at kontrollere i disse dage. Hvis ellers serverne kan følge med.

Om damer

2011-03-04T17:15:00.002+01:00

Skæbnen kan være ond. Ole Birk Olesen har angiveligt skrevet et eller andet om kvinder. Der var sikkert en grad af ironi og provokation deri, sådan skal det jo helst være, når man lever af sin pen. Nu har han fået den samme tur gennem vridemøllen, (som han selv har givet andre, er det blevet bemærket) og det er jo interessant. Personligt håber, jeg ikke, at OBO viger mange flere tommer end det, som den absolutte nødvendighed dikterer ham, og alene det forhold, at han har vovet at gå til modangreb på Ligestillingsministeren Lykke Friis synes at antyde, at feministerne ikke får lov til at gøre ham til prügelknabe uden kamp.

OBO er jo en blandet karakter. På den ene side er han i høj grad, hvad landet har brug for, nemlig et dybest set konservativt indstillet menneske, der nok har forskrevet sig til liberale dogmer i usund grad, men som dog forstår – hvad konservative ellers sjældent gør – at kampen mod velfærdsstaten er det grundlæggende, hvis ikke vi helt skal forgå i initiativløs laskethed. På den anden side har han set sig sur på nationalkonservatismen i en grad, der lige ud er barnlig, og han har desuden som liberal ikke nogen agtelse for dette lands bærende institutioner. Alligevel hans indsats på Berlingske og nu på sin blog 180grader er vigtig og intet fornuftigt konservativt menneske ville være foruden den. Han stiller jo op i Østjylland til folketingsvalget, og det har da om ikke andet fået undertegnede til at overveje…

Nu har han altså skrevet noget grimt om kvinder, siger kønnets selvproklamerede stridsmænd…kvinder…personer eller hvad det nu hedder på kønsneutralsk. Jeg synes egentlig kvinder er ganske fine, men man kan vel ikke fortænke nogen i at angribe den omsiggribende feminisering af samfundet, der nu har nået et niveau, hvor de kvindelige værdier reproducerer sig selv gennem kontrol med centrale offentlige institutioner. Man kan vel heller ikke fortænke en liberal, endsige en konservativ for at være kritisk overfor ligestillings korstoget, som jo handler om at bruge tvangsinddrevne midler til at kæmpe for de mest underkuede og undertrykte grupper i samfundet: karrierekvinder i toppen af dansk erhvervsliv, som føler sig forbigået til bestyrelsesposter eller som i hvert fald ikke mener, at de har fart nok på karrieren og ikke tøver med at stjæle dine og mine penge for at bruge dem til at fremme egne selviske interesser.

Politisk ligestilling er alle jo for, og når nu man – som flere af mine Facebook-bekendtskaber har gjort – forsøger at skyde OBO og andre i skoene, at de går ind for at begrænse kvinders rettigheder, ja så er det en påstand, som hører hjemme i mytomanens univers men ikke blandt fornuftige mennesker. Men moderne ligestilling er en ideologi, en kulturrevolution fra oven, et udslag af social engineering og en foragt for den eneste kraft, der nogensinde har hjulpet nogen frem i denne verden: selvhjulpenhed. På Jyllandspostens blogunivers, der jo som bekendt svinger i kvalitet fra rimelig godt til bundløs idioti har en moderne ligestillingsideolog Aase Hoeck skrevet et par ord om IBM, hvor ligestilling nu forsøges gennemtvunget. Fint nok, kunne man sige, lad dem bare. Det er jo en privat virksomhed. Ja ja. Jeg forhindrer dem heller ikke, men hvad er det egentlig ligestillingsideologen siger? Hun siger blandt andet:

”Ord er ikke nok, når der skal flere kvinder på topplan” Nej det forstås. Handling må dertil, men hvad skal vi gøre Aase? Hvordan kan vil skabe mere diversitet i ledelsen, så også undertrykte Hellerupfruer har en fremtid? ”med fokus, commitment og nul tolerance for at bryde disse grundværdier om lige muligheder for begge køn, kan det lade sig gøre. Med andre ord et spørgsmål om holdninger.” Ja holdninger. Lad os ændre dem. Nul tolerance, god ide, de intolerante skal udryddes som klasse! Kan vi gøre mere Aase? Spørger man om det, så forklarer Aase, hvordan IBMs ledelse fandt en syndebuk og gjorde ham ansvarlig ”Han har valgt lederen for den afdeling i IBM, der klarer sig dårligst i forhold til andelen af kvindelige ledere og gjort ham ansvarlig for ændring af denne status.” Er der nogen andre grunde end diversitetsideologien for at gøre dette? klarer afdelingen sig ringere på andre områder? Alt det siger Aase ikke noget om. Det kan heller ikke undre. For Aase er ideologi, det vil sige hun er fanatiker. Det drejer sig ikke om, hvordan der kan skabes mere nytteværdi, men alene om hvordan man sikrer, at virkeligheden lever op til doktrinen og midlet er som det var i Maos Kina, selvkritikken, selvudstillelsen, parolerne, den evige revolution og nul tolerance.

Nej der er brug for at blive luftet ud. For denne ligestillingsideologi er ved sin rod en fornægtelse, af alt, hvad der er skønt ved vesten, vores åndsfrihed, vores blik for effektivitet, vores antidogmatiske indstilling, jordnære fornuft og tolerance.

Lidt om den såkaldte KU sang og dens angivelige historie

2011-03-02T10:29:00.000+01:00

Jeg har i den seneste tid haft den interessante opgave at beskæftige mig med gamle KU sange. Det drejer sig i vidt omfang om sange, der ikke længere synges, ja sange vi end ikke kender melodierne på. Sange, hvis indhold hører en anden tid til og sange, der er gjort tavse af glemslen og ikke længere kan råbe os op. Konservativ Ungdom er den dag i dag vel en af de mest syngende ungdomspolitiske foreninger. Det har i hvert fald hvert min egen opfattelse i sin tid, at gæster fra andre foreninger, altid gerne har villet opleve unge konservative synge og navnlig ”Sangen”. Med ”Sangen” menes den skandaleombruste KU sang, der så sent som for et par år siden vækkede en del forargelse. Mest af den billige slags, man mere ville vente fra søde gamle tanter end fra venstresnoede journalister. Kirkestormeren Rune Engelbreth forsøgte sig med en lidt – og jeg understreger lidt – grundigere analyse, der endte således:

”Jeg skal ikke kunne sige, om det er kutyme i politiske ungdomsbevægelser at skabe et hyggeligt samvær og sammenhold for landets kommende beslutningstagere ved at forenes i fællessange af ovenstående karakter, eller om KU har en helt særlig tradition på området”

Ja også Engelbreth var forarget, ”sange af ovennævnte karakter”. Det er som Jørgen Steins søster – eller er det hendes utålelige mand – siger i Jacob Paludans roman efter, at den unge dreng har drukket sig fuld og kastet med en kage: ”Som Jørgen var den aften…”

Før den seneste forargelse over KU’ernes sangtraditioner, havde den daværende journalist Ole Birk Olesen forsøgt at sætte lus i skindpelsen på Det Konservative Folkepartis landsråd i 2004, og den altid hjælpsomme Pia Christmas Møller spillede på fornemste vis sin rolle i den forbindelse. I en artikel om affæren i ”Journalisten” kunne man læse:

”Lørdag aften under festen på Det Konservative Folkepartis Landsrådsmøde. Klokken er 01.00, da en gruppe fra Konservativ Ungdom (KU) afsynger »Det var et herligt KU-møde« - en fascistisk inspireret slagsang fra 30erne. Efter de to første vers stopper sangen, som den ifølge KUs landsformand Kasper Hülsen plejer ved den slags lejligheder. Det er nemlig i tredje vers, at sangen bliver slem. Berlingske Tidendes reporter, Ole Birk Olesen, noterer i mandagsavisen:
»Så var det - og det er her, det måske er på sin plads med en drøftelse af journalistisk etik - at jeg meldte mig på banen: 'Er det ikke »Lad nu de røde få at mærke«, den fortsætter med?' spurgte jeg, og det satte sandelig gang i festlighederne igen.”

Herefter forsøgte Pia Christmas Møller, der i en anden KU sang omtales som den, der kun ”ud af puklen kunne trække skidt og møg” at stoppe sangen, hvilket naturligvis ikke lykkedes. Ole Birk fik sin scene, Pia Christmas noget at forarge sig over og Konservativ Ungdom atter i pressen. Jeg husker på et efterfølgende møde med Pia Christmas på Christiansborg, hvor hun skældte os KU’ere ud, fordi vi ikke forstod, hvad den sang repræsenterede. ”Som Jørgen var den aften…”

Nuvel Pia Christmas er fra en anden tid. Da hun var KU’er i slutningen af 70erne og begyndelsen af 80’erne var KU-sangen ikke velanset. Et år ekskluderede man en hel KU lokalforening, fordi den på et KU møde havde runddelt sangen.

Hvad er KU Sangen

KU sangen er en marchagtig vise, der er skrevet over et tema fra den populære march Blaze Away. Teksten lyder som følger:

Det var et herligt KU-møde,

der var stemning og humør - og humør.

Og vi tævede de røde,

som de sikkert ej er blevet tævet før.

Igennem luften sused' stole,

og vor sang har den parole:

Kampen er forbi - er forbi

Nu kommer Eriks politi.

På alle gadehjørner hænger

skilte, der sir' "kryds ved C" - kryds ved C

Og ingen socialister længere

er i hele gamle Dannevang at se.

De røde har vi helt bortjaget

- de ku' ikke tåle slaget.

Nu ligger der til sidst - der til sidst,

en enkelt smadret socialist.

Lad nu de røde få at mærke,

at du har været til ST fest - ST fest.

Lad dine sorte støvler sværte,

tag din stålhjelm på

og spænd din skrårem fast.

Vi ses i grønne uniformer,

stik imod de rødes normer,

en socialist er sød, ja han er sød,

men aller først når han er død.

Henover Landet fejer bølgen

og den er sort som fanen vor - fanen vor

nu må de røde tage følgen

pakke sammen tie, slikke deres sår

når vi har trådt dem ned i møget

får vi ALLE et glimt i øjet

hver en'ste socialist

vi vil besejre her til sidst

Emnemæssigt omhandler sangen 1930ernes KU. Første vers tager sit udgangspunkt i en af de mange sammenstød mellem den ungdomspolitiske foreninger, og dyrker udpræget maskuline værdier, som det at tæve sin modstander. 2. vers omhandler den agitatoriske indsats, hvor agitationen, der bortmaner socialismen fra Danmark fra 5. strofe atter knyttes sammen med en form for voldsforherligelse. Det tredje vers er straks mere grovkornet og regnes for det mest problematiske. Det omtaler det kontroversielle Stormtrop korps, der var en blanding mellem ungkonservativt eliteagitationskorps, vagtværn og tæskehold. 4. vers bliver igen mere generelt og omtaler nogle sorte faner osv. Skal man forarges over alt dette. personligt er min holdning nej. Den slags sange anvendes i de ungdomspolitiske miljøer som en pendant til fodboldsange, og man skal ikke tage dem for mere end de er. Det gør man ikke i de ungdomspolitiske foreninger og det er helt normalt at f.eks. DsU’ere, hvis de kan teksten forsøger at synge med på den legendariske sang.

Hvornår er den fra

Hvad der til gengæld har interesseret mig, er det rent historiske. Bladrer man hurtigt et par hjemmesider igennem fremgår det alle steder, at sangen er fra 1930erne. Modkraft skriver f.eks.: ”Et eksempel, på at voldsfascinationen gjorde sig gældende på dele af højrefløjen, er den såkaldte KU-sang, som blev skrevet i 1930’erne og anvendt af KUs Stormtropper. Sangen blev imidlertid også anvendt i KU langt senere” Billedet er generelt, at sangen eksplicit forbindes med 1930erne, ses som en arv herfra, og dette lægges den og KU til last. Mest interessant er i den sammenhæng Rune Engelbreths behandling af sangen.

Engelbreth lægger ud med at analysere 3. vers, ”hvor socialisternes død forvarsles, og skråremmen hyldes i tredje vers”. Herefter tilføjer Engelbreth ” "ST-fest" er mig bekendt en forkortelse af originalens "stormtropfest", der refererer til KU's stormtropper i begyndelsen af 1930'erne”
Og man tænker, hvorfor har de forkortet det? skammer de sig alligevel over sangens fascistoide arv fra 1930erne?

Herefter skriver Engelbreth om det 4. vers, der er ”udeladt af den KU sangbog, der ligger på nettet: Udeladt fra sangbogen er kun fjerde og sidste vers af den oprindelige sang fra 1930'erne…” Første vers finder Rune Engelbreth ikke så slemt og andet vers finder han slet ikke værd at omtale.

Ideen om, at KU sangen er fra 1930erne understøttes af den mundtlige tradition i KU. Jeg husker første gang, jeg fik det at vide og alle KU’ere får i det hele taget at vide, at denne sang er tilbage fra 1930erne fra KU’s Sturm und Drang periode så at sige. Hvad vi imidlertid også ved med sikkerhed, og hvad den mundtlige tradition også fortæller, er at kun de to første vers er originale, mens de mere grovkornede vers 3 og 4. er digtet til i 1980erne. Deraf også den underlige reference til stålhjelme og sorte faner, som KU mig bekendt aldrig har anvendt. De sorte faner henviser til den liberalkonservative ”sorte” fløj indenfor KU og traditionen har længe været, at kun den ”sorte” fløj synger dette vers, mens de socialkonservative; de ”røde”. blive siddende. Så meget for Rune Engelbreths viden om, at originalen i 1930erne havde ordet stormtropper i stedet for forkortelsen S.T. og så meget for hans viden om, at 4. vers også er fra 1930erne.

Men hvad med de to første vers? Den mundtlige tradition siger 1930erne. Jeg har dog aldrig talt med nogen, der egentlig vidste det. Man støder først på KU sangen i 1980erne i forbindelse med balladen om Ledøje Smørum og ifølge Modkraft også i forbindelse med noget fra Nørresundby KU. Teksten har der en lidt anden ordlyd, og det virker i det hele taget til, at sangen på dette tidspunkt ikke er så udbredt som senere, ja at den i virkeligheden slår igennem i løbet af 1980erne på trods af den modstand, der ledelsens side er imod den.

I forbindelse med mit arbejde med KUs ”Sangskat” har jeg fundet mange grovkornede sange, flere langt værre end den såkaldte KU sang, men jeg er ikke en gang stødt på den såkaldte KU sang i nogen af KUs sangbøger fra 1930erne eller 1940erne. Ikke engang i den uofficielle sangbog KUs kampsange, hvor man ellers kunne vente at finde den. Her er en stribe andre kampsange men ikke ”Det var et herligt KU møde”. Det forekommer i øvrigt at stilen i de KU sange, der fandtes i 1930erne er helt anderledes patetisk end den muntre KU sang. Der er nogle bestemte temaer om nationale genfødsel, grønne faner, grønne hære, dyrkelse af den "nye tid" og af den "nationale ungdom" osv. der går igen, men som slet ikke forekommer i KU sangen. Det er med andre ord højst usandsynligt, at sangen er fra 1930erne.

Derimod har jeg talt med folk, der mener at kunne huske sangen fra 1950erne, og jeg tror umiddelbart, at der er tale om en sang, man i 1950erne digtede som en pastiche over 1930erne eller som en eller anden har introduceret som en gammel KU sang, og som derefter har vundet en begrænset udbredelse, for da atter i slutningen af 1970erne og begyndelsen af 1980erne at dukke op, uden at nogen har stillet spørgsmålstegn ved den tradition, der har hævdet, at den stammede fra 1930erne. I 1980erne er den gået fra undergrundsstatus til den officielle status, den i dag har og i samme årti er de to sidste vers skrevet. Mere end et resultat af 1930ernes KU, er den et resultat af en ironisering over denne periodes i 1950erne og 1980erne for længst tilbagelagte konservatisme.

Konklusion

Hvad vi indtil videre ved, er at sangen kan føres tilbage til 1950erne og ikke kan konstateres skrifteligt før denne tid. At sangen for alvor vinder frem i 1980erne og der får sin nuværende form, og at der i hvert fald siden 1980erne har været en opfattelse af, at sangen er fra 1930erne. Hvad vi ved om de officielle KU sange er at Sangen "Vældige riger" fra gammel tid var den officielle KU sang, og i slutningen af 1950erne erstattedes af "Fred Hviler over land og by" som siden gled ud, hvorefter den nuværende KU sang på et eller andet tidspunkt har opnået sin officielle status.

Konservatismens kamp er den skønneste af alle

2011-02-22T16:31:00.000+01:00

"Konservatismens Kamp er den skønneste af alle, fordi den er haabløs. Vi staar paa Modstandens sidste Skanse, skaret om vor gamle Fane; herfra byder vi Fremtidens Stormtropper Trods og bryder ofte deres Angreb. Vi er Klippen, der skønt halvt udhulet, hæver sig stolt over det Hav, der dog engang matematisk sikkert vil kaste den ned til sig, gøre den til ét med sig selv - Grus blandt Bølger. Vi er Tidens Bølgebryder.Vi er Garden, der véd, den skal dø, men som aldrig strækker Vaaben"

Citat, ukendt konservativ

Håb og virkelighed i mellemøsten

2011-02-21T11:08:00.000+01:00

Jeg har for nyligt begået en klumme om "Håb og virkelighed i mellemøsten". Reaktionerne har været blandet, og generelt er der vist nok en utilfredshed med, at der er mange ord med to stavelser eller mere. Det får være. Hvis man har besvær med at klappe sig gennem stavelser, er man i hvert fald på forhånd advaret.
"Når man nu oplever den mægtige stemning, der har rejst sig hos folket i de mellemøstlige autokratier, kan man – eller i hvert fald jeg – ikke undgå at blive imponeret over de menneskers mod, der netop nu viser kleptokraterne døren og måske tager de første spæde skridt frem mod demokrati og retsstat... Det er slet og ret ord og sandhed sagt igen og igen af stadig flere, der nu får diktatorerne til at tælle efter om den schweiziske bankkonto er velpolstret nok til et liv i eksil.
...
Den umedierede sandhed vælter regimer, hvis fundament er løgn og fortielse. Sigende var regimernes automatreaktion: At hive stikket ud på internettet, begrænse informationen og lade endeløse lovprisninger af den nationale dårligdom fylde æteren....I virkeligheden bør glæden over udviklingen, hvor berettiget den end er, snart afløses af skepsis. Nok vises en diktator døren, men hvad så? ’

Det er kun måske de første skridt tages mod demokrati og retsstat. I Egypten og Yemen træder allerede nu islamisterne frem i forreste række, og hvad med de pauperiserede og radikaliserede tredje generations palæstinensiske flygtninge i Jordan, mon de stiller sig tilfreds med facebook-adgang?...

Det var den liberale middelklasse, der antændte revolutionen, men det er langt fra utænkeligt, at den post-revolutionære virkelighed viser sig at være gjort af et andet stof end idealerne...Men ”friheden fra” skaber intet andet end et tomrum, der hvor de kulturelle forudsætninger ikke er til stede, kan fyldes af elementer, der bestemt ikke vil lade denne lykkelige frihedsrus strække sig ud i det uendelige, men snarere vil afsløre den liberale revolution som et lykkeligt, men tragisk interregnum."

http://www.sappho.dk/hab-og-virkelighed-i-mellemosten.htm

De Konservative og Landstinget

2011-02-15T13:55:00.000+01:00

Da en anden af bloggens skribenter sikkert er for beskeden til selv at nævne det, vil jeg kort gøre opmærksom på, at en anden af bloggens skribenters artikel fra Critique 2009 nu er kommet online på Critiques hjemmeside. Det drejer sig om J.Ws artikel om De Konservative og Landstinget 1915:

"Jens Wendel-Hansens artikel fra Årsskriftet Critique 2009 lægges nu på nettet. ph.d. stipendiat Jens Wendel-Hansen går i sin artikel bag om den proces, der endte med 1915-grundloven. Denne grundlov er mest kendt for at have givet kvinderne stemmeret og for at have nødvendiggjort Højres udvikling til Det Konservative Folkeparti. Man har været tilbøjelig til at glemme den konservative kritik af denne grundlov og, at denne kritik på mange måder viste sig korrekt. Grundloven, der ikke fik lov at stå uimodsagt særlig længe, betød på mange måder enden for den politiske elite baseret på aristokratiet, som havde spillet så stor en rolle i dansk historie."

Link: http://critique.ksaa.dk/2011/02/artikel-online-de-konservative-og-landsradet-1915/

Historien om Jacob - et reaktionært eventyr fortalt for børn (kapitel 1)

2011-02-14T09:04:00.002+01:00

For nogle år siden bragte jeg på bloggen "Det autentiske menneske" følgende eventyr, som spredte megen latter og glæde, men også eftertanke. Eventyret blev indskrevet i glemmebogen, og først nu har jeg på opfordring fundet det frem igen og vil bringe historien i kapitler et af gangen med håb om, at eventyret, som alle gode eventyr gør, vil sætte sig fast i hukommelsen og være med til at give os et mere virkelighedsnært syn på vor verden og dens historie. Jeg ønsker læseren god fornøjelse og springer herefter til første kapitel:

Jacob var en lille rødhåret dreng. Hans forældre boede i et stort hus med en stor have, og Jacob gik altid i pænt tøj. Han gik i en skole med mange forskellige børn, og nogle af dem var da også flinke, men der var mange, der drillede Jacob. De drillede ham med hans pæne tøj, men også fordi Jacob altid lavede sine lektier. De kaldte ham ”lærerens kæledægge” og ”mors dreng”, og det var møguretfærdigt, for Jacob lavede kun sine lektier, fordi han så blev glad indeni over at have gjort sin pligt. De små stjerner, han fik på sine flotte tegninger i formning og de knus, han fik af sin mor, når han viste sin karakterbog, var han ligeglad med. Jacob ville bare gøre sin pligt.
I skolegården var der to grupper: De gode og fornuftige børn, som Jacob var en af, og som gjorde, hvad lærerne sagde, og så bøllerne, som altid drillede Jacob og hans venner. De værste bøller var Viggo og Chresten. De spillede så kloge og var totalt ligeglade med lærerne, men det syntes Jacob ikke var i orden. Jacob syntes, at man var nødt til at gøre, hvad lærerne sagde. De var jo dem, der vidste bedst, så Jacob forstod ikke, hvorfor Chresten og Viggo hele tiden forsøgte at gøre det modsatte af, hvad læreren sagde.
Udover Viggo og Chresten var der også Orla. Orla var en lille lort, som troede, han kunne alting. Han spillede meget klog, og når gårdvagten skældte ud, var han bare ligeglad. Det var noget sært noget, tænkte Jacob.
En gang skete der noget underligt: Orla havde som sædvanlig fået skældud, men havde samlet en lille gruppe bøller, som gik hen til gårdvagten og skældte gårdvagten ud lige bagefter. Gårdvagten var en ny lærer, der havde et underligt navn. Han hed Frederik VII og var en meget lille og bange mand, og til sidst så havde han fået så meget skældud af Orla, at han løb og løb ud af skolegården. Han kom tilbage den næste dag, men han sad bare i det ene hjørne med sin pibe og sagde ingenting. Det var noget værre noget, tænkte Jacob, for nu kunne bøllerne tæve løs på alle de små børn.
Orla og hans venner opførte sig som om de ejede skolegården, men ikke nok med det. De begyndte også at drille de store drenge, som boede ved siden af skolegården, men de store drenge ved siden af var meget store, og de gik ikke engang i skole mere. En dag kom de store drenge ind i skolegården og satte sig i de to store sandkasser i skolegården, Slesvig- og Holsten-sandkasserne, og de rykkede sig ikke. De blev bare siddende og drak øller og spiste pølser.
Skolegården var nu blevet meget mindre, og Orla og hans venner begyndte at fortryde, at de havde smidt gårdvagten væk. Det var noget værre noget! Chresten, Viggo og deres venner var også begyndt at tæve løs på Orla, men gårdvagten gjorde jo ikke noget. Orla begyndte at græde, men så kom Jacob over til ham og sagde, at han ikke skulle græde. De gode og fornuftige børn måtte holde sammen. Orla syntes, at Jacob var en god ven, og nu blev det Jacob, de andre børn lyttede til, for det var jo ham, der var klog og vidste, hvordan man skulle gøre tingene, for det var jo ham, der lyttede til lærerne. De fleste af børnene begyndte at forstå det – undtagen Chresten og Viggo og deres venner. Både Orlas og Jacobs venner samledes om Jacob, fordi de synes, at han var så klog, og en dag, da Jacob kom ud i skolegården efter, at det havde ringet ud, stod alle i skolegården og samledes om Jacob. Kun Chresten og Viggo og deres bølle-venner stod nede bagerst og så sure ud. Gårdvagten gik så op foran alle børnene og begyndte at råbe. Det samme begyndte alle de andre elever på, og råbene blev højere og højere, til de kunne høres i hele skolegården. De blev ved med at råbe længe, og hele tiden råbte de det samme: ”Længe leve ministeriet Estrup!”

Kilde: Danmarkshistorien 1845-1875

Foredrag om værdipolitik

2011-02-07T15:49:00.000+01:00

I fald det måtte have nogen interesse, er flg. indkommet fra Konservative Studenters foredragsrække Critique:

Critique inviterer til foredrag på Aarhus Universitet som et led i vores foredragsrække, hvor vi traditionen tro tager fat på tidens tore værdipolitiske spørgsmål. Torsdag d. 10. februar kommer lektor Michael Böss, AU og taler om nødvendigheden af en værdipolitisk nyorientering: Værdipolitikken har taget en drejning til det bedre efter Foghs afgang, og vi er på vej ind i en ny fase af værdidebatten. Hvordan den vil forløbe, vil bl.a. blive bestemt af, hvorvidt De Konservative har held til at hele partiets indre splittelse mellem socialkonservative og liberalister. Lektor Michael Bøss fra Aarhus Universitet har i flere år gennem sin forskning og i den offentlige debat beskæftige sig med værdipolitiske spørgsmål og har gennem en lang række debatindlæg påpeget nødvendigheden af samlende værdier og institutioner i et moderne samfund.

Tid: Torsdag d. 10/2 kl. 16.

Sted: Mødelokale 2, Studenternes Hus, Nordre Ringgade 3

Arrangementet er gratis, og der kan købes øl og vand i pausen.

Den konservative Blicher af Jesper Langballe

2011-01-31T12:49:00.004+01:00

En ny artikel lagt ud i fuld længde på Årsskriftet Critiques hjemmeside. Denne gang den meget anbefalelsesværdige artikel. Den Konservative Blicher. Her findes blandt andet det fantastiske digt:

"Lad tåber om regeringsformen tviste
den der regerer bedst
det er den bedste"

Fra Critique

Jesper Langballe skildrer den danske forfatter Steen Steensen Blichers konservative livssyn, der satte ham i et modsætningsforhold i forhold til tidens ledende tanker, både liberalismen, som han fandt utopisk og nationalromantikken, overfor hvilken han hævdede en national realisme. Artiklen er fra Critique 2009.

Uddrag
“Steen Steensen Blicher. Hans konservatisme var befæstet ved læsning af Edmund Burkes britiske arvtagere, især Walter Scott og det konservative tidsskrift “Edinburgh Review”, hvor Blicher i den purunge kritiker (og senere berømte statsmand) Thomas Macaulays brilliante kritiske essays fandt en ånd, der svarede til hans egen.”

“Blicher kendte ikke til nogen “ren fornuft”, der var for ophøjet til at beskæftige sig direkte med den foreliggende virkelighed. Han så tværtimod den konkrete virkelighed, Gud har skabt, som et bestandigt korrektiv til filosoffernes hjernespind.”

“…når vi i dag skal forsvare demokratiet imod den totalitarisme, som så ofte følger i demokratiets kølvand, og som altid fører sig frem i demokratiets navn (f.eks. som “folkedemokrati”), så kan vi med fordel hente åndeligt skyts hos dem, der i demokratiets barndom var imod demokratiet – blandt andet fordi de fandt det fladpandet og åndløst, at politik skulle fylde hele menneskets tilværelse. Det er formentlig i ikke ringe grad disse konservative ånders kritiske indsats, vi kan takke for den indstilling, at det ikke er folket, der skal tjene demokratiet, men demokratiet, der er sat til at tjene folket”

Jesper Langballe (f. 1939)er sognepræst medudgiver af og skribent i Tidehverv samt folketingsmedlem (DF)Jesper Langballe har udgivet flere bøger om Blicher og kredsen om ham. I 2000 udgav han bogen “Niels Blicher – en 1700-tals præst” om Steen Steensen Blichers far og i 2004 bogen “Anlangendes et menneske” om Blichers liv og digtning.

Link: http://critique.ksaa.dk/2011/01/ny-artikel-den-konservative-blicher-af-jesper-langballe/

Tilfældet Tøger

2011-01-29T20:12:00.005+01:00

Tøger Seidenfaden er død. Det er der ikke nogen grund til at ofre mange ord på; det er altid en tragedie når et menneske går bort i en alt for tidlig alder. Sorgen er dog forebeholdt de pårørende, og som udenforstående er det ikke urimeligt at mene, at Tøger Seidenfadens offentlige liv var en tragedie. Han ikoniserede om nogen den kulturradikale elite; anstændighedens og den organiserede næstekærligheds talsmand; den mimoseagtige bekymrethed over tonen i debatten, til trods for at han selv eller hans slæng aldrig var blind for at hælde skidtspande ud over Søren Krarup, Bertel Haarder, Lars Hedegaard eller en helt fjerde, der dristede sig til at udfordre den dyne af pænhed og bornerthed som årtiers organiseret debatkvæleri havde nedkastet.

De senere år har samme kulturradikale elite antaget et mere og mere sekterisk præg, hvor Danmarksbilledet har snævret sig tættere og tættere sammen om kontorerne i det indre København og lejlighederne på Østerbro. I en stædig fornægtelse af den mandatmæssige nyordning fra 2001, hvor Det Radikale Venstre og Centrum-Demokraterne, spøgelserne fra 1990'erne, er sat udenfor indflydelse; hvor menneskerretigheds- og godhedsindustriens påstande om de umulige stramninger har vist sig som uvederhæftige, luner man sig dog stadig ved sit politisk-moralske privilegium: At modstanderne dybest set ikke er værd at lytte til og at deres holdninger er uanstændige og generaliserende. Dansk Folkeparti anklages for at ville rense ud; hvorimod den kulturradikale elite ikke forstår, at den selv er sygeligt optaget af at ville rense ud og frakende bestemte argumenter deres validitet. På den ene side påberåber man sig den kvalificerede samfundsdebat; på den anden side har man med alle midler søgt at kvæle den ved at indføre alle mulige tabuer. Ikke kun vedrørende indvandring og islam, men også vedrørende velfærdsstaten, hvor debatten er så tabuiseret som noget. Ve den, der drister sig til at antyde at vi har for mange førtidspensionister eller offentlige ansatte, og at en god portion af dem er professionelle driverter. Så vanker der en omgang i den anstændige klasses vridemaskine.

Den kulturradikale elite, der må siges at fornægte skidesprælleren Poul Henningsens frimodighed og provokationstrang, er forstenet i en tænkemåde, der prøver at trække konflikterne og uenighederne ud af det politiske rum og ind i en moralistisk svedekasse, hvor afgørende interessemodsætninger forventes at forsvinde som dug for solen. Til trods for at det netop er vigtigt, at afgørende interessemodsætninger kanaliseres ind i en fordomsfri offentlig debat, den såkaldt demokratiske samtale, således at bestemte synspunkter ikke henvises til at svæve rundt som satellitter og ikke udsættes for enten genklang eller modsigelse. Tavshedens tyranni. Hvis reelle politiske problemer dysses ned eller reduceres til spørgsmål om anstændighed eller moral, henvises disse problemer til en plads udenfor rammerne af folkestyret, og giver dermed grobund for eksempelvis politisk voldsanvendelse. Indenfor rammerne af folkestyret og den offentlige debat er der ikke tale om gode eller onde mennesker, men om lidenskabelige interessemodsætninger, der ideelt set er bundne af fælles kulturelle bånd til netop folkestyret og ytringsfriheden. Vi kan være rygende uenige, men drikke en bajer sammen bagefter alligevel.

En af de mest citerede beskrivelser af Tøger Seidenfaden er, at han var et ualmindeligt anstændigt menneske. Det er givetvist sandt, men spejler man denne karakteristik med Seidenfadens argumentation i den offentlige debat, er det nok de fornemste ridderslag han kan tildeles. I en kreativ, herskende klasse, der evigt og altid tynges af bekymringer over egen anstændighed og andres uanstændighed, er det fineste man kan være vel at være ualmindelig anstændig. Poul Henningsen ville nok vånde sig; han ville næppe opfatte anstændig som et ridderslag. Det var netop hans - og andre kulturradikales - urprojekt at rive den almindelige, jævne anstændighed ned, og derfor er anstændigheden i dag blevet en spidsfindig og kompleks størrelse, som kun en akademiker, globalist og meningsmaskine som Tøger Seidenfaden kan opnå. Den er ikke de andre forundt.

Henriette Kjærs afgang

2011-01-26T17:49:00.002+01:00

Den seneste tid har været umådelig spændende, hvis ikke lidt for spændende, for en delvis meddelagtig betragter af Det Konservative Folkeparti. Først røg Lene Espersen, og i dag blev det så Henriette Kjærs tur. Dermed slutter jo en æra i Det Konservative Folkepartis nyere historie, nu hvor både Kylle, Pylle og Rylle, der blev indvalgt i 1994, har måttet sige farvel til toppolitik – med den væsentlige undtagelse, at Lene Espersens spøgelse stadigvæk er udenrigsminister med titel af excellence. For nogen vil enden på Kyll, Pylle og Rylle stå som en dom over Det Konservative Folkepartis evne til at grave talent frem.

For nogle år tilbage havde Weekendavisen en stor artikel om dansk konservatismes tabte generation, den generation, der fylkedes om ungkonservatismen i 1980erne, fordi de troede på, at De konservative i Danmark havde i sinde at gøre, hvad konservative havde gjort i Storbritannien og i USA. Dette håb skuffedes. Dansk konservatisme var ikke så konservativ så det gjorde noget og de ungkonservative i 1980erne var desuden snarere – fandt de hurtigt ud af – liberale. Tilbage i partikonservatismens stive geledder blev de, der enten ingen ideer havde, og som derfor ikke kunne blive stødt af dansk konservatismes mangel på ideer, samt de, der nok havde ideer, men ikke havde noget imod at dikke nok så meget med lammehalen for en politisk karriere. De politiske ungdomsorganisationer var – og er – på trods af deres mange fortræffeligheder i høj grad storproducenter af middelmådigheder.

Imidlertid tror jeg, at denne dom, der sikkert passer på Gitte Seeberg, og Lene Espersen i tilfældet Henriette Kjær er skudt ved siden af. Hende har jeg altid betragtet som en hårdtarbejdende politiker, der havde både saglighed, vilje og sans for politisk ageren. Når man ser på en del af vores toppolitikere, også de konservative, må man jo nok sige, at der er langt mellem snapsene. Ikke, at flere af dem sikkert gør deres bedste, men er det nu ikke alligevel som om deres politiske karriere har været præget af en vis nemhed? Men for Henriette Kjærs vedkommende er dette egentlig ikke tilfældet. Eller jo. Selvfølgelig, som en af de overlevende fra den konservative borgerkrig i 1990erne og som kvinde i et gråt mandsparti, havde hun fordele, der sikkert hjalp hende på vej, anviste hende en kortere rute end så mange andre til indflydelsen. Ligesom de andre.

Men nået til sin position var der hos Henriette Kjær intet ophold, intet krav om at måtte hvile og nyde, det håb, som mange havde set i hende, levede hun også ved sin arbejdsindsats op til; både som minister og som politisk ordfører og gruppeformand. Særligt hendes sidste post viste sig at være en uriaspost, da Det Konservative Folkeparti begyndte at segne som følge af de mange og konstante slag mod partiet. Henriette Kjær havde et politisk projekt. Hun stod bag ved Lene Espersen, og holdt hende fast, hvor hun hellere ville vige og samtidig holdt hun længe under enorme strabadser orden i en folketingsgruppe, der ikke alene var modstandere af store dele af Lene Espersens politiske linje, men som også – efterhånden – kunne se deres taburetter opløses af vælgernes vigende gunst.

Jeg havde selv fornøjelsen af at deltage i debatpanel med bl.a. hende i Det Konservative Folkeparti på et møde i Århus. Emnet var konservatismen og Henriette Kjær havde ingen nem aften. Fra panelet blev partiet angrebet både for deres manglende økonomiske reformvilje og for deres værdipolitiske ørkenvandring og fra salen rejstes det ene spørgsmål efter det andet, om hvorvidt ikke Lene Espersen burde gå af. Det lykkedes Henriette Kjær at vende stemningen den aften og gøre, hvad der var ved at udvikle sig til en selvmorderisk klagesang til et rensende bønnemøde, der gav byens konservative fornyet energi.

Med Henriette Kjær ender Kylle, Rylle og Pylles periode, men det er egentlig ikke det vigtige. Sagen er, at med Henriette Kjær har Det Konservative Folkeparti mistet en dygtig politiker og en – omstændighederne taget i betragtning – ganske fornuftig konservativ, der var en af arkitekterne bag forsøget på at redefinere konservativ politik i en mere klassisk konservativ retning og som, da det gik galt loyalt agerede brandslukker og først måtte vige posten, da ilden også greb hende.

Om Lars Barfoed har tvunget eller opfordret hende stærkt til at gå, det skal ikke her overvejes. Man må dog spørge om, det er et godt tegn, at den nye politiske ordfører hedder Carina Christensen, og om hun vil være i stand til at markere en sund konservativ politik på Christiansborg.

Kvinden og frisindet på P1

2011-01-24T12:57:00.018+01:00

Der var engang en kvinde. Det var en glad og munter kvinde, som havde fået en god uddannelse og vist også et godt job. Men kvinden havde også et problem, som af og til kunne gøre hende trist til mode. Hun var nemlig meget vild i varmen og kunne slet ikke styre sit underliv. Ikke på ti tønder land kunne hun holde det tilbage, det ville så gerne ud og møde andres underliv. Så kvinden måtte mødes med mange mænd og kvinder og deres underliv, og være sammen med dem.

Men selvom underlivet fik hvad det ville, var kvinden ikke helt tilfreds. For der var vist noget med, at når man var sammen med mange, så kunne man komme til at såre deres følelser, og der kunne komme noget der hed jalousi. Og det var vistnok ikke så godt. Det havde hun i hvert fald hørt fra andre.

Kvinden prøvede også at have noget der hedder en kæreste. Det var noget med, at så forpligtede man sig til kun at være sammen med denne kæreste, og underlivet måtte også kun være sammen med denne ene. Det var meget svært for kvinden at have en kæreste, for så kunne underlivet jo ikke møde alle dem det gerne ville. Det var faktisk så svært for hende, at hun alligevel var sammen med andre, selvom hun jo havde lovet kæresten noget andet. For så var underlivet jo tilfreds igen.

Men kvinden blev atter fortvivlet, for nu kunne hun selv mærke at det vist ikke var så godt. For hun havde såret kærestens følelser, og det hed vist utroskab når man havde en kæreste. Og det var et ord der gjorde hende utilpas. For ordet sagde hende både at hun havde såret en person, og at andre var enige i at det var dårligt at såre andre på denne måde.

Fortvivlelsen bredte sig hos kvinden og gjorde hende trist. For hvordan skulle hun kunne gøre underlivet tilfreds og samtidig undgå jalousi, utroskab og alle de andre ord som ikke var behagelige. I sin fortvivlelse fandt hun en dag en bog, som hed noget fint på amerikansk. Den hed The Ethical Slut og den handlede om andre kvinder ovre i Amerika, der havde det ligesom hende selv, og hvordan de havde kunnet få deres vilje på alle måder. Derfor var den god. Da kvinden var færdig med at læse bogen The Ethical Slut, skete der pludselig noget! Frem sprang et fortryllet væsen!

'Hvem er du?' Spurgte kvinden det lille lysende væsen med de glitrende vinger. 'Jeg er Emancipationsfeen...', sagde Emancipationsfeen. 'Jeg forstår dit problem og din fortvivlelse. Jeg kan fjerne de ubehagelige ord og tankerne fra din samvittighed. Jeg kan gøre at andre heller ikke synes dårligt om det du gør.' Det syntes kvinden lød helt utroligt, men spurgte: 'Jamen hvordan kan du det, hvad skal jeg gøre?' 'Jeg kan gøre alt dette, og måske endda gøre dig berømt. Det eneste du skal, er at love mig, at gøre det du gør i mit navn.' Svarede feen. 'Jeg har mange navne: Her i landet kalder man mig frigørelse, frisind eller man taler om den der nedbryder tabuer. Nævn mig ved disse navne når nogen spørger til hvad du gør, så skal de ikke fordømme dig, men blive forlegne, nysgerrige eller måske endda prise dig.'

Kvinden tænkte at det var et utroligt løfte. Men ivrig efter at blive fri for sin fortvivlelse, lovede hun at gøre som Emancipationsfeen sagde. Og...

* PLING *

Straks fik kvinden det bedre med hvad hun havde gjort. Hun var ikke længere en kvinde der ikke kunne styre sit underliv, og ikke kunne finde ud af at have en kæreste. Det hun gjorde blev en del af den store frigørelse; og hendes måde at være sammen med mange forskellige mænd og kvinder på, fik endda et flot navn på et fint fremmed sprog: Nu kunne folk ikke kalde hende nedsættende ting, for nu var hun nemlig polyamorøs. Ligesom bøsserne og de lesbiske før hende; deres måde at have deres underliv på, kunne heller ikke kaldes forkert eller unormalt, for det havde fået nye navne af Emancipationsfeen. Hvis det blev holdt bag hjemmenes fire vægge, var det forkert, men hvis alle kunne høre om det og læse om det - så gjorde feen det agtværdigt i frigørelsens navn.

Kvinden forstod nu at feen var en mægtig fe - at den kunne gøre sort til hvidt, vende alting op og ned og fjerne alle hendes bekymringer. Emancipationsfeen havde i sandhed holdt sit løfte, for den store omverden var pludselig interesseret i kvinden - og i at høre hvad denne polyamorøsitet var for noget. Kvinden kunne nu skrive til den agtværdige avis Information og tale i det agtværdige radioprogram Vita på P1. Hun skulle ikke længere være bange for hvad andre folk tænkte eller mente, og faktisk skulle hun heller ikke længere være bange for at såre andres følelser. For blot man talte om det, gik alt det dårlige væk. Det havde feen jo vist. I det mindste havde hun aldrig selv mærket noget til denne jalousi og de andre grimme ord - og så havde andre det nok heller ikke. Så nu var kvinden glad igen.

http://www.information.dk/256353

http://www.dr.dk/P1/Vita/Udsendelser/2011/01/21141609.htm

Der var engang en avis

2011-01-21T12:27:00.000+01:00

Berlingske Tidende var vistnok en gang en konservativ avis. Det er ikke længere tilfældet. En ting er, at dens journalistik er tandløs og dens debtsektion under den pæne borgerlige Jesper Beinov er så kedelig, at den får Johnny Reimar til at fremstå som foranger i et satanisk dødsmetal-orkester. Det rygtes, at JP i dag støvsuger alt hvad der er at finde af borgerlige journalister på DJH, det skal nok passe, der er i hvert fald ingen af dem, der finder hen til Pilestræde. Det samme gør sig gældende for de borgerlige debattører. hvad har de tilbage på Berlingske, den konservative avis, er det ikke kun liberale som Mie Harder og Peter Klitgaard, der stadig giver lidt bid fra sig i den ikke særligt grove klumme "Groft Sagt". Hvilken udtalt mangel på talent, er det mon, der får Berlingskes debtredaktion til at finde liberale, når de skal finde hårde konservative debattører til deres avis.

Idag faldt jeg over et karaktermord på den liberal-konservative debattør Mikael Jalving, der tidligere har slået sine folder på Tanten. Et tak for sidst - måske. Jalving har skrevet en ny bog om Sverige, hvor han hudfletter den særligt svenske specialitet: angst for sandheden. Tilsyneladende er Jalving i den forbindelse blevet inviteret til at tale for et svensk parti, der hedder Nationaldemokraterne. Partiet kender jeg slet ikke. Det påståes at være til højre for Sverigesdemokraterne, og det er sikkert også rigtigt. I artiklen angriber flere svenske eksperter herefter Jalving. Nuvel, da jeg ikke kender partiet skal jeg slet ikke gøre mig klog på, hvad det er for noget og om han burde dukke op til det. Rent instinktivt synes jeg nok, det er en sund mandfolkeholdning Jalving giver udtryk for, når han siger: "Jeg mener principielt ikke, at der er mennesker, der ikke er gode nok til, at man kan dele sine tanker med dem, og jeg tager ikke derop for at give dem ret, men for at promovore min bog. Jeg stiller jo også op til debat med Uffe Ellemann, selv om han er en ekstremist, når det gælder begrænsning af ytringsfrihed" Om jeg selv ville have sagt det samme i en sådan situation, ved jeg ikke, man skal altid passe på med andre landes små nationalistbevægelser, man ved aldrig hvilken familie, man pludselig har giftet sig ind i.

Det er imiderltid ikke interessant. Det interessante er, artiklens perspektivering, hvor flere svenske "eksperter" blandt andet fra det svenske Redox "EXPO" ( dvs. et venstre-ekstremt overvågnigncenter med tilknytning til militante kredse omkring radikale anarkist og syndikalistgrupper) taler om en generel tendens til fra dansk side, at legitimere bevægelser i Sverige, som man slet ikke ville have rørt i Danmark. Og - nu kommer det herlige - eksperterne bruger her DFs samarbejde med SD. Tilfældig svensk ekspert udtaler f.eks.:

»Det sendte et signal om, at SDerne måske ikke var sådan nogle farlige racister alligevel, og samtidig hørte man borgerlige, danske politikere, der ukritisk købte og bekræftede SDs udlægning af det såkaldte meningstyranni i Sverige. Men de hverken forstod eller forsøgte at analysere, hvem SD egentlig er"

Der er selvfølgelig ingen tvivl om, at SDs rødder er mere betændte end Dansk Folkepartis, men når Dansk Folkeparti, der er meget påpasselige med at indgå i nogensomhelst relationer med andre højre-populistiske bevægelser i Europa alligevel har gjort det, så skyldes det ikke, som eksperten mener, at DF ikke har forstået hvad SD egentlig er, men at de netop har foretaget en meget grundig, og meget forsigtig analyse af udviklingen i SD under den nuværende formand, der har renset partiet fra de højre-radikale elementer, der tidlgiere havde en vis tilstedeværelse og har etableret et parti, som er gjort i Dansk Folkepartis billede. Mere end nogetsom helst andet er den svenske ekspertudtalelse en anerkendelse, af at der i Sverige rent faktisk hersker et meningstyranni, hvor den højrebølge, der som en naturlig reaktion mod kosmopolitisme og multikulturalisme har vundet store sejre i hele Europa, er blevet udskreget som ren og skær nazisme.

I dag er det Sverige, der er et særtilfælde i Europa, det er et land, hvor højrebølgen kun er blevet til et skvulp. Det kan man selvfølgelig bifalde om man vil, men har prisen ikke været høj? er det ikke netop kun i et land, hvor konsensus har lagt sig som en kvælende dyne over den offentlige deabt, at noget sådant kan lade sig gøre?

Hvad er egentlig forskellen på Danmark og Sverige?

Udover elgsdyr, synes det at være mediebilledet, der i Danmark er præget af en langt højere grad af pluralisme. Vi har i Danmark en stærk højre-oppinion i aviser som Jyllandsposten, Weekendavisen og til tider Kristelig Dagblad, her trives konservatisme hos kommentatorer og i debatsektionerne, her tænkes borgerlige tanker, som aldrig er belvet tænkt på Berlingske. Ja Det er forskellen. I Danmark har vi fri debat, og frie aviser, i Sverige er det hele gamle formanende tanter, tandløs højborgerlighed og en borgerlig oppinion med samme vitalitet som Berlingske Tidende.

http://www.berlingske.dk/danmark/svensk-kritik-af-jp-debattoer

Fra Critique: Hans-Hermann Hoppe online

2011-01-18T12:21:00.000+01:00

Så er Årsskriftet Critique begyndt at lægge sine artikler fra 2009 udgaven online:

Årsskriftet Critique lægger nu sine artikler fra 2009 udgaven online. Den første artikel vi lægger op er den libertarianske økonom og politiske filosof Hans-Hermann Hoppes " Konservatisme og Liberalisme". Hans-Hermann Hoppe hævder, at konservatismen nødvendigvis må være radikalt liberal, hvis den vil være et forsvar for menneskets naturlige, sunde sociale tilstand. Konkret tager Hoppe afstand fra en højre-populistisk konservatisme omkring amerikaneren Pat Buchanan såvel som fra neo-konservatismen. Artiklen er oversat fra Hoppes bog "Democracy; the God that failed" og det tyske magasin "Criticón" med tilladelse fra Hans-Hermann Hoppe. Artiklen er oversat af to af Critiques læsere.

uddrag

"Konservativ henviser til én, som tror på eksistensen af en naturlig orden, naturlige forhold, som omhandler tingenes natur: af natur og menneske. Denne naturlige orden er og kan blive forstyrret af afvigelser og anomalier; af jordskælv og orkaner, sygdomme, epidemier, monstre og uhyrer, tohovedede heste og firbenede mennesker, krøblinger og idioter, og af krig, erobringer og tyranni. Men det er ikke problematisk at skelne det normale fra det anormale, det essentielle fra det uvæsentlige"

"De fleste selvudnævnte konservative er - med rette - bekymrede over familiens forfald, skilsmisser, uægte børn, autoriteternes underminering, multikulturalismen, de alternative livsformer, den sociale sammenhængskraft samt udviklingerne indenfor seksualiteten og kriminaliteten. Alle disse fænomener repræsenterer anormaliteter og er skandaløse afvigelser fra den naturlige orden. En konservativ må derfor vitterligt stille sig imod disse tendenser og forsøge at genskabe normaliteten."

Hans Hermann-Hoppe (f. 1949) er en tysk født, amerikansk økonom og filosof. Hans-Hermann Hoppe. Han er ph.d. i filosofi fra Goethe-universitetet og har siden arbejdet på en lang række universiteter, senest University of Nevada i Las Vegas til han gik på pension i 2008. Hans-Hermann Hoppe er desuden tilknyttet det paleo-libertarianske Mises Institut og forfatter til flere bøger, hvoraf den mest kendte er "Democracy: The God that failed"

link: http://critique.ksaa.dk/2011/01/hans-hermann-hoppe/

Refleksioner over et lederskifte

2011-01-14T16:14:00.007+01:00

Telefonen ringede om formiddagen. De ville tale med tillidsmænd, folketingskandidater og folkevalgte. Bare uformelt, de skulle jo have fat i så mange og de færreste ville sige noget. Var Lene Espersen den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti? Hvad skulle der ske?

Spørgsmålet var kedeligt og forudsigeligt. Ingen oprigtig person kunne mene, at Lene Espersen var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. Det ville kræve en særdeles tyngende loyalitet, kringelkrogede strategiske betragtninger eller lurepasseri at svare noget andet. Lene Espersen har reelt set været færdig i lang tid; hun har intet reelt greb haft om Det Konservative Folkeparti og har i den grad savnet format og gennemslagskraft. Man kan spekulere over hvornår skæbnen blev beseglet, men den udslagsgivende faktor blev, at Lene Espersen aldrig trådte i karakter og manifesterede sit hverv som partiformand og politisk leder. Hun glimrede ved sit fravær.

Derfor blev svaret, at Lene Espersen ikke var den rigtige formand for Det Konservative Folkeparti. Det var det interessante, det man ville have svar på. Svaret blev dog også, at det ville sparke ny optimisme - livskraft - ind i partiet, hvis det lykkedes at finde en anden, mere kvalificeret person. Så vidt, så godt. Mediestormen tog fart, begivenhederne tog i sandhed til time for time. Indenfor 12 - 18 timer var det slut med Lene Espersen. Det er jo ikke de lange, dybsindige processers tid.

Det skal blive spændende, når der engang bliver kradset lidt i overfladen på denne proces. Kan man skille sig af med en partileder så hurtigt? Og på den måde? Der skal nok blive beskæftigelse til mange, ikke mindst til den geskæftige nyfeminisme, der tidsnok vil pege på, at det var jakkesætklædte mænd, der ofrede den midaldrende, ambitiøse kvinde, fordi hun stod i vejen for deres bestræbelser og truede deres mandater. Hovedpersonen har allerede tillagt sig den troskyldige og let martyragtige rolle. Hun ofrede sig, fordi større ting end hende selv stod på spil. Eller fordi det var det klogeste? Som bekendt er hun hverken færdig med folketing eller ministerpost. Jeg har selv - andetsteds - antydet et fremtidigt karriereforløb, og kun et karriereforløb, der kommer til at spejle sig i hædersmanden Erik Ninn-Hansens. Han brændte også fingrene på lederposten, men fandt sig i stedet en anden måde at udøve magt på. Det er svært at forestille sig, at Lene Espersen skulle lave andet end at sidde i Folketinget.

Det Konservative Folkeparti har nu fået sig en ny partileder. Det blev Lars Barfoed, og der er egentlig rimeligt med godt at sige om ham. Han giver udtryk af at være en besindig og oprigtig mand, der har forstået alvoren. Der bliver ingen Afrika-optrin med ham. Han har ikke siddet i Folketinget siden han var i midttyverne, er ikke levebrødspolitiker, og tilmed ganske velmeriteret. Han har markeret sig fornuftigt på flere områder; han har altid været skattelettelsernes og velfærdsreformernes klare fortaler. Som med så mange andre konservative folkevalgte må det dog formodes, at det kniber med fornemmelserne for den suveræne nationalstat Danmark. Som antydet af C.S er Barfoed måske vel meget rundet af nordsjællandsk bedsteborgerlighed; af en hattedamefløj, der lever på bekvem afstand af konsekvenserne af globaliseringsutopien: Kriminalitetshærgede ghettoer, lukkede fabrikker og bekymrende arbejdsløshedtal. Også af den åndsliberale fløj, der gerne iklæder sig tolerancens gevandter og det pæne menneskesyn; som vægter selvmorderiske konventioner og den såkaldt borgerlige anstændighed højt.

Det urovækkende kan måske bedst sammenfattes i det tidligere parti- og hovedbestyrelsesmedlem Peter Norsks trussel om at melde sig ind i partiet ind igen, nu hvor Barfoed har overtaget posten som partileder. Peter Norsk er alt det, der kan være galt med Det Konservative Folkeparti. I dagens udgave af P1 Debat fik Norsk sammenfattet konservatismen således, at politimester Bastians kardemommelov, som retteligt lyder: "Man skal ikke plage andre, eller sætte livet til, og for øvrigt kan man gøre hvad man vil", var et ganske glimrende aksiom for såkaldt moderne konservatisme. Den lader vi stå et øjeblik, og konstaterer at det ikke er fra Peter Norsk man skal forvente meget forståelse, når nationalstaten Danmark skal forsvares imod truslen fra masseindvandringen, hedonismen og historieløsheden. Ingen trusler i det hele taget, for i Peter Norsks optik er der intet blik for afgørende kulturelle modsætninger, menneskets selvdestruktive tilbøjeligheder eller behovet for stærke og legitime, nationale institutioner. Værdierne er nogle vi har købt i USA, og de kan oven i købet videreeksporteres.

Hos Peter Norsk og den åndsliberale tradition - og den nært beslægtede kulturradikalisme - er fjenden altid inde i os selv, og hvis verden er noget er den helst en stor Kardemommeby, hvor det frisatte menneske hengiver sig til sang, musik og teater; hvor det ikke koster noget at begå indbrud eller tage med sporvognen; hvor forbryderne bliver resocialiserede i fængslet, så ikke engang Olsen-banden kan være med, og derefter bliver nyttige samfundsborgere. De skal bare have lov til at vise hvad de kan. Humanismen i fuldt flor.

Sådan er der jo så meget. Lad os håbe, at Lars Barfoed er den rigtige mand på de rette tidspunkt. Tiden er knap.

Simply the best?

2011-01-13T14:47:00.003+01:00

Mens sneen smelter og vi på trods af den tætte tåge håber på forår, krakelerer facaden i Det Konservative Folkeparti. En efter en falder de bastioner, der på trods af krisen har dannet forsvarskæde om den udskældte partiformand Lene Espersen. Hun, der kom med en sådan styrke og bragte så meget håb med sig ind i Det Konservative Folkeparti, står utvivlsomt over for et brat fald.

Man har gjort et stort nummer ud af, at der blev sunget ”simply the best” på det konservative landsråd, da hun blev valgt. Det virker jo næsten komisk nu. Men det komiske er ikke det interessante her; det er derimod spørgsmålet. Hvor er alle de folk, de klappede i takt og hujede af partiformanden, hvordan er de evigt heppende konservative kohorter blevet gjort tavse? Var det kun Tina Turners mægtige stemme, der overdøvede lyden af knive , der blev hvæsset og skjult i krøllede skjorteærmer?

Ja til dels. For Lene Espersens fald skyldes naturligvis ikke bare feriesagen. At det overhovedet blev en sag, skyldtes jo, at hendes politiske projekt allerede var kuldsejlet, da hun i sommeren 2009 knækkede halsen på en ny konservativ integrationspolitik. Hun knækkede halsen, fordi hun ikke havde baglandet med sig. Hun knækkede halsen på den nordsjællandske konservatisme, der slet ikke er konservatisme men tam bedsteborgerlighed. Fra Whiskeybæltet lød kritikken hårdest og højest og herfra træder nu partiets lokalformænd åbent frem og erklærer åbent krig mod partiledelsen.

Lene Espersen har ikke klaret det godt, og som konservativ må man se på hendes politiske vanskæbne med lige dele vrede og bekymring. Vrede fordi det gik så skidt, og fordi hun har sig selv at takke. Vrede fordi hun viste sig som en middelmådighed, der ikke havde sans for den konservatisme, der nødvendigvis må være sjælen i et konservativt parti og ikke dristighed nok til at tage kampen mod bedsteborgerligheden i hendes eget parti. Da kritikken af integrationsudspillet kom, krøb lederen i skjul, mens andre måtte tage skraldet. Kun en stærk leder med en solid forankring i dansk konservatisme og et godt netværk ville kunne have bragt de kritiske røster til tavshed og sat sig igennem. Sådan en leder var Lene Espersen ikke.

Men efter vreden kommer bekymringen. For Lene Espersen var af instinkt konservativ og hendes politiske projekt var et konservativt projekt, deraf kom modstanden mod hende netop. Både fra den venstrefløj, der forstår at konservatismens er dens grelleste modsætning og den højrefløj i Dansk Folkeparti, som ikke vil et konservativt Danmark, men snarere vil holde et parlamentarisk spillerum åbent for sig selv. Men Danmark havde været bedre tjent med et konservativt Konservativt Folkeparti, og det var Lene Espersens opgave at føre denne udvikling igennem, den var bundet op på hende og med hendes fald er også konservatismens muligheder nu ringe i Det Konservative Folkeparti.

Allerede nu spreder åndsliberale gribe deres vinger og gør klar til at slå ned på ådslet af dansk konservatisme. Den nordsjællandske konservatisme ruster sig, karriere- og levebrødspolitikere i ungdommens rækker kryber frem i forreste række. Snart er der ikke mere at komme efter.

Gundelach og integrationen

2011-01-10T17:03:00.000+01:00

Det multietniske samfund er vores situation. Det nytter ikke at smyge sig uden om det faktum, for dagligt kan vi blive overbevist, om at det nu en gang er sådan, hvad enten vi nu bryder os om det eller ej. At det multietniske samfund er virkelighed, betyder, at integrationen er en opgave, der i al tænkelig fremtid påhviler samfundet. I hvert fald, hvis vi vil undgå det totale sammenbrud. Integration kan opgøres på mange måder, og der er uenighed om, hvorvidt man skal bruge begrebet. I national-konservative kredse forsøger folk som Kasper Støvring og folkene omkring Nomos konsekvent at anvende begrebet assimilation. På venstrefløjen og blandt de formørkede kompromitister i Det Radikale Venstre, har man ligeledes opgivet betegnelsen. Her vil man hellere tale om medborgerskab og inklusion. Fra undertegnedes reaktionære standpunkt skal kun lyde et ønske om, at forsøge at løse problemerne frem for at kriges om begreberne.

Sociologen Peter Gundelach har lavet en interessant undersøgelse, som jeg faldt over på Uriasposten. Gundelach skriver, at danskerne i blevet mere tolerante, og at vores tolerance overfor indvandrere er vokset i takt med indvandringen. Han mener, at det er vores daglige omgang med indvandrere, der har styrket tolerancen. Gundelach mener der er et paradoks fordi udlændingepolitikken i disse år er blevet strammet, vi skal således forstå, at politikken er ude af trit med befolkningen.

Dette er imidlertid næppe tilfældet. For det første er Gundelach kvantitativt arbejde sociologi. Han laver spørgeskemaundersøgelser, får store datamængder hjem og konkluderer herudfra. Den kvantitative metode har sine fordele, men den har også sine ulemper. En af ulemperne er den såkaldte præferencefalsifikation. Altså dette, at vi adspurgt om vores holdningen til områder som eksempelvis indvandrere, sort arbejde og lignende siger et, men gør noget andet. Vi svarer det vi kunne tænke os var vores indstilling, snarere end det, der er vores indstilling. Hvis Gundelach læste Paulus ville han ikke være overrasket over dette fænomen. Snarere end at danskerne er blevet mere tolerante, er de måske blevet mere overbeviste om tolerance som værdi, man skal efterstræbe.

Vi kan spørge os selv om, vi i vores daglige gøren og laden er blevet mere tolerante, eller om det tværtimod er sådan, at tolerancen er blevet en maske, vi bærer på trods af vores frustrationer over situationens alvor. Bor der flere danskere i områder med mange indvandrere, eller forlader danskere tværtimod ghettoområderne, er vi i praksis mere villige til at gå på kompromis med vores egen værdier, når vi konfronteres med andre værdier. Flytter vi i mindre grad vores børn ud af skoler med mange indvandrerbørn? Jeg tror alle disse spørgsmål kan besvares med nej, og det er her vores egentlige tolerance eller snarere vilje til at leve sammen med indvandrerne afgøres.

Noget helt andet er, hvad der ligger i tolerancebegrebet. En overvejelse heraf vil pt. føre for vidt. Men dem vi er nødt til at tolerere er jo altid "den anden" den vi implicti har et udestående med, allerede der, hvor vi tolererer står vi altså i et modsætningsforhold og det er netop der hele det multietniske samfunds problem ligger, at vi ikke er et samfund, men flere samfund stillet overfor hinanden og kun med den gode vilje til at binde os sammen, og med den gode vilje kører man - desværre - ikke langt på literen.

Jeg tror egentlig ikke Peter Gundelach er ude for at politisere, men stiller vi ikke de rigtige kritiske spørgsmål til vores materiale, ja da risikerer vi drage de forkerte konklusioner. Hos Gundelach lader denne konklusion at være, at befolkningen er ude af trit med politikken og at integrationen egentligt går godt. En undersøgelse har dog vist, at flertallet af danskere, selvom de modsætter sig yderligere stramninger, er for de stramninger, der er sket siden 2001. Det hører med andre ord også med til historien. Mht. den anden nærliggende konklusion, at integrationen går godt, ja det må vi også være skeptiske, løfte blikket fra spørgeskemaet og lade det møde den virkelighed, der er så meget mere problemfyldt end nok så megen rå-data lægger op til.

Nye pejlemærker

2011-01-09T17:49:00.005+01:00

Som bekendt er en del af skribenterne her på stedet, undertegnede inklusive, engagerede i og omkring Det Konservative Folkeparti. Undertegnede har reflekteret lidt over partiets situation, og det kom der følgende ud af:

Det var ganske glimrende, at Mai Henriksen og Mette Abildgaard kort før jul efterspurgte en konservativ, politisk selvransagelse, der rakte videre end blot en forstenet diskussion om personer. Det er for mig helt givet, at mit partis aktuelle vanskeligheder er håndgribelig virkelighed; ikke blot resultater af en negativ pressespiral eller simple fejltrin. At jeg så bestemt ikke var helt enig med de to kandidaters kritikpunkter, må regnes som et tiltrængt spark til den alt for slumrende idépolitiske debat, i og omkring vort fælles parti.

Vi i Det Konservative Folkeparti må forberede os på en dybtgående selvransagelse, der tager udgangspunkt i spørgsmålet om, hvorvidt vi har fået det ud af at have magten de sidste 10 år, som vi forventede. På en lang række af de indikatorer, jeg anser for væsentlige, må svaret være et nej.

Lad mig dog begynde med at demontere et populært argument. Det Konservative Folkeparti har -ganske rigtigt -ikke på noget tidspunkt rådet over 90 mandater. Vi har ikke kunnet gennemføre konservativ politik, uden at den skulle forbi et parlamentarisk grundlag først. Ikke desto mindre har regeringsdeltagelsen rummet en betydelig dagsordenssættende kraft, hvor det var muligt at flytte og påvirke, dels lovigvningsprocessen, dels den politiske debat. Det må siges at være et åbent og afgørende spørgsmål, hvorvidt mit parti har udnyttet denne kraft tilstrækkeligt.

Tilbage til indikatorerne, som for mig er antallet af offentligt ansatte, skatte-og afgiftstrykket og de offentlige udgifter. Det måtte være en klar minimumsforventning, at ingen af dem ville udvise en stigning efter knapt 10 år med konservativ regeringsdeltagelse. Det modsatte er tilfældet; dog kan der føres mange afledte, semantiske og beregningsmæssige diskussioner om hvordan og hvorledes, om der er tale om svage eller stærke stigninger. Stigninger er der i hvert fald tale om, og selv om de udspringer af en samlet forbedring af samfundsøkonomien, er de stadig problematiske. De peger nemlig i retning af det helt afgørende svigt, den egentlige prioriteringsfejl: at den borgerlige regering har medvirket til at styrke statens magt og de offentlige kassers råderum i alt for høj grad, på bekostning af en historisk mulighed for at gøre det modsatte.

Denne erkendelse skal dog ikke skygge dels for, at problemerne stadig eksisterer, dels for formuleringen af konservative pejlemærker, der skal give modige og konstruktive bud på problemernes løsning. Der er mere end nogensinde behov for en politisk linje, der problematiserer antallet af offentligt forsørgede, både med og uden ansættelseskontrakt; der aktivt skaber rammer, som opmuntrer til selvforsørgelse og iværksætteri; der fastholder kravet om mærkbare skatte-og afgiftslettelser og aktivt bekæmper de formynderstatslige tendenser, som underkaster stadigt flere spørgsmål politisk regulering. Det er ganske idéfattigt at mene, at overvindelsen af den økonomiske krise kun handler om at bevare velfærdsstaten intakt; blot drive videre mod afgrundens rand, og finansiere derouten med skatte-og afgifttsforhøjelser, låntagning eller begge dele. I så fald ryger vi i den, og det bliver med et brag.

Også bragt som debatindlæg i Fyens Stiftstidende

amerikansk konservatisme på universitetet

2011-01-04T20:40:00.000+01:00

Jeg forsøgte engang her på bloggen at skrive en række artikler om amerikansk konservatisme, men projektet løb desværre lidt ud i sandet. Skulle man være interesseret i emnet, kan jeg imidlertid anbefale studiekredsen Occidents program i næste semester på AU, der handler om amerikansk konservatisme:

Occident tager nu hul på endnu et semester. Foråret 2011 står på amerikansk konservatisme. Konservatismen er på mange måder en ny ideologi i amerikansk åndsliv. Først i 1950erne begyndte spredte grupper af højre-intellektuelle at optage nogle af de tanker, som var blevet formuleret af europæiske konservative siden Den Franske Revolution. I de efterfølgende år udvikledes en række konservative positioner, der spændte fra globalistisk neokonservatisme til isolationistisk paleokonservatisme. I dette semester læser vi en række klassikere inden for 4 markante konservative strømninger, der har gjrot sig gældende i USA siden 1950erne.

Den første af disse er den såkaldte New Conservatism, der brød igennem i USA i slutningen af 1950erne og skabte en helt nyt intellektuelt grundlag for det amerikanske højre, som knyttede an til arven efter Burke. New Conservatism var ikke så meget en retning, som det var grundlaget for en genopdagelse af konservatismens idehistoriske tradition for det amerikanske højre og heruadaf opstod en række forskellige traditioner.

En anden af disse retninger var den såkaldte fusionisme, som var et resultat af ønsket om et forene de amerikanske højrekræfter i en samlet front mod kommunisme og venstre-liberalisme. Fusionismen søgte at finde fælles fodslag mellem klassiske liberale og konservative traditionalister og bevægelsen ledte til den første konservative præsidentkandidat Barry Goldwaters kampagne i 1964 og slog siden igennem med præsident Reagan.

De to sidste retninger vi vil beskæftige os med dette semester understreger, at fusionismen kun delvis formåede at skabe en smalet højrebevægelse i USA, idet den intellektuelle konservative debat i dagens USA kan siges at være delt mellem neokonservatismen og paleokonservatismen. Neokonservatismen udvikledes af amerikanske “liberals”, der efterhånden måtte tage afstand fra den nye venstrefløjs stigende dominans i traditionel liberale miljøer. Neokonservatismen blev således en revitalisering af amerikansk konservatisme og kom til at spille en stor rolle op igennem 1980erne og 90erne, den kulminerede i forbindelse med præsident George W. Bush aktivistiske udenrigspolitik og demokratiske idealisme.

Paleokonservatismen er i høj grad defineret i modsætning til neokonservatismens uortedokse konservatisme. Den dækker over en række forskellige retninger, der har det til fælles, at man tager afstand fra neokonservatismens liberale grundlag og stærkere betoner den konservative tradition udover at mene at genoptage en mere klassisk konservatisme, knytter paleokonservatismen sig også i højere grad til det gamle “før-konservative” højre i USA og er samtidig i højere grad end andre konservative retninger også inspireret af nye højre bevægelser i Europa.

Alle møder foregår 1. torsdag i hver måned. Tekster og yderligere information vil blive oplyst. kalenderen for semesteret kan læses her: http://occidentau.wordpress.com/kalender/

Konservatismen der snublede i begyndelsen

2010-12-28T13:52:00.000+01:00

Man skal altid passe på med at udstyre skribenter med profetiske evner, men man må altså sige, at Harald Nielsens karakteristisk af konservatismens situation ano 1913 nu snart 100 år efter synes at have en vis relevans.

"Langt værre end den ydre svaghed er den indre: Modløsheden og rådvildheden. Konservatismen véd ikke længer, hvad den skal gøre og tror ikke for avlor på at noget nytter.

Når et parti er kommet i denne stilling, ligger det nær at tale om dårlig politik. Højre har jo adskillige gange fået at vide både af modstandere og tilhængere, at det skulle ikke have gjort således, men helt anderledes.
Når dette har gentaget sig et tilstrækkeligt antal gange, når man fra en derligtgående politik er svinget om til en eftergivende og tiblage igen, og man har gjort den erfaring, at intet hjælper, er det forklarligt, at der opstår både hos vælgere og førere en vis fortumlethed, der dels giver sig udtryk i indbyrdes splid, dels i selvopgivelse og dels i, at man begærligt klmarer sig til den første den bedste politik, der anvises, blot den har det ringeste skær af gennemførlighed."

Ja det kender man jo. Det tankevækkende er, at der ikke gik to år før end det gamle konservative parti var gået i graven og et nyt opstået. Harald Nielsen ord faldt i et tidehverv, hvor meget af det gamle var blevet værdiløst, hvor de overleverede sandheder, var blevet hule søforklaringer. I Jacob Paludans "Jørgen Stein" er dette mesterligt antydet i den gamle Amtmand Steins tiltagende hypokondri og pludselige aldring, der træder udvikler sig, som krigen udvisker den gamle verden og en ny generation, Jørgen Steins tager sine første usikre og famlende skridt ud i en verden, der endnu er helt uafklaret.

Når nu Harald Nielsens ord kan virke profetiske er det måske fordi de skønt faldet i tidehvervet ikke omhandler en begivenhed, men en tilstand. Den tilstand, som er konservatismens, hvor den må finde sig til rette i en ny verden og hvor ingen rekurs til det gamle er mulig. Måske lykkedes projeketet simpelthen ikke for den moderne konservatisme, og måske er Harald Nielsens diagnose ikke blot ord, der kan sige os noget om 1913 og 2010 men om den danske konservatisme, der skulle finde sine ben efter 1915 og som ligesom resten af denne generation snublede allerede i begyndelsen.

Stemmokratiet

2010-12-26T17:48:00.005+01:00

I Lars Triers film Manderlay fra 2005, kommer hovedpersonen Grace til en amerikansk farm hvor de sorte landarbejdere stadig lever som slaver, selvom tiden ellers er 1930'erne. Hun sætter sig derfor for at befri slaverne og omstyrte den regerende godsejerfamilie. Dette første lykkes hurtigt. For hun er i besiddelse af en arbitrær voldsmagt, i form af en flok bevæbnede gangstere. Men slaverne har svært ved at vænne sig til den nye frihed, og det kommer til at virke forstyrrende både på gårdens drift og de emanciperedes indbyrdes forhold. Grace vil derfor udruste landarbejderne til selv at administrere farmen. Et af midlerne dertil er et obligatorisk (at gunpoint) kursus i demokrati. Eller blot flertalsafgørelser rettere. Arbejderne tager da også ideen til sig, og øver sig i at stemme om forskellige spørgsmål. Blandt andet bliver det foreslået at stemme om hvad klokken er. Man har hidtil holdt rede på tiden ved en form for sædvanepraksis, der dels bestod i at kigge på godsejerfamiliens gamle (men ikke lige pålidelige) bornholmerur og almindelig tyden af naturens omskiften. Men de nye tider på farmen gør at også netop tiden må tages op til revision. Med et beskedent flertal bestemmes det så at klokken er noget andet end før. Denne nye tid går så sin gang lige indtil der skulle høstes på gården. Selvom tiden kun flyttedes nogle timer, betød det over lange stræk at man ikke kunne bestemme hvornår de livsvigtige afgrøder skulle hentes ind. Det lykkes således kun at høste ganske få afsvedne majskolber.

Hvorfor så denne omtale af et enkelt tema, i en seværdig, men ikke i sig selv mesterlig film?

Fordi det minder om temaet i enkelt nyhedsindslag, der forholdvist ubemærket dukkede op i nyhedsstrømmen i den tidlige efterjul.

Kongehuset i Sverige har på det seneste fået megen ufrivillig opmærksomhed af forskellige årsager, som ikke skal nævnes her. De er vel de fleste bekendt. Det er vel også i forlængelse af den omtale at indslaget skal ses: Dette går på at svenskerne ifølge en form for meningsmåling tilkendegiver at Kong Carl Gustaf bør gå af indenfor en given periode. Hensigten skulle være at overlade tronen til kronprinssesen som åbenbart er mere populær. For en overfladisk betragtning er der derfor ikke noget decideret anti-royalt eller republikansk i adspørgslen. Og hvad undersøgelsens ophavsmænd måtte have af bevæggrunde er irrelevant. Ligeså hvad dens besvarere måtte have tænkt. Det er heller ikke interessant om det udtrykker nogen folkestemning i Sverige, eller om undersøgelsen i øvrigt er plausibel. Det væsentlige er selve den antagelse at man skulle kunne stemme om en konges værdi.

Monarkiets betydning og væsen er før omtalt her på stedet, og det er absolut heller ikke første gang at sådanne meningsmålinger ser dagens lys. Så historiske, juridiske og andre argumenter skal ikke fremføres her.

Men nogle gange skal det absurde til for at påpege det ulogiske. Derfor eksemplet fra Manderlay. En konsitutionel monark er en førpolitisk repræsentation, som ret nok ved politik er konstitueret, berammet. Men monarkens anliggende er at pege bagom denne indramning. En monark der end ikke får lov til at udfylde rammen, fordi han antages at kunnes stemmes til side efter forgodtbefindende - er derfor ikke en monark. Skarpt trukket op, svarer det til ved flertalsafgørelse at ville bestemme at flertalsafgørelse er den eneste rigtige styreform. Det indeholder en mere eller mindre eksplicit logisk inkonsistens.

Som en særpræget og absurd fabel (vellykket eller ej), er Lars Triers film egnet til at påpege dette.

http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/401086:Udland--Svenskerne-vil-af-med-kong-Carl-Gustaf

http://www.spiked-online.com/Articles/0000000CAFF9.htm

At sidde på debatten

2010-12-25T16:31:00.003+01:00

Der har været lidt murren over debatten på det seneste. For en gangs skyld ikke over tonen, den plade er heldigvis gledet ud af hitlisterne. Det er måske en af kulturkampens sejre? At man fremstår som en fortidslevn fra de 90'ere, der ellers tidsnok skal blive et årti man ser tilbage på med betydelig nostalgi, hvis man konstant går rundt og beklager sig over tonen i debatten. For lige at hæfte en ende på det med 90'erne, kommer det naturligvis til at gå på, at det var tiden lige inden internettets og mobiltelefonens gennembrud. Tilstedeværelsens tid.

Men man skal dog ikke forledes til at tro, at det gælder substansen i debatten. Så langt er venstrefløjen slet ikke nået i sin selvransagelse, at den rent faktisk er nået til andet end selvgode fraser og hæmningsløs svælgen i og med andre menneskers penge. Det er i øvrigt i sig selv påfaldende: Møder man de unge idealister fra venstrefløjspartierne er de tilsyneladende ikke helt indforståede med konsekvenserne af de sidste 40 - 50 års socialpolitik. Problemet er stadig, at der ikke bliver givet nok hjælp. Man kan tale om en besynderlig tveklang af pragmatisme og principfasthed.

Det fastfunderede princip er det enkelte menneskes selvrealisering. Alle har ikke blot ret til et fedt køkken, de har også ret til en studentereksamen, en universitetsuddannelse og et fedt job bagefter. Alt andet er løftebrud. Det har avlet den udbredt selvopgivende og pylrede indstilling; åndslinjen fra Bistandsloven af 1976 til tv-udsendelserne om de unge mødre, der erklærer at det er kommunens skyld, at de er blevet gravide. Hvis der ikke var så mange problemer med at presse penge ud af sagsbehandlerne, glemte man ikke at tage sine p-piller. Lad mig straks præcisere, at jeg ikke har set programmerne, kun fået dem refereret. Det skal dog ikke forhindre mig i at bedømme dem, men det er en anden sag.

Pragmatismen gælder midlerne. Når det gælder realiseringen af det enkelte menneskes fulde potentiale, er intet dem helligt. Prøv at spørg en socialdemokrat, om han vil sætte en fast defineret grænse for, hvor højt skatte- og afgiftstrykket skal være, hvor mange offentligt forsørgede der skal være og hvor stor overførselsindkomsternes kompensationsgrad skal være. Det bliver en kort diskussion, for det vil vedkommende ikke. Allerhelst vil han blot bevilge flere penge, og kan de ikke tages ved beskatning må de tages ved lånefinansiering. Den største forbrydelse ville være, at måtte rulle velfærdsstaten tilbage. Foreholder man dem antallet af offentligt forsørgede, f.eks. de 800.000 der er uden ansættelseskontrakt, møder man en moderat beklagelse. Det går så stærkt, fremskridtet har taget en masse jobs, velfærdsstaten har jo netop afdækket nogle behov; men måske er antallet i sig selv faktisk et bevis for velfærdsstatens succes. Herre jemini.

Det er ikke helt ved siden af skiven - forklaringen er faktisk ganske enkel. Det er naturligvis klart, at når man øger og forenkler adgangen til offentlig forsørgelse, er der selvfølgelig flere, der søger offentlig forsørgelse. Logik er eller ikke min kop te, men i dette tilfælde er det ikke så svært. Foreholder man folk det paradoks, at den universelle velfærdsstats opfindere - den er nemlig i høj grad en kvasiteknologisk størrelse - dog mente, at deres opfindelse hvilede på den opfattelse, at udviklingen gerne skulle gøre det nemmere at forsørge sig selv, og dermed at et stort antal i sig selv ikke var en succeskriterium, bliver samtalen enten tavs eller mere ophidset. Sådan er det med de ømme punkter.

Hvorfor denne lange digression? Lad os spole tilbage: Anliggendet var en vis murren over debatten. Opinionsredaktøren på (samarbejds)Politiken hæftede sig ved, at der savnedes kvalificerede venstrefløjs-meningsdannere på under halvtreds år, hvorimod den borgerlige fløj er et mylder af såkaldte talenter. Alt efter opfattelse kan man tolke det som man vil, og undertegnede er naturligvis godt tilfreds med tavsheden fra venstre flanke. Det er altid velgørende med mindre idioti i det offentlige rum, omend der fortsat er mere end rigeligt. Mette Frederiksen, Morten Grønbæk og Carsten Jensen er i hvert fald altid leveringsdygtige.

Men med Thomas Nielsens ord ser det nemlig ud til at venstrefløjens synspunkter fortsat har sejret ad helvede til. Forholdet er naturligvis det, at der ikke høres venstrefløjsstemmer i en diskussion, hvor deres synspunkter i vidt omfang er overtaget af den herskende politikerklasse og ikke mindst af Danmarks Radios redaktionelle prioriteringer. Venstrefløjens synspunkter er blevet sandhed langt i de etablerede borgerlige partier, hvor man deler den opfattelse, at det ubetinget ville være et lyksaligt forhold, hvis politikerne besad flere penge at dele ud af. Selv Anders Samuelsen, dansk politiks ultraliberalist par excellence, taler om at reformer er nødvendige, for at have råd til velfærdsstaten i fremtiden. Kristian Jensen, næstformand for Danmarks såkaldt liberale parti, beklager at de offentlige udgifter ikke kan stige de kommende år.

Man siger at vi har de politikere vi fortjener, og det er nok sandt. Sandheden er også, at grunden til at det er på højrefløjen de kvalificerede debattører findes, er naturligvis at deres tankegods står udenfor den kompakte enighed, der dominerer dansk politik og Danmarks Radios redaktioner. Systemet er med de venstreorienterede; deres tankegods doceres af den herskende klasse. Derfor er de venstreorienterede i vid udstrækning tavse, og derfor er Mattias Tesfaye i virkeligheden en omvandrende Potemkinkulisse; en bønhas, der er interessant på baggrund af alle andre ting end sine holdninger, der er så uendeligt trivielle. Han mener i virkeligheden ikke noget nyt - hans opfattelse har jo sejret ad helvede til, og så kan vi jo vente på næste gang vi står ved afgrundens rand, et bonmot der tidsmæssigt falder fint sammen med Thomas Nielsens. Så kan det være, at den strømpil der udgår fra tidens debat måske bliver til virkelighed. Det må siges at være et opbyggeligt håb. Glædelig jul.

Abildgaards og Henriksens kritik af Lene Espersen

2010-12-21T15:07:00.002+01:00

Det er turbulente tider for Det Konservative Folkeparti. For snart længe siden skrev jeg her på bloggen om, hvad Lene Espersens fald ville betyde. Med hende vil også den linje falde, hun trods alt, i hvert fald i udgangspunktet har forsøgt at stå på. Nu hvor opløsningen er så fremskredet synes udviklingen at bekræfte det. Partiets næste leder tegner til at blive justitsminister Lars Barfoed. Hans navn har allerede længe floreret i konservative kredse, som det – i lyset af situationen – oplagte bud.

Forleden gav han udtryk for, at De Konservative måske ikke skulle gå med i en regering med Venstre, selvom de borgerlige skulle vinde næste valg. Det var jo en klar undsigelse af Lene Espersen, der da også hurtigt efter var ude at underkende Lars Barfoed. I mellemtiden var låget dog røget af gryden og oppositionen kommer nu så maddiker i et rådnende æble krybende frem. De før så underdanige partisoldater kryber nu i en anden retning. Det mest slående eksempel herpå har været de to konservative folketingskandidater Mai Henriksen fra Odense og Mette Abildgaard fra Rudersdal, der direkte har kritiseret den konservative ledelse.

Deres kritik nyder udbredt støtte i konservative kredse. For mange konservative er fortvivlede over den politiske udvikling, over Lene Espersen og over, hvad de opfatter som den manglende erkendelse af den politiske linjes fallit. Der er en bred følelse af, at nogen må sige noget, eller at nogen må gøre noget. En ulmende utilfredshed, der ikke spørger til, hvad der siges og hvad der gøres, men bare kræver handling.

Her på reaktionen er vi jo gerne utilfredse, og hvis man har lyst kan man her finde en langt dristigere og mere uforskammet kritik end de to levebrødspolitikere nogensinde ville vove at give udtryk for. Jeg vil ingenlunde angribe deres ret til kritik, endsige at de kritiserer. Kan være det skader partiet, men hér er det ikke partisoldatens overvejelser, der gør sig gældende. Jeg vil hellere ikke kaste mig ud i en sikkert berettiget kritik, at dette her jo ikke er et udtryk for mod, men derimod en kold og beregnende opportunisme. De to unge damer kan deres håndværk. I den virkelige verden er den slags en karakterbrist, i politik er det en dyd.

Hér drejer det sig om sagen.

Og det er i lyset af sagen, at Mette Abildgaard og Mai Henriksens kritik er problematisk. Nu hvor linjen er brudt sammen og forskellige grupper i det skjulte – eller ganske åbenlyst – kæmper for at definere retningen efter Lene Espersen, så kan man ikke som god konservativ, stille sig tilfreds med, at nogen stiller sig op og taler Roma midt imod. Vi må stille et højere krav. At de også taler for konservatismen.

Og det er netop, hvad Mai Henriksen og Mette Abildgaard ikke gør. De taler ikke for konservatismen, for de er kun med den allerbedste vilje at opfatte som konservative. Deres kritik går særligt på to områder. Skattepolitikken og indvandrerpolitikken, hvor de vender sig mod pointsystemet.

Mette Abildgaard skriver:
”Loven regulerer hvem man som dansker må gifte sig og bosætte sig med i Danmark. Det er et system baseret på nytteværdi, og det er ikke konservativt,”

Og her ligger egentlig humlen. For hvad er disse tøvende rebellers forståelse af konservatisme egentlig. Jeg kender dem begge som eksempler på den bløde socialkonservatisme, som netop er moderne dansk konservatismes store tragedie. En konservatisme, hvor det er mere presserende at være korrekt og pæn end at være konservativ, hvor nationale grænser intet betyder og hvor folk kan bosætte sig præcis hvor de vil, en konservatisme, der ikke anerkender Danmark, som danskernes land, hvor lovgivningsmagten med største selvfølgelighed kan sætte grænser for, hvem vi egentlige ønsker skal bosætte sig her.

At de begge er glødende ateister og modstandere af folkekirken og ikke mener, at kristendommen er en del af den danske arv og ikke er noget konservatismen skal forsvare trækker just heller ikke op i min bog. Her er tale om en konservatisme, som slet ikke kan skelnes fra socialliberalisme. Derfor har de succes i partiet. Det er netop den ideologiske forvirring, de to socialkonservative kritiserer, som har gjort, at den slags fortyndet sjask, de serverer, kan gå for at være konservativt. Fra deres kritik kommer ingen redning for konservatismen. Kun mere af det samme. Er de konservatismens unge håb, som Berlingske Tidende hævder, så vil jeg tillade mig at henfalde i den allerdybeste fortvivlelse.

http://www.berlingske.dk/politik/internt-opgoer-mod-de-konservatives-ledelse

HMS Det Konservative Folkeparti

2010-12-20T13:15:00.000+01:00

Forleden fandt jeg på mystiske vis mig selv på en gammel havneknejpe, hvor jeg faldt i snak med en gammel søulk. Mens hans tale blev stadig mere tåget, hørte jeg i strømmen af savlende vrøvl ord, der på forundelig vis syntes ud utrykke en dybere visdom, noget profetisk og noget grundlæggende sandt. Uden at virke alt for uhøfligt fandt jeg et stykke papir frem og noterede den gamle verdenshavsbesejlers visdomsord:

”Det knager i den gamle skude, Det Konservative Folkeparti. De salte bølger slår ind over skroget. Langsomt, umærkeligt men sikkert visker de skudens navn væk. Nu anes kun ordet "parti". Sorte klatter af maling er eneste minde om skudens fulde navn. Tidligere kaptajner har styret skuden med fast hånd, sejlet den igennem de værste storme det grønne hav har kunnet opbyde. Sikkert slog den faste stævn de sorte bølger ned, sikkert pløjede skuden gennem de onde år og savede sig igennem de blodrøde oceaner.

Tidligere kaptajner har styret skuden med nok så fast hånd, om så blikket var sløret og umådeholdenhed i alle livets øvrige forhold tyngede dem. Styrmændene er få og kaptajnen under dæk. Nu bemandes skibet af lange, sorte skygger i den sidste dødedans før solen endelig går ned over det grønne hav.

Den ringeste slægt soler sig i dens sidste stråler. De laver rænker og kalder sig for håb. De griber roret og lægger kursen om. Under dem skriger skudens planker i vrede og foragt, drivtømmer med mindet om forliset af et prægtigere skib, Højre, og mens rædselsskrigene blandes med de ringeste jubelråb griber tidens vinde den gamle skude, sønderriver dens sejl, kaster den mod revet, hvor det grønne hav atter omfavner sine børn med et kvælende suk.”

Borgerlighedens brudte fronter

2010-12-16T13:37:00.000+01:00

Man har været så venlig at bede mig skrive en klumme til netmagasinet sappho.dk. Jeg har skrevet om forholdet mellem liberalisme og konservatisme, værdikampens status og det generelle forfald. Hele artikel kan læses på sappho: http://www.sappho.dk/borgerlighedens-brudte-fronter.htm

Her i uddrag:

Der er egentlig ikke meget at smile over som situationen er. Den borgerlige regering kører på pumperne. Dens projekt – i det omfang den havde et – er mislykkedes. Den kan ikke mere. I horisonten truer venstrefløjen. ...

Den borgerlige regeringens eneste eksistensberettigelse var at sætte sig i spidsen for en konservativ reaktion mod det vulgære, sociale eksperiment, som vi kaldte Danmark.

En konservativ reaktion? Ja, for konservatismen er netop den ideologi, der vil stille sig på vores kulturelle udgangspunkt og forsvare den frihed, som er denne kulturs mest værdifulde frugt, og som samtidig er den klareste forudsætning for, at vores kultur og civilisation kan videreføres...

Faktum er, at de borgerlige debattører står helt alene med kulturkampen. Befolkningen vil hellere se ”Vild med Dans”, og den borgerlige regering har sat sine penge på etablissementet. Når ”venstrefløjen” nu fylder så lidt i den offentlige debat, er det simpelthen fordi, den ikke behøver at tage særlig notits af de små borgerlige køtere, der intet andet kan gøre end stille sig op foran de tavse monolitter og bjæffe så dygtigt, de har lært. Systemet kører videre, og højrefløjens dominans på blogs er ikke et tegn på dens styrke, men et tegn på, at den af ren nød er fortrængt ud i massekommunikationens mest afsides randområder....

Nok hævder de liberale at være langt mere rendyrkede i deres forsvar for friheden, men deres frihed er så sandelig ikke af denne verden. Den er en drøm, en utilnærmelig horisont og en gold utopi. Det er ikke frihed til os, men frihed fra os og alt, hvad vi står for i kraft af nu engang at være dem, vi er, født på dette sted og i denne tid...

Den nye virkelighed og den gamle

2010-12-15T13:07:00.000+01:00

Som det sikkert er tilfældet med de fleste af denne blogs læsere, er jeg koblet ind i Facebook. Ja reaktionen er faktisk med på noderne, idet vi har en helt igennem død fanside på det sociale netværk. (Hvor dog kun to af reaktionens medlemmer, selv er medlemmer, da resten enten har forladt facebook eller aldrig oprettet sig.) Facebook er et interessant fænomen, fordi det er den sociale side af det internationale netværkssamfund. Det er her vi forbinder os med venner og bekendte i hele verden, i modsætning til "resten" af nettet, hvor vi blot handler eller søger informationer groft sagt. Facebook sætter to tykke streger under det forhold, at internettet har en social dimension, og at dette kommunikationsmiddel således er blevet et vigtigt element i konstruktionen af vores sociale fællesskaber.

Netværkssamfundet, eller hvad man nu skal kalde det, er også et interessant fænomen. Det er radikalt voluntaristisk og står derved i grellest mulige modsætning til vores normale sociale relationer, som vi altid havner i på anden vis. På nettet kan vi imidlertid skabe en fortælling om os selv, der slet ikke har nogen relation til vores gængse sociale virkelighed og på den måde er vores drømme blevet helt igennem løsrevet fra den virkelighed, som begrænser dem og ofte skuffer dem.

Ja det er en revolution. Men så måske alligevel ikke. Ikke kort kig ned af min egen facebook venneliste afslører, at langt de fleste af disse er folk, jeg kender fra virkeligheden, de fleste af dem er mine jævnaldrende, langt de fleste er akademikere in spe, og et foruroligende stort element af dem er tillige konservative. Her har man haft den ubegrænsede frihed og så har man i virkeligheden bare reproduceret sin sædvanlige sociale situation. Det kan selvfølgelig bare være mig, der har det sådan. Jeg er jo ekceptionelt reaktionær, så det kan ikke udlukkes. Ser jeg imidlertid et par af mine facebookvenners vennelister igennem så finder jeg samme mønster. Den "normale" virkelighed sætter sig igennem, emancipationen er kun på skrømt.

Åh ja selvfølgelig hist og her er der en eller anden, som udnytter det sociale medie til helt igennem at give et falsk indtryk af sig. Men her drejer det sig om stakler. Folk der socialt set mangler både arme og ben og bruger den nye teknologi som krykke. Perversioner, hvis liv i det hele taget er et stort uprigtigt skuespil. De har altid været der. De er hvad postmodernisterne kalder plastiske. Det vil sige, de er, hvad vi andre ville kalde svigagtige og ledløse. Sviget og slevfornægtelsen rinder som en konstant strøm gennem menneskets historie. De der med djævlens vold og magt vil være noget andet end de er, dem må vi altid trækkes med. facebook eller ej. De er ikke beviset på en ny social virkelighed på, men giver os blot sikkerhed for, at alt er som før og verden stadig er den samme faldne, som vi så længe har kendt.

Virkeligheden sætter sig igennem også for dem og må den ramme dem hårdt. Men Facebook og andre sociale netværkstjenester er ikke andet end redskaber for en given social virkelighed, som kun langsomt forandres. Årsagen til dette indlæg var et kort, jeg så på JP. Det er et sort kort, hvor alle landegrænser og kontintenter, kort sagt alt givet er visket bort. En tabula rasa, hvor det nye netværksmenneske er klar til at tegne sin virkelighed, som streger mellem punkter i et netværk. Ud af stregerne opstår et billede. Hvad forestiller billedet. Den nye virkelighed. Men hvad ligner billedet. Den gamle virkelighed, landegrænser, kontinter, vestlig dominans, forskellen på frie og ufrie stater (mægtige kina er sort som natten).

link: http://jp.dk/nyviden/article2278471.ece

Mennesket er det store værktøj, der frembringer rigdom

2010-12-14T14:34:00.000+01:00

I en tid, hvor det kulturelle selvhad er næsten kvælende, hvor liberale udskælder konservative for deres kulturalisme og hvor multikulturalister søger at få os til at tage skridtet ud i den totale selvfornægtelse kan det være nyttigt at erindre kulturens rolle. Den britiske statsmand, den konservative Macaulay sagde det så ganske fremragende allerede i 1846. Hvorfor skabes noget? Hvorfor blomstrer vesten, mens alt andet visner?

Naturen bestemte Ægypten og Sicilien til at være verdens haver. De var det engang. Gives der på jorden eller i luften noget, der kunne få skotland til at blomstre i højere grad Ægypten, Holland og Sicilien? Nej, det er Skotten, der skabte Skotland. – For to århundreder siden var de steder, på hvilke der nu rejser sig fabrikker, hoteller, banker, universiteter, kirker og blomstrende samfunds senatsbygninger, ørkener, der var prisgivne panteren og bjørnen. Hvad har bevirket denne forvandling. Var det den rige muldjord eller de vandrige floder?

Nej! Prærierne var dengang lige så brede og vandrige som nu. Var forbedringen virkningen af en eller anden stor kapitaloverdragelse fra den gamle verden til den nye? Nej, udvandreren medfører i reglen kun ubetydeligheder; men han udfører et engelsk hjerte og hoved og arme og engelsk hjerte, hoved og arme forvandler vildnisset til kornmarker og urskovens uhyre træer til byer og flåder. Mennesket, mennesket er det store værktøj, der frembringer rigdom

Støvring og sammenhængskraften

2010-12-10T12:06:00.002+01:00

Jeg var i går til et foredrag i Studenterkredsen, en grundtvigsk foredragsforening, som holder til på Aarhus Universitet. De arrangerer ofte interessante og lærerige foredrag, hvoraf jeg desværre kun har haft mulighed for at komme til alt for få. I går havde de inviteret konservatismens unge håb, litteraten Kasper Støvring, der kom for at tale om sammenhængskraft. Støvring er altid interessant at lytte til og jeg er vel grundlæggende enig med hans synspunkter. Ligesom alle vi der er konservative kan være glade for, at der findes en mand som Støvring, der kaster sig ud i den offentlige debat, mens vi andre bliver hjemme.

Ja Støvring har grundlæggende ret. Hans hovedargument er sikkert mange af denne blogs’ læsere bekendt, men fortjener alligevel at blive gentaget. Vi har i Danmark en positiv og udbredt nationalfølelse, der giver os sammenhængskraft, hvilket udmønter sig i tillid og igen resulterer i øget lykke og velstand. Denne sammenhængskraft har vi i kraft af vores historiske, monokulturelle fællesskab med fælles sprog og fælles normer. Det er en vigtig pointe hos Støvring – som ikke alle tilhører tilsyneladende lod til at forstå – at dette ikke blot er et synspunkt, dette er ikke blot Støvring, der bekender sin glæde ved at være dansk, nej det er et sociologisk faktum, som man kan måle og veje. Sammenhængskraften og dermed kulturen er fundamentet for alt det, vi synes godt om. De liberale frihedsrettigheder er funderet heri og velfærdsstaten er funderet heri – den er et resultat af sammenhængskraft og ikke sammenhængskraftens årsag.

Dette fortjener at blive gentaget igen og igen, for det er vigtigt og det er sandt, og Støvring har da heldigvis også en stor villighed til at sige det samme igen og igen. Og tak for det.

Men nu til malurten. Den Støvringske pointe forekommer mig på enkelte punkter at være problematisk for mig som konservativ. Den er en argumentation, der først og fremmest er skræddersyet til at afvise truslen fra multikulturalismen, altså denne afart af liberalismen, som er comme il faut i den dannede offentlighed. Men bivirkningen heraf er, at den som konservativ pointe også bliver aldeles tandløs i forhold til den kulturkampsfront, der handler om at forhindre det kulturelle forfald. Selvfølgelig, her handler det også om at bevare det nationale fællesskab og her har Støvring gode argumenter på hånden. Men det drejer sig også om hvilke værdier, der gør sig gældende i det nationale fællesskab.

Det kan være, at Sodoma havde et stærkt civilsamfund. Der gik i hvert fald ikke længe før byens mænd flokkedes om at besove den engel, der havde besøgt Lot og for så vidt kan vi om Sodoma sige, at der var en by med et stærkt civilt netværk, fælles normer så stærke at selv diverse guddommelige advarsler blev overhørt og vi kan nok læse mellem linjerne at de gode borgere i Sodoma havde et fælles sprog, de formår i hvert fald at meddele deres hensigter klart og tydeligt.
Og så er alt vel godt? Nej som bekendt ikke.

Sodoma som billede er måske fortærsket. Men pointen er blot, at sammenholdet gør det ikke alene, også det, der holdes sammen om er afgørende. Her er faren med Støvrings argumentation, at den ikke formår andet end at fastholde status quo, mens kritikken af denne status quo derimod bliver en splittelsestendens. Det er som Henning Kehler engang skrev: ”Her staar det godt til, her bor de tossede.”

Men det står ikke godt til. Støvring antydede selv faremomenterne ved fortællingen om den nationale sammenhængskraft, men det positive budskab, som han havde besluttet sig for at levere, stod i vejen for en dybere behandling af det kulturelle forfald, som er blevet vestens skæbne. For Støvring sagde på den ene side, at sammenhængskraften var god, fordi vores liberale rettigheder var funderet deri, vores syn på ligestilling, demokrati, ytringsfrihed med mere, men sagde så senere at hans pointe om sammenhængskraft netop var en kritik af en moderne liberal forståelse af den neutrale stat, forfatningspatriotismen osv. Men tænk nu om det er sådan, at den liberale kultur netop er blevet vores kultur og at vores kultur derfor med den kulturelt funderede individualisme, sekularisme, menneskerettighedsisme - og jeg skal komme efter dig – er blevet en kultur, der undergraver sig selv, fordi den ikke vil anerkende individets tilknytning til et på forhånd givet historisk kollektiv.

Støvring ville vel sige, at han netop forsvarer det liberale mod det liberale, men så må spørgsmålet være om dette overhovedet kan gøres på det refleksive og argumenterende plan, som Støvring henholder sig til, kan vi elske nationen, fordi den virker rent sociologisk, kan vi opretholde kristendommen, fordi den har en vigtig moralsk funktion. Det er som om, at rationalismen har krøbet sig ind i den sociologisk farvede konservatisme og omspundet den i en refleksivitet, der umuliggør forsvaret for det, der ikke alene er førpolitisk, men også før-refleksivt, det som er vores følelsesmæssige tilknytning til vores arv, vores historie og vores fællesskab.

Ja man får lyst til at citere den kosnervative folketingsmand, præsten Hans Thyge Jacobsen, der sagde, at fædrelandskærligheden ikke burde være et motiv til det religiøse, "Men den, som er besjælet af sand, levende og arbejdsom Fædrelandskærlighed, han er optaget af at kæmpe imod det onde og lave i sit Folk og for det gode dets Sejr"

Den moderne konservative

2010-12-02T15:13:00.002+01:00

Det her er nu en meget skæg video, som Randers kredsens konservative folketingskandidat har fået lavet.

Derfor er historien autoritet

2010-12-01T15:06:00.000+01:00

Alt, som er levende, kendes på, at det forandrer sig. Det er inde under en stadigfremadskridende udviklings lov. Men dets kendemærke er også, at det må lyde en forudbestemmelse i sit udspring. Ingen flygter fra sin oprindelse. Den levende organisme kan i sin udfoldelse synes såre forskellig fra det spirende liv; men der er et indre slægtskab, et lønligt væsenspræg, der uløseligt sammenknytter kim og frugt.
Liv er forandring; men det er også bundethed til udspringet.
For et folks liv gælder de samme love. De må stadig udfolde sig, om det vil leve. Men det må også være sit væsen tro.
At følge konservatismens linje i vort folks historie er just at eftersporde den organiske vækst, det groende liv indenfor den folkelige egenarts grænser, at erkende arven og dens forpligtelser, at give syn for den kontinuitetens kæde, der binder slægt til slægt.
Det konservative ved, at ingen retningslinje for fremtiden kan tages gyldig om den ikke har klare tilknytningspunkter til fortiden.
Derfor er historien autoritet

- Alfred Bindslev 1936

Konservatisme

2010-11-30T15:09:00.005+01:00

Konservatismen er som bekendt en vanskelig størrelse, som der bruges megen tid på at diskutere og definere, inden den overhovedet når ud i den mere almene, partipolitiske slagmark. Det kan - ganske bestemt - være upopulært at hævde, at der er noget der er konservativt, og noget der ikke er, og dermed autoritativt trække en grænse op, som man hævder selv at stå på den rigtige side af.

Men hvis konservatismen ikke skal være et tomt begreb, en frase, er det naturligvis et begreb med indhold og mening. Et afgrænset begreb, der udelukker bestemte opfattelser af tingene. Mere end blot en konsensus om at der skal forandres for at bevares, for hvad skal i øvrigt forandres og hvad skal bevares? Heraf en spydighed om, at den universalistiske velfærdsstat, der i parentes bemærket er konservatismens klareste modsætning, dog med tiden må blive til en grundkonservativ størrelse, i og med at den har været så længe.

For naturligvis rummer konservatismen nogle grundantagelser, dels om hvad mennesket er, dels om hvilke forudsætninger man bør drive politik ud fra. Først og fremmest er det vigtigt at slå fast, at konservatismen er en national og historisk betinget størrelse. Det giver således ingen mening at tale om en transnational eller universel konservatisme. Japansk, congolesisk, svensk, brasiliansk eller canadisk konservatisme kan aldrig blive spejlbilleder, dels fordi landenes kultur og befolkning er forskellige, dels fordi konservatismen ikke er ideologisk konsistent, modsat socialismen og liberalismen, der begge opererer med et endemål med den menneskelige tilværelse, nemlig troen på frigørelse, der bestemt ikke er det samme som frihed.

For slet ikke at tale om den ideologiske socialdemokratisme, der fik sit danske gennembrud ved akademikersocialdemokraternes magtovertagelse i tresserne, og hvis endemål var det trivselsprægede menneske og den såkaldt forebyggende velfærdsstat, der fik antallet af offentligt forsørgede - både med og uden ansættelseskontrakt - og dermed skattetrykket til at svulme kolossalt i løbet af et enkelt årti, og i øvrigt lige siden. Disse former for ideologisk tænkning begrunder ofte deres ædle hensigter med henvisning til tilfældigheden: Vi må frigøre mennesket, få det til at trives, fordi det ikke kan gøre for at det fødes af de forældre, i den nation, i den kultur eller med disse bestemte forudsætninger. Med et samlebegreb kaldes den form for tænkning for humanisme, der sammen med materialismen er konservatismens klareste hovedmodstander.

I konservatismens optik er tilfældigheden et uomgængeligt vilkår. Mennesket er sat i nogle rammer, som det ikke selv har valgt, i et fællesskab af ufødte, levende og døde. Et fællesskab, der manifesterer sig i en kultur, i en nation og i et sprog, hvis institutionelle overbygning er staten, der ideelt er et værn mod menneskets anarkistiske og selvdestruktive tilbøjeligheder. Kultur, nation og sprog vælger man ikke selv, ligesom man ikke vælger hvor man vil fødes eller af hvem. Vil man hæve sig over tilfældigheden, kan man kun gøre det ved at hævde at have en viden om det absolutte, hvad der absolut godt for andre mennesker, hvilket i sin essens er en farlig og selvovervurderende opfattelse, der skridt for skridt afvikler friheden til fordel for en stat, der kun får sit virkefelt forøget og forøget. Alt bliver politisk - og til politik. Det enkelte menneske kan ikke hæve sig over den begrænsning, det netop er at være det enkelte menneske, og skal derfor ikke forsøge at frelse andre mennesker fra dem selv, hvad enten det forsøges tilvejebragt gennem en klientgørende velfærdsstat, gennem udviklingsbistanden, gennem klimatopmøder eller gennem humanitære bombetogter over Serbien. Alt til hobe rummer dette træk af totalitarismens djævelskab; af den ideologiske besættelse, der vil gøre alt til politik.

Hvad det historiske angår, kan det sammenfattes sådan, at hvor socialismen og liberalismen oftest sidder klæbet til forruden i det førerløse tog, der kaldes udviklingen eller fremskridtet, sidder konservatismen lidt på afstand af bagruden, og forsøger at holde rede på og opsamle de værdifulde ting, som udviklingen og fremskridtet - socialismen og liberalismen - kaster skødesløst bort. Konservatismen insisterer på opretholdelsen af en før- og upolitisk, kulturel og national orden, der beskytter det enkelte menneskes frihed mod eksperimenter og politisk totalitarisme, og i stedet fastholder mennesket på det at være menneske i en konkret sammenhæng, under ansvar for sig selv og sine nærmeste - og ikke for menneskeheden eller det globale.

Konservatismen er dermed en åndshistorisk tradition, der ytrer sig forskelligt til forskellige tider, men altid vendt imod enhver ideologisk besættelse, der vil omgøre samfundet ud fra en tro på højere idealer, på det retfærdige menneske eller på lyksalighed af politisk vej. Konservatisme er mistro til idealister, socialrådgivere, planlæggere, integrationskonsulenter og økonomer, der har travlt på andres vegne, altid er forfærdeligt bekymrede og - ikke mindst - særdeles rundhåndede med andre menneskers penge. Konservatisme er tværtom et forsvar for tradition, sædvane, orden og klasser, negative frihedsrettigheder i en hævdbaseret grundlov, og dermed en begrænset stat, der tjener til at holde menneskets førnævnte tilbøjelighed til anarki og selvdestruktion stangen.

Let revideret udgave af et oplæg fra et debatmøde.

Stadier på partiets vej - eller mangel på samme...

2010-11-24T16:05:00.002+01:00

Ved marskandiseren fandt jeg i går en gammel sekretær. Det var i sandhed et prægtigt møbel - De ved, kære læser, sådan et gammelt møbel, som altid indeholder et væld af hemmelige rum og gemte sager. Møblet indtager nu en prægtig plads i min kollegielejlighed, hvor det fylder 22,3 % af det samlede gulvareal. Dette er imidlertid ikke den væsentlige del af historien. Da jeg flyttede det på plads, sprang pludseligt en skuffe op, og et gulnet stykke papir faldt ud på gulvet. Med den klare forventning, at der på dette dokument stod linjer så hemmelige, at de måtte skjules, men samtidig også så vigtige, at forfatteren havde følt sig nødsaget til at skrive dem, begyndte jeg ydmygt at læse.

Jeg vil herunder skitsere de væsentlige træk i dette dokument. Enkelte passager er ikke blevet anset for relevante i denne sammenhæng, da disse er at betragte som værende alene relevante i visse praktiske forhold, hvori modtager og afsender står til hinanden. Ligeledes er afsenderens navn udskiftet:

Til Det Konservative Folkeparti

...

Jeg har i al den tid, jeg har været medlem, været det i det håb, at de dårlige ting i partiet måtte blive ændret til det bedre. Jeg har måttet konstatere, at den udvikling bort fra konservatismen, som i mange årtier har præget partiet, ikke er stoppet. Man får ganske vist fortsat listet treklangen "Gud, konge og fædreland" ind her og der, men det sker helst, når folk ikke hører det. Jeg mener, at dette viser en skamfuldhed over for noget af det mest basale i vort kald som konservative.

Gud er degraderet til folkekirken, som alene forsvares med det vage udsagn, at religionsfrihed ikke er det samme som religionslighed. Dette er ikke et argument. Hvis man ikke mener, at den moralske, endsige den religiøse overlegenhed er en mulig kamp at føre, så kan man i det mindste dykke ned i, hvordan denne institution har været med til at forme det samfund, vi alle er en del af. At opretholde folkekirken er langt mindre kunstigt end at fjerne den. Den absolutte ligestilling af religionerne giver mærkværdigt lidt mening i et land, der er så påvirket af kristendommen som det danske, men de argumenter hører man ikke.

Kongen er ikke nævnt i det i øvrigt mærkværdigt ukonservative debatoplæg "Fremtiden er konservativ" - ingen henvisning til den samlende figur, intet forsvar for monarkiet, end ikke en spinkel ytring af ærbødighed eller ydmyghed over for tronen er at finde. Derudover lugter de argumenter, der føres for monarkiet, når det angribes, i den grad af, at man ingen tanker har gjort sig om det stærkt principielle i en samlende instans funderet på tusind års historie og den enorme ærbødighed, som burde følge med - ikke så meget for personen, der sidder på tronen, men for det symbol, tronen selv udgør - kontinuiteten, historien, kulturen, nationen osv. Skulle man forsvare monarkiet, så fremhæv da det uendeligt smukke i, at monarken sanktionerer hvert stykke lovgivning med en signatur, hvori der ligger tusind års samlende autoritet. Fremhæv, at netop arvelighed er en garanti for, at det ikke er den magtgale, men den, der er opdraget til det og føler det som sit kald, som sidder på tronen. Og giv så pokker i demokrati-argumentet imod monarkiet. Når alt kommer til alt, er demokratiet, som Løgstrup sagde det, "en skikkelig måde at være uenig på". Det er ikke en livsstil, som alle instanser skal gennemsyres af. Historien, arven og kontinuiteten er fuldt og helt så vigtige som demokratiet. Hvad er det ellers, at statstyret er til for, hvis ikke for at tænke over og reagere på, hvordan i dag er bedre (eller dårligere) end i går, og hvordan i morgen kan blive endnu bedre.

Fædrelandet, siges det i partiet, forsvares inderligt og oprigtigt, men det ændrer ikke på, at det kun er en floskel uden indhold. De sidste fyrre år har man fra partiets side igen og igen jublet, hver gang man har kunnet lægge Danmark endnu mere i lænke i EU-"samarbejdet" uden at tænke over, at dette ikke er at favne forskellighederne, der unægteligt kunne virke givende og dannende på os alle, men fuldstændigt at ødelægge dem. Hvis EU på et tidspunkt begynder at kaste sig over folkeskolens pensa som led i den værdiforening, der sker i Bruxelles (partiets top vil sikkert pure afvise, at EU får beføjelser dertil, men vi har hørt den remse før), så vil man fra føderalisthelvedet i Europas hjerte få at vide, at de små poder ikke behøver læse H.C. Andersen, for vi har Dickens. De behøver ikke at læse Holberg, for vi har Moliere. De behøver ikke at læse Johannes Ewald, for vi har Goethe. Der er ikke noget, der tyder på, at "samarbejdet" er andet end en samlende og harmoniserende udvikling, ikke en mangfoldiggørende udvikling - alle nuancer vil blive ødelagt, og så kan vi mødes under EU-fanen, snakke det samme sprog og tralle med på Beethovens 9. symfoni. Det har ikke en kæft med mangfoldighed at gøre. Jeg betvivler ikke, at ministrene er glade for at deltage i de store topmøder og rådsmøder, men måske skulle man tage at spørge sig selv, om det er grunden til, at man sidder, hvor man gør. Der var for nylig konservative profiler, der udtrykte skuffelse over Christian 9, da det i forbindelse med Buk-Swientys bog "Dommedag Als" nåede avisforsiderne, at kongen havde tilbudt Bismarck, at Danmark blev medlem af Det Tyske Forbund - et løst forbund af principielt selvstændige stater. Det Konservative Folkeparti har de sidste mange år med åbne øjne vandret ind i et stadig mere og mere forpligtende "samarbejde", som har eget flag, egen hymne, egen mønt, egen hær og egen forfatning - dette er langt langt langt mere, end indtrædelsen i Det Tyske Forbund ville have betydet for landet i 1864.

Derudover har partiet i tidens løb bl.a. lagt stemmer til at jævne en betydelig del af den historisk enestående Assistens Kirkegård med jorden, man har undergravet familien som samfundsbærende institution ved ikke entydigt at tage stilling imod inseminering af enlige, og man har med det gigantiske fusionshelvede i form af bl.a. kommunalreformen sørget for endnu engang at undergrave civilsamfundet i form af nærdemokratiet. Det absurd ukonservative ses tydeligst i, at den primære begrundelse for kommunal enhed efter kommunalreformen ikke længere er følelsen af et lokalt fællesskab, men noget så ligegyldigt som et minimumsantal af indbyggere inden for kommunegrænsen. "Man vil aldrig sætte en ære i at høre hjemme i kvadrat nr. 71", som en klog mand engang skrev - manden var Edmund Burke.

der [er] ikke... tegn på nogen form for bedring,... man har konsolideret det bærende synspunkt, at man ikke tager sine ideologiske forpligtelser alvorligt. Jeg kan ganske enkelt ikke stole på, at partiet i fremtiden vil stå som forsvareren af de samfundsbærende institutioner, kulturarven, kontinuiteten og i sidste instans nationen...

...

Med ønsket om alt godt fremover
Venlige hilsener

Assessor Wilhelm

Støt Konservative Studenter!

2010-11-22T15:07:00.000+01:00

Her på bloggen er vi jo nogle der er politisk engageret og for flere af os er det mere specifikt Konservative Studenter på Aarhus Universitet, der er rammen for vores politiske virksomhed. Denne forening, der er landets stærkeste konservative studenterforening, hvis ikke den stærkeste borgerlige studenterforening i hele landet er som det må være flere af bloggens læsere bekendt også en medspiller i tidens konservative værdidebat.

Her arrangeres en række foredrag med fremtrædende konservative personligheder og her udgives Årsskriftet Critique, der har bragt nyt liv til den konservative idedebat i Danmark. Men foreningen beskæftiger sig også med studenterpolitik og hér er der brug for din støtte. Foreningen stiller op til valg til universitetets bestyrelse og er du således studerende på AU, håber jeg, at du vil give Konservative Studenter din stemme.

på www.au.dk/valg

Foreningen går til valg på en række mærkesager, hvor jeg her særligt vil fremhæve sprogpolitikken, hvor man kræver en indsats mod domænetabet. http://www.konservativestudenter.dk/2010/undervisning-paa-dansk/
Men det er naturligvis ikke kun det snævert studenterpolitiske man støtter ved at stemme KS. En stemme til KS er også en støtte til den konservative kultur- og værdikamp, der af alle steder også må kæmpes på universitetet.

NB. Man kan bl.a. stemme på undertegnede, der står som nr. sjok et eller andet sted på listen.

Lidt om proportioner

2010-11-14T14:57:00.009+01:00

For et par dage siden var jeg til en fest på universitetet. En almindelig, middelmådig en af slagsen, hvor der er var et ganske glimrende klientel af akademikere til stede. Det er altid dejligt at kunne drikke rigelige mængder med fadøl, og så alligevel runde aftenen med en timelang, principiel diskussion om kvalitative og kvantitative metoders styrke, sat i forhold til historievidenskabens kildekritiske studier. Vi var vist nogenlunde enige, så vidt jeg husker.

Til festen skete der mange mærkelige ting, der her skal refereres i punktform. Musikken var - som det efterhånden er blevet vane - plagsomt høj. Man fik nærmest en høreskade af lydniveauet, hvilket medførte at den fest, der var værd at være til, fandt sted længst muligt væk fra højtalerne. Der var unge førsteårsstuderende, der fandt det morsomt at skubbe hinanden ind i væggen og hoppe og springe rundt. Der var fyrfadslys på bordene, som blev brugt til andet og mere end hyggelig belysning. Noget lugtede i hvert fald mistænkeligt brændt af og til. Der var skøgagtigt påklædte kvinder, og nogle af dem lå og sov på betongulvet allerede klokken elleve. Der blev danset på bordene, ganske længe og af ganske mange personer. På stedet var der ophængt jerngitre i loftet, kendere af stedet vil vide hvordan og hvorledes, og to personer fandt det morsomt at gynge lidt i disse, alt imens konstruktionen truede med at falde ned over det samlede selskab.

Alt det tog de færreste notits af. Men på et givet tidspunkt i festen fandt undertegnede og to kammerater på at tænde et par cigaretter indenfor. Det var en ganske regnfuld og blæsende aften, og - som det er blevet officiel, statsdikteret skik - var alle rygerne henvist til at udsætte sig for elementernes rasen. Fadøllene havde nok vakt en vis ungdommelighed letsindighed hos os, så derfor dristede vi os til at ryge en enkelt cigaret hver ved bordet, der stod behageligt fjernt fra de larmende højtalere og det meste af festens tåbeligheder i øvrigt.

30 sekunder efter at cigaretterne var antændte, greb en person ind. Han sad tættest på, og var i øvrigt netop den person, der havde følt trang til at gynge lidt i jerngitteret og udsætte selskabet for ganske overhængende fare, bogstaveligt talt. Han var indigneret, men blev fejet af med, at han måtte fremskaffe rygepolitiet, og at der i øvrigt var blevet danset rigeligt på bordene. Et minut senere meldte en geskæftig, kvindelig studerende sig på banen, en der efter sigende er ganske veludstyret hvad angår rundsave på albuerne. Hun forsøgte sig dog med en forsonende linje og mente, skævt smilende, at vi burde have været længe nok på stedet til at vide, at rygning foregik udenfor. Igen blev der henvist til dansen på bordene, at vi i øvrigt ville holde os i skindet, og blot ryge denne cigaret færdig. Hun drejede om på hælene og svansede bort. Et minut efter, da de hvide King's var næsten færdigrøgede, troppede en midaldrende, skægget mand op, og forsøgte at appellere til vor dannelse med et kortfattet, overbærende og letforståeligt "Nej". Underforstået: Det var jo dårlig stil, hvilket der givetvis var noget om. Også han blev dog affejet, men kort efter var episoden slut. Cigaretterne var færdigrøgede og slukkede.

Sådan er der jo så meget. Bagefter kan man ærgre sig over at have følt trang til denne lille provokation. Der er sikkert blevet snakket, og indforstået har man kunnet blive enige om disse herrers tåbelighed. Men spejler man episoden i de andre episoder jeg skildrede, står proportionsforholdet uvægerligt tilbage: At det fremstår helt ukontroversielt, at gøre alt muligt andet tåbeligt og generende, hvorimod det at tænde et par cigaretter indenfor medfører en lynhurtig, selvretfærdig og indigneret reaktion.

Løgnerens gudstjeneste

2010-11-08T15:16:00.004+01:00

Som så mange andre der læste den i gymnasieårene eller før, vendte jeg også tilbage til Martin A. Hansens, nok ret velkendte roman, Løgneren. Her i efteråret lagde jeg mærke til en ting eller to jeg ikke havde set, forstået eller indoptaget før. Så vidt jeg husker var det heller ikke et aspekt der ligefrem blev fremhævet i gymnasieundervisningen.

Hovedpersonen Johannes Vig – hvis fulde navn som bekendt ikke skal udtales for hurtigt – betror sig i dagbogsskriverier til sin opdigtede ven Natanael. Natanael er i bibelsk forstand en person uden svig, samtidig med at han er en almindelig israelit og menneske under loven.* Hvad der berettes er derfor i den ene ende hægtet op på en løgnagtig selvudlevering, og i den anden ende på en længsel efter sanddru bekendelse. Det kan ses som en lodret akse i fortællingen: Bekendelse må jo altid være til nogen eller noget udenfor og over personen selv, noget denne læner sig opad eller måler sig efter.

Johannes udfylder alskens vigtige hverv på den lille danske ø Sandø. Lærer, degn, postmand, uformel sjælesørger og mere til. Men han er ikke hjemme på øen, som tilflytter føler han sig i et dybt modsætningsforhold til de indfødte beboere.

Det har været en hård vinter og vandet mellem Sandø og fastlandet er frosset til. Derfor er det Johannes der som degn skal forrette gudstjeneste i øens lille kirke, da præsten ikke kan være til stede. Men hvad der skulle have været en formelig andagt en søndag, bliver først for Johannes en famlende ængstelse overfor kirkegængerne, de andre, menigheden, som han føler, har forret til kirken. Han er fremmed der og ved ikke hvordan han skulle kunne forkynde noget for dem. Men da han endelig rejser sig for at tale, oplever han en besættelse - og hvad der før var hans egen isolation bliver de andres dumhed og overtro. Hans sind kastes fra asken i ilden. Han ser sig selv ovenfra, som en fremmed på jorden. Men netop disse oplevelser, eller Johannes’ beskrivelser af dem, peger tilbage på hans egen nedbrydelse. Han egen særprægede stillen sig under korset. Det er en ikke-gudstjeneste fra hovedpersonens side, som virker tom, selvhadsk og løgnagtig. Men netop således bliver gudstjenesten et billede på Johannes’ oprigtige sønderknuselse. Omend et særpræget sådant. Det forstår man dog først på baggrund af den efterfølgende læsning og fordi det hele ses i bekendelseslys.

I det ydre har oplevelserne i kirken ikke ændret noget. For så vidt heller ikke i Johannes selv. I en vandret akse kan ses hans møde med – og syn på sin omverden og de andre mennesker: I stort og småt fortsætter hans ensomme liv på øen. Han værdsætter de stunder hvor han underviser øens børn i sin skolestue, og han nyder sine mange vandringer i den stemningsfulde natur. Men en tidligere voldsom drukneulykke blandt nogle af øens fiskere plager ham, fordi han føler medskyld i den. To uforløste kærlighedsforhold slås han også med. Hans følelse af at have forpasset alle sine chancer og fornemmelsen af isolation og dødstanker præger dagbogsskriverierne.

Samtidig presser udviklingen og den store omverden sig også på: En ingeniør fra fastlandet og en entreprenant storbonde har store planer der skal realiseres når blot isen smelter og transporten til øen igen kan gå regelmæssigt. Det er den tidlige efterkrigstids Danmark og rationalisering og teknologisering melder sig overalt. Johannes iagttager skarpt, som den ensomme gerne gør, hvordan øens andre mennesker stiller sig overfor alt dette og hvad han tror de tænker om ham selv. Mange er født og opvoksede på øen – de tilsyneladende urokkelige grå skikkelser der skræmte ham i kirken med deres følelse af selvfølgelighed. Andre er også kommet til øen udefra, men synes alligevel at have slået rod og fundet ro: Lovmennesker kalder han dem, de der bliver hvor de er sat og ikke ængstes over at alt ikke er glæde og opfyldte drømme. Andre, for eksempel de to kvinder i hans liv og den unge ingeniør, kalder han for lykkemennesker; de længtes efter andre steder at leve, at store glæder skal komme til dem eller at blive forløste i livet. Med et ben i hver lejr møder vi Johannes selv. Hans mange pligter på øen gør ham for så vidt både uundværlig og afholdt af ikke så få, men hans egen splittelse mellem lov og lykke – i konkret forstand mellem øen og kvinderne – fører til hans isolation og fortvivlelse.

Alt dette har man som læser fornemmet i hans betroelser til Natanael. Det gælder også den oplevelse hvor de to akser så at sige skærer hinanden i ham, og hvor der kastes nyt lys tilbage over den tilsyneladende miserable gudstjeneste og alle hans andre anfægtelser. Han er ude og jage snepper i det tidligste morgengry sammen med Rigmor, som er den ene af kvinderne i hans liv, og som han her betror sig til. Hun spørger ham:

”Du sagde før at du troede paa Gud. Var det ikke væmmeligt at sige det her?

Nej, her passede det.

Det forstaar jeg ikke Johannes. Jeg tør ikke vove at snakke med om store Spørgsmaal, om Verden, om Krigen og hvad Meningen er med Livet. Jeg har kun mit eget Liv. Og jeg har i Grunden altid haft det godt og alligevel er mit Liv blevet meningsløst. Hvordan kan man da tro paa en Gud?

Det maa man. Naar du kommer til Meningsløshedens yderste, da ser du at det hele er en Valplads hvor to Magter slaas. Og et Ingenmandsland gives ikke.”

Præster har også i vore dage og virkelige verden sagt at en prædikestol må være vantroens talerstol. I nogle sammenhænge mere velplaceret end andre, men fred være dermed. Sandt er det så vidt at mennesket ikke har andet at komme til Gud med, end vantro, selvom man mødes af nåden. Og endnu mindre ændrer det på at forholdet til Gud er et bekendende forhold – det er sagt at al vestlig litteratur er bekendelseslitteratur netop af den grund – og at mennesket altid overfor evigheden står i løgnen. Men troen er så netop det der rækker ud over Meningsløshedens yderste, for nu at bruge bogens udtryk. Det kan man se i Johannes’ ellers tilsyneladende ubehjælpsomme forkyndelse og svigefulde bekendelser. Uanset som om man tror sig urokkeligt plantet i pløjet jord og bag traditioners volde, eller om man er en fremskridtets mand fra det store fastland.

* Johs. 1, 47 – 51. Hvis nogen skulle være interesseret.

PETs rapport om hadeforbrydelser. Hvem overfalder hvem?

2010-11-04T10:00:00.002+01:00

Jeg så lige at overskriften på dr.dk er, at antallet af hadeforbrydelser stiger. Under denne overskfit står der: ”Antallet af overfald på danskere, fordi de er homoseksuelle eller mørke i huden, stiger”. Det kan naturligvis være rigtig nok. Samfundet generelt bliver værre og værre og næverne sidder stadig mere løst på folk. Men når nu kilden er DDR, skal man jo lige tjekke og det gjorde jeg derfor i den PET rapport, som danne baggrund for overskriften.

Hvad jeg fandt der var, for det første skyldes en del af den markante stigning, at opgørelsesmetoden i år er en anden end foregående år, således at også tilfælde, hvor man ikke er sikker på om, der er tale om hadeforbrydelser er medregnet. Der er i alt 306 forhold, hvoraf 131 er tvivlsomme. I 2008 var tallet 175. For det andet dækker den voldsomme stigning i forhold ikke ”overfald” men netop samtlige forhold fra ukvemsord til mord. Men stigningen i overfald er nu i sig selv så bekymrende, at dette ikke skal forfølges yderligere.

Mere betænkelig var jeg over påstanden om, at flere i år blev overfaldet fordi de var mørke i huden.
Ser man på PETs tal, så var der i 2008 113 tilfælde af racistisk motiverede forhold, og i 2009 kun 73. Der er med andre ord tale om et fald.

Af de 73 tilfælde udgør overfald kun de 9. Det fremgår desværre ikke, hvad dette tal var sidste år. Men det betyder også, at DR slet ikke kan foretage den sammenligning, de gør. Mht. overfald er tallene ikke til stede, mht. samlede forhold, er der tale om et fald.

Men lad os så se på, hvem der overfalder hvem. Ifølge PET er det oftest danskere, der foruretter ikke danskere. Det gælder i 65 ud af 73 tilfælde. Men det er igen umuligt at se, hvordan det forholder sig med overfald. Desuden er der jo her den hage ved det, at kun de tilfælde er medtaget, hvor der tænkes at være et ekstremistisk motiv. Hvordan det generelt forholder sig, altså om det generelt er sådan, at det er danskere, der overfalder indvandrere siger disse tal intet om. Hvad skal en indvandrer mon sige, for at hans overfald på en dansker, skal registreres som racistisk. Blegfis? jeg ved det ikke. Det er min opfattelse, at en af de ukvemsord der fra den kant oftest bruges i sådanne sammenhænge er "racist".

Det kan i den forbindelse bemærkes, at skønt antallet af gerningsforhold mod homoseksuelle er det laveste i kategorien hadeforbrydelser, er det oftest dem, der udsættes for vold og også kun indenfor denne gruppe, at et drab er fundet sted. Hvem der overfald hvem der, skal jeg lade være usagt.

Nej jeg er ikke ekspert på området og jeg ved ikke, hvem der overfalder hvem. men jeg vil nu alligevel godt ligge hovedet på bloggen og hævde en relativ overrepræsentation af indvandrere på gerningsmandsiden i kriminalitetsstatestikken, i dommervagten og i fængslerne.

http://www.dr.dk/Nyheder/Indland/kriminalitet/2010/11/03/213348.htm
http://www.pet.dk/upload/ekstremismerapport2009.pdf

Opdatering:

Fra en lidt ældre avishistorie fra 2008

Ud af i alt 85 unge under 18 år, som i første halvår af 2008 blev fremstillet i Dommervagten i København for forbrydelser, der kan give fra halvandet års fængsel og opefter, havde de 67 pct. en udenlandsk baggrund mod 56 pct. i 2007.

Politidirektør Hanne Bech Hansen betegner kriminaliteten blandt unge indvandrere som »det største og altoverskyggende problem i den danske hovedstad«
....
En ny analyse af volden i København i 2007 viser, at også her er indvandrerne stærkt overrepræsenterede. Mens 54 pct. af gerningsmændene havde dansk herkomst, havde 46 pct. en udenlandsk. Der er tale om en stor overrepræsentation, idet personer med udenlandsk baggrund udgør omkring 20 pct. af befolkningen i København.
Voldsofrene var for 75 pct.s vedkommende danskere, mens 25 pct. havde udenlandsk baggrund

http://jp.dk/indland/krimi/article1424845.ece

Tea Party

2010-11-03T15:51:00.000+01:00

Det amerikanske midtvejsvalg er endt med en republikansk sejr. Det har længe været ventet og har vist kun kunnet overraske de danske mediefolk, som er blevet hængende i den obamania, som virkeligheden har kureret amerikanerne for. Som USA eksperten Mads Fuglede meget rigtig skrev forleden, er Obama bedre til valgkamp end til at regere. Den seneste udvikling, hvor republikanerne har fået flertal i repræsentanterns hus men ikke i senatet er ganske interessant. På den ene side fastlåses det politiske system ikke, hvilket ville kunne give Obama anledning til at gøre GOP til syndebuk, på den anden side er Obama nu tvunget til at samarbejde med republikanerne, hvis ikke han vil gøre livet meget svært for sig selv.

Det mest interessante ved hele forløbet op til midtvejsvalget har imidlertid været Tea-party bevægelsens fremkomst. Den har vundet sig en stærk position inden for det republikanske parti og har taget flere såkaldte moderate republikanere på sengen.

Hvad er Tea party, og hvad betyder det? Tea Party er en græsrodsbevægelse, som er kendetegnet ved sin løse og nominelt flade struktur. Den er i udgangspunktet ikke knyttet til noget parti, men er nærmest at sammenligne med en folkebevægelse. Reelt set har den dog vist sig, at være særligt knyttet til det republikanske parti. Der er tale om en folkelig bevægelse, hvis væsentligste drivkraft i udgangspunktet var en utilfredshed med såvel det republikanske som det demokratiske partis uansvarlige økonomiske politik, som ikke blot har været en økonomisk katastrofe, men også kulturelt set et angreb mod den traditionelle amerikanske opfattelse af frihed som fraværet af statsindblanding.

Både Bush d. II og Obamas regeringsperioder har imidlertid været præget af det som amerikanerne kalder big government. Det oprør mod Bush' politik, der også ligger i tea party overses oftest herhjemme, hvor man istedet langer den mest bekvemme og kommunikerbare historie over disken, nemlig at tea party er en racistisk anti-obama bevægelse. Det er imidlertid værd - i hvert fald hvis man er lidt interesseret i, hvad det egentlig er for noget - at bide mærke i, at bevægelsens rødder er miljøet omkring den paleo-konservative/libertarianske præsidentkandidat Ron Paul, der i det republikanske primærvalg fik mobiliseret en slumrende minimalstatskonservatisme, der i Bushårene havde ligget underdrejet.

Denne retning står altså i modsætning ikke alene til Bush, men også den socialkonservative, compassionate conservatism, dagsorden, som oprindelig var Bush' platform. Den står også i modsætning til den neo-konservatisme, der efter 11. september for alvor satte sig igennem og siden 80erne har siddet forholdsvist tungt på den intellektuelle konservatisme i USA.

Havde bevægelsen nu holdt sig på dette beskedne stadie og været et bondetog af utilfredse gammelkonservative så havde det hele været ligegyldigt. Men som bekendt gik det anderledes. Det var særligt debatten omkring sundhedsreformen, som for alvor gav bevægelsen vind i sejlene. Mens Obama havde travlt med at tromle sine holdninger igennem og sikre sit storstillede projekt mod skibbrud, samlede sig i afmagtens vrede store dele af den amerikanske højrefløj sig i tea-party bevægelsen.

Skønt den fortsat var at forstå som et opgør med big government, rettede dette opgør sig nu i stadig højere grad mod den konkrete reform og Obama og bevægelsen kunne for alvor samle sig opbakning, som en anti-obamabevægelse. I dag er der nok tale om et sammensurium af højrelibertarianere, paleokonservative, populister og vrede borgere. Den taler et sprog, der forstås af den lavere hvide middelklasse, der føler sig svigtet af de skiftende amerikanske regeringer. Dens program er nødvendigvis uklart, men det må først og sidst blive et udtryk for den vrede og frustration, som disse mennesker har. Dens nærmeste parallel er idag de europæiske højre-populistiske partier, men med et stærkt økonomisk liberalt præg, ja mest af alt ligner Tea party vel den reaktion mod formynderstaten, som i Danmark gav sig udslag i fremskridtspartiet, hvis politik jo også kun efterhånden blev afklaret.

Der er nok område at tage fat på for teaparty. Den hvide middelklasses bekymringer, som også republikanerne har været døve overfor indbefatter udover modstanden mod stigende skatter voksende statsmagt, bureakrati, centralisme men også multikulturalisme, indvandring, løntryk, traditionstab og frygten for det samfund, der vil opstå ud af det anglo-saksiske USAs demografiske kollaps.

Republikanerne står med andre ord over for en enorm udfordring i forhold til Tea party. Deres politik har i mangt og meget været i modstrid med alt, hvad denne folkelige, konservative reaktion kæmper for. De har nægtet at tage hånd om indvandringproblematikken - her viser det sig at åbne grænser, lukkede kasser ikke virker, de har centraliseret, øget de offentlige udgifter og ikke kunnet bremse traditionstabet. I et flerpartisystem ville teaparty sikkert have ført til et nyt politisk parti og republikanerne ville have blødt, som også de konservative herhjemme har blødt, men i USA er dette ikke en mulighed. Derfor ser vi også nu, at tea party i høj grad arbejder inden for det republikanske parti og gennemfører sit opgør med den republikanske moderatisme dér.

Det republikanske ettablissament har vist sig tvivlende. Nogle er blevet skyllet bort, andre som Newt Gingrich, der var den politiske hovedkræft bag den ideologiske genrejsning af GOP i 90erne kalder sig nu sympatisører, andre igen som Sarah palin har forsøgt med stort held at sætte sig i spidsen for bevægelsen. Fra flere lejre blæses der tilgengæld til modstand om ikke mod tea party så mod de kandidater, som bevægelsen driver frem og særligt Sarah Palin.

Endnu er intet afgjort. Der er i Tea party en forståelig modstand mod Palin, men hun har alligevel formået at placere sig som frontfigur for den lederløsebevægelse og dens skæbne risikerer derfor at blive afgjort med hendes.

Demokratisme, frihed og formynderi

2010-11-01T14:28:00.006+01:00

Forleden havde jeg lejlighed til at diskutere med et folketingsmedlem. Et ganske fornuftigt et af slagsen, mere borgerlig end de fleste andre borgerlige af slagsen. Talen fandt ganske naturligt på flere af de vanvittige tiltag, forbud og forslag, som den såkaldt borgerlig regering har gennemført.

Tonen var almindeligt beklagende, resignerende. Folketingsmedlemmet mente bestemt ikke, at rygeloven, madpakkeordningen eller afgiftsstigninger var udtryk for synderlig borgerlig politik. Så er det jo altid fristende at spørge, hvorledes tiltagene bliver til. Gang på gang oplever undertegnede, at borgerlige folketingsmedlemmer - rent personligt - ikke kipper med flaget over tiltag, der er skåret over samme læst som førnævnte. De er nærmest imod, som oftest overraskende borgerlige.

Så er det naturligvis nærliggende at spørge, hvorledes tiltagene så bliver til virkelighed. Metafysik? Trykker andre på knapperne? Eller mener de det? Ja, det er der åbenbart nogen af dem der gør, hvis man ellers skal tro folketingsmedlemmet. Modsat hvad man ellers kunne tro, mener flere af de borgerlige folketingsmedlemmer åbenbart hvad de siger: At skatteomlægninger er det eneste mulige; at det ikke er dyrt nok at "forurene" og "leve usundt" samt at fartfælder, selepåbud, pantsystemet og terrorpakken er ganske uskadelige, helt igennem nødvendige, og derfor tæt på at være de sidste værn mod liberalismens junglelov, og bestemt ikke udtryk for socialdemokratismens lovjungle. Meningerne om dette til en side, er det måske også uoprigtigt altid at mistænke alle mulige andre for at være uoprigtige, men det er så en anden diskussion.

Er der én samfundsudvikling, der har været dominerende i de vestlige samfund siden sidste verdenskrig, er det demokratismen. Troen på at demokrati, der i øvrigt er langt bedre tjent med at blive kaldt folkestyre, er andet og mere end et simpelt, ufuldstændigt redskab til at fordele magten ved hemmelige og frie valg. At der findes såkaldt demokratiske værdier, der giver sig udtryk i bestemte krav til det politiske systems beslutninger, samt - ikke mindst - at demokratiet rummer en iboende kraft, som sprænger alle begrænsninger, der peger i modsat retning. Kort fortalt: At noget er rigtigt, rimeligt, hensigtsmæssigt og muligt, tæt på at være godt i sig selv, så længe der er et flertal for det.

Sideløbende er der en tilsvarende udvikling, der peger imod at udvidelser af demokratiet gavner demokratiet eo ipso. At staten bliver mere demokratisk. hvis demokratiets råderum udvides; hvis flere spørgsmål underkastes en demokratisk afgørelse. Engang hed det demokrati i skolerne, på arbejdspladserne og i boligpolitikken. Det er man gudskelov gået væk fra, sådan nogenlunde, i det nogen skøre hoveder for nylig begik den kolossale fejltagelse at tale om demokratiske familier, ligefrem om demokratisk integration, men det er jo allerede glemt igen. De pågældende har nemlig begået talrige andre dumheder siden da, så her lader vi den blot stå et øjeblik.

Det er dog stadig voldsomt udbredt at sætte lighedstegn mellem f.eks. en nedsættelse af valgretsalderen, og så en udvidelse af demokratiet. For så vidt et udtryk for en - i dobbelt potens - perverteret form for utilitarisme, der har det svært med mindretalsbeskyttelse, dissens og komplicerede korrektiver for politikernes virksomhed, såsom tradition, gammel hævd, privat ejendomsret og markedsøkonomiens mekanismer. Menneskets hævdvundne og hårdt tilkæmpede ret til at være en idiot kan man også kalde det, eller i hvert fald blot retten til at gøre ting, som andre ikke nødvendigvis lige synes om.

Noget tyder på, at den stædige udvidelse af demokratiets råderum; essensen af den kulturradikale demokratismes bevidste program fra 1960'erne og 1970'erne, er forstenet i en egen, indre logik, der peger direkte modsat det oprindelige urformål, der ellers var uheldsvangert nok, nemlig at frisætte mennesket. I stedet oplever vi - i demokratiets navn - en uset detailregulering, uhyrlige formynderiske tiltag, som de færreste har stærke argumenter for, men som alligevel bliver til virkelighed, netop for demokratiet er blevet stadigt mere udvidet og mere programmatisk i sin flertalsforstening.

Korrektiverne, begrænsningerne af demokratiet falder som korthuse, ikke mindst når demokratismens programskrift får sin praktiske afspejling i politikere, der synker dybere og dybere til bunds i magtfuldkommenhedens muddergrøft, frem for at stå fast på frihedens klippe. Sammenfattet er det påfaldende, at så komplicerede og gennemteknologiserede samfund som de vestlige, på den ene side lader almindelige dødelige disponere over atomvåben med styrke til at tilintetgøre planeten adskillige gange, blot ved at trykke på en knap, mens de på den anden side er voldsomt i tvivl om, hvorvidt myndige borgere overhovedet kan opdrage børn, køre bil, håndtere eller afbrænde affald endsige foretage de rette indkøb, uden behørig statslig mellemkomst - hvis grad af formynderi veksler, men dog altid er af evigt tiltagende styrke.

CFP til Årsskriftet Critique

2010-10-29T13:57:00.000+02:00

Dette måtte muligvis have relevans for bloggens læsere

Ønsker du at bidrage til Årsskriftet Critique?

Årsskriftet Critique søger artikler til sin 2011 udgave. Årsskriftet bringer artikler fra og om den konservative og borgerlige ide-, kultur- og samfundsdebat. Tidsskriftet er således åbent for en bred vifte af artikler, der spænder fra forskningsartikler til deciderede holdningsindlæg. Ligeledes søger Årsskriftet Critique at være et forum for en bredere skare af skribenter, der indbefatter forskere, politikere, ideologer og meningsdannere, og bestræber sig samtidig på også at være en rugekasse for det vækstlag af skribenter med interesse for de emner, som Critique beskæftiger sig med. Artiklerne til Critique er typisk mellem 5 og 15 sider. Ønsker du at bidrage med en artikel inden for et emne med relevans for Årsskriftet Critique bedes du skrive til ks@konservativestudenter.dk

Forslag modtages i form af artikler, resumeer eller ideoplæg. Forslag bedes indsendt inden 15.11 2010

http://www.critique.ksaa.dk/

Hvad er der i vejen med konservatismen?

2010-10-26T16:09:00.000+02:00

Jeg blev for nyligt bedt om at kommentere på den konservative krise til det nye net-magasin Atlas. Det blev til en længere artikel, som de nu har lagt online. Her et par uddrag:

"Det Konservative Folkeparti er i krise. Det kan vist kun den mest overbeviste partisoldat benægte. Selv han er dog nok blevet overbevist af de seneste måneders meningsmålinger, som har givet De Konservative i omegnen af 6 procent af stemmerne....Men kampagnen mod Lene Espersen er ikke opstået ud af det blå. Den er et symptom på en alvorlig konservativ krise, der dybest set bunder i partiets ideologiske hjemløshed. Partikonservatismen ved ikke, hvad den er og derfor ikke, hvor den skal stå, og hvad den skal gøre....

Krisen har dybe historiske rødder. Man kan lidt forenklet sige, at Det Konservative Folkeparti allerede fra stiftelsen led af en identitetskrise. Skulle man være et borgerligt midterparti for middelstanden, et reaktionært godsejerparti eller et økonomisk liberalt parti for højkaptitalen? Disse spørgsmål hev og sled så meget i partiet, at det var lige ved at lide vuggedøden. Med Christmas Møller fandt man sig i 1930erne til rette på en nationalt og socialt orienteret konservatisme, men efter krigen forsvandt det nationale og kun det sociale bestod. Det blev så uklart, hvad ’konservativ’ egentlig betød, at man i 60erne flere gange talte om at skifte navn til Folkepartiet eller Centrum. Enden på det hele blev, at man beholdt navnet, der jo alligevel ikke betød noget som helst.
....
Lene Espersen stod ved sin overtagelse af partiets ledelse som et sikkert kort, hendes hårde linje tiltalte mange borgerlige vælgere, og frem for alt var der i udgangspunktet en styrkelse af den konservative værdipolitik, som havde været underspillet under Bendt Bendtsen, under hvis lederskab Det Konservative Folkeparti enddog formåede at vakle særdeles meget under Muhammedkrisen.
...
Ja, De Konservative har hoppet fra tue til tue på jagt efter det ledige standpunkt, og derfor er de mislykkedes. Standpunkter er ikke noget man tager, men noget man har.
...
Det Konservative Folkepartis krise er paradoksal, for konservatismen i Danmark trives som aldrig før. 2001 var måske ikke som Søren Krarup har hævdet det et systemskifte, men alligevel var det som om, at den ligegyldige og posthistoriske sindstilstand, der havde bemægtiget sig den offentlige debat og intellektualismen især blev sprængt væk sammen med tvillingetårnene. De seneste næsten 10 års debat har i den grad været præget af fremvæksten af national- og kulturkonservative strømninger."

Artiklen kan læses i sin helhed her: http://atlasmag.dk/node/165?page=0,0

Konservativ anarkisme

2010-10-24T21:55:00.005+02:00

Overskriften kan lyde som en selvmodsigelse, og det er der måske også tale om. Det vil læseren bedst selv kunne vurdere, når dette indlæg er til ende.

Efter at have set endnu et afsnit af tv-serien "Borgen" slog det mig, at der faktisk var noget særligt over denne fascination af magtens korridorer. Med indførelsen af begrebet "spin" er hele politik begyndt at interessere danskerne mere og mere, fordi der tilsyneladende er tale om et spil, et drama, der udspiller sig på Christiansborg, hvor korridorer, kontorer, gruppeværelser og folketingssalen alle spiller forskellige roller i dette store magtens spil - et spil, der til tider kan synes at blive spillet for magtens skyld alene. Mærkesagerne er alene til for at have noget at måle en eventuel succes på.

For at sætte denne interesse i perspektiv vil jeg præsentere Dem, kære læser, for tre gode gamle danske film. Måske har De set dem alle som lørdagshygge på et tidspunkt, måske har De aldrig hørt om dem. Under alle omstændigheder er De seværdige.

Vi starter med filmen "Panserbasse", som med dens 74 år på bagen suverænt indtager pladsen som den ældste produktion i dette indlæg. Filmen handler i al sin enkelhed om en hyggelig rund politibetjent fremført i Ib Schønbergs glade og elskværdige skikkelse. Tiden er 1930'erne, og depressionen er hverdag i Kongens Københavns. På det tidspunkt havde Københavns politibetjente et par gader, de fast skulle patruljere, og der var over dem inspektionsbetjente, som holdt øje med, at betjentene passede deres runde. Vores helt udviser pligtfølelse over for sit job, men holder sig ikke strengt til reglementet. Han skriver ikke rapporter over lovovertrædelser, når han ikke synes, at det er nødvendigt, og han ordner sagerne med et "venligt sind og et lyst smil". Selvom han bør passe sin runde og ikke forfalde til adspredelser, kan han også godt tage en bismarcksklump i ny og næ, og han finder også tid til at drikke kaffe og spise blødt brød med ismejeridamen - hvilket dog ikke afholder ham fra at kunne ordne gadeuorden ved at råbe ud af vinduet, at skænderiets parter skal opføre sig ordentligt. Han er elsket og respekteret og bliver derfor adlydt som autoritet. Han er pligtopfyldende over for sit hverv, men finder det ikke altid nødvendigt at sætte hårdt ind, når sagerne kan ordnes på en forsonlig måde: "Jeg elsker min gerning, det passer mig bedst at gøre hver eneste hverdag til fest," som den trivelige betjent synger. Men tiderne skifter. Politiassistenten, Gammel-Holm, der var "så rar, så rar" og fik stationen til at føle sig som "en stor familie" er gået af, og en ny er tiltrådt. Denne finder ikke Panserbasses måde at gøre sit arbejde på tilfredsstillende. Han vil have rapporter, for "alt er af betydning" og skal derfor meldes tilbage. Han synes, at Basse er en dårlig betjent og vil have indført andre principper. I et opgør de to imellem udbryder Panserbasse ophidset: "De kender ikke mennesker. De kender kun paragraffer og love. De er ikke andet end en forlæst bogorm, en blegnæset juristsnude, det siger jeg, ærbødigst Peter Olaf Carl Christian Frederik Wilhelm Theodor Nikolaj Basse", hvorefter han bliver afskediget. Afslutningen på filmen skal ikke røbes her, men filmen er absolut seværdig og indeholder også noget så moderne som amerikanske gangsters.

Fimlen "Bussen" er fra 1963 og foregår i den lille by Nørre Uggeløse lige før verden går af lave. Bussen er byens omdrejningspunkt og køres af den glade og venlige Martin (Dirch Passer). Bussen kører ikke efter køreplan, men når folk er klar. Undervejs leverer han småting til de forskellige beboere. Endestationen er banegården, hvor toget holder tilbage, så bussens passagerer kan komme med. Men tiderne skifter. Kæmneren (Paul Hagen) har planer med den lille by. Det starter i det små med en hulkortmaskine på kæmnerkontoret, men i hans møde med bussen finder han ud af, at også den skal moderniseres. I sognerådet kæmper sognerådsformanden (Karl Stegger) og mejeribestyreren (Ove Sprogøe) om at være først med fremskridtsforslagene. De skaffer en ny bus, der stilles til rådighed af et selskab med mottoet "Præcision frem for alt!" De har en stram køreplan, og Martin forsøger at leve op til det, men må sande, at han får hele byen på nakken, hvorfor han stopper som buschauffør. Men sognerådet holder ved, for som sognerådsformanden så rørende har sagt det "Man kan ikke stoppe fremskridtet!" Dette er hans kone (Lily Broberg) imidlertid ikke enig i - ej heller resten af egnens kvinder, der går i strejke - de vil hverken lave mad eller... "det andet". Den lille by er snart på den anden ende, og kvinderne marcherer igennem byen med bannere, hvor det mest brugte slagord er "Ned med fremskridtet!"

Den sidste film, jeg vil henvise til, er "Martha" fra 1967. Martha er et containerskib, der mest af alt ligner en rusten dynge skrot. Den kan kun lige præcis holde skruen kørende, men besætningen elsker deres skib. Den glade besætning sminker regnskaberne, så det ser ud, som om at Martha giver overskud, men i virkeligheden indkræves der 75 % af besætningens hyre til at dække underskuddet (det såkaldte "overslæb") - og til i øvrigt at sørge for, at besætningens måltid ikke bare er sundt og nærende, men direkte overdådigt. De har det godt på skibet, og selvom madreglementet ikke følges, selvom broen jævnligt tager en tår O.P. Andersson, selvom regnskaberne aldrig bliver indsendt, og selvom telegrafisten er ordblind, så går det nok alt sammen. Både maden og drammen øger tydeligt besætningens livskvalitet, regnskaberne er alligevel altid de samme, og telegrafisten modtager alligevel altid det samme telegram (Telegrafistens udlægning: "Juniregn skaber udbredt morgentåge", efter det gængse morsealfabet: "Juniregnskaber udbedes omgående"). Men tiderne skifter. En dag kommer skibsrederen om bord, og han vil have reglementet overholdt. Stemningen på skibet går i mol. Et enkelt besætningsmedlem forsøger endda selvmord (hvilket dog mislykkes, fordi han springer ud fra skibet med redningsvest på). Skibsrederen overvejer endda at skrotte Martha, fordi det ikke er rentabelt - endnu engang berøver tørre tal og paragraffer folk for livsglæde, mens den naturlige autoritet, kaptajnen (Karl Stegger), får klippet sine vinger i reglementets navn.

Grunden til, at man føler sig veltilpas, når man ser disse film, er naturligvis bl.a., fordi fremstillingen af det pågældende samfund er idylliseret, men filmene dækker over ægte frustrationer, som eksisterede for et par årtier siden og længere tilbage i vores lille land - frustrationerne over de upersonlige grænser, der sættes for samfundslivet af love og reglementer. I den personlige forbindelse til autoriteterne bliver mennesket en eksistens, der kan indtage sin rolle i forhold til autoriteten, mens den upersonlige forbindelse alene får mennesket sat i kasse og tænke det som en tremmekalv. Der er tale om et behov for en mentalitetsændring - hvor autoriteterne forsøger sig som personlige, men at vi også opfatter dem sådan - men der er også tale om en alvorlig brist, som det politiske system har tilført vores lille samfund.

Vi startede ved Borgen, og denne serie er det værste eksempel på, at denne brist nu ligger dybt i forholdet til vores politiske system. Vi synes, at det er spændende at se magthavere rådslå om beslutninger, der for dem selv er evigt ligegyldige, men som kommer til at påvirke menneskers liv og eksistens. Vi synes, at der er noget fascinerende ved denne upersonlighed i beslutningerne. Måske var det ved at være på tide, at vi fandt de gamle film frem igen - at vi stopper denne upersonlighedens fordærvelige indvirkning på vores opfattelse af samfundet.

Jeg skrev, at der var tale om en mentalitetsændring, og det er der også behov for, og det ville jo også være let for politikerne, hvis det kun var det - så kunne de alene kaste bolden over til os - men dette er ikke det eneste. Fusionssygen, som bl.a. er komme titl udtryk i kommunalreformerne og politi- og retskredsreformerne har taget livet af en stor del af den personlige kontakt mellem mennesket og autoriteten. Vi er blevet tremmekalve!

Hvis vi som konservative kan være anarkister, så vil vi vel kun kunne være det som de, der afviser det kolde reglements autoriteter, mens vi søger de sande autoriteter, de autoriteter, som vi står i forhold til, og som er en væsentlig eksistentiel byggesten, fordi der derigennem skabes ægte loyalitetsforhold og troskab. Det er vel pga. den personlige forbindelse, at Dronningen som statens personificering står som et stærkt symbol for os, og hendes underskrift er den autoritet, der skal til, for at vi i ærbødighed bøjer os og holder loven.

Kristendom og den instrumentelle brug af kristendommen

2010-10-19T12:06:00.001+02:00

Religionens genkomst i Danmark er en tragedie. For her kom den aldrig igen som luthersk kristendom. Den kom til os udefra som østlig mysticisme og hedenskab, fra syd som islam og fra vest som en perverteret vækkelseskristendom. Folkekirken oplevede vist engang i 90ernes en lille vækst i antallet af kirkevielser og blandt de hendøende slægter, der sætter deres fod i kirken er der vistnok også flere der går til alters. Men kristendommen kom aldrig igen herhjemme.

Til gengæld fik vi modreaktionen. en agressiv ateisme, som overalt ser tro, som bilder sig ind at leve i en stærkt religiøst stat, hvor biskopperne er mørke mullaher med middelalderen i bagagen og folkekirkens præster ivrige missionærer. Gid det var så vel. Lidet aner ateisterne, at folkekirken er en slatten klud, der vil tage livet af sig selv længe før ateisterne kommer til fadet. Alligevel farer de frem med bål og brand. Dette foranlediger folk til at forsvare kristendommen og det er sikkert også meget godt. Man henviser til paven i Rom og hans forsøg på at lænke troen til fornuften (hvad troen dog aldrig kan have nogen gavn af) man henviser til sammenhængskraften og gør kristendommen til en kulturel komponent, eller man henviser til kristendommen som det vestlige sekulære demokratis udgangspunkt.

Alt sammen kan det jo være meget godt. I sidste ende bruges alle disse greb i kristendommens tjeneste. De bruges af samvittighedsfulde mennesker, der forstår hvilken gave det er, allerede i sit kulturelle udgangspunkt at være sat overfor kristendommen og deres mål er derfor at fastholde kristendommen i kulturen. Det er mission og mission må altid foregå på denne faldne verdens præmisser eller slet ikke.

Men midt i al virvaret bør man naturligvis huske på, at kristendommen ikke lader sig forsvare, for den lader sig slet ikke angribe, og man bør også huske på, at man i sit forsvar for kristendommen kan risikere at forsvare noget ganske andet end den. Man kan gøre troen til fornuft og fornuften til tro, man kan gøre kirken til et tandløst forsamlingshus og man kan reducere troen til en samfundsinstitution på ligefod med P1, Dronning Margrethe og den danske pølsemand.

I en anden sammenhæng faldt jeg forleden over et radioforedrag af P.G Lindhardt om Oxford-bevægelsen. Denne spidsborgerlige kristendom, som huserede i det kristeligt-idealistiske high society i mellemkrigstiden og frem til 50erne og netop ville ikke alene forsvare kristendommen men påpege dens uendelige gavnlige konsekvenser.

Fra at være et personligt frelsesprogram med sikkerhed for succes i livet blev den efterhånden til en anti-kommunistisk ideologi, der rejste korsbanneret til kamp mod kommunismen og hævdede sig som den demokratiske ideologi. Personling fremang og demokrati. Ganske godt. Men mon ikke begge klarer sig uden kristendommen, hvis de overhovedet har en værdi, som de bør klare sig? Og hvad sker der med den kristendom, der som en anden okse spændes for denne borgerlige karet?

P.G Lindhardt holder meget karakteristisk sit radioforedrag i 50erne, hvor det er bekvemt og omkostningsfrit at gøre op med Oxford-bevægelsen eller Moralsk Oprustning, som det da kaldte sig. Sådan gjorde han nemlig. Kæmpede kampe, der var vundet for at være sikker på, at stå på den rigtige side. Onde tunger ville kalde ham eftersnakker, jeg vil i denne sammenhæng kalde ham en særdeles polemisk begavet epigon. Eftersnakkere og epigoner kan nemlig have ret, for så vidt det er det rigtige de gentager og således gentager jeg her en af folkekirkens store gentagere af den simple grund, at han her forekommer mig at have ret:

"Men det skal siges, at der er eet middel, som ikke lader sig anvende i nogen form for kamp, og det er Kristi kors. Det er ikke et kamptegn, ikke noget sejrstegn, som kan løftes over ideologiske eller andre slags hære. Korset er dom over os...

Det hænger sammen med, at kristendommen ikke kan bruges til nogetsomhelst; den er ikke effektiv, ikke konkurencedygtig på markedet, den styrker ikke det totale beredskab og øger ikke produktionen...

For kristendommen handler altid om det virkelige liv, ikke om det muligt kommende; hverken om det, som den kirkelige religion drømmer omo hinsides døden, eller det, som oprinder når kommunismen har fået sin verdensrevolution, eller Moralsk Oprustning har forvandlet de 10 % i nøglestillininger, som er nok til at stille et folk under det inspirerende demokratis ledelse.
Kristendommen ved intet om morgendagen, men kun om idag; derfor er den også ligeglad med menneskeheden og taler altid til det enkelte menneske. Til ham stiller den absolutte krav, krav, som det ville spærnge ham i stumper og stykker at skulle opfylde...

Med den tale vil evangeliet binde mennesket i dets konkrete og hverdagslige omstændigheder, binde det til dagligdagens mennesker. Det vil ikke forvandle dem, men netop som de nu engang er og ikke anderledes vil det binde dem til deres ansvar."

Gordon Gekko og Vestens fald

2010-10-14T19:44:00.000+02:00

Da jeg i sin tid var en ung naiv gut, der troede han kunne få noget positivt ud af at mænge sig med de liberale og derfor tog et kursus i frimarkedstænkning på CEPOS uni, hørte jeg første gang om Gordon Gekko. Det var den liberale tegneserieanmelder Christopher Arzrouni, der med julelys i øjnene tale om denne store skikkelse fra Oliver Stones Yuppie klasikker Wall Street. "Greed is good" sagde Gordon Gekko, "Grådighed er godt" gentog Arzrouni "Greed is good" gentog Cepos disciplene.

Wall Street har jeg efterfølgende set. Det er en fremragende lille film, der handler om den unge håbefulde spekulant Bud Fox, der kommer i lære hos den succesrige og totalt hensynsløse Gordon Gekko, der som alle spekulanters moder hærger sig gennem forretningsverdenen på jagt efter hurtige gevinster og til skade for den almindelige arbejder og den protestantiske arbejdsmoral, der i dens amerikanske udgave hedder "an honest day's pay for an honest day's work". Ironisk blev Gekko det helt store Yuppie-idol. Eller det er måske ikke så ironisk. For Yuppierne var glade for to ting. Penge og dem selv. Og når de unge KUere i 80erne så Wall Street så de en mand, der havde penge og en mand, der mindede dem om dem selv - uden de krøllede skjorter og den dårlige hud.

Selv er jeg lidt splittet. Jeg er på den ene side meget sympatisk indstillet overfor Oliver Stones kritik, fordi den netop fremhæver alle urimelighederne i en selvsmagende narcisist kultur, der kun havde øje for nuet og ingen respekt for moral og etik. På den anden side ved jeg også godt - jeg har dog været på CEPOS - at liberalisterne har en pointe, de kan sgu skabe velstand, så vi andre brækker os af vellevned. Jeg er egentlig også meget positivt stemt overfor 80ernes konservatisme, der jo ikke bare var neoliberalisme, sådan som f.eks. Støvring hævder. Både Thatcher og Reagan blev valgt på en kombination af økonomisk liberalisme og moralsk konservatisme. Det er vel egentlig lige mig. I dag dyrkes de vist mest af libertinere, der tror friheden øges med graden af nøgenhed og som jeg er ret sikker på Thatcher ville have spæret inde.

Forleden så jeg Wall Street II. Jeg skal ikke give et fyldigt handlingsreferat her. Filmen er middelmådig, men ikke dårlig. Det vi vist på nudansk kalder udmærket. Stone vil både lave en fortælling om finanskrisen, (interessant) om et familiedrama ( ligegyldigt) om venstreorienterede bloggere kamp mod de højreorienterede MSM ( løgnagtigt) og en masse andre ting, som var så uinteressante, at jeg ikke lige kan komme på dem.
Stones pointe er ganske opbyggelig og det gør filmen ganske kedelig. Finanskrisen er et dementi af neoliberalismens "greed is good". Denne trosbekendelse afslører sin hulhed, for det viser sig, at den snarere er et spørgsmål "is greed good?" og svaret er at ligesom systemet baseret på grådighed skaber velstand, så skaber det også mere grådighed indtil alting er spekuleret op i værdier, der måles i fantasillioner.

Grådigheden skaber en velstandsstigning, der ikke er baseret på produktivitet og som derfor må kollapse. Grådighed er altså et meget tvivlsomt gode. Hvad er det gode da? Det er familien og de små ting. Det har Stone sikkert ret i, i hvert fald smører han pointen så tykt på, som jeg en ny og næ nyder at smøre nutalla på mariekiks. Ak ja. Sådan taler den venstresnoede idealist. Det økonomiske sammenbrud kan vende os mod vores egne, når grådigheden toner ud, toner kærligheden frem og så er alt jo godt.

Langt større havde det været om Stone havde ladet finanskrisen give sig udsalg i egentlige personlige katastrofer. For det er jo tilfældet. Det er tragedien og det er derfor krisen ikke bare er noget, man har beskæftiget sig med i finansnyhederne. I stedet for at følge den kreative klasses lykke over endelig at have fået lidt tid, så kunne Stone måske have fortalt den historie, han allerede lagde op til i Wall Street i skildringen af de almindelige blue-collar arbejder, der var spekulationens ofre.

Vi lever idag totalt sammenfiltret med spekulationen, den er vores velstands kilde, og dens sikkert uundgåelige fald er også vores deri ligger krisens epokale betydning og Wall Street II kunne have været en symbolsk konstatering af vestens fald - istedet blev det til noget der mest af alt minder om et damebladsinterview med teologen og pornografen Poul Joachim Stender om at turde langsomheden. Synd og skam.

Kommissærerne

2010-10-13T16:44:00.011+02:00

Der har altid været noget sært træffende ved at netop EU-kommissærerne har titel af kommissærer. For det første indebærer begrebet en klar adskillelse fra det at være folkevalgt, en afkobling fra folkestyrets grund. Folk fra kommissioner, ikke parlamenter. Ansvarsfrie typer, der ikke er forpligtede på andet end det politiske maskineri og det korpus af interesser, der har bragt dem til skrivebordet. Som følge heraf er de - for det andet - oftest af netop skrivebordsteoretisk tilsnit, lidt gråtonede og nærmest - med den fantastiske Nigel Farages ord - en slags bankrådgivertyper, uden karisma, lidenskab og dybde. Sådan nogen man finder bunker af på ethvert statskundskabsinstitut og i ethvert socialdemokrati, og vader de ikke ind i EU-kommissionen, finder de sig nok en anden kommission, for i sådan skal der altid sidde nogen. De har ikke andet end skrivebord og vederlag at miste, og lader sig sjældent genere af begrænsninger, frihedsrettigheder og gammel vane og hævd. Alt det gamle ragelse, der står i vejen for fremskridtet.

Og så smager titlen kommissær også lidt af centralisme og viljefasthed. Rigtige Strelnikovtyper, dog uden læderfrakke, for nu at fortsætte typetegningen. Udtryk for den ideologiske og for så vidt hensynsløse magtudøvelse, der ikke er bange for at skære igennem og altid mener at vide bedre besked. Netop i det EU-system, der svæver rundt på tværs af nationalstaterne, og derfor er en teknisk-bureaukratisk konstruktion, uden historie og rod, trives sådanne typer som fisk i vandet, der i dette tilfælde desværre er omfattet af en EU-fiskekvote på nul. EU-systemet er uden offentlighed og tynges derfor ikke ligefrem af legitimitet i befolkningerne. Det kan man betragte som et faktum, man kan også - som den svenske kommissærkommisær, udtrykket er ganske bevidst, i det intet land i verden er skikket bedre til at skabe kommissærer end Sverige, Margot Wallström, foreslå at man knytter det europæiske melodi grand prix tættere på EU, for dermed at komme den falske bevidsthed til livs. Det kan man tolke som ekstraordinær forblændethed, man kan også tolke det som et udslag af omsiggribende og slet skjult desperation. I et sjældent anfald af optimisme tror jeg på det sidste.

Dagens kommissær er sundhedskommissær, og dermed femårsplansansvarlig, hedder John Dalli, og han gør i dag partsindlæg - eller måske snarere partsudlæg - i den danske debat, ved - forud for revideringen af den danske rygelov - at foreslå et altomfattende EU-rygeforbud, der ikke kan rumme undtagelser, såsom de nugældende for enkeltmandskontorer og små værtshuse, der dog kan siges at være forkrøblede civilisationstræk. Det er svært at forestille sig en mere uhellig alliance end EU og en rygelov, men lad nu den principielle diskussion få være. Kommissæren udtaler nemlig, i forlængelse heraf, at idealet - smag på ordet, pas på brækfornemmelserne - er et røgfrit Europa, hvor alle subjekterne er tvunget fra denne last, by any means necessary. Intet er os jo helligt, som formanden for forebyggelses-, undskyld forbudskommissionen sagde - der var kommissionen og kommissæren i øvrigt igen. Den forhenværende tyske forbundskansler Helmut Schmidt, en fortræffelig ryger som mærkeligt nok er socialdemokrat, dog af en ganske anden, hædersmandstøbning end de nuværende af slagsen, sagde engang at folk med visioner - idealer er vist en gangbar substitut for dette tilfældes skyld - burde gå til psykiater. Forslaget er hermed videregivet til John Dalli.

At læse Spengler eller være konservativ

2010-10-08T15:22:00.002+02:00

Jeg deltog forleden i en interessant debat om den tyske historiefilosof Oswald Spengler. Spengler udfoldede i mellemkrigstiden sin pessimistiske historiefilosofi, der kombinerede en radikal konservativ kritik af det borgerlige-kapitalitiske samfund med en vidtløftig og åndrig forståelse af menneskets hele historie.

Kort fortalt mente Spengler, at der måtte gøres op med den enstrengede udviklingslinje, som traditionel historieskrivning betjente sig af, der byggede på skemaet oldtid- middelalder- nyere tid.

I stedet for denne fremskridtsoptmisistiske fortælling skulle historien forstås som lukkede organiske enheders udvikling, modning og forfald. Snarere end en linje var historien at forstå som de enkelte kulturers udvikling og udfoldelse af det, der allerede lå i deres kim. Denne tanke var ingenlunde ny, selvom Spengler gjorde store anstrengelser for at give det indtryk. Hans historiefilosofi var i sidste ende blot et aftryk af en tysk tradition for at forstå historiernes som kulturernes historie og udviklingen som den organiske udvikling det vil sige de enkelte kulturers realisering af deres egenhed.

Hvor Spengler var mere original var i den konsekvens, hvormed han underkastede forståelsen af kulturerne og historien sit organiske livssyn. Han ville finde love, der gjaldt for de enkelte organismer og den vigtigste af disse og den helt bærende i hans historiesyn var det, at organismerne som liv ikke kunne forstås med gængse videnskabelige begreber, men tværtimod kun gennem organiske begreber. Således kunne man ved analogi slutte at alle nationer gennemgik et skæbnesforløb gennem barndom, ungdom, manddom og alderdom og over 1200 sider mente Spengler at kunne vise igen ved analogi, at man om alle kulturer kunne påvise en sådan udvikling, der til sidst ville ende med at kulturen forstenedes i civilisation, fra hvilket punkt ingen yderligere indre udvikling var mulig.

Mange konservative, det var i hvert fald det jeg oplevede til debatten, bliver besnæret af Spengler, der med stor analytisk klarhed fremhæver nogle afgørende træk ved det vesterlandske samfund og tolker disse som forfald. At lade sig besnære er Spengler er imidlertid stærkt problematisk for enhver, der vil kalde sig konservativ.

For hvor Spenglers samtidsanalyse er et stærkt udtryk for tidens følelse af opbrud og hans kritik af moderniteten er ganske interessant og på mange måder – mener jeg – meget præcis, så er hans historiefilosofi en perversion.

Den bygger ikke på argumentation, men kun på påstande og det retoriske greb hos Spengler er at overbevise med en blanding af patos og eksemplets magt. Som udgangspunkt er der altså slet ingen grund til at tage hans grundtanke alvorligt. Den er så uvederhæftig som noget og mere et udtryk for poesi end for historiebevidsthed.

Selvom vi altså ikke kan tage hans filosofiske grundlag alvorligt, tvinges vi til at tage hans filosofi alvorligt i dets mulige konsekvenser for vores forhold til historien samt dens konsekvenser for vores egen opfattelser af os selv som mennesker i historien.

Et synspunkt, der igen og igen kom frem under debatten var dette: ”Det er ikke interessant at se på fortiden som fortid. Vi mennesker står i en samtid og ved at se på historien, kan vi opdage at andre mennesker er stået i samme situation og derfor kan vi lære af det”

Det er ikke et synspunkt jeg rent ud vil afvise. Selvfølgelig kan man lære af historien. Spørgsmålet er blot hvordan. Hvad er historien? Jo den er først og fremmest det stedfundne. Den er begivenheder og levede liv, og ja jeg vil medgive, der kan også være mønstre og strukturer. Men for at erkende sådanne må enhver given historisk situation forstås på sine egne præmisser.

Dette var selve kernen i den moderne historievidenskabs fader Leopold von Rankes diktum ”Wie es eigentlich gewesen” Det handlede om at komme udover den historiefilosofi, der på forhånd havde afklaret historiens mål og mening og ville forstå fortiden i forhold til filosofien. Den konservative Ranke og hele historiefagets grundide er opgøret med de teleologiske sekulæreskatologier.

I det lys er Spengler blot en ny Marx og en ny Hegel. Fra sin samtids bakkedrag skuer han nonchalant udover historien og finder dens mening. At han i sit forsøg på universalhistorie forlader oplysningens universalhistorie og erstatter den med en ”konservativ” ændrer ikke ved, at han netop formulerer en filosofi i lyset af hvilken fortiden må forstås.

Han kan ligne den vestlige verdens krise med den antikke verdens og han kan som næste skridt ved den analoge metode slutte at undergangen må følge for vesten som den gjorde for Rom. Men hvad har han gjort. Han har jo ikke studeret Rom. Han har studeret et Rom, der er forvrænget i samtidsrelevansens troldspejl. Han har konstrueret et billede af det antikke, der passer ind i hans system. Han har ophævet hver epokes unikke karakter og han har genindført et mål i historien.

Overfor dette siger Ranke og den konservative samstemmende ”Jede Epoche ist Gott unmittelbar”. Og bedre kan det ikke siges. Gud er netop det udenfor historien, det absolutte som relativerer historien, fastholder den som blot historie og river guldtæppet væk under ethvert menneskeligt forsøg på at gøre en afgud af den historiske udvikling. Dermed bliver begreber som kulturs ungdom og manddom også værdiløse som andet end værdiladede metaforer. Det organiske-Spenglerske sprogbrug reetablerer et hierarki som de, der egentlig gjorde op med oplysningstidens historiefilosofi ville vende sig imod. Han fortæller en historie om historien og forveksler snart sin fortælling med det stedfundne og han kommer snart til at lære af den fortælling, han selv har skabt.

Vil man lære af fortiden er man forpligtet på ikke at ville lære af den, men at lære om den, og da kan man, hvis man så er så heldig efter lang tids arbejde, at lære noget om den, tillade sig at lære af den. Indtil da må han erkende at han ikke lever i et punkt hinsides historien eller med en privilegeret viden om historien, så han kan vide hvad der skal gøres og hvad han skal forberede sig på. Vi er tvunget til af den egentlige historie, der altid er uvis at leve i udkast til evig revision ingen absolut og evig mening gives i historien. Vil man fide den, er det ikke historien man skal søge i, men i den forkyndelse som tales ind i historien, men netop ikke er historien selv, og som tværtimod ved at etablere noget udenfor historien gør det muligt at leve som menneske i en verden underkastet den evige forandrings lov, hvis første paragraf er, at der ingen love gives.

Det forvanskede ansvarsbegreb

2010-09-29T15:48:00.002+02:00

Flemming Rose udgiver en ny bog om muhammedtegningerne, der - uanset om den evindelige diskussion om dem kan virke trættende - må siges at være at være kilde til den væsentligste samfundsdebat i moderne tid.

Jeg synes at et af de mest fordummende indlæg i debatten, og der har ved gud været mange, har været påstanden om at den provokation, der af nogen tolkes ind i tegningerne, er en kilde til vold. At ytringsfriheden skal begrænses af hensyn til et bredere perspektiv: ønsket om at opretholde social harmoni og orden; at beskytte borgeres følelser med videre. Ytringsfrihed under ansvar, har nogen kaldt det. Dette argument har nogen brugt til at tilskrive Flemming Rose ansvar for, ikke blot publiceringen af tegningerne, men også for de afledte konsekvenser. I en indskudt bemærkning, skal det påpeges at de, der bagatelliserer det muslimske tørklæde under henvisning til så-og-så mange gram stof, har svært ved at fatte at tegningerne blot er nogle få gram blæk. Sådan er der jo så meget.

Der er tale om en gennemgående forvanskning af ansvarsbegrebet. At forsøge at forlænge muhammedtegningerne ud i bredere ramme om et hadeklima, er dels en knægtelse af ytringsfriheden, dels en begrænsning af mulighederne for at føre en fordomsfri og kritisk offentlig debat. Et udslag af en kvalmende politisk korrekthed. Det er i den grad nødvendigt at fastholde, at det ikke er Flemming Roses hånd, der antænder ambassader eller er bag den eventuelle voldsanvendelse, som publiceringen af tegningerne kan afstedkomme. Sådan kan man ikke påkalde sig omstændighederne, uanset hvor udbredt det er i så mange andre sammenhænge.

Det der skal understreges er, at en fri offentlig debat også er en frihed til at lade sig påvirke af bestemte former for ytringer. Hvis man ikke vil se på muhammedtegninger, kan man lade være med at læse Morgenavisen Jyllands-Posten.

For yderligere perspektivering, kan der henvises til søndagens helt fremragende udgave af Deadline 2. sektion, der kan ses her: Link

Det svenske demokrati

2010-09-20T13:04:00.002+02:00

Når svenskerne omtaler danskerne i den offentlige debat, er det sjældent med rosende ord: Vi er som danskere moralsk tilbagestående i forhold til broderlandet Sverige, der på moralens slagmark har indtaget det etiske højdedrag. Herfra kan svensken skue over hele terrænet og gør os andre den tjeneste at lede et moralsk stormangreb på os, hver eneste gang vi stakkels forledte forsøger at finde en passende stilling.

Men i kampen mod den forledte i syd, vores eget lille Danmark, er der nu begyndt at komme problemer. Forledelsen har smittet svenskernes egne styrker og udgør nu en 5. kolonne. Med rette kunne man i morges på svensk tv se en række rystede mennesker, der simpelthen ikke kunne forstå, hvordan der i deres egen midte kan eksistere sådanne forledte. Svenskerne har jo altid været moralsk overlegne. Kan det virkelig passe, at de nu ikke længere kan regnes til disse, men nu skal indtage en helt ordinær plads i menneskeheden - dér, hvor man lever i den vildfarelse, at alt ikke bare er sort og hvidt, men at der faktisk også er forskellige grå nuancer - de såkaldte 'dilemmaer'.

Dette skaber et stort problem for svenskerne. Førhen var det jo let nok at have et demokrati, når folk stemte, som den politiske elite og medierne ville have dem til, men hvad gør de nu, hvor befolkningen er begyndt at blive forledt af de sydlige kræfter? Der kan kun være tale om en løsning: Svenskerne må revidere deres regler for demokratiet. Demokratiet er til for, at vælgerne kan sanktionere den politiske elites løsninger - hvor er vi henne, hvis vælgerne begynder selv at udtænke løsninger eller måske oven i købet opfinde problemer, der IKKE ER DER! Og problemerne er der altså ikke, for det står i aviserne.

Man er nødt til at sørge for at hænge de forledte ud, som det, de retteligt er - tomhjernede kværulanter, der alene skaber røre, fordi de ikke har noget job. Og det, at de ikke har noget job, er jo altså deres egen skyld. De kan jo bare lade være med at have absurde politiske synspunkter. Det vil også stoppe de overfald, som de udsættes for, og som jo altså logisk nok er selvforskyldt. For deres eget bedste må man desuden udstøde dem af den politiske debat. Det kendte sociale eksperiment Jehovas Vidner har nemlig vist, at den slags er uhyre effektivt. Man må også forsøge at hindre dem i at ytre deres synspunkter. Smitten kan jo sprede sig. Vuvuzelaen er her et glimrende instrument.

Det eneste, man som dansker kan håbe, er, at svenskerne får nedkæmpet denne 5. kolonne, så de igen kan indtage det etiske højdedrag, så vi andre igen har vort faste kompas. Når vi forledes, vil svensken være der og kalde os til orden, og så kan man i sandhed være tryg. Demokratihistorien påbegynder nu et nyt kapitel: Vuvuzela-perioden. Sandheden skal råbes og skriges så højt, at ingen andre kan komme til orde, og når talerne forstummer i mangel på inspiration, må vuvuzelaen tage over. Man hører dens klare lyd kalde. Man hører dens milde manende tone, der byder en at omvende sig - bort fra forledelsen - og endnu engang at slutte sig til moralens regiment samlet under den blågule fane. For under denne fane finder vi ind til vor inderste kaldelse, vort sande mål, vor ypperlige bestemmelse: Vi vil være som svensken. Også vi vil være kulturløse. Også vi vil tilbede det store abstrakte intet. Også vi vil være en fis i en hornlygte!

Storbysmartness for alle pengene

2010-09-17T14:02:00.004+02:00

Der er ikke sparet på de gode intentioner og de letkøbte, socialkonstruktivistiske antagelser i Merete Reinholdts interview med Anni Greve i sidste uges udgave af WA. Der er storbysmartness for alle pengene.

Udgangspunktet er på ny den sociale ingeniørkunst. Hvis menneskets private rum blot tilsløres, hvis vi løsnes for alle de snærende bånd, gives der en liberaldemokratisk kerne i os alle, der lynhurtigt materialiserer sig som et kulturelt fællesskab. Det er blot et spørgsmål om flere dialogbænke i parkerne, flankeret af Anni Greves såkaldt halvoffentlige rum, hvor de riter, man ellers troede var smidt på møddingen af den kulturradikale revolution, skal iscenesættes. Det er et besynderligt fænomen, at den normopløsning, der netop ligger i kim i den kulturradikale ideologi, søges afværget ceremonielt for positivt at tilgodese kulturfremmed indvandring.

Der er en skærende diskrepans mellem den kulturradikale utopis afvisning af kulturens betydning, når denne indvandring søges problematiseret, og så dens positive anvendelse af kulturens betydning i det uendelig slidte berigelsesargument. Pluralismen og tolerancen tilføjes her ballast som noget så ukulturradikalt som en statsautoriseret kulturel norm, som folk bare har at indordne sig under - og ikke mindst betale for. Inden for denne forståelsesramme har homoseksuelle og indvandrere krav på beskyttelse mod tonen i debatten, hvorimod leverpostejs-og kakkelbordsdanskerne bare skal integreres i verden. Det er simpelthen blot et spørgsmål om tilskyndelse til den internationale kultur, som Greve mener kan »skabes«, hvis ellers aftenkaffedanskerne gad trække gardinerne fra. Instrumentet har i vid udstrækning været det sociale sikkerhedssystem.

Alliancen med den socialdemokratiske skrankestat holder dog ikke inde her, den kulturradikale elite tynges af andre, eksistentielle problemer, nemlig priserne på fortovscafeerne. Anni Greve foreslår en statslig priskontrol, der sikrer, at en så basal storbymenneskerettighed som en latte, er til at betale. Planøkonomi iklædt moderne gevandter. Igen må man undre sig over de emanciperede verdensborgeres gennemførte uforstand og hjælpeløshed.

Også bragt som debatindlæg i Weekendavisen, som svar på artiklen "Nøglen til den høflige storby"

Fra broderfolket: SD på gaden

2010-09-15T09:22:00.000+02:00

Sverige er et mønsterland. Tilfædligt faldt jeg lige over en rejseblog for en gruppe KUere, der er taget derop for at hjælpe deres søsterforening den liberale ungdomsorganisation MUF. Dem om det, intet mere herom. Dog en interessant iagttagelse fra den udsendte ungkonservative:

"Bagefter mödtes vi i det centrale Stockholm, hvor vi var med til at dele endnu flere pjecer ud, ved det svenskerne kalder “valstugor”, som er små huse som de opstiller på de store torv i byerne og så opsøger folk selv de partier der interesserer dem. Og naturligvis havde Moderateren sådan en – en meget velbesøgt en af slagsen. Det samme kan siges om Sverigedemokraternes, som var under politibevogtning, fordi at de havde fået trusler. Tro det eller ej, så kan et lille skur på et torv få 4 hollændervogne og en 20 betjente på gaden!"

Ak ja. Hvem der havde en så åben og fri debat og en så årvågen politistyrke.

Medier med mere

2010-09-08T15:16:00.004+02:00

Ansporet af en kvalificeret diskussion om medier, behovet for et vist kvalitetsniveau i disse, og spørgsmålet om licens- eller skattefinansiering, er det værd at nedfælde nogle linjer om dette emne.

Anledningen var de nylige nedskæringer i Danmarks Radio (DR), og en konsensus omkring bordet om, at DR ganske bevidst sparer på nyhedsområdet af pressionsmæssige årsager. DR vælger hermed at gøre det lodret modsatte af, hvad de fra politisk hold er blevet pålagt. En ganske klassisk metode, der også kan findes i kommuner og regioner, hvor det ofte er de mest borgernære og efterspurgte velfærdsgoder der spares på, for dermed at skræmme (lands)politikerne fra at pålægge dem yderligere nedskæringer. Det er muligt at DR ihærdigt hævder det modsatte: at besparelserne på nyheder og aktualitet er nødvendige, men det er naturligvis forkert. Der er masser af andre steder at spare, det er blot et spørgsmål om vilje og prioritering. Mere om sidstnævnte senere. Her skal dog lige nævnes det besynderlige armslængdeprincip, der er en slags elastik i metermål. På den ene side kan DR hermed imaginært forsvare sig selv, og sige sig fri af politisk regulering, og hævde en handlefrihed i den daglige programplanlægning. På den anden side er armslængdeprincippet en illusion; en omgang blændværk, som politikere bruger til at slå hinanden i hovedet med. Når de borgerlige brokker sig over venstresnoethed eller afviklingen af rådhusklokkerne, overtræder de så sandelig armslængdeprincippet. Når de venstreorienterede brokker sig over, at Geert Wilders eller Jimmi Åkesson kommer til orde, gør de da så sandelig ikke.

Et kerneelement i diskussionen var selve behovet for ikke-kommercielle medier. Det klassiske, kvalitative krav om et vist niveau, ikke mindst sat i forhold til Danmarks ringe geografiske og sprogmæssige udstrækning. I forlængelse heraf et principielt kulturkonservativt forsvar for de givne, kulturbærende institutioner. Så vidt så godt. At instiutionen så bevarer P3 og afvikler P2 lader vi så stå et øjeblik, som en uforklarlig og ulykkelig hændelse.

Jeg er principielt skeptisk overfor licens- eller skatteyderfinansieringen, og nok mere af en frimarkedstilhænger end flere andre kulturkonservative. Sideløbende med diskussionen om de elektroniske medier, er det påfaldende at netop dagbladsmarkedet fungerer uden direkte, kvalitatitv støtte. Støtten gives her i form af momsfritagelse og støtte til distribution og porto. Der er ingen der taler om, og der er ingen seriøs opbakning til, udgivelsen af en postkasselicens- eller skatteyderfinansieret avis, der skal sikre et vist niveau i den trykte presse. Det har nogle historiske årsager, bestemt, men er stadig en relevant pointe. Lige så relevant som den opbremsning i oplagstilbagegangen man sporer hos den seriøse, profilerede og kvalitetsprægede del af avismarkedet. Jeg synes der er megen kvalitet og seriøsitet i dansk presse, som kan siges at fungere på et forholdsvist frit marked, i hvert fald hvad angår indholdet, netop det kvalitatitve.

Og i hvert tilfælde langt friere end på markedet for elektroniske medier. Hvad angår tv, og navnlig radio, er DR's dominans markant. DR agerer de facto som en kommerciel aktør, og tager markedsandele på områder som det frie marked burde kunne varetage. Man kender smøren: X-faktor; tåbelige bolig-, have- og madprogrammer og så videre. Her render vi dog ind i et paradoks: For på den ene side er det vanskeligt at fastholde DR som en smal, kvalitatitv aktør, der skal vise det de andre ikke vil. På den anden side er det tilsvarende svært at fastholde netop dette kvalitative forsvar og krav, når grunden under dette skrider lige så hurtigt, som X-faktors seertal kryber i vejret. Igen: DR afvikler P2 men fastholder P3, simpelthen fordi der er flere lyttere på P3 end på P2.

Det er svært at fastholde forsvaret for institutionerne, når deres indhold bliver kontraproduktivt. Det er for så vidt det samme med folkekirken, der i princippet er en særdeles gavnlig, historisk betinget institution, som det ville være et kolossalt svigt at opgive. På det konkrete plan er folkekirken dog på mange måder forfærdelig, invaderet af spaghettigudstjenester, babysalmesang og støtteerklæringer til Afrika - det land som alle børn kender - kirkebesættelser og afviste asylansøgere. Naturligvis kan man argumentere for, at institutionerne netop er materialiseringen af et folkeligt og kulturelt fællesskab, indenfor hvis rammer der kan udspille sig en kulturkamp om prioriteringen og det kvalitative. En slags manifestation af en borgerlig offentlighed, hvis nødvendighed er stærkt undervurderet af alle mulige konstruktivister, der så underer sig over den europæiske unions manglende, folkelige gennemslagskraft.

Så er det bare et problem, at den journalistiske og folkekirkelige virkelighed er en anden. Sat på spidsen er den ikke kulturkonservativ, ikke national, ikke ansvarlig. I stedet er den emancipatorisk, kulturradikal og venstreorienteret. Så er DR og Folkekirken netop kontraproduktive, og resignationen snublende nær. På medieområdet hælder jeg derfor mod privatiseringen og det frie markeds løsningsmodel: Jeg efterspørger hermed en dansksproget, reklamefri tv-kanal, der viser Tagesschau-lignende nyheder, renset for voxpop, Dreyer-film og "Hvornår var det nu det var". Og ikke viser X-faktor. Hvis jeg ikke kan få det, må jeg tage hvad kan få. Og så glæde mig over, at jeg ikke tvinger nogen til at medfinansiere mine præferencer.

konference om religion og politik på Aarhus Universitet

2010-09-06T20:20:00.001+02:00

En forening som adskillige af denne blogs forfattere er involveret nemlig Konservative Studenter er sammen med en anden forening som adskillige af denne blogs forfattere er involveret i nemlig KU værter ved en fremragende konference, som er arrangeret af undertegnede sammen med forfatteren til denne glimrende blog: http://jacobhedegaard.dk/

Konferencen har temaet "religion og politik" og det skal forstås i bredeste forstand, hvor både Islam, ateisme og kristendom er til debat. Alle er velkomne.

Konference: Religion og Politik

Forholdet mellem religion og politik er stadig oftere til debat i dag. Hvad end diskussionen drejer sig om folkekirken, islam eller religionens plads i det offentlige rum er det et spørgsmål, som optager sindene. Konservative Studenter afholder en stor konference om emnet

Program:

Kai Sørlander, filosof og forfatter: Kristendommens betydning for sekularismen og det danske demokrati.

Mehdi Mozzafari, professor, dr. scient pol.: Udfordringen fra islamismen

Debat mellem teolog Lars Sandbeck og antropolog Dennis Nørmark: Den nye ateisme og religionen i det offentlige rum

For ikke medlemmer:

Entre: 25 kr.
Entre + frokost: 75 kr. bestilling til ks@konservativestudenter.dk inden 1/10
Arrangementet finder sted lørdag d. 9. oktober kl. 12-17 i Preben Hornung Stuen, Studenternes Hus, Nordre Ringgade 3, 8000 Århus C.

Konservatismedebat i Kristelig Dagblad

2010-08-30T19:00:00.000+02:00

Sidste uge, nærmere bestemt fredag og torsdag, var dette medlem af reaktionen så heldig at optræde i den udmærkede avis Kristeligt Dagblad i forbindelse med lanceringen af Årsskriftet Critique, der meget belejligt faldt sammen med endnu en konservativ kovending. Her et par uddrag fra artiklerne.

Artikel torsdag hed Gud, Konge eller lavere selskabsskat:
Hvad vil det sige at være konservativ? Spørgsmålet fik ny næring efter De Konservatives sommergruppemøde i går. Her skitserede folketingsgruppen en ny, gammel, meget erhvervsvenlig og vækstorienteret profil.

" Vi er ikke bange for at sige, at vi faktisk elsker det private erhvervsliv. Det er der, vi kaster vores politiske lodder hen i den kommende tids politiske kamp," sagde politisk ordfører Henriette Kjær til indledning på pressemødet. Selskabsskatten skal ned, og personskatten må ikke overstige 50 procent, lød det som i tidligere formand Bendt Bendtsens tid. Væk var temaet fra sommergruppemødet i 2009, nemlig værdi-og integrationsdebatten....

Historiker og forsker i konservatisme i mellemkrigsårene Christian Houlberg Skov fra Aarhus Universitet undrer sig over, at De Konservative ikke holder fast i den værdipolitiske dagsorden, man åbnede for et år siden. Han er selv engageret konservativ og står i næste måned for tredje udgave af årstidsskriftet Critique om konservatismen.

" Det er meget ærgerligt, at man fuldstændig skyder den værdipolitiske debat i baggrunden nu. Det bekræfter indtrykket af, at De Konservative hopper fra tue til tue for at finde en opskrift, der kan trække partiet ud af sin krise," siger han.
" Man har jo fået meget kritik fra erhvervslivet for at svigte i den økonomiske politik, og på den korte bane kan det være fornuftigt nok at imødekomme den kritik. Men på længere sigt efterlader det et flimrende indtryk," siger han."

Artiklen næste dag havde lidt samme tema, men var mere en baggrundsartikel, hvor fokus i højere grad var på Critique og noget af den debat, der blev rejst der.

"" Ideologier er noget bras." Sådan lød det fra daværende statsminister Poul Schlüter i 1983. Som statsminister sikrede han sit parti den historisk set bedste periode nogensinde, men måske lagde han også grunden til en ideologisk forvirring, som trækker spor helt ind i partiets aktuelle problemer.

Det mener i hvert fald en række konservative intellektuelle, som er samlet omkring årsskriftet Critique , der diskuterer konservatisme og udkommer næste gang den 5. september."

Folketingskandidat, politolog og forfatter til den gode bog brdr. Møller Nikolaj Bøgh citeres i artiklen

"Det indgår også i den klassiske konservatisme, at man har en skepsis over for ideologier og konstruerede samfundsopbygninger. Men det er ikke det samme som, at man ikke skal have en foretrukken samfundsmodel.Derfor synes jeg ikke, at Poul Schlüter har gjort partiet en tjeneste ved at sige, at ' ideologi er noget bras'," siger Nikolaj Bøgh. "

Selv taler jeg om arbejdet med det nye partiprogram:

"Christian H. Skov, som er redaktør på Critique , historiker og forsker i konservatisme ved Aarhus Universitet, er usikker på, om principprogrammet bliver klarere, når det har været ude i vælgerforeningerne.

" Mange af medlemmerne er jo ikke skolet i principielle debatter, for de stod ikke i særlig høj kurs i 1970' erne og 1980' erne," siger han.

Selv mener han, at De Konservatives problemer løses bedst ved at føre en mere værdikonservativ politik.
" Mange danske konservative har et stærkt ubehag ved at tale om det, som egentlig er konservatismens kerne. Jeg oplever en stor blufærdighed i forhold til at tale om det nationale, og endnu værre står det til med talen om kristendommen, der ellers fra et traditionelt konservativt synspunkt er den kilde, som fornyer og styrker vores kultur," siger Christian H. Skov. "

Derudover citeres også Poul Schluter, TOrben Rechendorff og Lene Espersen i artiklen

Artikel 1: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/378307:Danmark--Det-flimrer-for-konservative
Artikel 2: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/378477:Danmark--Kampen-med-det-ideologiske-bras

Og selvfølgelig link til Critique, som enhver tænkende konservativ bør købe: http://critique.ksaa.dk/